14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5536Visninger
AA

20. Day 14: Part 1 (13+)

"One more taste of your lips just to bring me back, to the places we've been and the nights we've had

​baby, if this is it, then at least we could end it right"

One Direction - Love you goodbye

 

 

Harry P.O.V

Det kunne ikke være slutningen. Det kunne ikke bare ende sådan der. Det kunne det da bare ikke?! Jeg nåede kun at se Aria tage sine ting og så gå væk fra hytten, inden jeg nærmest tog den nærmest trøje jeg kunne finde og tog over hovedet og havde besluttet mig for at følge efter hende. Men så stoppede jeg ved døren. Jeg havde grebet håndtaget og skulle til at storme efter hende og råbe og skrige ad hende om, at hun ikke bare kunne forlade mig på den her måde. Men jeg stoppede.

Aria havde ret. Vi vidste jo, at det her aldrig kunne blive til noget, og at det alligevel var bestemt til at stoppe når som helst. Hvad end det her så var?

Jeg brugte en hel time på at træde frem og tilbage og tænke over hvorvidt jeg skulle være sur på Aria, eller om jeg mere skulle være sur på mig selv. Derefter brugte jeg en time på at beslutte mig om, hvorvidt jeg burde tage hen til hende igen, eller om jeg bare burde glemme hende fuldstændigt? Derefter brugte jeg en time på at føle mig absolut frustreret.

Jeg kunne ikke lade hende gå på den måde. Jeg kunne ikke bare lade det hele ende på den her måde. Det gav ikke mening at det hele skulle afsluttes på den her måde. Vi kunne da ikke afslutte det hele på den her måde? 2 uger sammen, kunne ikke bare ende så brat. 2 uger sammen med så mange uforklarede hændelser sammen, kunne ikke bare blive kastet uopløst og uforklaret hen i en glemmekasse, som om de intet betød. Som om at hun intet betød noget. Som om at vi ikke var uopløseligt? Som om at vi var noget hun allerede havde kastet hen i glemmekassen? Jeg ville ikke lade alt det her ende i glemmekassen. Jeg ville ikke lade det her gå uopløst og ubemærkelsesværdigt hen. Det skulle ikke slutte på den her måde.

Så jeg gik hen til døren og tog fat i dørhåndtaget igen og trykkede den endda ned og åbnede døren og gik ud… og så stoppede jeg. Endnu en gang stoppede jeg, og hvorfor? Hvorfor skulle jeg stoppe, når den eneste person med alle svarene til mine åbenlyst utallige spørgsmål, var ikke mere end små 100 meter væk fra mig? Hvorfor stoppede jeg op og gik hele vejen ind igen og lukkede døren?

Jo… sagen var jo klar. Fordi Aria allerede havde smidt mig hen i glemmekassen, som det upløselige minde, jeg åbenbart havde i sinde til at forblive. Og alligevel så satte jeg mig ned i den sofa der stod i stuen. Bare sad der, mens timerne passerede forbi og jeg stirrede hen på døren, i håb om at jeg ikke var et uopløseligt minde, der var gået i glemmekassen. Jeg sad der, og jeg blev siddende.

Helt indtil det bankede på døren.

 

Aria P.O.V

Jeg prøvede at få mit tankespind til at gå væk, ved at tage et langt bad, i håb om at vaske de sidste 2 uger ordentligt væk fra mig. Og selv om jeg vaskede mig selv i en hel time, og endda op til flere gange med både shampoo og diverse sæber jeg ikke havde brugt fra mine tasker… Så gik den rene følelse alligevel ikke helt ind i huden på mig.

Jeg prøvede at spise noget, og det gik egentlig fint at spise den pasta jeg havde købt nede i den lille kiosk… men alligevel, så forsvandt sulten ikke helt.

Det var som om at alt hvad jeg gjorde og foretog mig, virkede som nok det første stykke tid. Og dog, alligevel efter en times tid eller to, så følte jeg mig stadig beskidt, sulten, søvnig, drænet…tom.

Jeg prøvede ikke at tænke på ham. Jeg forbød faktisk mig selv at tænke på ham. Jeg prøvede at rearrangere mine tasker. Vaskede min lille bunke af opvask op. Satte min telefon til opladning for at få liv i den, for derefter at glemme alt om den. Alt i alt imens jeg følte mig mere og mere… tom. Alt var ligesom ikke nok. Der manglede noget hele tiden. Noget ekstra. Noget mere. Noget bedre.

Der manglede hele tiden et eller andet, og selv om jeg så mange gange som muligt, prøvede at benægte det over for mig selv. Så vidste jeg jo godt, at det ikke var noget, der manglede, men nogen. En bestemt, en speciel en… en der udfyldte al tomheden inden i mig. Også selv om det var så ufatteligt forkert.

Men det var jo nødt til at slutte sådan her! Jeg kunne ikke gå tilbage til ham… det kunne jeg ikke byde ham. Jeg havde jo hele tiden vidst, at der ikke skulle startes noget, kun fordi jeg vidste at slutningen bare ville knuse mig. Ligesom den gjorde nu.

Jo mere jeg tænkte på afskeden, jo større blev tomheden og hullet i mit bryst. Jo mere jeg tænkte på at kaste ham væk, jo større blev sorgen og tomheden. Tomheden fyldte mig mere og mere, og får hver ekstra time jeg endte med at sidde der på gulvet og stirre hen på døren, forværrede bare det hele. Til sidst besluttede jeg mig for at lægge mig ind i sengen og prøve at sove den kommende forfærdelige nat igennem.

Der lå jeg i en hel time, og bare stirrede op i loftet, og følte mig mere tom og trist end nogensinde før. Jeg følte mig så elendig til mode og så dårlig.

Hvorfor skulle han gøre det her ved mig? Hvorfor kunne jeg ikke bare smide ham hen i glemmekassen og let passere væk fra ham, som om intet var hændt? Hvorfor kunne jeg ikke bare have et enkelt lille øjeblik for mig selv, hvor han ikke havde den fulde kontrol over min tanker og bare lige kort kunne forlade mit hoved. Hvorfor kunne jeg ikke bare smide ham væk og forlade de sidste 2 uger og lade som om de aldrig var sket?

Hvorfor kunne jeg ikke få mit hjerte til at holde op med at banke så ufatteligt smertefuldt i brystet på mig, ved tanken om at forlade ham?

Jeg satte mig op i min seng og gned mig lidt på hovedet, da jeg fik kigget ned ad mig selv. Mit hjerte sprang et slag over og et tungt suk undslap mine læber. Vi havde pakket vores tasker så hurtigt her til morgen, så at jeg havde fået taget noget af hans tøj, ubemærket over i min kuffert, overraskede mig overhovedet ikke. Det overraskede mig heller ikke, at jeg havde taget hans t-shirt og brugt den som nattrøje. Han havde taget kontrollen over mig. Helt uden at jeg selv havde lagt mærke til det. Og desværre, ville jeg lade ham gøre det.

Vi kunne ikke bare gå i glemmebogen. Ikke på den her måde.

Mine ben tog over mine tanker, og førte mig op ad sengen og hen ad stuegulvet og barfodet gennem døren og ud på terrassen. Derefter tog mit halve hjerte over og fik mig til at gå barbenet og kun iført Harrys hvide t-shirt som nattrøje hen over campingpladsen og til hytten skråt over for mig. Det førte mig endda hele vejen op til verrandaen og derefter var der ikke meget tanke over nogle som helst handlinger. Jeg trak vejret ind og holdt det, mens at jeg i et håb om at Harry ville åbne den dør klokken 02:31 om natten.

Lige indtil den gik op og Harry viste sig for mig i dørkarmen og mit hjerte slog tungt i brystet. Han stod lige der foran mig. I sine klassiske sorte stramme og alt for hullede jeans og en klassisk kortærmet skjorte med de første par knapper åbne. Håret hængende let og bølget ned over hans skuldre og hans fangende grønne øjne, der kiggede ind i mine.

”Aria?” Spurgte han forsigtigt, mens at min åndedræt blev tungere og tungere.

”Undskyld… men jeg kunne ikke sove og…” Prøvede jeg stammende. Han tog dog med det samme fat i min hånd og kiggede hurtigt om der var nogen, der skulle holde øje med os i mørkets dyb, så tankerne om hvor forkert det her var, spillede tusinde gange i mine tanker. Han trak mig med ind i hytten og lukkede døren efter mig. Jeg trådte længere ind og nåede ikke engang at vende mig om, inden han gik hen til mig og jeg trådte helt hen til ham, så vi stod som limet op ad hinanden. Han lænede straks sit hoved ned mod mit, så hans allerede vilde åndedræt ramte mig og vi lænede vores pander mod hinanden og jeg kørte mit hoved rundt samtidig med hans, så jeg mærkede alt ved ham. Hans brændvarme kinder, hans vilde åndedræt, hans hænder om min hals, mine læber, mine kinder, i mit hår, alle steder.

”Du må ikke smide mig væk.” Sagde han stakåndet og trak sit ansigt lidt væk, så vi kunne kigge hinanden i øjnene igen. Jeg rystede på hovedet.

”Det vil jeg heller ikke.” Sagde jeg mere ærligt end noget andet. Han sukkede tungt.

”Det her er alt for kompliceret.” Sagde han nærmest hviskende, så realiteten om, hvor sårbart og skrøbeligt det her var, også blev sagt igennem vores stemmer og kropssprog. Jeg sukkede dybt og lagde mine hænder om i hans nakke og tog en håndfuld af hans hår hårdt i min hånd.

”Nogle ting er bare nødt til at være det..” Sagde jeg og kiggede bedrøvet ned i jorden. Han lænede sig forsigtigt ned og kyssede mig på hovedet, så mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig. Jeg hejste mit hoved og kiggede en sidste gang på ham, inden jeg sagde:

”Måske vi kunne ignorere det, bare for en kort stund?” Han kiggede mig i øjnene, og han nåede ikke engang at sige noget, inden jeg lagde mine hænder mod hans kinder og hejste mig selv op mod ham og endelig, lod mine læber ramme hans.

Kysset var kort, men så meget mere intimt end noget som helst andet. Der gik dog ikke mange sekunder, hvor at Harry lod mig kigge på ham, inden han flettede sine læber sammen med mine igen, og igen og igen. Der var så mange kys og berøringer at jeg nærmest følte jeg kunne brænde op. Alt i alt mens at tomheden endelig var væk.

”Jeg vil det her så meget… Bare dig og mig… Dig og mig, hver dag.” Sagde Harry stakåndet i mellem vores utallige kys, så jeg trak mig fra ham og kiggede op på ham. Jeg slap ham helt og trådte lidt væk, så han allerede kiggede søgende efter mig. Lige indtil jeg tog fat nede i kanten på hans t-shirt, som jeg havde på, og begyndte at trække den over mig. Jeg holdt øjenkontakten med hans øjne under hele bevægelsen, mens at jeg lod t-shirten falde til jorden og lod ham betragte mig på den måde, som kun hans øjne kunne. Alt i alt mens at jeg stod helt bar om overkroppen over for ham, og let lod mine fingre gribe fat om kanten på mine trusser og trak dem ned ad mine ben og så til sidst træde ud af dem. Jeg kiggede op på Harry, og han kiggede på mig, mens jeg stod så sårbar og bar overfor ham, som jeg kunne. Vi kiggede på hinanden og så var det som om at vi begge forstod hvad der var sket mellem os, og hvad der skulle ske, for at vi kunne afslutte det. For inden jeg havde set mig om, gik vi i en fælles bevægelse hen til hinanden og kyssede hinanden og rørte hinanden igen.

Alle bevægelserne var dog mere passionerede denne gang. Jeg kæmpede for at få Harrys bælte åbnet, mens at han selv rev knapperne op på sin skjorte og smed den så langt væk han kunne, så jeg kunne lægge mine hænder på hans bare, brændvarme mave og han kunne træde ud af sine bukser. Derefter sank han lidt ned i knæ og greb fat om mine bare lår og trak mig op, så jeg klyngede mig til ham. Jeg lagde ikke mærke til, hvor han førte os hen. Jeg lagde kun mærke til ham, hans kys, hans berøringer og bare ham.

Vi ramte et blødt underlag, så jeg slap ham og kiggede omkring og så at han havde ført os ind til sengen. Jeg lagde mig mere til rette, mens at han fjernede sit allersidste lag tøj og så helt forsigtigt lagde sig ind over mig.

”Jeg er virkelig alt for forelsket i dig.” Sagde han og kiggede mig ind i øjnene. Jeg trak vejret tungt ind og kiggede så op på ham.

”Det ved jeg.” Sagde jeg og lænede så mit hoved mod hans, mens han gjorde det samme, så vores læber mødtes. Han kiggede en sidste gang på mig for at finde min accept til det, der skulle til at ske. Jeg lænede mig bare op til ham og kyssede ham og udviklede kysset, samtidig med at jeg trak ham ned til mig og lod ham fuldende det hele og hele mit halve hjerte.

Han lagde sig helt ind til mig og et enkelt støn undslap mine hænder synkront med hans eget, så jeg lagde mine hænder om hans skuldre og for første gang nogensinde, følte mig elsket.

____________________________________________________________________________________________

Det her er muligvis, et af min yndlings kapitler... det er så rørende og intimt, at jeg helt græder af al den kærlighed som Aria og Harry desværre deler for hinanden. 

Hvad siger i? Har kapitlet muligvis været længeventet? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...