14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5514Visninger
AA

23. The True Hell (13+)

​JEG ADVARER MOD VOLDSOMT INDHOLD!!!

 

“I will love you till the end of time, I will wait a million years

Promise you’ll remember that you’re mine. Baby, can you see through the tears?”

Lana del rey – Blue Jeans

 

Da jeg vågnede op den morgen, kunne jeg nærmest ikke lade vær med at føle lettelse, da jeg så, at Fred ikke lå ved siden af mig. Alligevel kiggede jeg mig omkring og håbede på at der ville være nogen. Eller bare en eller anden. En til at smile forsigtigt til mig og helt morgenhæst sige ”Godmorgen, sunshine” til mig. Åhh, hvor jeg dog håbede at det var ham jeg var vågnet op ved siden af.

Jeg blev afbrudt af min tankestrøm, da en høj brummen lød fra min side af. Jeg kiggede ned og så, at min stadigt smadrede telefon lyste op, og viste at Fred havde skrevet en besked til mig. Jeg tog mobilen op i min hånd og læste beskeden. Den gav mig allerede en stor følelse af en knude i maven.

#Mød mig nede i byen. Jeg giver en bid morgenmad. ses.

Jeg kunne ikke lade vær med at tænke, hvor lidt følelse Fred ofte lagde i sine beskeder. Havde beskeden været fra Harry, havde han sikkert været totalt usikker og spurgt mig om jeg havde lyst til at mødes. Harry var garanteret en af de der typer, der også sendte utallige små emojier i sine beskeder. Gad vide om han var en smiley, eller en hjerte type?

Et dybt suk undslap mine læber, da jeg forstod mine tanker. Jeg lagde mit hoved ned mellem mine ben og trak vejret dybt ned i mine lunger. Mit hoved hejste sig og jeg kiggede ud i det tomme hotelværelse, som jeg havde sovet i. Fred og jeg havde altid været på farten, så det at vi nogle gange boede på hotelværelser i stedet for at have en fast bopæl, var ikke et problem. Efterhånden kunne jeg bare mærke, at den rodløshed gjorde mig mere og mere rastløs. Som om, at jeg for hver gang frygtede mere og mere, at jeg en dag skulle slå mig ned et fast sted, fordi jeg jo ikke var vant til. Ofte så frygtede jeg, at Freds dårlige vaner, efterhånden også var blevet mine vaner?

Jeg rejste mig fra sengen og gik hurtigt over og trak noget tøj op ad min taske, som jeg hurtigt tog over mig. Jeg kiggede ned af de sorte bukser og den helt klassiske grå trøje. Jeg vidste ikke, hvad der skete med mig? Før ville jeg jo nærmest have brækket mig, hvis jeg så folk gå klædt sådan her… men nu. Nu føltes det som om, at det var det mest behageligste jeg kunne have på. Bare ved at jeg tænkte på det tøj jeg havde haft på før, gav mig kvalme nu. Jeg fandt en stram lædernederdel i den ene side af bunden af min taske og trak den forsigtigt op i mine hænder. Min mave vendte sig og jeg kiggede op og så mit ansigt lige ind i spejlene på væggen.

Jeg kunne ikke kende mig selv.

Mine øjne var lyse. De var trætte, men slet ikke på samme måde. De var ikke smurt ind i flere lag mascara og utallige mængder øjenskygge. De var helt bare og lyse. Som hvis at de så lyset for første gang, og jeg kendte dem ikke. Jeg havde ikke set mine øjne så bare i… flere år? Jeg havde altid gemt mig bag den mørke make up, de korte nederdele, sorte toppe og høje stilletter. Og nu stod jeg der, helt bar. Jeg kendte ikke mig selv. Jeg var ikke den samme Aria, som jeg engang var. Det her var en anden Aria… en ny Aria. En gemt Aria?

”Du er smuk.” Sagde han og kiggede op på mig, da jeg havde vasket mit kløende make up af. Jeg kiggede tilbageslået på ham.

”Synes du?” Han svarede ikke, men gav mig bare et genert nik med hovedet, så jeg kunne mærke, hvordan en varme spredte sig i mig. En varme jeg ikke havde mærket før. En varme, der føltes ligesom sommerfugle og spredte sig hele vejen fra mine tåspidser, til det yderste af mine fingre og helt op til mine kinder. En ganske og helt unik og speciel varme. En virkelige dejlig varme.

Jeg lagde forsigtigt min hånd på min kind, men ligesom jeg havde frygtet, var den helt kold. Der var ingen varme i den. Ingen susende fornemmelse eller følelse af en kærlig hånd. Kun kolde og en sær trængsel og følelse af længsel. Desværre, vidste jeg bare ikke, hvad det var en længsel efter?

Jeg pakkede mine sidste ting, inden jeg forlod hotelværelset og gik ud på gangen, hvor jeg fortsatte hele vejen ned og ud til den åbne travle gade. Jeg kiggede rundt og prøvede at spejde om jeg kunne se Fred nogle steder. Men endnu en gang havde han givet mig en opgave, som var umulig for mig, at udføre. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne finde ham i alt det her mylder og trafik?

”Fred?” Kaldte jeg hurtigt og snurrede rundt om mig selv et par gange, mens jeg prøvede at spejde efter ham. Jeg skulle til at ringe ham op, da nogle hurtigt greb fat i mig og holdt mig for øjnene. En høj latter lød lige ved mine ører og en stor panik spredte sig i brystet på mig.

”Hvad så, prinsesse?” Sagde hans hårde stemme i mit øre, så jeg sukkede opgivende. Han slap sine hænder foran mine øjne, så jeg kunne træde væk fra ham.

”Sjovt.” Sagde jeg irriteret. Han grinede bare endnu mere og kiggede lidt på mig.

”Hvem er død?” Spurgte han.

”Hvad mener du?” Spurgte jeg forvirret og kiggede ned ad mig selv, da han pegede på mig.

”Du er altså nødt til at klæde dig ordentligt, babe. Det der er da ikke særligt lækkert.” Sagde han bedømmende. Jeg kiggede opgivende på ham.

”Må jeg ikke selv bestemme, hvad jeg går i?” Spurgte jeg undrende. Han trak hurtigt på skuldrene.

”Det er bare ikke dig.” Sagde han. Jeg sukkede tungt.

”Hvad nu hvis jeg gerne vil lave om på mig selv?” Jeg kunne straks se, at det var et risikabelt spørgsmål, for han kiggede straks tirrende på mig, så jeg vidste at jeg var trådt over grænsen. Han trak vejret tungt ind, inden han trådte over og lænede sig frem og kyssede mig på panden og derefter lagde armen om mig.

”Du er min, Prinsesse. Aldrig glem det.” Sagde han og afsluttede den samtale, kunne jeg godt fornemme. Jeg kiggede op på ham og prøvede at tage mig sammen og stoppede ham så, for at stille mig lidt på tæer og kysse ham blidt på munden, så han faktisk kiggede overrasket på mig.

”Jeg elsker dig.” Sagde jeg forsigtigt og prøvede at se, om jeg kunne lindre ham på den måde. Heldigvis, sendte han mig et stort smil og lænede sit hoved ned mod mit ansigt igen og maste sine læber mod mine endnu en gang.

”Det er min pige.” Sagde han og gik så videre sammen med mig. Jeg smilede op til ham, men knuden i min mave ville stadig ikke gå væk.

 

Fred havde fundet en lille cafe til os, som havde en virkelig lækker buffet. Var der noget jeg havde savnet, så var det rigtig morgenmad. Et simpelt stykke brød kunne selv være med til at sætte mine tænder helt i vand. Jeg spiste løs, mens at Fred en gang også spiste meget ved siden af mig. Jeg kunne dog ikke lade vær med at lægge mærke til, at hans valg af drikkevarer allerede var drinks med alkohol, mens jeg selv holdt mig til juice. Da tjeneren kom over med hans tredje drink, kunne jeg ikke tie stille længere.

”Skat, burde du ikke holde lidt igen med drinksene. Klokken er ikke engang 12?” Spurgte jeg forsigtigt. Han tog en stor tår og kiggede overvejende på mig.

”Hvorfor tager du ikke selv en, babe?” Spurgte han lige så spydigt tilbage.

”Fordi jeg helst ikke har lyst til at være stiv midt på dagen.” Sagde jeg hurtigere, end jeg kunne nå at tænke det.

”Hvad sker der med dig? Der var en gang, hvor du festede lige fra den lyse morgen og ikke gav en fuck omkring nogen eller noget?” Spurgte han nærmest bekymret. Fordi sådan noget, jo var helt normalt at være bekymret over?

”Jeg… er måske bare… blevet voksen?” Sagde jeg tøvende. Han kiggede overvejende på mig.

”Voksen?”

”Ja? Måske har jeg lyst til at ændre nogle ting og lægge nogle andre bag mig.” Sagde jeg ærligt. Fred kiggede lidt på mig, inden han trak sin hånd igennem sit mørke hår og rodede lidt i det, så det havde den sædvanlige korte biker-fyrs frisure, som det altid havde haft.

”Javel… Så vi skal til at tænke over, hvad vi spiser og hvad vi går i, eller hvad?” Spurgte han og kiggede forvirret på mig. Jeg trak på skuldrene.

”Det kunne ikke være en helt slem ide.” Sagde jeg og virkede faktisk håbefuld for at han måske ville forstå mig. Dog som altid brød han bare ud i en høj og hånende latter.

”Godt, at Jeff har inviteret os til fest i byen i aften, så vi kan få dig normaliseret, hva?” Udbrød han, så jeg kiggede chokeret op på ham.

”Fest? Har du inviteret os til fest? Fred, lægen sagde jo…” Prøvede jeg, men endnu en gang så afbrød han mig.

”Fuck den læge. Vi skal fejre at du er hjemme igen. Alle har savnet dig. Inklusiv mig...” Sagde han og kiggede bedende på mig. Jeg bed mig i læben.

”Kom nu, baby. Gør det for min skyld?” Bedte han og lænede sig ind over bordet hen til mig og smilede stort. Jeg trak vejret tungt ind og sukkede så opgivende af mig selv. Jeg havde jo ikke andre valg?

 

At tage til fest var noget af det allersidste jeg havde lyst til. Bare tanken om så mange mennesker og de hjernedøde høje toner af alt for dårligt musik, gjorde bare mit humør endnu værre. Jeg prøvede endda at dulme det med et langt bad, og det virkede også kun kort. I hvert fald indtil jeg kom ud, med et håndklæde omkring mig og skulle til at finde noget tøj, da Fred lagde en gave frem til mig.

”Hvad er det?” Spurgte jeg overrasket. Han smilede spændt.

”Åben den.” Sagde han spændingsfuldt. Jeg satte mig ned på sengekanten og åbnede gaven, så den fremviste en ækse, hvor der inde i, lå intet mindre end en rød, lår kort kjole, med en lille slidse i siden og en meget dyb nedskæring. Min mave vendte sig.

”Så kan du blive dig selv igen. Jeg har valgt den helt specielt til dig.” Sagde Fred og kyssede mig på kinden, da han satte sig ned ved siden af mig. Jeg sukkede tungt.

”Tak… Det er meget sødt af dig.” Sagde jeg og sendte ham et forsigtigt smil. Han smilede bare endnu mere og lænede sig så frem igen og kyssede mig. Denne gang prøvede han at gøre det lidt mere intimt. Mit hjerte begyndte at hamre nervøst i brystet på mig. Specielt da hans hånd fandt vej til mit lår og begyndte at bevæge sig opad og på vej til at snige sig under bunden af mit håndklæde. Jeg rev mig hurtigt væk fra ham.

”Ikke nu, Fred. Ellers kommer vi jo for sent til festen.” Sagde jeg hurtigt. Han kiggede undrende på mig.

”Er det ikke lige meget?” Spurgte han og virkede allerede vred og sur. Mit hjerte bankede helt oppe i halsen på mig.

”En aftale er jo en aftale.” Prøvede jeg. Han rejste sig bare fra sengen og gik ud på badeværelset, hvor han smækkede døren hårdt i efter sig. Jeg rystede allerede over hele kroppen. Åh gud, hvor var det her noget af det allermest forfærdelige i hele verden.

Jeg trådte i kjolen og gjorde mig klar og lagde endda en mørk make up, mens at Fred en halv time efter kom ud i en klassisk sort skjorte og sorte habbitbukser. Jeg smilede trøstende til ham og fulgte med ham ned til gaden, hvor vores taxa allerede holdt og ventede på os. Alt i alt, mens jeg hele tiden rettede på min sorte makeup, fordi mine tårer trak den ned som sorte striber på mine kinder.

Festen var forfærdelig! Jeg prøvede at trække mig væk, ved at sætte mig over i en af sofaerne klubben havde sat i hjørnerne. Flere piger jeg kendte blev dog ved med at hive mig op og ud på dansegulvet. Jeg fik også utallige drinks stukket i hånden, men de smagte alle helt vildt dårlige, og jeg fik mere og mere kvalme ved tanken om, at det her engang havde været hele mit liv.

Engang var jeg en af de piger, der ligesom Fred allerede begyndte at drikke fra morgenstunden af, nærmest til morgenmaden. Jeg sminkede mig op og proppede så meget make up i hovedet, som jeg overhovedet kunne, mens jeg nærmest rev og flo i mit tøj, for at det afslørede så meget af min hud som muligt. Jeg drak mig helt hen til en anden dimension og var glædeligt en af de piger, der dansede oppe på podierne og elskede alles opmærksomhed på mig. Nu ønskede jeg allermest bare at slippe væk herfra.

”Skal du ikke snart løsne lidt op?” Lød en stemme spørgende i mit øre, så jeg kiggede til siden og så min elskværdige kæreste. Jeg tog mig opgivende til hovedet.

”Jeg vil gerne hjem.” Sagde jeg ærligt. Fred sendte mig et frustreret udtryk.

”Skat… Kan du ikke snart tage dig lidt sammen?” Spurgte han, så jeg kiggede forarget op på ham.

”Måske kunne du have spurgt mig om jeg faktisk havde lyst til det her, inden du bare tager beslutninger på mine omkostninger, en anden gang!” Vrissede jeg hurtigt tilbage til ham. Han trådte faretruende frem mod mig.

”Nu gør du hvad jeg siger.” Sagde han truende, så mit hjerte klumpede sig sammen i halsen på mig. Jeg kiggede dog bare op på ham og begyndte at træde baglæns inden jeg endte med at gå helt væk fra ham. Det var bedre at gå, end at fortsætte kampen.

Jeg nåede udenfor i aftenkulden og hejste hånden for at få en taxa til at stoppe. Jeg frygtede lidt, at ingen ville stoppe, men heldigvis, så kom der faktisk en taxa med det samme. Dog lige da jeg skulle til at sætte mig ind, fik jeg selskab.

En person satte sig i den anden side af passagersædet bag i bilen, og jeg kiggede til min side og så Fred. Han sagde ingenting, men kiggede bare ud af sit vindue. På en måde var handlingen jo faktisk meget kærlig, at han valgte at tage med mig hjem. Alligevel følte jeg mig mere angst end nogensinde.

Hele vejen hjem til hotellet sagde han ingenting. Og jeg blev mere og mere skrækslagen, for hvert et ord han holdt inde. Taxaen stoppede og Fred betalte for den, mens jeg gik i forvejen og op til vores værelse. Jeg kunne ikke lade vær med at føle den ufatteligt hårde anspændthed.

Jeg kom ind på vores hotelværelse og jeg følte, hvordan mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig. Specielt da Fred også kom op, og han smækkede døren hårdt i efter sig. Han låste døren og gik hurtigt forbi mig og over til vinduerne, hvor han i to hurtige tag trak gardinet for, bag vinduerne. Jeg trak vejret tungt ind.

”Fred…” Startede jeg, men nåede ikke at sige mere, inden han gik over og greb fat i mig, for at mase sine læber mod mine.

”Fred, hvad laver du?” Spurgte jeg og trak mig fra ham og mærkede straks nervøsiteten stige op i mig. Han maste dog bare sine læber mod mine igen og det virkede så voldsomt, og slet ikke kærligt. Jeg trak mig fra ham endnu en gang.

”Fred?” Spurgte jeg hurtigt igen og kunne sagtens høre den nervøse tone i min stemme, i sær da han udslap et lille grin.

”Du skal ikke være bange, min skat. Jeg skal nok få dig til at glemme det hele.” Sagde han og trådte tættere på mig. Jeg mærkede hvordan min puls steg.

”Glemme hvad?” Spurgte jeg hurtigt, mens jeg langsomt begyndte at træde bag ud, i det at han gik frem mod mig.

Ham.” Svarede han kort og med en næsten kold tone, mens han straks hev sin trøje lidt op og begyndte at fumle med sit bælte. Jeg trådte hurtigt et skridt bag ud.

”Jeg ved ikke, hvad… du… taler om.” Stammede jeg, mens jeg mærkede panikken stige op i mig, da han hurtigt hev bæltet ud af sine bukser og holdt det fast i sin hånd.

”Jeg ved at du var sammen med ham… Det var ret tydeligt, da jeg mødte jer.” Sagde han med et stort smil på læben. Jeg rystede hurtigt på hovedet, men gispede så straks, da han greb hårdt fat i mit håndled og hev mig hen til sig.

”Fred… Please…” Bad jeg, men han skubbede mig bare hurtigt over mod sengen, så jeg faldt forover. Jeg mærkede hurtigt hvordan tårerne begyndte at strømme frem i mine øjne, mens jeg prøvede at sætte mig op.

”Fred… Jeg sværger… Jeg ville aldrig..” Dog nåede jeg ikke at fuldføre min sætning, inden hans hånd ramte min kind med sådan en enorm kraft, at jeg blev slynget tilbage i sengen igen, for at han så hurtigt greb fat om min ankel og hev mig hen til sengekanten.

”Jeg vil få dig til at glemme den dreng.” Sagde han og trak mine sko af, så jeg straks fægtede med mine fødder.

”Nej.. Stop! Fred, Stop!” Panikkede jeg hurtigt, mens han hev mig længere ned af sengen.

”Du gjorde mig så urolig, prinsesse. Jeg troede jeg aldrig skulle se dig igen.” Sagde han, da han satte sig på sengen og forsigtigt hev op i bunden af min kjole. Tårerne begyndte straks at løbe ned af mine kinder, mens jeg prøvede alt for at fægte med arme og ben.

”Jeg beder dig… STOP!” Råbte jeg hurtigt, mens han forsigtigt hev helt op i min kjole, og derefter tog fat i mine trusser. Han lagde sig ind over mig, så han lå hen over min ryg og lagde sin arm ind foran mig.

”Ikke græd, prinsesse. Jeg gør dig jo ikke ondt.” Sagde han, mens han hurtigt hev ned i lynlåsen på kjolen og rev den op, så jeg udslap et højt hulk.

”Nej… Stop! Jeg vil ikke… STOP!” Jeg prøvede at råbe, men han rev med det samme fat i mit hår.

”Skrig så højt du vil… Ingen kan høre os.” Sagde han, så panikken endnu en gang ramte mig, og jeg denne gang skreg så højt jeg kunne.

”STOP, STOP… STOP!” Jeg blev hurtigt vendt om på ryggen og mærkede så smerten mod min kind endnu en gang, så jeg skreg så højt jeg kunne, mens jeg blev vendt om på ryggen og Fred rev min kjole af, så jeg hørte lyden af at stoffet blev revet over, mens det blev hevet af mig.

”Det er fint, baby. Skrig alt hvad du vil, han vil aldrig kunne høre dig.” Sagde han ind i mit øre, mens han fumlede med resten af mit tøj, så jeg hurtigt skreg igen.

”Du skal aldrig flygte fra mig igen.” Sagde han ind i mit øre, inden de sidste tårer trillede ned af mine kinder og han greb hårdt fat om min hals og jeg skreg for mine lungers fulde kraft:

”HARRY!”

__________________________________________________________________________

Jeg håber ikke, at det blev for voldsomt for jer, ellers så lige fortæl mig om det.

Ellers så skriv gerne hvad i synes om det hele, og hvad i tror det hele ender med? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...