14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5532Visninger
AA

15. Day 9

When everything's made to be broken

I just want you to know who I am”

The Goo Goo Dolls – Iris

 

Aria P.O.V

Fred, det gør ondt!” Hakkede jeg og prøvede at skubbe ham ad mig. Han blev bare ved med at banke hårdt ind i mig, så nydelsen forsvandt mere og mere, mens at smerten tog over.

”Fred, please… det gør ondt!” Bad jeg ham og prøvede at rejse min overkrop, for at skubbe ham væk. Desværre endte han bare med at skubbe mig hårdt ned i sengen igen og lægge sin hånd over min mund.

”Du er så smuk, Aria.” Sagde han og lænede sig ned og kyssede min kind.

”Så forbandet smuk.”

 

Jeg slog øjnene op og var endnu en gang badet ind i sved fra nattens drømme. Mit hoved dunkede og min hals føltes nærmest helt tør som en ørken. Jeg satte mig op og følte mig øm over det hele, så jeg lagde min hånd op på min ene skulder og prøvede at massere starten af min ryg. Jeg fik bare lagt mine fingre i rillerne fra arrene på min ryg, så et koldt kuldegys gik igennem mig og jeg så fjernede min hånd igen.

Et dybt suk forlod mine læber, så jeg gned mit ansigt, inden jeg kiggede til siden i teltet, hvor Harry havde sovet ved siden af mig. Men han var der ikke.

Mit hjerte begyndte med det samme at dunke panisk i brystet på mig.

”Harry?” Spurgte jeg og gik ud af teltet og kiggede rundt. Han var ikke til at se nogle steder.

”Harry?” Kaldte jeg endnu en gang, men endnu en gang så kom der intet svar tilbage til mig. Jeg mærkede panikken stige op i mig.

”Harry!” Kaldte jeg højt, mens skrækscenarierne indtog min hjerne og fortalte mig alle de ting jeg frygtede. Han var ikke gået. Han havde ikke forladt mig. Nej, det havde han ikke!

”Harry!” Kaldte jeg og kiggede panisk rundt, indtil lyde kom ovre fra krattet.

”Aria!” Kaldte han og dukkede frem fra skoven og stod foran mig helt forpustet. Jeg kiggede hurtigt over på ham og spurtede direkte over i hans favn.

”Jeg troede du havde efterladt mig!" Sagde jeg og prøvede at gribe fat i mere af hans t-shirt, mens han prøvede at snog sine arme så meget som overhovedet muligt rundt om mit liv.

"Nej...  Aldrig." Sagde han mens jeg roligt lukkede mine øjne og maste mig ind i hans favn.

"Du skræmte mig.” Sagde jeg ind i hans bryst.

”Undskyld.” Sagde han og strøg mig over håret.

”Jeg var bare nede og hente vand og så fandt jeg morgenmad på vejen.” Sagde han og hev to fisk frem bag sig. Jeg lyste op i et kæmpe smil.

”Vi har en lang dag foran os, så jeg foreslår at du starter bålet, og jeg tilbereder fiskene, så vi kan komme hurtigere af sted.” Sagde han og kiggede smilende ned på mig. Jeg kiggede bare spørgende op på ham.

”Hvad skal vi?” Spurgte jeg og trak mig hurtigt væk fra ham, da jeg opdagede at jeg stadig stod med armene om ham. Han kiggede lidt mellem mig og ham selv, inden han sagde:

”Jeg tror jeg har fundet en vej hjem.” Jeg kiggede op på ham og han lyste op i et kæmpe smil.

En vej hjem! En vej væk herfra! En vej hjem… en vej… væk.

 

Vi fik tilberedt Harrys indfangende fisk, som faktisk smagte virkeligt godt, efter at man havde fjernet de noget lignende 100.000 ben. Til tider kunne jeg godt overleve med det mad vi fandt her. Men ellers kunne jeg stadig savne en stor fed pizza eller bare et stykke brød med kødpålæg på. Jeg prøvede dog ikke at brokke mig for meget, for Harrys skyld.

”Hvos skal vi hen?” Spurgte jeg, da vi havde pakket vores tasker med vand, lidt ekstra mad, rent tøj (Hvis nu det skulle regne, da skyerne havde været underligt mørke i dag) og en masse redskaber som Harry mente at vi ville få brug for.

”Kan du huske jeg sagde, at jeg en dag ville kigge efter andre måder at komme hjem på?” Spurgte han. Jeg nikkede.

”De sidste morgener har jeg været af sted et par timer og prøvet at forskellige veje hver gang for at se om nogle af stederne kunne føre os væk herfra.. og Jeg tror måske, at jeg har fundet en vej.” Sagde han med et stort smil. Jeg lagde dog ikke mærke til den del af hans sætning.

”Er du stået tidligt op hver morgen?” Spurgte jeg hurtigt, mens at vi begyndte at bevæge os ind i skoven.

”Ja, men det er mere fordi jeg ikke kan sove.” Jeg fik helt ondt i brystet, mens at en stor og dårlig samvittighed spredte sig i mig. Så mens jeg havde sovet som et drøn hver morgen, så havde han været tidligt oppe og prøvet at finde en vej væk? Harry var ikke en alle og en hver fortjente… Og da slet ikke mig.

”Du skal ikke tænke for meget over det, Ari… Jeg står altid tidligt op.” Sagde han og kiggede om på mig, da han gik foran mig på stien. Jeg sendte ham et forsigtigt, men falskt smil.

Harry drejede ind på en sti, som jeg ikke havde været med til at gå på før, men det gav kun mig en fordel, da han så ud til at kende den ret godt og derfor kunne hjælpe mig over et stort vandløb. Jeg sprang over og greb fat i hans hånd, så han også kunne trække mig over. Dog fik jeg hoppet lige ind i brystet på ham, så vi stod helt tæt op ad hinanden.

Jeg kunne mærke at hans hjerte hamrede i brystet på ham.

Han kiggede ned på mig og trådte så et skridt tilbage, så vi kunne gå videre og dybere ind i skoven. Jo længere ind vi kom jo tættere blev skoven også og trækronerne blev tættere, så der også blev mørkere og mørkere. Skoven blev også mere og mere uberørt jo længere vi kom ind i den.

”Gad vide om der nogensinde er nogen, der har været her før os?” Spurgte jeg undrende og kiggede mig omkring. Harry prustede let.

”Måske… Måske har her været kæmper og en masse trolde, hvis fodspor man ikke kan se.” Sagde han, så jeg hurtigt kiggede undrende på ham.

”Harry, har du spist svampe igen?” Spurgte jeg, så han grinede.

”Måske vi skulle prøve det?” Sagde han. Jeg kiggede undrende om på ham igen.

”At spise svampe?” Han nikkede.

”Ja… Jeg ved ikke, hvilke svampe der gør det. Men vi må da kunne finde nogle forskellige og så prøve ad.”

”Med mindre du tager en giftig en og kradser af, af det.” Sagde jeg og blinkede til ham.

”Oh… det havde jeg ikke tænkt over.” Sagde han så jeg grinede.

”Vil du virkelig gerne prøve svampe?” Spurgte jeg. Han rystede dog lidt på hovedet.

”Det var nok mere bare et tankestrejf end en reel ide. Jeg er ikke så god til sådan nogle ting..” Sagde han.

”Som hvilke?” Spurgte jeg og kravlede over en stor træstub, mens Harry hoppede over efter mig.

”Du ved… Stoffer. Jeg kan ikke rigtig se formålet.” Jeg tænkte lidt, inden jeg nikkede.

”Så du har aldrig prøvet det?” Spurgte jeg og kiggede om på ham, mens han gik op til min side, så vi nu gik ved siden af hinanden.

”Niks… Jeg tror ikke, at det er mig.” Sagde han. Jeg nikkede forstående. Der blev lidt stille efter det, hvor vi bare gik et stykke, inden at Harry forsigtigt spurgte:

”Har du?” Jeg kiggede op på ham.

”Har hvad?”

”Prøvet det?” Et minde gik hurtigt igennem mig.

”Nej… Jeg har aldrig rigtig været vild med tanken om at sådan… komme væk.” Løj jeg hurtigt.

”Jeg ved ikke. Jeg tror mere, at jeg snakkede med nogle af drengene om det en gang lige i starten. Vi var jo unge og hele den her nye verden med at blive genkendt af alle og enhver, som alle havde en eller anden forventning til dig, gjorde vel også at man så de lidt mere mørkere sider af samfundet…” Fortalte han, så jeg kiggede op på ham.

”Hvordan er det egentlig?” Spurgte jeg og kiggede nysgerrigt på ham.

”Hvad? At være mig?” Spurgte han og kiggede på mig med et forsigtigt grin. Jeg nikkede.

”Det er vel… spøjst.” Sagde han bare, så jeg kiggede grinende på ham.

”Spøjst?” Spurgte jeg overrasket. Han grinede lidt og trak så på skuldrene.

”Ja, jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal beskrive det? Du ved… jeg havde altid drømt om et liv i rampelyset. Og da jeg så endelig kom ind i det, så elskede jeg det over alt på hele jorden… og alligevel så skræmte det mig også helt ad helvede til..” Jeg kiggede op på ham. Han så meget tankefuld ud. Helt fordybet i sine tanker nærmest.

”Det var lidt som om man ligesom havde stilet efter en drøm hele sit liv og var helt forblændet af alle dens aspekter. Men da man så endelig nåede den, så følte mig sig nærmest helt…”

”Fanget.” Afbrød jeg hans sætning, så han kiggede hen på mig og jeg kiggede op på ham. Han nikkede på hovedet.

”Ja… Fanget.” Gentog han. Jeg sukkede lidt. Nogle gange var Harry og jeg ens på mange flere punkter, end jeg først havde troet.

”Hvad så med nu?” Spurgte jeg dog lidt efter. Han kiggede spørgende hen på mig.

”Hvad skal der ske med dig nu?” Spurgte jeg. Han prustede lidt.

”Jeg ved det ikke… Jeg har faktisk ikke tænkt så meget over noget af det hele, siden af Zayn valgte at skride..” Sagde han. Jeg mærkede godt hans irritation i hans sætning.

”Er du vred?” Spurgte jeg. Han trak igen på skuldrene.

”Som sagt, der er så mange ting jeg ikke har rigtig har tænkt så meget over de sidste par måneder.” Gentog han sig selv. Jeg nikkede forstående.

”Hvad med at lave dit eget?” Spurgte jeg hurtigt. Han kiggede op på mig.

”Mit eget?” Spurgte han.

”Ja! I har altid skulle tage hensyn til hvad gruppens genre var. Nu er du en fri fugl, men hvis du ikke vil være kendt som Harry Styles fra gruppen One Direction, så skulle du måske skabe din egen lyd?” Sagde jeg. Han kiggede tænkende på mig.

”Sådan har jeg ikke tænkt på det.”

”Det må du da have gjort, siden du skriver sange ned i din bog?” Sagde jeg hurtigt. Han sukkede tungt.

”Hvis det her er endnu et af dine forsøg på at få på dit CV, at du hjalp mig ud i et karriereskift, så tror jeg ikke dine metoder virker, Aria.” Sagde han og kiggede ned i jorden. Jeg sukkede opgivende.

”Det er jo ikke det jeg siger. Jeg siger bare, Harry at… Måske du ikke skal gøre et karriereskift, men et skift inde i karrieren?” Sagde jeg forsigtigt. Han kiggede om på mig.

”Folk vil jo stadig huske mig som Harry Styles fra One Direction?” Sagde han hurtigt.

”Ikke hvis du begynder bare at være… du ved, Harry Styles. Solo sangeren.” Sagde jeg. Han kiggede tænkende på mig.

”Jeg ville lytte til dig.” Sagde jeg og sendte ham et forsigtigt smil. Han stoppede op og kiggede lidt på mig, så jeg mærkede varmen stige op i mit bryst. Vi kiggede på hinanden og det var endnu en gang som om han kiggede på mig på den der helt specielle måde, som kun han kunne. Den der måde, hvor han ikke stirrede, gloede eller nærmest betragtede mig. Han kiggede bare på mig. Og jeg kiggede på ham.

”Der er ikke så langt igen.” Sagde han dog kort efter, så jeg vågnede op fra min trance og så fulgte efter ham og ned ad den stejle bakkeskråning, som førte ned til en lysning. Vi nåede ned til lysningen, som faktisk ikke var en lysning, men udkanten af skoven.

”Wow!” Sagde jeg, da mine fødder nåede kanten af skoven og mine øjne kiggede på de lange vidder af det, jeg først troede var havet, men bare var en kæmpe og gigantisk sø. Der var mudret jord frem til hvor vandet nåede hen.

”Jeg fik en tosset ide om at hvis vi bare svømmede over, eller fulgte bredden, så kunne det være, at vi ville finde en vej.” Sagde han og pegede ud. Jeg satte min taske ned foran mig og trådte tættere på vandbredden, imens at jeg tog mine mudrede og smattede gummisko af.

Mine bare og nøgne fødder ramte vandet og det føltes nærmest helt befriende og… rensende. Rensende på sin helt egen og vidunderlige måde.

Lige indtil jeg hørte et par løbende skridt komme hen imod mig og jeg kun lige nåede at vende mig om og se Harry komme spurtende ud til mig i vandet og jeg selv kun lige nåede at hvine højt, da hans hænder greb fat om livet på mig og svang mig rundt.

”Harry!” Grinede jeg højt, mens han svang mig rundt og vi røg længere og længere ud i vandet. Han satte mig ned, men undergrunden var ikke så fast, som jeg havde troet, så da jeg røg bag ud kom jeg til at gribe fat i Harry og trække ham med ned i mit fald. Vi røg under og vandet omslugte os. Og alligevel så kiggede jeg frem for mig, og opdagede hvor tæt at Harry var på mig. Han kiggede også på mig gennem det kolde let klare vand, som egentlig fik mine øjne til at svide, men mine tanker til at vandre.

Hvis jeg fortalte Harry det hele, ville jeg så trække ham med ned i mit dyb? Hvis jeg lukkede Harry ind, ville jeg så trække ham ned under? Ikke bare under overfladen af havet, men også ned under al glæde og solskin, der var at finde i denne verden. Hvis jeg trak Harry med ned under, ville han så kunne trække mig op igen? Ville jeg ofre det?

Vi dukkede op til overfladen igen og jeg trak vejret dybt ind, da Harry også kom op til mig og stod helt tæt op ad mig. Vores hænder rørte hinanden og jeg mærkede, hvordan hver en del af mig brændte på en måde, den ikke havde brændt på før. Jeg havde prøvet at mærke flammernes smerte… men det her var ikke smerte. Det var en anden form for følelse af flammer. En følelse jeg ikke genkendte.

”Idiot.” Grinede han og lyste op i smil, så jeg heller ikke kunne lade vær med at grine.

”Det her var min yndlingstrøje, din kæmpe spade!” Sagde jeg, så han smilede og så kiggede ned af sig selv.

”Kom… Lad os gå op og få noget frokost og udtænke en plan.” Sagde han og hjalp mig hen til slutningen af søen, hvor vi satte os ned på jorden og jeg for første gang mærkede, hvordan stilhed kunne være behagelig.

 

Vi brugte et par timer på at kigge området omkring den store sø lidt mere ud, inden at vi besluttede os for at tage tilbage til lejren. Det var uvist om hvorvidt søen var vores eneste vej hjem. Det ville i hvert fald kræve meget samarbejde, hvis vi skulle komme over den. Eller ufattelig stor tålmodighed, hvis vi skulle gå om den.

Harry havde fanget nogle egern på vejen hjem, med en af de kæppe han havde banket og hamret på den ene dag, som han havde snoet sammen med en skarp flintesten, som let slog livet ud af enhver madlignende skabning.

Jeg havde skiftet til noget tørt tøj og sad og varmede noget kogt vand sammen med nogle blade, for at få varmen tilbage efter det kolde vand. Harry havde også skiftet sit tøj, men gik bare rundt i et par lavtsiddende stramme cowboybukser og bar overkrop. Mit hjerte hamrede i brystet på mig.

”Jeg tror det bliver uvejr snart.” Sagde han, da et par små dryb begyndte at ramle ned over os.

”Vi må håbe det bare bliver kort.” Sagde jeg og rakte ham en varm kop suppe, som han sippede lidt af og så smilede taknemmeligt til mig.

”Burde vi tage tingene ind i teltet?” Spurgte jeg. Han kiggede lidt rundt, inden han nikkede.

Heldigvis for os, nåede vi at trække alle tingene ind. For en halv times tid efter styrt regnede det og jeg elskede teltet rigtig meget.

Mørket faldt på og regnen blev ved med at styrte ned omkring os. Det var både skræmmende, men også beroligende på sin helt egen måde.

”Jeg har altid godt kunne lide regn.” Sagde Harry ved siden af mig. Jeg nikkede.

”Ja… Når dagene var lidt for uoverskuelige der hjemme, så satte jeg altid regn-musik på.” Sagde jeg hurtigere end jeg selv nåede at tænke det. Harry kiggede op på mig.

”Skete det tit?” Spurgte han bare. Jeg sukkede tungt.

”Mere eller mindre.” Sagde jeg.

”Det er jeg ked af.” Sagde han forsigtigt.

”Skal du ikke være… Jeg har jo klaret mig indtil nu.” Indrømmede jeg.

”Men er du tilfreds med det? Bare at have klaret dig.. hvad med at leve?” Spurgte han.

”I mit liv, lever man ikke, Harry… Man overlever.” Sagde jeg og lagde mig ned. Han gjorde det samme, så vi lå ved siden af hinanden og vores skuldre rørtes.

Jeg vendte mit hoved samtidig med at han også gjorde det, så vi kiggede lige på hinanden og mit hjerte endnu en gang hamrede af sted og flammerne opstod inden i mig. I sær da mine øjne kiggede ned på hans læber og mine tanker ikke kunne fokusere væk fra, hvor tæt de egentlig var på mig.

"Kan jeg prøve noget?" Spurgte han helt forsigtigt og kiggede på mig. Jeg prøvede at fokusere på andet end ham, men på en eller anden måde, så kunne jeg ikke. Mit hjerte hamrede af sted og flammerne inden i mig gjorde mig hamrende varm. Jeg nikkede svagt som svar på hans spørgsmål, og kunne se han hurtigt fugtede sine læber og langsomt bevægede sit hoved ned mod mit.

Hele mit hjerte bankede vildt og i sær da jeg så han kun var få centimeter fra mig. Jeg lukkede blidt øjnene i og gjorde mig klar, mens at flammerne føltes som om de omslugte mig, uden at gøre mig ondt.

Lige indtil hans læber blidt plantede sig på min pande. Jeg kiggede op på ham og han kiggede ned. Mit hjerte hamrede stadig.

”Jeg er bange for at lukke dig for meget ind, så du kan såre mig.” Sagde jeg nærmest helt hviskende. Han kiggede op på mig.

”Jeg ville aldrig såre dig.” Sagde han mere forsikrende og lovende end jeg nogensinde havde hørt den sætning blive sagt. Som om han, som den eneste, virkelig mente det.

”Jeg vil virkelig gerne lukke dig ind, Harry… Men jeg tror ikke, at jeg kan…” Prøvede jeg at forklare ham. Han nikkede bare.

”Det er okay.” Sagde han, så jeg nærmest blev helt vred på mig selv.

”Vel er det ej. Det er slet ikke okay… det er bare mig der er underlig og…” Startede jeg, lige indtil han lagde sin hånd ømt på min kind og afbrød min talestrøm, så jeg kiggede op på ham.

”Nej, du er ikke underlig… Du har bare været meget igennem.” Sagde han og var mere forstående end jeg nogensinde havde bedt ham om at være.

”Det er bare fordi jeg er…” Prøvede jeg.

”Aria, jeg ved du er bange… Og skræmt for, at være alene. Men det er du ikke… Tro mig. Det er du ikke.” Sagde han, så jeg kiggede op på ham igen.

”Men Fred…” Startede jeg.

”Jeg er ikke ham.” Afbrød han mig igen, så jeg kiggede op i hans øjne.

___________________________________________________________________________________________

Jeg synes selv at Harry er en charmør, og der er stærke citater i dette kapitel... Hvad siger i for resten om sådan noget som dialogen og båndet mellem Harry og Aria? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...