14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5544Visninger
AA

24. Escape

"Run straight through the valley, and into where you want it to be

Swim past the shadows, to the words that echo off the streams"

Echosmith - Safest Place

 

Jeg åbnede forsigtigt øjnene og det første jeg fik øje på var den flotte, blå åbne himmel, der var over mig. Jeg prøvede at blinke med øjnene et par gange, for at vænne mig til lyset, inden jeg forsigtigt satte mig op på albuerne.

Jeg kiggede rundt og fik straks øje på træerne omkring mig. Jeg var i skoven… Jeg var tilbage. Jeg genkendte straks træerne, presenningen jeg lå på, bålet... Det hele var der. Jeg satte mig lidt mere op, mens jeg kiggede mig omkring. Jeg kløede mig på armen og mærkede straks sweateren… Hans sweater.

”Harry?” Spurgte jeg hurtigt og kiggede rundt, for at se om jeg kunne få øje på ham. Og ganske vidst, så var der hurtigt en latter, der hørtes.

”Godmorgen, Sunshine.” Sagde han ovre fra bålet, hvor han sad og drejede noget kød på en pind over den brændende ild.

”Harry? Jeg troede..” Sagde jeg lavt, men stoppede, da han straks kiggede undrende på mig og så rejste sig, for at gå over mod mig.

”Hvad har du lavet? Du er helt rød.” Sagde han og satte sig ned på hug foran mig og lagde sin hånd på min kind. Jeg flakkede med øjnene og mærkede smerten, så jeg selv lagde min hånd på min kind. Smerten steg med det samme lidt mere, så jeg veg væk. Jeg så hurtigt på Harry, der stadig kiggede bekymret på mig.

”Løb du ind i et træ, eller sådan noget?” Spurgte han med et skævt smil, mens han forsigtigt førte sin tommelfinger hen over det hævede ømme område. Det gjorde ondt, men hans berøringer virkede samtidig beroligende.

”Det kunne godt minde om mig.” Sagde jeg lidt grinende. Han smilede hurtigt af mig, inden han fjernede sin hånd og gik over til bålet igen.

”Harry… Hvordan er vi kommet her hen?” Spurgte jeg stille og kiggede mig omkring. Han vendte sig om mod mig og kiggede undrende på mig.

”Det ved du vist bedst selv.” Sagde han og trak sin kniv op af lommen, så han kunne skære noget kød af. Jeg forstod ikke, men tog i mod, da han rakte mig kødet på vej over til mig, for at sætte mig ned ved siden af ham.

”Men… Harry, hvordan kan vi være her? Jeg troede vi…”

”Hvad mener du?” Spurgte han og kiggede forvirret på mig.

”Men… Harry… Jeg…” Og så slog det mig med det samme.

”Det her er ikke virkeligt.” Sagde jeg og kiggede rundt. Han grinede lidt.

”Spis nu bare.” Sagde han og lagde sin hånd på min kind igen, så den der beroligende fornemmelse overtog hele min krop. Men jeg var nødt til at fokusere.

”Men Harry… Hvordan kan vi være her… Vi forlod det her sted for flere dage siden..” Sagde jeg og kiggede ventende på ham. Han trak bare på skuldrene og vendte sit hoved mod mit.

”Måske fordi vi i vores drømme søger hen til der, hvor vi føler os mest trygge?” Sagde han. Jeg sukkede lidt og skulle til at tage en bid af mit kød, men noget stoppede mig.

”Men hvis det her er en drøm… Så er det her jo ikke virkeligt.” Konstaterede jeg og kiggede rundt i den soloplyste skov. Han grinede igen, inden han vendte mit hoved mod hans med sin hånd.

”Sådan er det som regel i drømme.” Sagde han med sit skæve, søde smil. Jeg sukkede lidt, mens jeg så til at han holdt sin hånd på min kind og forsigtigt lænede sit hoved tættere mod mit. Jeg lukkede hurtigt øjnene.

”Men hvis intet af det her er virkeligt, så er du heller ikke.” Sagde jeg og tog en dyb indånding, da jeg hørte hans blide latter helt tæt på mig.

”Åben øjnene, solstråle.” Sagde han og jeg gjorde som han sagde, så jeg kiggede ind i hans flotte grønne øjne, men kun kort for at han så sagde:

”Vågn op.”

Jeg slog øjnene op og kiggede op i det hvide loft, så jeg straks satte mig op og mærkede, hvordan mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig.

"Harry?" Spurgte jeg hurtigt og gned mig i øjet, men da jeg kiggede igen. Var han væk.

Jeg lå ikke i nogen skov, eller sad sammen med en smuk, krølhåret fyr. Til gengæld lå jeg i et alt for klamt og indelukket hotelværelse, og var ganske vidst, helt og aldeles alene.

Jeg havde aldrig oplevet at vågne op ved siden af Fred efter en elskovsagt. Hvis man altså nogensinde kunne have kaldt det vi lavede for elskov? Efter i går forstod jeg måske mere, hvad elskov var og hvad ligegyldig sex var i stedet.

Hvor havde jeg dog været dum.

Måske var det også bedre, at vågne op alene efter i går? Jeg var faktisk bange for, hvad der egentlig ville være sket, hvis nu jeg ikke var alene, hvis jeg var vågnet op her? Havde han så bare behandlet mig som om intet var hændt? Havde han undskyld? Nej, det var jo Fred vi talte om. Fred undskyldte aldrig for noget. Selv når den eneste til at sige undskyld var ham. Men hvad ville han så have gjort? Gentaget sig selv? Smadret mig endnu en gang.

Jeg fik helt kvalme ved tanken og mærkede, hvordan min mave snurrede rundt og lavede alt for mange saltomortaler, så jeg faktisk endte med, selv med utallige smerter i kroppen, springe ud af sengen og løbe over mod badeværelset. Jeg nåede lige at bukke mig ind over toilettet, inden jeg kastede op. Det sved i hele mit svælg, og jeg vidste ikke engang, hvor det hele kom fra, da jeg ikke huskede, hvornår jeg sidst havde fået noget rigtigt indenbords.

Min krop faldt opgivende tilbage fra toilettet og jeg tog mig træt til panden. Jeg havde stadig kvalme, og da jeg prøvede at rejse mig op, gjorde det kun forfærdeligt ondt i hele kroppen på mig i stedet. Jeg støttede mig til håndvasken og fik trukket min tunge krop op, så jeg kunne læne mig ind over håndvasken og tænde for det kolde vand. Det kolde vand mod mit ansigt forfriskede mig en smule op. I hvert fald nok til at jeg turde kigge op og se mig selv i spejlet.

Synet der mødte mig, var forfærdeligt. Mine øjne var røde. Og i den ene side af mit ansigt, var der et rødligt-lillat mærke, der havde sat sit præg ved min kind og op til omkring mit øje. Mit hår var uglet og rundt omkring på mine bare arme, var der kradsemærker og lige så store brutale blå mærker, som det i mit ansigt.

Det her var usselt og skamfuldt.

Eller rettere sagt. Jeg var ussel og skamfuld.

Jeg følte mig så klam og ulækker… jeg var klam og ulækker.

Ulækker fordi jeg havde ladet det hele nå så langt som dette. Det var først da det hele var for sent, at jeg endelig kunne indse, at Fred var gift for mig. Rigtige forhold var ikke sådan her. Det her var ikke sundt for nogle af os. Det var skadeligt og giftigt.

Det havde det jo altid været.

Jeg kiggede mig hurtigt rundt og indså endelig, hvad jeg hele tiden havde smidt til siden i mine tanker. Fred var her ikke. Jeg var alene. Jeg var helt og aldeles mutters alene, i hele hotelværelset.

Jeg trådte forsigtigt ud af badeværelset og kiggede rundt. Men det var sandt. Jeg var her alene. Fred var her ikke.

Så det betød, at han nok ville være her, når som helst det skulle være?

Jeg nåede ikke rigtigt at tænke, før jeg spurtede over til sengebordet, hvor min mobil lå, og der rigtigt nok var en besked om, at Fred var gået og ville være tilbage omkring klokken 11. Og klokken var 10.42.

Jeg løb nærmest over til klædeskabet og hev mine jeans og en langærmet trøje ud, som jeg kunne trække over mig, inden jeg tog en taske og smed det allermest nødvendigste ned i den, for derefter at kaste den over min skulder, inden jeg greb fat i mine slidte sneakers. Jeg skulle til at gribe ud efter min mobil, for at tage den med mig. Men hvis jeg tog den med mig, så var der en kæmpe sandsynlighed for, at han ville kunne finde mig…

Hvad var det jeg gjorde? Jeg ville jo aldrig kunne undslippe Fred. Han ville finde mig. Det ville han altid. Jeg ville aldrig kunne undslippe ham… det ville være usandsynligt, hvis jeg virkelig skulle formå at kunne slippe ud af hans flere års stramme greb om mig, og endda slippe helt væk. Der var måske kun en lille brøkdel af en procents chance for, at jeg ville kunne slippe væk fra ham.

Og det var en chance jeg var villig til at tage.

Det var som om alt gik i slowmotion omkring mig, mens jeg spændte min taske godt omkring min skulder og så med hastige skridt gik over til døren ind til hotelværelset og forsigtigt åbnede døren, så jeg kunne kigge ud på den tomme gang. Jeg vidste at der ingen grund var til at skjule noget.

Jeg skulle forsvinde, og det skulle være nu. Så det var med forsigtige, men bestemte skridt, at jeg gik varsomt ned ad gangen, samtidig med at mit hjerte hamrede helt oppe i halsen på mig. Hver gang jeg hørte nogen tale, som kunne minde den mindste smule om Fred, mærkede jeg hvordan hjertet stoppede med at hamre i et par millisekunder, inden jeg så at stemmernes besiddere, ikke var ham.

Derfor gik jeg også hurtigere og hurtigere ned ad gangen, og hen til elevatoren, som førte mig hele vejen ned til receptionen. Jeg kiggede ikke på eller snakkede med nogen som helst. Jeg fortsatte bare lig ud, mens jeg med faste og hurtige skridt nåede uden for, og kun lige nåede at kigge mig omkring, inden jeg satte i løb ned ad vejen.

Jeg løb. Jeg løb længere end jeg nogensinde havde gjort. Hurtigere end jeg nogensinde havde turde anet, at jeg kunne. Jeg spurtede nærmest, som om det gjaldt hele mit liv. For det gjorde det.

Jeg skulle væk fra det liv jeg havde gemt mig i. Jeg skulle væk fra det hele. Fra alle de mørke kroge af livet, som jeg så længe havde gemt mig i. væk fra det. Væk fra Fred. Væk fra det hele.

Jeg skulle bare væk og jeg skulle langt væk.

Jeg skulle ikke længere være en fange i mit eget liv. Jeg havde vidst længe, at det her en dag ville ske for mig, hvor jeg ville flygte væk fra det hele. Jeg havde bare aldrig troet, at det faktisk skulle ske. Det her var noget jeg inderst inde havde drømt om ville ske i alle de år, jeg havde befundet mig i det her helvede.

Og nu var jeg ude af det, og jeg kunne derfor ikke lade vær med nærmest at skrige af ren og skær lyksagelighed.

Jeg var min egen helt i denne historie… Jeg behøvede ikke blive reddet. Jeg redede mig selv.

Da jeg efterhånden havde løbet langt nok væk til nogensinde at støde ind i Fred, forhåbentligt, stoppede jeg op og kiggede mig omkring.

Der var kun én ting tilbage for mig nu.

Det var risikabelt. Nærmest mere risikabelt end at flygte fra Fred og redde mig selv. Det var mere frygtfuldt og ængsteligt end noget andet jeg nogensinde havde prøvet. Det var nærmest det værste jeg nogensinde havde gjort, fordi det var så følelsesmæssigt hårdt.

Jeg fulgte mit hjerte.

Jeg spurgte derfor den nærmeste person, der trådte forbi og sagde klart og tydeligt:

”Undskyld, du kunne vel ikke fortælle mig, hvor Harry Styles bor?”

___________________________________________________________________________________________

Kort, men godt, som så mange vel ville kalde det? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...