14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5519Visninger
AA

21. Day 14: Part 2

"But if you wanna leave, take good care

I hope you make a lot of nice friends out there

Just remember there's a lot of bad of them everywhere"

Wild World - Skins Version

 

Harry P.O.V

Da jeg slog mine øjne op den morgen, lå Aria trygt i mine arme, og jeg ønskede kun at hun skulle blive. Blive der i mine arme, så jeg kunne læne mig helt ind til hende og kysse hendes ulede mørke hår, og dufte hendes duft så meget jeg end ville. Mærke mine læber mod hendes varme fyldige læber og bare holde dem der i al evighed.

Lige indtil et stort bilhorn kunne høres, og vi begge for op ad sengen og Aria straks løb over og kiggede ud af vinduet.

”Fuck!” Bandede hun højt og greb med det samme ud efter sit tøj, mens at jeg selv prøvede at samle mit ejet tøj sammen.

”Er det ham?” Spurgte jeg hurtigt og mærkede, hvordan mit hjerte allerede bankede nervøst i brystet på mig. Hun svarede mig ikke, men trak bare sit tøj på og gik straks over mod døren og skulle til at åbne den. Jeg gik straks over og greb fat om hendes håndled, for at stoppe hende.

”Aria?” Spurgte jeg hende, så hun kiggede om på mig og op i mine øjne. Jeg kiggede mellem hende og døren.

”Jeg beder dig.” Sagde jeg hurtigt. Hun sukkede bare tungt og trak sin hånd til sig, inden hun gik ud af døren og så løb hen over campingpladsen og hen til en parkeret, sort, åben sportsvogn. Foran stod en fyr i en slidt cowboyjakke, et par sorte solbriller, stramme sorte jeans og lignede en, der troede han ejede alt. Min mave knyttede sig sammen med det samme.

Jeg betragtede, hvordan Aria kun lige nåede inden for hans rækkevidde, inden han i et voldsomt greb rev fat om hendes arm og trak hende ind i hans favn i et stift kram. Han slap hende og lagde begge sine hænder om hendes kæber. Jeg knyttede mine hænder sammen. Han var hård. Det kunne alle se. Alle hans bevægelser var hårde og mekaniske. Voldsomme. Aria var skrøbelig… hun var ikke en, man greb hårdt og voldsomt.

Jeg skulle til at gå ned ad terrassen og ud på den åbne campingplads, da Aria kiggede om på mig og jeg så, hvordan hun kiggede farefuldt på mig, da Fred også kiggede over på mig. Han smilede stort og trak derefter sine solbriller af, så hans mørke øjne stirrede lige ind i mine. Jeg trådte tættere på, indtil vi nåede inden for en trekant, hvor vi alle tre kiggede anspændt på hinanden.

”Fred, det er Harry.” Sagde Aria fra Freds side af. Jeg forsøgte at være civil og strakte min arm frem, for at præsentere.

”Så du er det svin, der har gemt min pige fra mig, hva?” Sagde han med et smil, som jeg ikke kunne tyde var venligt, eller fjendsk. Jeg kiggede forvirret på ham.

”Undskyld, jeg…”

”Det er gas, makker. Aria har fortalt, hvad der skete. Jeg ved godt du ikke havde en skid med det at gøre.” Sagde han og puffede mig let på skuldren. Jeg prøvede at grine med på hans joke, men det lød bare mere nervøst end reelt. Aria kiggede hurtigt mellem os, inden hun trådte lidt væk.

”Hvis bare du giver mig en halv times tid, så får jeg pakket mine ting sammen og så kan vi køre?” Spurgte hun sin såkaldte kæreste, men skiftede med at kigge mellem ham og mig.

”Bare gå i forvejen, så skal jeg nok komme, babe.” Sagde Fred, så Aria igen kiggede mellem os, inden hun sendte mig et sidste blik og så vendte om og gik barfodet hen mod sin hytte. Det så ikke ud til at Fred og jeg skulle udveksle flere ord, så jeg skulle egentlig til at gå min vej, da Fred sagde:

”Du er vild med min dame, er du ikke?” Jeg stivnede et kort øjeblik, mens at mit hjerte sprang et slag over og jeg så vendte mig langsomt om mod Fred igen. Han kiggede på mig og jeg vidste at han havde gennemskuet det hele.

”Bare rolig, makker… Jeg låner kun min pige ud ved visse lejligheder. Hvis du har klaret 2 uger med hende, så har du også fortjent lidt godter, ik?” Jeg lod ham ikke engang fuldende sin sætning, inden jeg farede frem mod ham og vrissede ind i hovedet på ham.

”Aria er meget bedre end dig. Du fortjener hende ikke. Hun er langt over din fucking liga, og du har bare at behandle hende som hun fortjener, for ellers…”

”For ellers, hvad? Så tager du hende fra mig?” Afbrød han mig, så jeg kiggede op på ham.

”Du er ikke den første, der prøver at stjæle min pige, Styles. Så lyt nu til mig og drop det lille drenge crush du har på hende. Hun vil aldrig blive din. Aldrig.” Jeg kiggede en sidste gang på ham, inden han skubbede mig hårdt i brystkassen og jeg så faldt et par skridt bagud.

”Men tak for at have opvarmet hende for mig. Jeg værdsætter at hun ikke er en tør sild. Sådan to uger der, gør et eller andet ved dem, så de ikke føles helt rigtige…”

”Du er et fucking svin!” Rasede jeg hurtigt. Han grinede bare og trak sine grimme, sorte solbriller på igen.

”I det mindste har jeg pigen.” Sagde han, inden han vendte om og gik ned til hytten, hvor Aria befandt sig.

En stor del inden i mig ønskede at løbe efter ham og tæve ham sønder sammen. En anden del af mig vidste bedre, og vidste også, at gjorde jeg det, så ville jeg tabe, og så ville jeg aldrig få Aria at se igen. Jeg så derfor bare til i mens at han nåede ned til hytten og gik ind i den, men desværre smækkede døren hårdt i efter sig.

 

Jeg prøvede ikke at tænke på noget. Jeg havde ikke engang ringet til Louis, men bare sendt ham addressen til campingpladsen og skrevet at han godt måtte komme og hente mig. Han havde skrevet en masse sms’er efterfølgende og også ringet et par gange, men jeg havde ignoreret dem alle. Jeg havde pakket mine tasker og havde derefter sat mig ud på terrassen og kigget hen på Arias hytte, der stod låst i det, der føltes som evigheder.

Mit hjerte pumpede af sted og mit hoved prøvede at sløre mit sind med titusinde forskellige former for tanker. Jeg lukkede dog dem alle ude og fokuserede kun på én af dem. Hende.

Jeg kunne ikke overgive hende til ham. Jeg kunne ikke efterlade hende til ham. Mine teorier om, hvor forfærdelig han egentlig var, var allerede blevet bekræftet 100 procent. Men hvad kunne jeg gøre?

Mine øjne løftede sig, da et stort slam kom fra en dør, som blev åbnet og smækket i igen kort efter. Jeg kiggede over på hytten, hvor Aria kom ud med sine tasker, med Fred efter sig. Jeg rejste mig hurtigt og luntede næsten ned mod hende. Hun stoppede op, da hun nåede bilen. Fred sagde et eller andet til hende, inden hun gav ham sine tasker og så lagde sin arme beskyttende om sig selv og kiggede ned i jorden på vej op til mig. Jeg stoppede op stadig et lille stykke væk fra Freds bil, da Aria nåede op til mig. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig.

Aria kiggede kort op på mig og jeg kunne straks se tårerne i hendes øjenkroge, men også noget andet. Noget nyt.

”Hvad er der sket?” Spurgte jeg hurtigt, da hun prøvede at dække sit ansigt til med sit hår, men jeg så selv hurtigt trak det om bag hendes øre, så det store røde og allerede blålige mærke, viste sig på siden af hendes hoved.

”Det gjorde ikke ondt..” Sagde hun hurtigt og kiggede bekymret på mig. Jeg kunne mærke raseriet bruse op i mig.

”Jeg slår ham i fucking hjel…” Vrissede jeg og skulle til at gå forbi hende og for alvor gå ned og dræbe den kraftidiot.

”Nej, Harry, please lad vær!” Bad hun og greb hurtigt fat ud efter mig. Jeg prøvede dog at vriste mig fri af hendes greb.

”Nej, Harry stop!” Sagde hun og greb fat om mig med begge arme for at trække mig mere tilbage, selvom jeg stadig kæmpede imod.

”Harry… Harry, stop! Harry.. Har… HARRY!” Råbte hun og jeg kunne høre, hvordan hendes stemme knækkede over, så mit hjerte knustes lidt af lyden og jeg så stoppede og vendte mig tilbage om mod hende.

”Please… Jeg beder dig.” Sagde hun mens hendes vejrtrækning var helt tung og panisk. Jeg sukkede lidt og tog forsigtigt fat om hendes hænder og fjernede dem fra min arm.

”Aria, jeg kan ikke lade dig tage med ham. Det ved du også selv!” Sagde jeg hurtigt. En tåre trillede ned ad hendes kind.

”Du ved jeg ikke kan…” Prøvede hun, men jeg var ikke færdig med at kæmpe.

”Ari, jeg er ligeglad med om jeg ender med at få et blåt øje, eller en brækket arm, hvis det er det der skal til, for at beskytte dig.” Sagde jeg og kiggede ærligt på hende. Hun sukkede opgivende.

”Jeg er så frygtelig ked af det, Harry..” Sagde hun grædende. Jeg kiggede kort på hende, inden jeg gik frem og så trak hende ind i min favn, hvor hun straks slog sine arme om mig.

”Bliv hos mig… Jeg beder dig.” Hviskede jeg ned i hendes hår, så hun snøftede.

”Bare… Bliv.” Sagde jeg og knugede hende hungrende ind til mig, mens hun knugede sig selv endnu mere ind til mig. Hvor jeg dog i hele verden ønskede, at jeg aldrig nogensinde skulle give slip på hende.

”Aria… Det er så fucking nemt, bare send ham af sted og bliv her. Jeg vil gøre alt for dig, det lover jeg!” Bedte jeg inderligt og mærkede, hvordan mit hjerte knækkede over flere steder. Hun snøftede og trak sig væk fra mig.

”Harry…” Prøvede hun og kiggede op på mig, så jeg hurtigt lagde mine hænder på hendes kinder, så vores øjne mødte hinanden og jeg ville ønske at den her intime følelse vi fik, når vi kiggede hinanden i øjnene, aldrig ville forsvinde. Også selvom jeg vidste, at det var et ønske, jeg aldrig kunne opfylde. Ikke med Aria.

Også selv om hun var den eneste jeg ville opfylde det med.

”Jeg burde ikke være jaloux, du er ikke engang min.” Sagde jeg kort efter med et opgivende grin. Hun sukkede tungt og lænede sit hoved ind til mig, så jeg lænede mit hoved ned mod hendes og kærtegnede hendes kinder en sidste gang, inden jeg kyssede hende over håret.

”Farvel Harry.” Sagde hun og krammede mig en sidste gang. Jeg nikkede svagt inden hun slap mig, for at forsigtigt at plante et kys på min kind. Hun nussede mig i håret og smilede stort op til mig, så jeg smilede lidt tilbage. Hun lagde sin hånd på mit bryst, og jeg lagde hurtigt min hånd oven på, så hun kunne flette vores fingre sammen.

”Jeg vil savne dig.” Sagde jeg lavt. Hun sukkede og nikkede, mens en sidste tåre trillede ned af hendes kind.

”Vi ses.” Sagde hun og trådte så endelig væk fra mig.

”Du behøver ikke tage af sted hvis du ikke vil.” Sagde jeg med det sidste håb jeg havde. Hun gik lidt længere væk indtil begge vores arme var strakte og vi var nødt til at give slip på hinanden.

”Farvel.” Sagde hun lavt, mens jeg kunne høre sorgen i hendes stemme. Hun vendte sig om og gik over til Fred. Jeg så hvordan hun satte sig ind i bilen sammen med ham og spændte sig fast, mens han startede bilen op og bilen satte i gang. Jeg gik lidt længere væk, så Fred kunne komme i gang og derefter køre væk med Aria. Jeg grinede lidt, men det blev hurtigt erstattet af et frustreret suk.

”Farvel Ária." Sagde jeg og så hvordan bilen kom ude af syne, mens mit hjerte gik itu, fordi jeg aldrig skulle se hende mere.

 

Aria P.O.V

Mit hjerte gjorde så ondt og jeg kæmpede for at holde de mange tårer tilbage, selv om flere af dem undslap mine øjnes mure. Jeg rystede helt og jeg prøvede at krumme mig sammen. At Fred lagde sin hånd på mit lår gjorde kun det hele meget værre.

”Jeg er så glad for at du er tilbage.” Sagde han og klemte mit lår. Lige en tand for hårdt, som han altid gjorde. Jeg kiggede bare ud af vinduet. Jeg havde det skidt. Jeg havde kvalme.

”Ja… også jeg.” Sagde jeg stille. Fred grinede nærmest helt triumferende, mens jeg kiggede ned på hans hånd. Det føltes forkert. Så ufatteligt forkert. Jeg endte med at lægge min hånd oven på og prøvede at tage mig sammen. Det her var sådan mit liv var. Jeg skulle måske bare lige mindes om det.

”Du har ændret dig.” Sagde han hurtigt, så jeg kiggede forskrækket op på ham og straks mærkede hvordan nervøsiteten ramlede ind over mig og fik mit hjerte til at hamre hårdt i brystet på mig.

”Din make-up… Du ved, du har det ikke på.” Sagde han. Jeg kiggede mig hurtigt i bakspejlet, og ganske vist. Så var der ikke skyggen af noget af den gamle Aria jeg så længe havde gemt mig bagved. Jeg var helt bar. Helt bar og sårbar og blottet.

”Oh… Ja, det ved jeg. Jeg tror bare jeg har glemt det… du ved, i al den tid.” Sagde jeg hurtigt. Han nikkede og sendte mig så et forsigtigt smil.

”Så er det godt du kommer hjem igen til det normale, hva?” Sagde han, så jeg med det samme kiggede på ham. Hentydede han til at jeg skulle beholde make-up’en?

”Jeg har faktisk overvejet at lade vær… du ved med alt den make-up, det var måske lidt for meget?” Foreslog jeg hurtigt. Han grinede hurtigt, inden han fjernede sin hånd fra mit lår og jeg allerede følte mig meget mere komfortabel.

”Du skal bare hjem, så ordner det sig helt af sig selv. Så bliver ud helt normal igen.” Sagde han og kiggede ud på vejen. Ja, jeg skulle hjem… bare lige hjem, og så ville det hele blive normalt igen, ligesom før. Det hele ville blive lige som før, som om intet havde ændret sig.

Som om de sidste to uger aldrig var sket.

Og åh gud, hvor jeg dog hadede tanken.

Hvor jeg dog hadede alt det her.

____________________________________________________________________________________________

OBS:

DET HER ER IKKE SIDSTE KAPITEL! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...