14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5534Visninger
AA

13. Day 7

I took my love, I took it down

Climbed a mountain and I turned around

Stevie Nicks - Landslide

 

Aria P.O.V

En varme lå tæt omkring mig og det føltes som om jeg ikke kunne trække vejret. Som om en klam varme lå helt tæt lukket omkring mig og gav mig åndenød. Den gjorde mig varm og det føltes som om jeg svømmede i lava.

Lige indtil jeg slog mine øjne op og rent faktisk mærkede at varmen ikke var en illussion, men en realitet. Sved dryppede ned ad min pande og min hals føltes tør, mens at mit tøj klistrede helt vådt og fugtigt til min krop. Indeni føltes det endnu mere som om, at jeg var ved at dø. Jeg satte mig op, men mærkede så hurtigt, hvor dum en ide det var, da et surt og syrerigt opstød mærkedes i min allerede tørre hals. Jeg tog mig til maven, som underligt nok gjorde forfærdeligt ondt og prøvede at åbne mine øjne. Desværre slørredes mit syn og jeg mærkede kun lige, hvordan jeg nåede at have mine øjne åbne i to sekunder, inden de lukkedes hårdt i igen og jeg faldt bag over og alt blev sort igen.

Hvad fanden skete der med mig?

 

”Aria?” Blev der spurgt ud i det fjerne, så jeg igen satte mig op og kiggede forvirret rundt. Det tog mig et par sekunder inden jeg huskede det hele og fortumlet og famlende rakte ud efter min vandflaske og drak den hele. Det fik ikke den syrlige smag i min mund til at gå væk.

”Harry?” Spurgte jeg lavt og hæst og mærkede, hvordan det nærmest gjorde ondt at sige noget og nærmest også fik det til at svide endnu mere nede i svælget på mig.

”Wow! Du ser da frisk ud her til morgen.” Sagde han hurtigt ovre fra det udslukkede bål af, hvor han stod med sin telefon og prøvede at kigge rundt. Han prøvede nok endnu en gang at se om han kunne få en smule signal. At han stadig havde strøm på sin telefon var mig en gåde. Han må have haft den slukket i mellem de gange han prøvede at teste den. Men alligevel?

”Jeg ved det ikke..” Sagde jeg bare og vaklede ud af teltet, men mærkede så hvordan mine ben pludseligt kollapsede under mig og jeg så faldt så lang jeg var.

”Hvad fand… Aria?!” Kaldte Harry og løb hurtigt over til mig. Jeg kiggede op og så hans forskrækkede øjne, der kiggede ned på mig. Noget inden i mig skreg til mig, at det her ikke var rigtigt. Der var noget helt forkert ved det hele.

”Du er bleg.” Sagde han og lagde sin håndryg mod min. Jeg lukkede mine øjne kort og kiggede så kort op på ham igen. Synet der mødte mig, var denne gang bare af en høj, korthåret fyr, hvis mørke øjne borrede sig ind i mine.

”Aria?” Spurgte han, så mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere i brystet på mig. Det her var helt forkert. Helt og aldeles forkert.

”Aria… Kig på mig, hvad sker der?” Spurgte fyren mig igen, så jeg mærkede hvordan min vejrtrækning blev endnu mere besværet, mens jeg kiggede op på fyren og genkendte hans borrende blik og intimiderende øjne.

”Fred..” Sagde jeg og prøvede at rejse mig, men min krop var for tung. Som om jeg ikke havde kontrol over den længere, eller i hvert fald ikke kunne bære den selv.

”Fred? Nej, Aria… det er mig… Harry?” Sagde han, så jeg klemte mine øjne sammen og så kiggede op og så de grønne blide øjne og det lange krøllede hår. Mit hjerte bankede voldsomt af sted.

”Fred..” Prøvede jeg igen og løftede mig selv alt hvad jeg kunne, så jeg kom op at sidde, men så mærkede hvordan det fik alt i min mave til at skubbe sig op ad.

"Aria, hvad sker der. Er du okay?" Spurgte Harry helt forbavset og bukkede sig ned mod mig. Jeg kunne mærke kvalmen voksede, så jeg rystede på hovedet og tog mig til maven. Han lagde forsigtigt sin hånd på min ryg, men nåede ikke at holde den der længe, inden jeg med alle kræfter fik rejst mig op og vendte om på hælen og løb ind i krattet for at brække kvalmen op. Det sved i hele mit svælg og min krop rystede. Jeg kunne dog høre lyde af knækkende grene og tilstedeværelsen af en person ved siden af mig, kort efter. Jeg lukkede munden, men måtte desværre åbne den igen for at brække mig endnu mere. Harry lagde forsigtigt sin hånd på min skulder og mit hår blev fjernet fra mit ansigt og han holdt det sammen. Jeg rystede lidt på hånden og Harry tog med det samme fat om min hånd og holdt den beroligende i sin, indtil kvalmen stoppede og jeg kun hostede et par få gange. Harry slap mig og gik derefter væk fra mig, for dog at komme tilbage med sin flaske med vand og et vådt stykke tøj som han hurtigt duppede i mit ansigt.

"Drik." Sagde han og pegede på flasken. Jeg tog en tår og rettede mig lidt op og tog det våde stykke tøj fra ham og vaskede mit ansigt. Han pressede sin håndryg på min pande igen og sukkede dybt.

"Du er varm." Sagde han kort og lagde en arm om mig og trak mig væk fra krattet og hen til lejren, hvor han skubbede mig over til teltet, hvor han satte mig ned i teltåbningen.

"Giv mig din trøje." Sagde han og rakte hånden ud til mig. Jeg tog forsigtigt fat i bunden af min trøje og skulle til at trække den op, inden han hurtigt kiggede på mig, men så vendte hovedet væk. Jeg trak trøjen af og gav til ham, for at han hurtigt gik over til vores tasker og hev en trøje op og kastede over til mig, så jeg ikke kun sad i min BH. Han gik derefter væk og var væk i et stykke tid, inden han kom tilbage med fyldte vandflasker og sin våde trøje som han hurtigt bukkede sammen og gav til mig, inden han gik over til sine tasker og rodede ned i dem. Jeg ville gerne sige at han skulle lade vær, men det sved i min hals, og jeg vidste også at han ikke ville lytte til mig. Han kom tilbage med en form for stor pose og placerede ved siden af mig.

"Sig til, hvis du skal kaste op igen." Sagde han og duppede den våde trøje mod mit ansigt. Jeg nikkede forsigtigt, inden han rakte sin hånd ud og klemte min skulder en enkelt gang.

"Bliv siddende der, så kan jeg se dig." Sagde han og gik så over og begyndte at rode med en masse ting. Jeg lænede mig lidt op ad den mere rubuste side af teltet og kiggede på at Harry sukkede tungt, inden han med en masse redskaber foran sig, gik i gang med at banke og snore rundt og rive over og rive itu.

Jeg forstod egentlig ikke, hvad det var at Harry lavede. Sådan som han bankede og hamrede og rev fra hinanden og klemte sammen. Det eneste jeg hurtigt lagde mærke til, var da han efter et stykke tid rejste sig op og langsomt trak sin t-shirt af, så han stod i bar overkrop.

Mine øjne kiggede kort på synet foran mig. Først landte de på det let lyserøde sår på siden af hans mave, derefter bevægede de sig op og kiggede på de let markerede brystmuskler, der glimtede let fra varmen og sveden på ham. Han hang sin trøje omkring sin nakke og knækkede sin ryg, så han fik strukket ud og forlængede hans overkrop. Jeg kiggede kort på det ”V” der formede sig nede ved bunden af hans mave og mærkede hvordan mit hjerte sprang et slag over, da jeg lige skimtede kanten af det nederste del af maven, inden han slappede af i kroppen igen, og jeg så bare kun kiggede på toppen af hans Calvin Klein Boxershorts. Jeg kiggede op og så at han kiggede over på mig, så jeg kiggede væk.

Jeg kunne mærke, hvordan mine kinder brændte og jeg vidste at det jeg lige havde gjort var forkert. Jeg burde ikke kigge på Harry på den måde. Jeg burde slet ikke kigge sådan på nogen. Det var forbudt og det var forkert. Min vejrtrækning kom lidt ud af kontrol, så jeg hurtigt rakte ud efter posen, som Harry havde stilt frem til mig. Harry kiggede dog hurtigt over på mig og løb så straks over for at hjælpe mig. Mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig og jeg kiggede op på Harry.

”Jeg tror bare, at jeg skal ligge lidt ned.” Sagde jeg helt lavt, så jeg næsten lød som en lille mus. En lille forskræmt mus. Harry nikkede bare.

”Kald på mig, hvis det er. Jeg tror bare du har fået en madforgiftning, så du skal nok bare have det op.” Sagde han og strøg mig over håret. Den forbudte følelse blussede op i mig igen.

Jeg nikkede og lagde mig så ned og prøvede at lukke mine øjne. Der gik dog ikke længe, før jeg åbnede dem igen og så kiggede over på Harry endnu en gang. Denne gang begyndte stemmerne.

Du ved du elsker mig, baby. Jeg elsker dig så meget. Det ved du godt ikke. Jeg reagere kun sådan, når du skræmmer mig. Det ved du jo godt. Bare hold op med at græde, baby. Du ved jo at jeg elsker dig. Jeg er jo din. Jeg er din Fred og du er min Aria.

Jeg endte med at lukke mine øjne og falde i søvn.

 

Jeg vågnede op da en hånd helt forsigtigt kærtegnede min kind. Jeg åbnede øjnene og så Harry sad på hug foran mig. Jeg smilede forsigtigt til ham, mens han placerede sin håndryg mod min pande igen.

"Du er stadig en smule varm. Er du dårlig?" Spurgte han og kiggede bekymret på mig. Jeg rystede ærligt på hovedet og han smilede lidt bredere.

"Er der noget du vil ha?" Spurgte han og lagde sine hænder på mine knæ.

"Jeg er tørstig." Sagde jeg og satte mig op. Han sukkede lidt, inden han rakte armen over til sin taske og så trak en uåbnet halvliters flaske Coca Cola op.

"Nej, Harry..." Prøvede jeg undskyldende.

"Jo, du har brug for sukker. Drik den nu bare. Jeg klarer mig." Sagde han gentagende. Jeg sukkede hurtigt, så han skruede låget af og gav mig den brusende cola. Jeg tog hurtigt en tår og mærkede hvordan brusen føltes underlig inden i mig. Jeg kiggede hurtigt på Harry, inden jeg kunne mærke, hvordan det hele kom op igen. Jeg nåede lige at hoste og holde mig for munden, inden Harry bukkede min ryg ned mod posen så jeg kunne kaste op. Igen samlede han mit hår i sin hånd bag mig.

"Lorte kanin!" Sagde jeg og tørrede mig om munden. Harry grinede lidt inden han tog den stykke trøje og tørrede min mund.

"Jeg tror bare vi holder os til vandet indtil videre." Sagde han og tog vandflasken frem fra fodenden ved siden af mig og lænede op til mine læber. Jeg tog en tår og det føltes meget bedre.

"Tak Harry." Sagde jeg kort. Han smilede og strejfede så min næsetip med sin pegefinger inden han rejste sig og fjernede posen og colaen fra mig. Jeg satte mig tilbage og sukkede tungt, mens jeg tog mig til min fugtige pande. Jeg havde det stadig helt forfærdeligt. Stemmerne inde i mit hoved gjorde det dog ikke bedre.

”Fryser du?” Spurgte han da han kom tilbage fra krattet, hvor han havde smidt posen hen. Jeg tog mig til armene og gned dem lidt.

”Jeg har nok bare feber.” Sagde jeg og gned mine arme og mærkede hvordan kuldeskæret gik igennem mig. Harry gik hurtigt over til sine tasker igen, inden han kastede en stor sweater over til mig.

”Tag den over dig. Jeg havde taget den med for samme formål.” Sagde han. Jeg grinede lidt.

”For at du måske også ville få feber?” Spurgte jeg drillende. Han rullede hurtigt med sine øjne.

”Nej, hvis det skulle blive for koldt.” Sagde han med et grin, så jeg nikkede og godt havde fattet hans pointe.

”Hvad laver du egentlig?” Spurgte jeg og trak hans sweater over mig. Den varmede mig allerede meget mere. Jeg pakkde mig helt ind i den.

”Jeg prøver at…” Og så stoppede han og kiggede på de mange grene, snore og tingel tangel, som han havde hamret og banket i de sidste timer.

”Du ved det ikke engang selv.” Sagde jeg med et hurtigt grin, så han kiggede over på mig og også udslap et kort grin.

”Jeg ved godt, hvad de skal bruges til, men jeg ved ikke, hvad man kalder dem. For at være helt ærlig.” Sagde han og trak en lang kæp op, som han havde filet spids og havde bundet snor omkring.

”Jeg tænkte jeg ville bruge den her, til at fange fisk.” Sagde han hurtigt. Jeg kiggede lidt på kæppen.

”Altså en fiskestang?” Spurgte jeg undrende. Han kiggede lidt på sin kreation.

”Tjo… Nok noget i den retning.” Sagde han hurtigt.

”Men hvor vil du fange fisk?” Spurgte jeg.

”Jeg tænkte på at gå tilbage til vores første sted, eller i hvert fald hvor vi endte henne. Der virkede til at være mere vand der end henne ved kilden. Måske heldet kunne være med mig der.” Fortalte han.

”Nu?” Spurgte jeg dog hurtigt. Han kiggede hen på mig.

”Jeg kan sagtens vente, hvis det er.” Sagde han hurtigt. Jeg kiggede op på ham.

”Nej nej… det er okay. Jeg ligger alligevel bare her.” Sagde jeg hurtigt.

”Du kan også tage med?” Spurgte han dog. Jeg kiggede op på ham. En underlig varm følelse spredte sig inden i mig. Jeg prøvede dog at ryste den væk.

”Nej, det er okay. Bare gå alene. Jeg skal nok klare mig.” Sagde jeg. Han kiggede lidt på mig på en eller anden speciel måde. Den der måde, hvor han ikke stirrede på mig, men bare kiggede. Betragtede uden at glo. Bare observerede og helt simpelt bare kiggede på mig.

”Den klæder dig.” Sagde han kort efter, så jeg kiggede ned ad mig selv, da han pegede over på mig. Hans sweater hang løst ned over mig.

”Oh… tak.” Sagde jeg og kiggede op på ham. Han smilede bare til mig. Den varme mærkelige følelse opstod i mig igen.

”Hvorfor kigger du altid sådan på mig?” Spurgte jeg hurtigere end jeg nåede at tænke det igennem. Han kiggede forvirret på mig.

”Hvad mener du?”

”Du ved… Du kigger altid på mig, når jeg mindst venter det. Som hvis jeg laver et eller andet og så opdager at du kigger på mig… Du kigger altid på mig, på sådan en bestemt måde.” Prøvede jeg at forklare, mens mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere i brystet på mig.

”Hvilken bestemt måde?” Spurgte han og trådte tættere hen til mig.

”Sådan som du gør nu.. Du har det der lille smil og glimt i øjet.” Sagde jeg. Han kiggede først undrende på mig, inden han klukkede kort og så spurgte:

”Er det et problem?” Mit hjerte sprang et slag over og den varme følelse spredte sig i mit bryst, mens jeg kiggede på ham og så sagde:

”Nej.” Han gik tættere på mig og i et kort sekund trak jeg vejret ind og holdt det. Lige indtil en stemme sagde:

Ik græd, Baby. Du ved, jeg elsker dig. Det gør jo ikke ondt, hvis du tænker over det. Du ved bare, at jeg ikke kan lide når du skræmmer mig sådan. Jeg håndtere ikke vrede så godt, ved du jo.”

Jeg kiggede op på Harry og opdagede, hvor tæt han stod på mig, inden jeg hurtigt trådte et skridt bag ud og han så også selv tog et hurtigt skridt tilbage igen.

”Øhm… Ja, jeg må hellere komme af sted så, hvis det er.” Sagde han lidt fortumlet og kiggede så op på mig. Jeg kiggede dog bare ned i jorden.

”Ja, gør det. Jeg bliver bare her.” Sagde jeg hurtigt. Han sukkede kort, inden han samlede et par ting sammen og så gik sin vej.

Mit hjerte sprang et slag over og jeg kiggede efter ham, men han var allerede langt inde i skoven. Jeg sukkede tungt og opgivende af mig selv. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var bedre til at fortælle folk hvordan jeg virkelig havde det, og hvordan jeg følte inden i.

Men det var vel igen bare en af mine utallige dæmoner, der nok aldrig ville stoppe med at plage mig.

Skattepige. Du ved, hvor meget farmand hader, når du roder i tingene. Du ved, hvordan jeg bliver, når du skuffer mig. Hvorfor skal du altid skuffe mig, skattepige?”

”Baby, jeg gør det jo ikke for at gøre dig ondt. Du ved bare, at jeg ikke håndtere vrede så godt.”

Jeg kiggede efter Harry igen. Det her kunne ikke blive ved. Jeg kunne ikke fortsætte med at lukke ham længere og længere ind. Hver gang man lukkede folk ind, skabte det konsekvenser. Det burde jeg da efterhånden også have lært? Jeg kunne ikke lukke Harry ind. Det kunne jeg ikke, hvis jeg gerne ville undgå konsekvenserne.

Harry Styles var allerede for langt inde, og det var på tide, at jeg smed ham ud.

___________________________________________________________________________________________

I skriver ikke helt, hvad i synes om historien og det hele. Kunne i ikke give mig en lille kommentar om hvad i synes om den? Det ville glæde mig helt vildt meget!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...