14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5648Visninger
AA

8. Day 2

"Well, it's too late tonight, to drag the past out into the light

we're one, but we're not the same, we get to carry each other"

U2 - One

 

Harry P.O.V

Vi havde gået i omkring 3 timer efter at vi var endt ved bredden, men uanset hvor langt vi gik, var det som om vi kun kom længere og længere væk fra civilisationen. Hvert et skridt var vådt, smattet og koldt. Det havde taget næsten to timer for mit eget tøj at bare tørre en lille smule. Det havde skabt en ufatteligt irriterende skælven hos mig selv, men det eneste jeg havde i hovedet var at komme hjem.

Hvor end det så var?

Vi havde endt med at slå lejr ved et lidt større bart område mellem de tusinde oceaner af træer og havde forsøgt at få et overblik over hvad vi havde med. Dog helt uden at tale sammen.

Hvad fanden skulle jeg sige til hende? Hvad skulle hun sige til mig? Hvad skulle vi sige til hinanden? Hvad skulle nogen af os sige?

Den eneste løsning var vist ikke noget.

Middagssolen bagte over os og jeg vidste ikke om træerne ville være nok dække for solens skarpe stråler, eller om det havde været en tåbelig ide at lade solcremen blive derhjemme.

Et højt støn kom fra min læber, da jeg trak mit heldigvis medbragte telt ud af dets itui, og jeg så hurtigt tog mig til siden.

”Harry, er du sikker på, at du er okay?” Lød en forsigtig stemme ovre kradtet af. Jeg kiggede op og så Aria komme gående ud fra skoven med hænderne og armene fyldt med alle mulige grene og blade.

”Prøver du på at bygge en hule eller blive til en hulekvinde?” Spurgte jeg og hentydede til det udsmurte jord over det hele af hende. Hun rullede med øjnene.

”Ja, det er jo ikke fordi der er de bedste bade faciliteter her omkring.” Sagde hun og prustede og smed hendes omsamlede skov fra sig og ned på jorden.

”Sidst jeg hørte dig klage over noget, var det at du var for våd, og nu er dit eneste ønske at blive våd?” Spurgte jeg med et opgivende grin. Hun kiggede skulende på mig.

”Du er slet ikke sjov, at du ved det.” Sagde hun og lagde sine arme surt over kors. Jeg trak på skuldrene.

”Prøver skam heller ikke på at være det.” Sagde jeg og tog mig til siden.

”Harry, hvis du nu lod mig kigge lidt på det der, så er jeg sikker på, at vi kunne få desinficeret det.” Sagde hun og trådte tættere på mig. Jeg kiggede varsomt op på hende.

”Med hvad? Har du en liter sprit i tasken, måske?” Spurgte jeg og smilede opgivende til hende. Hun sukkede tungt.

”Nej, men jeg…”

”Præcis. Så du kan ikke hjælpe mig. Kun gøre alting værre. Det er du for resten pisse god til.” Sagde jeg vredt og rejste mig og forsøgte at samle teltet så vi kunne få bare en smule dække. Dog tabte jeg teltet ud af hænderne og endte med at vrisse frustreret af det.

”Harry…” Prøvede Aria igen, så jeg vendte mig vredt mod hende.

”Nej Aria! Jeg vil ikke have din fucking hjælp. Du har gjort nok!” Råbte jeg rasende.

”Hvad fanden vil du have jeg skal gøre? Jeg har sagt undskyld til dig tusinde gange!” Vrissede hun selv lige så surt tilbage. Jeg kiggede opgivende på hende.

”Det er bare ikke… nok.” Sagde jeg vredt. Hun prustede sig op i kinderne, så de blev lidt røde, inden hun nærmest sprang op i ansigtet på mig.

”Undskyld mig, men hvem fik os ud i den her situation til at starte med?!” Råbte hun op i hovedet på mig. Jeg kiggede på hende.

”For hvis jeg husker rigtigt, så var det ikke mig, der kørte os ud over kanten og startede alt det her rod!” Vrissede hun rasende. Jeg bed mig i kinden.

”Ah, så fik det hele lige en anden tone, hva?” Sagde hun flabet, så jeg sukkede tungt og opgivende af hende.

”Jeg magter ikke at snakke om det.” Sagde jeg bare og vendte mig væk fra hende. Det stod dog ikke til hende, så hun greb hurtigt fat i min skulder og vendte mig tilbage mod hende.

”Du magter ikke at snakke om det? Du magter det ikke? Vil du høre hvad jeg virkelig ikke magter… Dig!” Råbte hun lige op i ansigtet på mig.

”Slap nu af!” Sagde jeg hurtigt og trådte væk fra hendes greb på mig.

”Så gør noget, Harry! Gør et eller andet!” Vrissede hun.

”Jeg kan jo ikke gøre fucking mere!” Råbte jeg tilbage.

”Så du vil have, at vi skal rådne op her ude og bare vente til vi begge to ender med at slå hinanden ihjel? Glem det!” Sagde hun og vadede lidt vraltende over til hvor hun havde smidt sine ting, og trak dem op og lagde over hendes skuldre, eller tog i hænderne.

”Hvad laver du nu?” Spurgte jeg og grinede faktisk lidt over hendes åndssvage opførsel.

”Jeg skrider!” Sagde hun koldt og rettede sin hestehale ud, så den ikke sad i klemme mellem remmene på hendes tasker. Jeg kunne ikke holde et grin tilbage.

”Held og lykke med det!” Grinede jeg og vendte tilbage til mit projekt med at få ordnet et sovested.

”Du er virkelig et af de største og egoistiske røvhuller jeg nogensinde i mit liv har mødt!” Sagde hun en smule måbende. Jeg sukkede tungt.

”Undskyld mig, frøken, men hvis jeg ikke havde gjort noget, sad du sikkert stadig ved den benzin tank og tudbrølede over at ingen vil have dig!” Sagde jeg og prøvede at se om jeg kunne såre hende. Hun fortrak dog ikke nogen særlig stor mine.

”Så var jeg nok ikke endt her skal du se?!” Sagde hun og pegede på skoven omkring os.

”Nej, du var endt i bagage rummet på de tre mænds bil og på vej til at blive deres personlige lille hygge-slave..” Der gik ikke mange sekunder før hun stormede hen mod mig og nærmest spyttede ind i hovedet på mig:

”Hør her Styles! Jeg var kommet meget længere UDEN din hjælp, jeg ville måske være hjemme nu, hvis det ikke var for dig! Men se hvad du har gjort! Du har ødelagt alting!” Jeg kiggede lidt på hende. Hendes mørke make up var smurt rundt omkring hendes øjne og hendes sorte tætsiddende tøj var hullet nogle steder. Jeg var dog i tvivl om det var uheld, eller med vilje. Hun virkede ikke som typen der gik op i det. Hun lignede dog stadig et vrag. Et ulykkesfuldt vrag, der kun bragte uheld over for alle hun mødte på sin vej. Mine øjne kiggede op i hendes, inden jeg trak vejret tungt ind.

”Fint, så gå hvis du virkelig mener at du vil kunne klare dig selv her ude, helt uden hjælp fra mig eller nogen som helst!” Hun kiggede op på mig og sank en klump, inden hun trådte et skridt tilbage.

”Fint.” Sagde hun og rettede en sidste gang på sine tasker, inden hun trådte et par skridt tilbage og vendte om på hendes tårnhøje hæl og vraltede væk fra mig. Noget sagde mig dog, at det her ikke var det sidste jeg så til hende.

Selvfølgelig havde Aria ret. Jeg var den, der havde kørt ud over skranten fordi jeg havde haft mine øjne et andet sted end vejen. Så ja, selvfølgelig havde jeg også en del af skylden. Men stadigvæk… så havde hun også en kæmpe del af den! Hun havde gjort det hele tusinde gange værre, ved at tirre de tre psykopater i går.

Så ja, vi havde begge en del skyld at påføre os selv. Jeg syntes dog stadig at hun havde den største af os begge.

Omkring en times tid efter, havde jeg fået sat mit telt op, dog ikke uden utallige komplikationer. Instruktionerne til hvordan man slog det op og med alle snorene og sådan var gået helt tabt i vandet, så det bare var et krøllet ensfarvet stykke papir som jeg kunne gå ud efter. Efter det havde jeg prøvet at lægge alle mine ting ud, for at give mig selv et overblik over hvad jeg havde at gøre med. Indtil videre var det kun alt mit endnu fugtige tøj, de resterende madvarer der ikke havde taget synderligt skade af vandet, en gennemblødt telefon, som jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op med nu. En våd hovedpude og stort set en masse andet stadigt gennemblødt skrammel.

Hvordan fanden skulle jeg nogensinde komme hjem?

Lyde af skridt gående på grene der knækkede, vækkede mig fra min trance, så jeg i chok vendte mig om og blev mødt af et forunderligt syn.

”Så kom du alligevel tilbage hva?” Sagde jeg med et grin, så den tilmudrede og trætte Aria kiggede opgivende op på mig.

”Hold din kæft!” Sagde hun og kastede sine tasker fra sig og sank sammen på jorden og krummede sig sammen og lænede sit hoved ned mellem sine knæ. Jeg trak lidt på mit smilebånd, inden jeg kiggede på mine udspredte ting og så lænede mig ned og tog en uåbnet flaske vand og forsigtigt gik over og dunkede let ind i hendes arm. Hun kiggede op og kiggede så på flasken og op på mig. Jeg gav hende et bestemt blik så hun bed sig lidt i læberne og så tog flasken og åbnede den og nærmest bundede den hele. Hun tog sig bagefter til sine fødder, hvor hendes høje stilletter havde lavet røde mærker ved remmene, og enkelte steder havde gnavet sår, hvilket fremførte nogle smertefulde sammenknebne ansigtsudtryk hos hende.

Jeg fik faktisk en smule ondt af hende, så jeg endte med at sætte mig ned. Stadig et par meter fra hende, men med fronten mod hende denne gang. Vi var nødt til at finde ud af det her.

”Hvad så nu?” Spurgte jeg og kiggede ventende på hende.

”Hvad så hvad?” Spurgte hun og kiggede flabet op på mig. Jeg sukkede opgivende. Hendes attitude kunne jeg nok aldrig ændre på.

”Ja, hvad så, hvad gør vi?” Spurgte jeg, så hun kiggede på mig. Denne gang var det hendes tur til at kigge længe på mig, inden hun åndede tungt ud.

”Vi må vel bare samarbejde?” Foreslog hun en smule tøvende. Jeg fnyste kort.

”Altså jeg er på… Men er du?” Spurgte jeg og prøvede at være lidt humoristisk.

”Jeg kan godt samarbejde…  Jeg er altså ikke særlig egoistisk!” Insisterede hun. Jeg nikkede uoverbevist på mit hoved.

”Vi har bare begge to ret meget brug for hinanden nu.” Sagde jeg og kiggede seriøst på hende.

”Vi kan ikke overleve alene…” Indrømmede jeg. Hun kiggede lidt på mig.

”Nej, desværre.” Sagde hun og kiggede så ned i jorden igen.

”Men hvis det her skal gå, så skal du altså slappe lidt af… Der vil ikke komme noget ud af det, hvis du… eller vi begge, ikke kan enes. Så prøv at tag det roligt!” Sagde jeg insisterende og kiggede alvorligt på hende. Hun rullede kort med øjnene, så jeg forsøgte at sende hende et endnu mere alvorligere blik. Hun sukkede tungt ud.

”Hvis du opfører dig ordentligt, så gør jeg også… Okay?” Spurgte hun. Jeg fnyste lidt og rakte så min hånd frem mod hende. Hun kiggede dog bare frastødt på mig.

”Aftale.” Sagde jeg, så hun kiggede mellem mig og min hånd, inden hun forsigtigt trak sin hånd op og trykkede min.

”Okay.” Sagde hun forsigtigt. Jeg sendte hende et triumferende smil og rejste mig om en smule forsigtigt, for ikke at tage for meget skade til min mave.

Jeg havde endnu ikke kigget på den, men sandheden var at jeg heller ikke turde.

”Kommer du så til at spise mig nu?” Spurgte hun så hurtigt bag mig. Jeg kiggede chokeret om på hende.

”Undskyld mig?” Spurgte jeg forarget.

”Harry, jeg kan lige så godt sige det som det er… Jeg er gået rundt i den her skov i hvad føles som flere fucking år, og jeg er ved at dø af sult!” Vrissede hun og slog sig på maven. Jeg sukkede lidt.

”Ja, I know… Jeg ved ikke hvad fanden vi gør.” Indrømmede jeg.

”Var det ikke dig, der skulle på vildmandstur, har du ikke en masse gear med?” Spurgte hun og kravlede hurtigt over og rodede gennem mine ting.

”Undskyld mig, men lad lige en fremmed mands ting være!” Sagde jeg hurtigt og trak mine ting til mig.

”Du er faktisk ikke særlig fremmed, Harry Styles.” Sagde hun og kiggede op på mig med et skævt smil. Jeg kiggede uforstående tilbage på hende.

”Bare det at jeg kender dit fulde navn siger jo ligesom det hele.” Sagde hun hurtigt. Jeg trak på skuldrene.

”Mange kender mit navn.” Sagde jeg hurtigt testende tilbage.

”Sådan kan du da slet ikke stille det op. Der er da også mange, der kender mit navn.” Pointerede hun. Alligevel kiggede jeg hurtigt op på hende.

”Det gør jeg ikke.” Sagde jeg. Hun kiggede nøje på mig.

”Jo du gør da?”

”Ikke dit fulde navn.” Sagde jeg og blinkede til hende, så hun hurtigt rullede med øjnene af mig.

”Fint… Mit fulde navn er Aria M. Fitzgerald.” Sagde hun og kiggede opgivende på mig. Jeg kom med et kort fnys.

”Så du er en Fitzgerald?” Jokede jeg hurtigt og kiggede smilende på hende. Hun kiggede dog uforstående på mig.

”Er der noget forkert i det?”

”Nej nej… Med mindre du ikke har hørt det man siger om folk, der hedder Fitzgerald.” Sagde jeg og testede hende igen. Hun kiggede overvejende på mig og så faktisk en smule nervøs ud.

”Hvad siger de?” Spurgte hun usikkert.

”At folk, der hedder Fitzgerald er snot forkælede og egocentrerede.” Sagde jeg og blinkede til hende. Alligevel grinte hun ikke, eller blev fornærmet, som jeg ellers havde håbet. Det var mere som om et mørke hurtigt lagde sig ind over hende og hun så vendte sig ned mod sine tasker, med sit ansigt væk fra mig.

”Åh ja… sjovt.” Sagde hun en smule ukoncentreret, mens hun pakkede sine tasker ud. Jeg kiggede lidt på de mange ting hun tog ud, og kom faktisk til at undre mig over, hvorfor hun egentlig havde så mange ting med. Hun sagde godt nok at hun skulle hjem… Men hvorfor havde hun så ikke taget det offentlige, og hvorfor lignede det at hun havde pakket alle de ting hun kunne have med ned i de tasker?

”Ari…” Startede jeg, men så vendte hun sig hurtigt mod mig.

”Jeg skal lige pakke mine ting ud. Det tager nok et stykke tid. Bare fortsæt med det du gjorde før.” Sagde hun og vendte sig hurtigt helt om og pakkede ud med ryggen til mig. Jeg rynkede forvirret på mine bryn. Hvad havde jeg sagt forkert, der havde fået hende til at opføre sig sådan her? Og hvorfor opførte hun sig pludselig sådan?

Måske Aria havde en tykkere facade end jeg egentlig troede? Men hvorfor?

___________________________________________________________________________________________

Jeg beklager lige forsinkelsen af kapitlet, blev lige hængt op med arbejde de sidste dage. Men her er det! 

Tror i de kan lære at samarbejde? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...