14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5514Visninger
AA

12. Day 6

”We’re not who we used to be, we’re just two ghosts swiming in a glass half empty

Trying to remember how it feels to have a heartbeat”

Harry Styles – Two Ghosts

 

Harry P.O.V

Det var som om alt havde fundet en rutine. Som om at vi havde fundet en måde at få det bedste ud af dagene. Hver dag blev nærmest bare en forlængelse af dagen forinden.

Vi havde lavet aftaler om hvor langt man gik, hvad man gik efter og hvorfor man gik efter det. Herefter brugte vi altid et par timer på at diskutere samtlige og til tider livstruende metoder, der kunne få os væk, og muligvis hjem igen. Indtil videre havde ingen af os fundet én eneste løsning på at komme væk fra det her helvede.

Efterhånden begyndte jeg derfor at tænke minde og mindre på at komme væk, og mere og mere på at skabe noget der kunne være værd at blive her for. Til tider var det naturen, som gjorde at jeg havde lyst til at blive her meget længere end jeg i realiteten havde håbet. Andre gange var det mere noget andet… eller nogen.

”Aria?” Kaldte jeg, da jeg kom tilbage fra at have vasket mig nede ved kilden. Aria kiggede op på mig henne fra bålet af. Hendes øjne ramte mine, inden hun kiggede længere ned, så jeg faktisk mærkede, at jeg blev varm i kroppen. Specielt også da hendes kinder blev helt røde, da hun indså at jeg havde fundet ud af, at hun stirrede på mig. Måske havde det heller ikke været en god tanke fra min side af, at komme tilbage til lejren i bar overkrop?

"Jeg fandt en kanin." Sagde hun og viste mig kødet, der grillede hen over bålet. Jeg kiggede overrasket på hende, inden jeg tog min trøje på, så hendes øjne kunne fokusere igen (Måske havde jeg gjort det her med vilje?) Jeg satte mig ned ved siden af hende, for at hjælpe hende med at få drejet kødet ordentligt. Hun sendte mig et smil, og jeg følte en varme gå igennem min krop endnu en gang.

Når Aria smilede rigtigt, så havde hun faktisk et virkelig pænt smil. Sådan et smil, der kunne varme hele ens krop op.

Jeg vendte kødet og kiggede på om det så godt ud, inden jeg tog det af og brækkede over i to, så godt jeg kunne. Og denne gang, med vilje, og gennemtænkt, overrakte hende den store del. Hun tog glædeligt i mod. Hun tog en stor bid og stønnede højt og tilfredst, så jeg også tog en bid og mest bare betragtede hende spise.

"Åh gud, hvor er jeg sulten!" Sagde hun og tog en stor bid af sit stykke kød. Jeg kiggede lidt ned på mit stykke kød, som jeg vendte lidt i min hånd, for så at kigge på hende igen og række det over til hende. Hun kiggede forvirret på mig.

"Spis!" Sagde jeg og rakte hende kødet. Hun tørte Sig om munden og kiggede på mig.

"Du har selv brug for det, Harry... Jeg kan ikke tage imod det. Ikke det hele.” Sagde hun insisterende. Jeg var dog selv lige så insisterende og skubbede så kødet over mod hende igen.

"Du er sulten. Jeg klarer mig." Sagde jeg. Hun sukkede og tog en bid af kødet, mens hun kiggede på mig og smilede igen, inden hun sagde: 

”Du er alt for sød ved mig, Harry Styles.” Jeg kiggede klukkende på hende.

”Så jeg er ikke Loverboy mere?” Spurgte jeg hurtigt, så hun kiggede op på mig og hendes øjne mødte mine. Og for første gang i meget lang tid, slog mit hjerte på den der helt bestemte måde, som man vidste det kun gjorde på den der helt bestemte måde, under de der helt bestemte tidspunkter. Lige indtil hun grinede og skubbede til mig med sin skulder, helt ømt.

”Du vil altid være en loverboy.” Jeg grinede og skubbede så tilbage til hende.

”Luk arret.” Sagde jeg, så hun grinede højt.

”Det minder mig om en gang, hvor jeg havde stegt en kylling hjemme hos Fred. Men jeg endte med at brænde den på og han var ved at dø af det. Jeg tror faktisk jeg gav ham madforgiftning.” Og så forsvandt den varme fornemmelse i kroppen med det samme.

Fordi sådan en varm følelse kunne ikke opstå, når hun allerede fik sådan en varm følelse til at opstå hos en anden. Sådan var reglerne.

”Heldige ham.” Sagde jeg kort og rejste mig og gik over og rodede nogle op, som havde samlet sig i små bunker de sidste par dage. Aria kiggede lidt forvirret over på mig.

”Jeg ved ikke, om man kan kalde madforgiftning for heldigt? Held i uheld, måske?” Sagde hun med et lavt grin. Jeg kiggede over på hende, og så at hun smilede til mig igen.

Og endnu en gang så opstod den varme inden i mig, og jeg forbandede den endnu højere end det her. Fordi et eller andet sted, selv om Aria til tider irriterede mig til døde. Så var der også dage. Dage som disse, hvor alt virkede fredeligt og hele det her faktisk ikke generede mig. Så længe jeg bare var her med hende.

Det irriterede mig bare endnu mere, hvor slemt jeg vidste, at den tanke var. Specielt fordi jeg i sidste ende så også mindede mig selv endnu mere om, at hvis omstændighederne havde været en smule anderledes, så havde jeg måske aldrig mødt hende, og den tanke gjorde mig faktisk ilde og ubehagelig til mode. Men slet ikke så voldsomt som tanken om, at hvis omstændighederne havde været meget mere anderledes, så havde jeg ikke dømt, dette smukke unge menneske, til døden, sammen med mig.

 

”Hvad laver du?” Spurgte en forsigtig stemme mig, så jeg vågnede lidt op fra mine dybe tanker og så kiggede op på Aria, der stod klædt i hendes sorte tætsiddende læderbukser, men med en stor grå sweater ud over.

”Oh… Jeg sidder bare og… skriver lidt, tror jeg.” Sagde jeg og kiggede ned i den notesbog, som jeg havde medbragt for det formål som jeg egentlig prøvede at benytte den til nu.

”Tror? Hvad tror du, at du skriver så?” Spurgte hun og trådte tættere på, inden hun satte sig ned ved siden af mig. Jeg sukkede lidt.

”Jeg prøver at skrive sange.” Sagde jeg og viftede lidt med siderne med de enkelte nedskrevne noder og akkorder. Hun rykkede sit hoved lidt tættere på og læste.

”Så du skriver egentlig bare kærlighedssange om alle de piger du føler du ikke kan få?” Spurgte hun og skubbede drillende til min skulder. Jeg grinede lidt af hendes dårlige joke.

”Eller måske prøver jeg faktisk at skrive noget godt?” Sagde jeg og kiggede på hende. Hun tog forsigtigt bogen fra mig og jeg lod hende faktisk gøre det, selv om jeg aldrig havde været meget for at dele mine skriverier med andre mennesker. Hun bladrede lidt i bogen indtil hun faldt over en sang jeg faktisk havde skrevet ret meget på og stoppede op og begyndte at skimme igennem den.

”Den her lyder da lovende.” Sagde hun og vippede notesbogen op mod mig, så jeg kunne kigge med. Jeg trak på skuldrene.

”Men hvorfor skriver du egentlig stadig? Jeg troede jeres pause var… langtidsholdbar, hvis man kan sige det sådan?” Spurgte hun med et skævt smil, så jeg sukkede tungt.

”Jeg ved ikke… Jeg ved faktisk ikke engang om… Hey! Du siger du ikke ved noget som helst om os, og alligevel så..” Startede jeg, så hun kiggede opgivende på mig.

”Stop så, Harry. Du skal ikke snakke uden om og flygte fra virkeligheden.” Jeg fnyste kort.

”Det gør jeg da heller ikke.” Sagde jeg hurtigt og kiggede ned på notesbogen igen. Hun lukkede den sammen og rakte tilbage til mig.

”Det er okay at gå solo, hvis det er det du tænker på.” Jeg kiggede hurtigt op på hende.

”Nej? Nej, overhovedet ikke… Jeg kan kun synge sammen med dem. Jeg ved ikke engang, hvordan man gør det andet.” Sagde jeg hurtigt. Det fik bare Aria til at sukke dybt.

”Jeg tror bare du trænger til det rette skub.” Sagde hun og rejste sig op igen og hurtigt klappede min skulder.

”Jeg behøver ikke noget skub.” Sagde jeg hurtigt og åbnede notesbogen op igen og kiggede på den sang jeg havde skrevet mest på.

”Hvorfor skriver du så?” Spurgte hun så hurtigt, så jeg kiggede op på hende. Jeg endte dog bare med at ryste på hovedet.

”Du bliver i hvert fald ikke den, der skubber mig!” Sagde jeg og smilede drillende til hende. Hun trak selv på skuldrene.

”Man ved vel aldrig. Man kan jo altid håbe?” Sagde hun med et kort fnis. Jeg rynkede på mine bryn.

”Håbe på hvad? At du vil være den, der skubber mig ud i min solo karriere?” Spurgte jeg med et grin. Hun løftede bare sine arme og svang lidt med dem.

”Det ville være sejt, ville det ikke?” Spurgte hun, så jeg grinede.

”Meget!” Gjorde jeg mig enig, så hun grinede selv igen.

”Kunne være ret fedt at skrive på cv’et.” Sagde hun, så jeg grinede højt.

”Men du ville aldrig kunne slå mit cv.” Sagde jeg, så hun kiggede tænkende på mig.

”Jo… En dag. En dag så slår jeg dit cv, Harry Styles.” Sagde hun nærmest som om hun allerede havde bestemt sig for det, og ingen kunne skubbe hende væk fra det. Jeg nikkede på hovedet og smilede så til hende.

”Jeg vil glæde mig til den dag, miss Fitzgerald.” Sagde jeg så hun kiggede på mig og hendes kinder ændredes til en let rosa farve. Lige inden et par dryb oven fra kort føltes på min hovedbund, inden de blev til flere og derefter til tusind.

Vi rejste os begge hurtigt og spurtede over til teltet, hvor vi begge søgte ly, mens at regnen piskede ned over det hele.

”I det mindste har vi et telt.” Sagde jeg hurtigt, så Aria kiggede på mig og så brød ud i en høj og skinger latter. Jeg kiggede først helt paf på hende over hendes pludselige latter udbrud, men endte alligevel også med at grine sammen med hende. Og faktisk så sad vi bare der og grinede sammen, mens jeg glemte mere og mere om det helvede vi befandt os i. Det var ikke meningen at et helvede skulle føles så rart. Det troede jeg ikke på.

”I det mindste har vi et telt.” Gentog Aria efter mig, da vi havde grinet ud, så jeg nikkede og vi så satte os mere til rette og bare kiggede ud på regnen.

”Jeg har faktisk altid drømt om at bade i regnvejr.” Sagde Aria. Jeg grinede lidt.

”Eller danse? Jeg tror faktisk jeg heller vil danse.” Tilføjede hun, så jeg fnyste igen.

”Hvorfor?” Hun kiggede op på mig.

”Hvorfor ikke?” Jeg smilede og trak så på skuldrene.

”Det tror jeg er en del af min bucket list.” Sagde hun.

”Din bucket list?” Spurgte jeg.

”Ja? Har du ikke sådan en?” Spurgte hun hurtigt. Jeg fnyste igen.

”Jeg ved ikke engang hvad det er.” Sagde jeg hurtigt. Hun kiggede med et måbende udtryk på mig.

”Hvordan kan du ikke vide hvad en bucket list er?” Spurgte hun hurtigt og kiggede helt forarget på mig. Jeg trak på skuldrene, så hun sukkede.

”Okay.. En bucket list er stort set bare en liste over ting du gerne vil prøve eller gøre.” Forklarede hun, så jeg nikkede.

”Så hvis min største drøm er at gå på månen, så er det noget man kan skrive på sådan en liste?” Spurgte jeg og kiggede på hende. Hun grinede lidt.

”Nogle vælger nogle mere håndgribelige ønsker, men hvis dine er i det omfang, så er det også okay.” Jeg nikkede forstående.

”Hvor mange ting har du?” Spurgte jeg. Hun tænkte lidt, inden hun prustede.

”Mange… Jeg har dem ikke fysisk skrevet ned, men jeg ved da en masse af dem.”

”Fortæl mig dem.” Hun kiggede hurtigt om på mig.

”Af hva’?” Jeg nikkede.

”Fortæl mig dem. Dem alle sammen.” Sagde jeg. Hun grinede hurtigt.

”Det kan jeg da ikke?”

”Hvorfor ikke?”

”Fordi… det ved jeg ikke… Nogle af dem er da ret private?” Sagde hun og kiggede grinende på mig. Jeg kiggede på hende. Hun kunne simpelthen være gådefuld og mystisk på mange flere punkter end alle andre mennesker.

”Så fortæl mig dem du kan.” Pressede jeg. Hun kiggede opgivende på mig, inden hun rystede lidt på hovedet.

”Tja… Jeg gad måske godt overvinde min frygt for mørke…” Sagde hun og kiggede på mig, som om hun ventede lidt på min reaktion. Jeg kiggede bare op på hende og nikkede.

”Fair.” Sagde jeg og lagde mig ned på ryggen og lukkede mine øjne.

”Fair?” Spurgte hun og kiggede om på mig.

”Ja? Det er et fair ønske.” Sagde jeg hurtigt. Hun måbede igen.

”Okay… Hvad er så dit største ønske?” Spurgte hun.

”Altså lige nu eller sådan generelt?” Spurgte jeg hurtigt. Hun sukkede opgivende af mig.

”Begge så.”

”Det ved jeg ikke.” Sagde jeg ærligt, så hun kiggede på mig og lignede at hun kunne dræbe mig.

”Ved du slet ingenting?” Spurgte hun hurtigt. Jeg trak på skuldrene.

”Jeg tænker ikke over sådan nogle ting?”

”Og alle bladene siger endda at du er den dybe og følsomme type.” Sagde hun, så jeg grinede kort.

”Og du bliver ved med at sige, at du hader os, men du ved alligevel hvad alle bladene siger?” Pointerede jeg, så hun kiggede opgivende på mig.

”Mindre pointe… Så sig dit allerhøjeste ønske lige nu.” Sagde hun og lagde sig ned også. Jeg sukkede lidt.

”Måske… at komme væk herfra.” Sagde jeg hurtigt. Hun kiggede op i loftet på teltet, der hele tiden rungede af den øsende regn. Der gik et par stille sekunder, inden hun sagde:

”Tror du nogensinde vi kommer væk herfra?”

”Jeg ved det ikke.” Svarede jeg faktisk ærligt, så hun kiggede om på mig.

”Det ved jeg heller ikke længere.” Sagde hun, så jeg kiggede på hende og opdagede hvor tæt hun lå på mig. Jeg kunne nærmest føle hendes ånde mod min egen mund. Vi kiggede kort på hinanden, inden hun vendte sig om på siden og med ryggen til mig og jeg så lagde mig på siden, men med min front mod hende. Jeg lå og kiggede på hende indtil døsigheden overtog mig og jeg faldt i søvn til lyden af den dunkende regn.

 

Jeg vågnede op et par timer efter og opdagede at regnen var holdt op, heldigvis. Til gengæld var det blevet bældhamrende mørkt.

Mørke havde egentlig aldrig gjort mig særligt meget. Jeg var ikke engang bange for det, da jeg var lille. Jeg sov faktisk også bedre, hvis der var helt mørkt og til tider også helt stille. Mørke havde egentlig på en måde altid været fascinerende for mig. Hele ideen om, at selv om det var mørkt, så ville det på et eller andet tidspunkt blive lyst igen, fascinerede mig ret meget. Jeg elskede hele ideen om lyspunkter i mørket og sådan.

Og så slog det mig. Jeg kiggede hurtigt på Arias sovende skikkelse ved siden af mig, inden en ide poppede op i mit hoved og jeg så ruskede i hende.

”Aria!” Sagde jeg, så hun mumlede lidt og så vendte mig om mod mig.

”Hvad sker der? Hvor brænder det?” Spurgte hun fortumlet og satte sig op, mens jeg gjorde det samme.

”Jeg vil gerne prøve noget.” Sagde jeg og tog hendes hånd. Jeg kunne se, at hun hurtigt kiggede rundt.

”Men Harry, det er jo helt mørkt.” Konstaterede hun hurtigt.

”Præcis!” Sagde jeg og trak så i hendes hånd. Hun hev den dog hurtigt til sig.

”Nej Harry, please lad vær!” Sagde hun bedende, så jeg rykkede lidt tilbage og kiggede på hende. Hun så allerede helt panisk ud.

”Stol på mig.” Sagde jeg, så hun kiggede på mig og jeg så forsigtigt trak min hånd op og så lagde den foran hendes øjne. Hun gispede kort, så jeg tyssede lidt på hende og så trak hende med ud af teltet.

”Du er en kæmpe spade!” Sagde hun, mens jeg med min hånd oppe foran hendes øjne, trak hende med ud af teltet og så ud i den mørke nat. Jeg trak min hånd væk, men hendes øjne var helt klemt sammen under min hånd alligevel.

”Prøv at kig.” Sagde jeg. Hun holdt dog stadig sine øjne klemt helt massivt sammen.

”Kig nu, jeg lover at der ikke sker noget.” Sagde jeg forsikrende. Hun sukkede kort og lukkede så sine øjne helt forsigtigt op, indtil de var helt åbne og hun så kiggede frem for sig og så, hvordan vi blev lyst op af måneskinnet oppe fra trætoppen. Hun endte faktisk med at smile.

”Se, der er ikke noget at være bange for.” Sagde jeg lovende, så hun kiggede frem på mig.

”Selv om natten føles mørk og dunkel, så vil der altid være lys på din vej. Bare kig på månen og stjernerne.” Sagde jeg forsikrende, så hun smilede og så trådte hen og lagde sine arme om mig.

”Tak, Harry… Tusind tak!” Sagde hun og klemte sig selv ind i min favn.

”Så kan du stryge den af din liste.” Sagde jeg og grinede lavt.

___________________________________________________________________________________________

Der går måske et stykke tid inden det næste kapitel kommer, da jeg er ret optaget i næste uge. Vil dog prøve at klemme et par skrive timer ind hist og her. Indtil da kan i hygge jer med det her kapitel ;) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...