14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5527Visninger
AA

5. The Girl

"I'll give you everything you need
 But I don't think I need you."

Ellie Goulding - Anything could happen

 

Efter et par timer og en ufattelig lang kø på motorvejen, kom jeg endelig til den sidevej, som jeg havde regnet med at køre ned af, så jeg kunne komme videre. Solnedgangen kunne let ses ude i horisonten og farvede himlen i en smuk rødlig orange farve, så jeg faktisk smilede lidt over synet. Jeg besluttede mig for, at stoppe ved et indhak ved en mark, så jeg kunne tage lidt billeder med det kamera jeg havde medbragt. Jeg klikkede et par gange, og tjekkede så bagefter og smilede over resultatet, inden jeg satte mig ind i bilen igen, for at fortsætte mit lille eventyr.

Jeg havde omtrent kørt en time mere, da jeg hurtigt fik øje på en familie, der sad inde på en resteplads og grinede stort, mens de spiste nogle sandwiches. Jeg smilede over synet, men mærkede hurtigt et lille stik. Tanken om at køre alene, lød rigtig godt i mine ører, men så igen, så var der også endnu en tanke, som strejfede mig et kort øjeblik.

Hvis jeg havde selskab.

Tanken om ikke at være alene, men at have en ved min side. En som kunne dele morgenstunderne med mig, de lange køer på vejene, frokost, når sulten nærmede sig, de sene eftermiddags timer med bilradioen for fuld blæs, aftenen, hvor man ville køre ind på en tank og købe snacks til nattens lange timer, indtil mørket ville falde på og man så ville opleve hvordan solen blev erstattet af månen på himlen... Alt i alt, bare en person, man kunne dele

eventyret med. Selvfølgelig kunne jeg have spurgt om en af drengene ville tage med mig, men så igen... Så var det ikke sådan en person, jeg mente. Mere sådan en person man kunne have dybe snakke med, en man kunne grine og le sammen med, en man kunne finde glæde ved, når de lange køer virkede opgivende, en man kunne skråle med på radioen med, en man kunne kaste smarties i munden på, når man var for utålmodig til at køre, en man kunne holde i hånden når man kørte, kramme når man stod inde på de forskellige tankstationer, for at fylde rationerne op, en man kunne føle sine læber mod, i et af de der hurtigt uskyldige kys... En som var der fra start til slut af dit eventyr. En som var der, når man kom hjem fra tour, og man gjorde klar til at tage på sit eventyr med dem....

Jeg rystede på hovedet og prøvede at få den stikkende følelse ud af kroppen, mens minderne om Liam og Louis, der alle skulle hjem til deres udkårne og starte deres eventyr sammen med dem... Mens jeg var alene.

Nej... Bare glem tanken, Harry.

Jeg kørte videre og fokuserede så på vejen igen, som bare lå helt flad foran mig. Dog glippede jeg hurtigt med øjnene, da en velkendt skikkelse gik lidt længere fremme i vejkanten. Det lange brune hår var denne gang sat op i en høj hestehale og gangen var blevet langsommere... Sikkert på grund af de tårnhøje hæle hun havde besluttet at tage på.

Pigen fra tanken.

Jeg kørte op på siden af hende, så hun straks stoppede op. Jeg rullede vinduet ned og lænede mig lidt hen over passagersædet, for at få øjenkontakt med hende.

"What the.." Sagde hun forbløffet og kiggede sig hurtigt omkring.

”Sikke langt du kom.” Sagde jeg og sagtnede farten. Hun kiggede hurtigt med rullende øjne på mig og prustede.

"Stalker du mig, eller sådan noget?" Spurgte hun og rettede på hendes fyldte tasker, inden hun krydsede sine arme. Taskerne så ud til at være tunge ud fra de mange buler og det lignede, de var ved at sprænge flere steder.

"Er du vagabond, eller sådan noget?" Spurgte jeg efterlignende, hvilket hun hurtigt rynkede på sine bryn af.

"Nej... Jeg prøver bare at komme hjem. Kør nu bare videre!" Sagde hun og prustede, da hun rettede på sine tasker igen, hvilket resulterede i, at hun vippede lidt på den ene hæl.

"Hvor langt har du gået?" Spurgte jeg hurtigt undrende. Hun kiggede på mig med sine mørkt sminkede øjne og bed sig i kinden.

"Du er ret nysgerrig, ved du det?" Spurgte hun og hævede sine øjenbryn. Jeg sukkede opgivende.

"Hør nu. Jeg prøver bare at hjælpe dig... Enhver kan jo se, at du tydeligvis har brug for hjælp. Og for dets uden, så tror jeg ikke det er godt at gå så langt i de sko.." Sagde jeg og refererede til hendes tårnhøje hæle. Hun rynkede usikkert på næsen, men kiggede så koldt på mig.

"Jeg går helt fint... Kan du ikke bare lade mig være, du er virkelig creepy, loverboy." Sagde hun, for sikkert at minde mig om, at hun havde kaldt mig det tidligere. Jeg trak i mundvigen.

”Hvordan er du overhovedet kommet hertil? Tankstation er flere timers gåtur væk herfra?” Spurgte jeg hurtigt nysgerrigt.

”Jeg transporterede mig selv.” Svarede hun bare flabet, så jeg sukkede tungt. Hun kiggede lidt tænkende på mig.

”Jeg har fået et par lift, hvis du absolut gerne vil vide det.” Sagde hun og skulede til mig. Jeg nikkede forstående.

”Hvor skal du overhovedet hen siden du skal så langt?” Spurgte jeg igen, så hun denne gang kiggede irriteret på mig.

”Det rager altså ikke dig, at du ved det?” Sagde hun vrissende igen. Jeg trak mine arme op i en forsvarsposition.

"Fint... Solstråle, så må vi bare se, hvilke klamme typer, der kommer og samler dig op, når det begynder at regne om en times tid." Sagde jeg og kiggede "uinteresseret" på vejen.

"Regne? De har da ikke lovet regn?" Spurgte pigen hurtigt. Jeg grinede.

"Alle os inde i en varm og komfortabel bil, ved allerede, at de har lovet regn snart." Sagde jeg med en tilfredst smil på læben. Hun svarede ikke, så jeg kiggede hurtigt på hende, og kunne se hendes meget tænkende udtryk. Hun endte med at trække en mobil op ad sin lomme som hun derefter prøvede at tænde. Men intet held.

”Er din mobil død?” Spurgte jeg hurtigt. Hun kiggede på mig og sukkede tungt.

”Hey… Hop nu ind, det bliver alligevel snart mørkt.” Sagde jeg prøvende. Hun kiggede hurtigt lynende på mig.

”Jeg har ikke brug for din hjælp, kan du ikke bare lade mig være?!” Udbrød hun irritabelt. Jeg sukkede og grinede så lidt.

"Jo jo, jeg prøver bare at spare dig for de klamme typer, der lurer i nattens mørke." Sagde jeg og vigede med øjenbrynene, så hun kiggede skulende på mig, men derefter så stift ligeud.

"Du kender mig ikke engang... Hvorfor overhovedet hjælpe mig?" Spurgte hun og kiggede derefter skævt på mig. Jeg bed mig tænkende i kinden, inden jeg kiggede på hende.

"Jeg regnede vel med, at du ville finde det som en stor hjælp, at der bare var én, som tilbød at hjælpe dig." Sagde jeg. Hun kiggede på mig og hendes mørke øjne mødte mine. Og for første gang var det som om hun kiggede helt… opgivende og nedbrudt på mig.

"Hvem siger, at du er den eneste, som vil hjælpe mig?" Spurgte hun overvejende. Jeg tog mig selv i at holde et lille grin inde.

"Okay fint... Hvor mange ud over mig har holdt inde, for at hjælpe dig i dag, udover dit enkle såkaldte lift?" Spurgte jeg. Hun kiggede på mig, men rettede hurtigt sit blik ned mod jorden, mens et flovt udtryk kom op i hendes øjne. Hold da op… Ingen.

”Hey…Hop nu bare ind... Jeg lover, jeg kun vil gøre det for at hjælpe... Ingen bagtanker." Sagde jeg ærligt og stoppede bilen, da vi var de eneste på vejen. Hun stoppede op, og jeg kunne med det samme se, hendes tøvende bevægelser, da hun vendte sig mod bilen og rakte hånden frem mod håndtaget. Jeg tog fat om bilnøglerne, da hun hurtigt trådte væk og så kiggede skulende på mig:

”Det bliver over mit lig!” Jeg sukkede, men kunne heller ikke helt lade vær med at grine.

"Du er virkelig stædig." Sagde jeg. Hun vendte om på hælen og kiggede irriteret på mig.

"Du drager også ret hurtigt til konklusion, hva? Hvad nu hvis jeg siger, at jeg rent faktisk ikke har brug for din hjælp? Jeg er ikke en skønjomfru i nød, at du ved det." Sagde hun hurtigt. Jeg kørte frem.

"Fint... Så hyg dig med regnen." Sagde jeg og trykkede på speederen, i det at et enkelt dryp hurtigt kunne ses på min forrude. Jeg så at hun stoppede op og kiggede op i de grå skyer, som efterhånden havde samlet sig på himlen, inden jeg i sidespejlet kunne se, at hun kiggede overvejende på min bil, men alligevel satte i gang igen fremad, mens flere dryp ramte ruden.

Jeg kørte lidt frem, mens jeg i spejlet holdt øje med hende. Hvad var der galt med mig? Pigen havde jo ret. Det var underligt, at jeg var så opsat på at hjælpe hende... Men der var bare et eller andet inden i mig, som ikke kunne lade vær med at tænke: "Hvad nu hvis det var mig?" For hvad nu hvis det var? Jeg ville sikkert også have alt for meget stolthed ligesom hende og benægte, at jeg havde brug for hjælp, selvom jeg et eller andet sted, nok havde ret så meget brug for det. Måske var det bare min lidt for bløde side, der tog over.

Jeg kørte lidt længere frem, da et højt tordenbrag hørtes fra himlen. Derefter gik der ikke mange sekunder, før at enkelte dryp blev til flere, og flere blev til mange, og mange blev til tusinder. Jeg så hurtigt, hvordan hun kiggede flovt hen mod min bil, inden at hun satte i løb, og jeg så åbnede døren, så hun kunne komme ind. Jeg kiggede  på hende og grinede lidt, da hun kiggede opgivende på mig, men alligevel sukkede lidt.

”Tak.” Sagde hun lavt og kiggede på mig.

”Glad for at hjælpe.” Sagde jeg og smilede, inden jeg startede bilen, så vinduesviskerne gik i gang, for at fjerne den nedfaldende regn.

"Jeg havde altså klaret mig fint uden dig, alligevel." Sagde hun muggent. Jeg trak på skuldrene.

"Jeg håbede vel på, at du ville have gjort det samme med mig." Sagde jeg og smilede til hende. Hun kiggede overvejende på mig, men vendte så sit hoved.

"Tro om, Loverboy." Jeg fnyste hurtigt.

"Okay... Solstråle." Sagde jeg, så hun irriteret på mig.

"Det hedder jeg ikke." Brokkede hun sig, så jeg smilede.

"Hvad er så dit navn, hvis jeg må spørge... Smilestråle?" Spurgte jeg, så hun kiggede lynende på mig, men overraskende nok, alligevel rakte hånden frem.

"Aria." Sagde hun. Jeg trak overrasket i mundvigen og trykkede hendes hånd.

"Harry." Sagde jeg venligt. Hun grinede lidt og kiggede så lige ud på vejen.

"Tænk at jeg sidder i samme bil som Harry Styles." Sagde hun, så jeg drejede chokeret på rattet og kiggede overrasket på hende.

"Du ved hvem jeg er?" Spurgte jeg overrasket. For ja, jeg havde faktisk troet, at hun ikke gjorde, efter at dømme på hendes opførsel. Hun kiggede med hævede øjenbryn på mig.

"Selvfølgelig gør jeg det... Du er alle steder." Sagde hun og krydsede sine arme. Jeg bed mig i kinden.

"Det er ikke hver dag, at man bliver samlet op af Englands mest berygtede player." Sagde hun hurtigt, så jeg for alvor kom til at bremse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...