14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5525Visninger
AA

11. Day 5

“Look for the girl with the broken smile

Ask her if she wants to stay a while”

Maroon 5 – She will be loved.

 

Aria P.O.V

Jeg vågnede op endnu en gang badet i sved, tårer på randen til at falde ud over mine øjenkroge, skælvende lemmer og billeder fra fortiden, der så ud til at indhente mig mere og mere. Jeg prøvede at tage mig sammen, men i dag virkede mareridtet bare… værre, på en eller anden måde. Mere virkelig, kunne man vel kalde det?

”Du sover virkelig uroligt om natten, at du ved det?” Sagde en lav stemme, så jeg gispede forskrækket og så kiggede til siden og huskede på at Harry faktisk havde sovet ved siden af mig i teltet.

”Det er fordi du fylder så meget.” Sagde jeg hurtigt og kiggede omkring mig efter en langærmet trøje jeg hurtigt kunne trække over og dække mig til.

”Er solen stået op?” Spurgte Harry igen med ryggen til mig. Jeg kiggede ud.

”Det virker lyst?” Sagde jeg og kiggede forvirret på ham.

”Jeg sover videre så.” Sagde han og lød helt snøvlende. Sikkert fordi han stadig sov. Det bedømte jeg også kun ud fra, at han allerede trak vejret tungt ind kun få sekunder efter, at have snakket med mig.

Jeg sukkede opgivende af Harry og kravlede så ud af teltet og fandt en af flaskerne med vand frem for at tage en stor tår vand og derefter hælde lidt af det over i mine hænder, så jeg kunne skylde mit halvklamme ansigt. Jeg gned mine øjne og mindede faktisk mig selv om, at jeg ikke havde noget make up på. På en måde var det både underligt, men faktisk også ganske befriende. Lettere, næsten. Som om min hud endelig åndede rigtigt. Hvis altså hud kunne ånde?

Mine tanker vivlede også tilbage på Harrys ord fra dagen før, da han havde set mig efter jeg havde skyllet min make up af. Jeg havde faktisk ikke haft tænkt så meget over det. Jeg gjorde det mest kun fordi jeg var træt af at mine øjne kløede og at mine øjenvipper var begyndt at klø. At Harry så havde sagt at det faktisk klædte mig, havde overrasket mig endnu mere.

Ingen havde nogensinde sagt sådan til mig før. Eller i hvert fald ikke sagt det så… ærligt?

Jeg kiggede tilbage på teltet, hvor Harry lå og sov og tog mig selv i at smile helt forsigtigt. Jeg sukkede derefter kort af mig selv og tog mig derefter til min skulder, hvor jeg hurtigt mærkede de fire riller. Et koldt gys gik igennem mig, så jeg fjernede min hånd og derefter besluttede at finde mig noget morgenmad, der ikke bestod af voldeligt myrdede duer.

 

I forhold til de andre dage var dagen i dag faktisk ret kølig. Jeg kunne i hvert fald mærke de små kuldegys, der en gang i mellem gik gennem kroppen på mig. Jeg havde gået rundt i nærheden af lejren i cirka halvanden time og havde prøvet at finde noget interressant til morgenmaden og eventuelt også de andre måltider. Men det havde ikke haft den mest kokkererlige gevinst.

”Hvad laver du?” Spurgte Harry, da han kom slentrende ud fra teltet i en grå sweater og et par sorte jeans. Han havde i dagens anledning faktisk sat sit hår op i en knold. Jeg brød mig faktisk ikke synderligt om, når fyre havde langt hår. Og selv om det passede til Harry og var en del af hans image, så klædte det ham altså bedre at tage det væk. Det fik hans ansigt til at lyse mere op, så man kunne se alle detaljerne. Specielt de markerede kindben.

”Jeg forsøger mig med at lave suppe.” Sagde jeg og tog en af de kopper, som Harry havde medbragt og rakte over til ham.

”Du havde ikke nogle krydderier med, og kiosken der oppe havde heller ikke, så det blev til cremet bladsuppe på vandbund.” Jokede jeg og hentydede til den brændnælde suppe jeg havde fået bikset op. Harry kiggede overvejende ned i koppen.

”Hold da op. Lige til en micheling, næsten.” Sagde han og tog en tår af koppen og smagte lidt på det, inden han sendte mig et smil og et nik. Min suppe var accepteret.

Jeg har lavet det af den liter vand vi havde tilbage, så jeg skal selvfølgelig nok gå ned og hente noget nyt.” Sagde jeg og rejste mig for at prøve at samle mit rod, jeg havde lavet, lidt sammen. Harry fulgte mig.

”Er det et ar?” Lød hans stemme dog kort bag mig, så jeg standsede og stivnede i hele kroppen. Åh nej.

”Der på din fod?” Spurgte han, så jeg kiggede ned og så på arret på min fod.

”Nåår det. Jeg ved ikke… Jeg tabte engang en tallerken ned over min fod som lille, og et af skårene skar mig ret dybt. Det gjorde helt vildt ondt.” Sagde jeg, mens jeg gik tilbage over til ham og satte mig ned overfor ham igen.

”Voldsomt.” Sagde han med et lille kluk. Jeg trak på skuldrene.

”Jeg tror der findes værre.” Sagde jeg og kiggede op på ham, for at se hans reaktion.

”Har du ar, Harry?” Spurgte jeg en smule tøvende. Alligevel kiggede han på mig og satte sig lidt bedre til rette.

”Ja selvfølgelig, alle har ar.” Sagde han og hev med det samme op i sin trøje for at vise mig det røde sår. Det var bare ikke sådan nogle ar jeg mente. Han kiggede lidt på mig, inden han tænkte lidt og så strak sin ene arm frem og begyndte at hive op i ærmet på hans sweater. Jeg lagde først mærke til de mange tattoveringer han havde fået lavet på det lignende sleeve, eller hvad man nu skulle kalde det. Lige indtil han drejede armen og pegede på en lille bleg takket stribe på siden af hans ene albue.

"Jeg løb ind i et træ og grenen rev mig.” Sagde han og sendte mig et stort smil. Jeg rystede på hovedet.

”Jeg mente nu mere nogle rigtige ar… du ved… ikke mere de fysiske, men også de…”

”Altså jeg tror jeg har et par skoldkoppe ar, hvis det er sådan nogle du mener?” Afbrød han mig hurtigt, så jeg mærkede vreden pulse op i mig.

”Nej, Harry. Store ar… ar, der gjorde ondt. Ar der..”

”Så tror jeg ikke, at jeg er helt med…” Sagde han helt skrup forvirret, så jeg vrissede højt af ham:

”Du forstår ingenting!”

”Hvad er der at forstå… Det er jo bare et ar?” Sagde han, så noget klikkede inden i mig.

”Ja for dig, Harry, men hvad med alle de andre, der har mange flere ar end dig?” Spurgte jeg og prøvede at få ham til at forstå hvad jeg hentydede til.

”Slap af, det er jo bare ar!” Sagde han hurtigt, så jeg var sikker på at jeg kunne sprænge.

”Ar er ikke bare ar, Harry! Ar er evige historier på vores kroppe, som minder os om en tid i vores liv, der gjorde ondt!” Sagde jeg og kiggede vredt på ham. Jeg kunne ikke forstå hvordan han tog noget så alvorligt… så tamt.

”Seriøst, hvad flipper du ud for? Det er dig, der spørger om ar, men mine ar er åbenbart ikke gode nok?” Spurgte han forbavset. Jeg rejste mig op og overvejede at gå min vej, bare for at slippe for at glo på ham i et kort stykke tid. Dog rejste han sig også op og trådte bare tættere på mig.

”Dine ar er jo heller ikke rigtige ar…” Sagde jeg kort. Han kiggede med et forvirret udtryk på mig.

”Og det er dit tallerken skår måske?” Spurgte han, så jeg kiggede ulmt og rasende op på ham.

”Du tror du har ar? Vi har alle ar, det er bare ikke os alle, der bærer dem udenpå.” Sagde jeg og prøvede at gå forbi ham, men han stoppede mig på vejen.

”Seriøst nu slapper du af. Hvad fanden er det du bliver sur over?” Spurgte han undrende. Jeg sukkede tungt.

”Bare glem at jeg spurgte. Det var dumt af mig.” Sagde jeg og prøvede at gå videre igen, men endnu en gang stillede han sig ind foran mig og blokerede min vej.

”Hvorfor skal du være så mørk? Hvad er det du gemmer på?” Spurgte han og kiggede på mig, som om han prøvede at regne mig ud. Men han havde haft chancen, og jeg var for dum til at turde give ham den.

"Du fatter ingenting!" Råbte jeg ham ind i hovedet og prøvede at gå væk fra ham, men han tog hurtigt fat i min albue.

"Fordi du ikke gider lukke kæften op!" Råbte han selv, så jeg vrissede af ham.

"Ved du hvad? Du kan rende mig, Styles!" Råbte jeg og flåede min arm ud af hans greb og vendte mig væk fra ham.

"Hør her din forkælede møgunge.." Råbte han og greb fat i mit ærme samtidig med at jeg rev min arm til mig, så lyden af revnet stof med det samme kunne høres i hele skoven efterfulgt af et højt gisp. Jeg mærkede straks vinden mod min bare skulder. Jeg kiggede hurtigt bag ud og så hvordan min bare hud var lige i Harrys åsyn. Jeg flyttede mit blik op mod hans og kunne sagtens se chokket i hans øjne. Jeg sukkede hurtigt og trak så resten af min trøje af, så jeg kunne høre hvordan han tavs helt.

"Jeg... Jeg vidste... Jeg vidste ikke at..."

"Nej, selvfølgelig ikke." Sagde jeg, mens at tårerne hobede sig op i min øjenkroge, men jeg nægtede at lade dem falde for ham.

Han havde set dem. Han havde set min ryg.

Harry havde set mine ar.

Jeg nåede kun at kigge kort på Harry, inden jeg satte i løb forbi og væk fra ham og bare løb alt hvad jeg kunne. Min trøje hang halvt revet over ned ad armene på mig, men det eneste jeg fokuserede på, var de tusinde millioner af træer og grønne og brune nuancer, der sejlede forbi foran mig, indtil jeg nåede skråningen ned til kilden.

Jeg gled hele vejen ned og endte på røven lige ved kanten foran kilden. Mit hjerte bankede med hvad der føltes som 1000 slag i minuttet, mens jeg mærkede, hvordan min vejrtrækning kom ud af kontrol. Jeg krummede mig sammen, som jeg huskede jeg skulle gøre og prøvede at huske de mange vejtrækningsøvelser jeg havde lært. Alligvel virkede intet til at virke, og det eneste der skete var hvordan jeg følte at alt kollapsede omkring mig.

Som om jeg endelig forstod det der skete. Ikke kun at Harry havde set en af mine allerdybeste hemmeligheder, men også alt det andet. At jeg efterhånden indså, at jeg var fanget her. At der ingen udvej var. At jeg sikkert ville dø her sammen med en fyr jeg knapt nok kendte. At jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre, eller sige, eller handle med og på. Jeg vidste ingenting, og det hele kollapsede foran mig, mens tårerne tog til.

Det var der jeg mærkede hans tilstedeværelse. Mærkede, hvordan han lige så stille satte sig roligt ned ved siden af mig og bare sad, mens jeg panikkede for fuldt drøn.

Lige indtil han lagde sin hånd på mit lår og klemte det helt ømt og ikke engang hårdt, så jeg kiggede op på ham og han bare kiggede stift på mig, helt uden at sige et ord.

Og på en måde, var det nok.

 

Jeg ved ikke, hvor længe vi sad der. Om der gik enkelte minutter, flere… om der gik en timer, eller to. Eller om der gik et halvt døgn. Jeg ved kun at vi sad der i komplet stilhed, mens vi begge bare kiggede ned på det brusende vand foran os og bare lod dens lyd døve alt andet ud.

Min vejrtrækning var blevet rolig og mit hjerte bankede også mere normalt nu. Harry havde stadig sin hånd liggende ganske forsigtigt på mit knæ, og jeg lod den blive der.

”Hvad skete der?” Spurgte han dog alligevel efter den lange stilhed, så jeg kiggede op på ham og så sukkede tungt.

”Det der altid sker. Min mor skred og så gik det ligesom kun ned ad bakke derfra.” Sagde jeg hurtigt. Harry sukkede tungt.

”Så hvad skete der derefter?” Spurgte han stille. Jeg sukkede igen,

”Jeg tror bare det fuckede alle op omkring mig. Mest mig selv måske..” Sagde jeg og kiggede ned i mit skød

”Men du er da ikke…”

”Åh jo, Harry, det er jeg. Meget mere end du tror…” Sagde jeg hurtigt, så han tav og kiggede op på mig. Han kiggede et enkelt sekund på mig, inden han nikkede forstående og så spurgte i stedet?

”Men… hvornår kommer Fred så ind i billedet?” Jeg fnyste lidt. Af alle samtale vendere, så tog han den.

”Fred kom ind i billedet, da jeg var 13. Han var den sejeste dreng på 17 år i hele universet.”

”Så du var hans kæreste da han var 17 og du var 13?!” Udbrød Harry forbavset, ligesom alle andre sikkert også ville gøre. Jeg rystede dog på hovedet.

”Nej nej… Jeg tænkte slet ikke i de baner. Vi startede som venner. Han var ligesom min nye familie… Det var først da jeg blev 15, og vi var af sted til en fest… Jeg havde drukket… for første gang, skal du se. Ikke noget særligt kønt syn.”

”Og så tog du mod til at kysse ham?” Spurgte Harry igen. Jeg grinede.

”Nej… det stik modsatte. Jeg kunne lide en ældre fyr, han ofte hang ud med, men han ville ikke, så jeg drak mere og mere, lige indtil jeg nærmest dejsede om… Og Fred var den eneste, der hjalp mig.” Sagde jeg og smilede lidt ved mindet.

”Og jeg tror bare at efter det, så var vi bare sammen… på den måde. Jeg har aldrig rigtig været sammen med andre end Fred… Men jeg tror heller ikke, at jeg ønsker det.” Indrømmede jeg. Harry nikkede forstående.

”Sådan er det vel altid med ens første kærlighed. Man slipper dem aldrig helt.” Sagde han, så jeg kiggede på ham og så nikkede forsigtigt. Han smilede kort til mig, inden han sukkede.

”Skal vi ikke gå tilbage? Du ser ud til at du fryser.” Sagde han. Jeg svarede ham ikke, men nikkede bare. Vi rejste os, og han hjalp mig op ad skrænten, så vi kunne gå tilbage.

Vi gik endnu en gang tilbage i stilhed, og jeg kunne ikke helt finde ud af om det var en ubehagelig stilhed, eller en komfortabel en. Måske en blanding af begge. Eller en overgang fra den ene til den anden? Vi nåede lejren og Harry gik over til bålet i midten af det hele og begyndte at lægge lidt ekstra tørrede grene og kviste ind i det og begyndte at tænde det. Jeg kiggede på ham.

”Harry?” Spurgte jeg, så han kiggede op på mig. Jeg trak vejret tungt ind.

”Jeg ved ikke, om jeg en dag kan fortælle dig det hele, eller om det nogensinde vil ske. Jeg ved også godt at jeg skylder dig det, men..” Startede jeg tøvende, inden han afbrød:

”Hey!” Jeg kiggede op på ham og han havde rejst sig op igen.

”Hvis du ikke vil snakke om det, så gør vi det ikke. Jeg vil ikke tvinge dig.” Og det var mere end jeg kunne bede om.

”Tak.” Sagde jeg nærmest som dagens sidste ord til ham, inden jeg gik over og satte mig ned inde i teltet og bare holdt mig adskilt fra ham resten af dagen. På den måde kunne jeg ikke indblande ham mere end jeg selv vidste at jeg kunne overskue.

 

Det var først da vi nåede hen ad aftenen og jeg bare havde ligget inde i teltet for mig selv de sidste par timer, helt hengiven over at Harry havde tilladt at lade mig gøre det, at jeg sagde noget til ham. Han var i gang med at redde op til sig selv uden for teltet, da jeg sagde:

”Harry?” Han kiggede på mig gennem den åbne sluse i teltet, så jeg kiggede tænkende på ham.

”Vil du ikke sove her inde?” Og selv jeg havde regnet med, at han sikkert ville spørge hvorfor,  ville brokke sig, eller bare høre mine utallige grunde til at spørge ham, så gjorde han det. Han tog sine ting og lagde sig endnu en gang ind ved siden af mig.

Vi lagde os begge to ned og kiggede derefter op i teltets loft, mens natten uden for i skoven lavede sine mange lyde og en let vind suste omkring og ruskede lidt i teltet.

”Tror du at knuste mennesker kan heles igen?” Spurgte jeg næsten hviskende, så jeg kunne høre at han trak vejret tungt ind.

”Jeg tror at de kan prøve.” Sagde han, så jeg sukkede tungt og så vendte mig om på siden og prøvede at lægge mig til at sove. Lige indtil han trak vejret hurtigt ind og så sagde:

”Eller også kan de rette mennesker.”

___________________________________________________________________________________________

Jeg skal lige høre jer om, om i synes jeg publicere for ofte, eller for sjældent? 
​Og så må i meget gerne kommentere hvad i synes om det hele indtil videre! 
​Og så kom der en lille afsløring om Aria? Hvad synes i om det, og hvad tror i det kan have af konsekvenser for Harry? 
​SKRIV SKRIV og LIKE LIKE!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...