14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5541Visninger
AA

19. Day 13

Run past the rivers, Run past all the light

Feel it crashing and burning, till it all collides”

Dotan – Home

 

Aria P.O.V

Det var egentlig en smule ironisk. De sidste dage havde det regnet, så man nærmest havde troet at skyerne ikke længere indeholdt mere regn. Og lige som man vågnede op den morgen, så var der helt stille. Der var ingen vind, ingen rislen, hverken en lille bitte brise, eller noget som helst. Der var helt stille og ingen lyde nogle steder fra.

Måske var det en hel metafor i sig selv. En skod metafor for den pinefulde stilhed, der befandt sig mellem Harry og jeg. Ingen af os sagde noget, eller lavede nogle lyde overhovedet. Der var helt stille, sådan at det nærmest var pinefuldt. Den morgen efter det hele, var Harry bare vågnet op og have bare rusket i mig uden at sige et enkelt ord. Vi havde pakket vores tasker og pakket alt ned, så jeg nærmest mærkede, hvordan mit hjerte delte sig i to.

En del jublede over endelig at komme væk herfra og fik en del af mig til at overveje, om jeg bare skulle løbe hele vejen indtil jeg nåede en vej, eller en anden form for udvej, så jeg kunne komme så langt væk herfra som muligt. En anden del af mig græd og ønskede at blive og aldrig nogensinde forlade det her sted og tage tilbage til civilisationen. Jeg var splittet omkring hvilken del, jeg skulle følge mest. Selv om jeg tog mig sammen og tog mine tasker på ryggen og fulgte efter Harry ind i skoven og væk fra den nu tomme lejr, som nærmest så helt urørt ud efter at vi havde fjernet vores ting. Så var der stadig noget inden i mig, der føltes helt… tomt. Ulykkeligt.

Jeg gik lige bag Harry og kiggede bare ned på hans fødder, der førte os længere og længere ind i skoven, og samtidig tættere og tættere på hjem. Jeg kiggede en gang i mellem op på ham og var ved at række ud efter hans skulder, for at få ham til at stoppe og vende sig om og kigge på mig, på kun den måde som han gjorde. Men jeg stoppede hver gang. Tøvede, fordi jeg vidste, han aldrig ville kigge sådan på mig igen. Ikke efter det jeg havde gjort. Og dog. Vi havde jo begge været komplet idioter overfor hinanden. Vi havde svigtet hinanden på så mange måder, ved at gøre alle de ting vi gjorde. Harry og jeg havde jo på en måde været det allerværste, der nogensinde var sket for os. Det havde vi jo begge vidst lige fra starten af… alligevel, så vandrede mine tanker videre og tænkte på, om vi nu alligevel også havde været det værste. Hvis Harry havde været det værste for mig… hvorfor sendte jeg så den båd væk? Og hvorfor havde jeg ladet ham komme tæt på? Og hvorfor knuste tanken mig om, at miste ham, mere end nogen anden?

Vi nåede til en lille kløft, hvor et væltet træ hjalp os over. Jeg stoppede op og tøvede lidt, mens at jeg kiggede på, hvordan Harry bare trådte let hen over den. En klump samlede sig i min hals og jeg lagde mine arme trøstende om mig selv. Tårerne pressede på og jeg vidste ikke om der skulle meget mere end et par sekunder til, før jeg ville krybe hulkende sammen, eller et enkelt vindpust.

Jeg kiggede op og så at Harry havde vendt sig om og kiggede hen på mig. Vi kiggede på hinanden, mens at den brede kløft så ud til at skille os mere og mere fra hinanden. Klumpen i min hals voksede sig større og jeg mærkede at en enkelt tåre faldt ned over min kind. Jeg prøvede at skjule det for Harry ved hurtigt at tørre den væk. Dog endte han alligevel med at se mit nederlag, og sukkede så af mig, inden han trådte op på det væltede træ og gik hele vejen tilbage over det, indtil han nåede dens rod, der var lige foran mig. Jeg kiggede op på ham, da han rakte sin hånd ned til mig. Et snært af et håb bredte sig i mig, da jeg tog fat i hans hånd og han så trak mig op på det væltede træ og hjalp mig over til den anden bred. Håbet forsvandt dog straks, da jeg kun lige nåede den anden side og ned på jorden, da han hurtigt slap min hånd igen. Jeg kiggede efter ham, men han var allerede i fuld trav væk fra mig, endnu en gang.

Hold om mig. Jeg beder dig. Hold om mig. Tankerne lød højt i mit hoved, mens jeg kiggede efter ham og hurtigt løb efter ham. Denne gang tog jeg mod til mig og løb op på siden af ham, så vi kom til at gå ved siden af hinanden. Mit hjerte bankede vildt. Tal til mig. Kom nu, jeg beder dig. Sig et eller andet, eller skrig noget. Råb af mig, skrig af mig… KIG NU PÅ MIG! Jeg kiggede op på ham og håbede bedende for at han ville kigge på mig. Jeg orkede ikke at gå i den her stumme tilstand sammen med ham. Det kunne jeg ikke holde til. Kunne han ikke bare sige et eller andet, gøre et eller andet? Råbe bare et eller andet? Bare tale til mig? KOM NU! SKRIG AD MIG!

Tårerne tog til i mine øjenkroge og jeg lod dem falde. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle kæmpe mig igennem det her, hvis det skulle være på den her måde. Vidste ikke, om jeg nogensinde ville kunne gennemføre det her, hvis det skulle være sådan her. Jeg kunne ikke gennemføre det, hvis det skulle være på den her måde. Tårerne trillede ned ad mine kinder og jeg begyndte at snøfte. Snøfte helt vildt, indtil bittesmå hulk undslap mine læber og jeg efterhånden lignede et vrag. Men inderst inde vidste jeg jo godt, at det var det jeg var. Et facadefuldt, følelseskomplekst vrag. Hvordan havde jeg nogensinde troet, at Harry ville være min prins på den hvide hest. Jeg var jo et vrag. En bombe. En katastrofe, der ødelagde alt, som kom for tæt på. Ligesom jeg altid havde gjort.

Alligevel gik der ikke mange sekunder, før en varme sluttede sig omkring min arm og trak den ned ad, og varmede mig hele vejen ned til min hånd. Jeg kiggede ned og så Harrys hånd omkring min. Jeg prøvede at tørre mine øjne med min frie hånd, mens at Harry flettede vores fingre sammen og klemte min hånd hårdt, men beroligende i sin. Et klem, der med det samme fik tårerne til at aftage og mit hjerte til at banke igen.

”Vi skal nok klare den.” Sagde hans hæse stemme, så jeg kiggede op på ham og han kiggede ned på mig. Jeg nikkede forsigtigt på hovedet, så han fjernede sit blik fra mig og kiggede lige ud igen og gik videre sammen med mig.

Efter det gik vi bare. Vi fortsatte med at gå i det der føltes som flere og flere timer. Jeg havde helt ondt i fødderne og jeg havde svedt min trøje igennem og var blevet beskidt efter at have faldet i det mudrede jord flere gange. Vi havde ikke mere mad, og ingen af os havde taget ekstra med, fordi vi begge havde været forudsatte for at komme af sted så hurtigt som muligt. Så både sult, træthed og udkørthed havde ramt mig nu og jeg havde flere gange stoppet op og prøvet at trække vejret dybt ind i mine lunger efter både stejle bakker, kløfter, bække, mudderhuller og hvad naturens helvede ellers havde at tilbyde. Men da jeg i et kort øjeblik kiggede ned på jorden og bare holdt øje med underlaget og hørte lyden af Harrys trin foran mig, lod jeg mig selv zone lidt ud. Helt indtil underlaget under mine våde og smattede gummisko blev tørt og kort efter skiftede fra skovgrund, til asfalt.

Jeg kiggede op og vi havde gjort det. Vi havde nået ud af skoven. Vi havde nået ud af helvedet.

Harry og jeg kiggede hurtigt på hinanden, og jeg gik straks frem mod ham, mens at han gik hen mod mig og jeg mærkede, hvordan en blanding af følelser, som lettelse, udmattethed, opgivenhed, men også lykke, glæde, lyst, ramlede ind over mig, i det at mine hænder ramte Harrys kinder og jeg stillede mig på tæer og skulle til at trække ham ned mod mig, mens han bukkede sig ned mod mig.

”Aria..” Startede han, så jeg kiggede ham lige ind i øjnene og realiteten ramte os begge i det at en bil dyttede højt i det at den kørte forbi os. Jeg kiggede forskrækket efter bilen og fulgte den, mens den kørte rundt om et hjørne på den asfalterede hovedvej, der så ud til at være blevet plantet midt i en skov for nogle år tilbage. Og endda helt frem til et stort skilt, hvor der stod: Campingplads og hytteområde. 2000 meter.

Harry og jeg nåede ikke engang at kigge på hinanden, inden vi i raskt tempo fulgte skiltet og håbet blussede op i mig. Hjem! Jeg skal hjem. Jeg skal endelig hjem!

Vi nåede starten af en grusvej, som med et stort skilt havde skrevet: Campingplads. Ledige hytter: 11. Harry gik fremad og jeg løb op på siden af ham, mens vi sammen gik ind på den lille plads. Vores hænder snittede kort hinanden, så jeg kiggede ventende op på ham. Han trak ikke en mine, men rykkede bare sin hånd hen mod min igen og flettede endnu en gang vores fingre sammen.

”Vi skal finde et kontor..” Sagde han og stoppede op ved det, der mindede om hjertet af campingpladsen. Det var allerede helt overvældende. Der løb børn rundt og legede, mens at flere små hytter var godt befolkede med voksne og små familier. Folk gik rundt og hyggede sig, og jeg blev helt overvældet over at se alle de mennesker. Jeg klemte nervøst om Harrys hånd, så han kiggede ned på mig.

”Vi kommer hjem nu, Ari… Det lover jeg.” Sagde han, mens at vi sammen gik hen til en udestående hytte, som lignede en lille butik, så der var sikkert en reception der. Jeg trak vejret tungt ind, idet at vi gik ind. Endelig havde vi nået en civilisation, og det føltes nærmest helt uvirkeligt, at være i en.

Vi trådte ind i receptionen og en ung kvinde hilste straks på os.

”Velkommen.” Sagde hun smilende. Harry smilede stort og nikkede venligt tilbage til hende. Jeg selv gik bare bag ved Harry. Mit hjerte bankede tungt og langsomt i brystet på mig.

”Hvad kan jeg hjælpe den unge herre og hans veninde med?” Spurgte kvinden bag skranken, mens Harry lige hurtigt kiggede over på mig og så tilbage på den unge kvinde igen.

”Vi skal bare have én enkelt overnatning, hvis det kan lade sig gøre?” Spurgte Harry hurtigt. Jeg kiggede med det samme over på ham, så han kort kiggede på mig ud af øjenkrogen. Den unge kvinde kiggede hurtigt på en computerskærm og tastede lidt.

”Jeg har en enkelt hytte lige her ovre, eller to oppe ved bakken, hvis i ønsker separate?” Spurgte kvinden og kiggede på Harry, der hurtigt kiggede kort på mig og så rystede på hovedet.

”Vi tager en enkelt hytte.” Sagde han. Kvinden smilte, hvorefter hun fandt en nøgle bag disken og fik Harry til at underskrive nogle papirer. Jeg gik over til dem og Harry tog med det samme fat om livet på mig og trak mig ind i sin favn og holdt mig helt tæt ind til sig. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere.

”I må have en romantisk weekend.” Sagde hun og smilede stort til Harry og jeg, og rakte Harry nøglerne til en af hytterne. Harry var på vej ud med min hånd stadig flettet sammen med hans, da jeg kiggede til siden og så en telefon hænge på væggen ved siden af døren.

”Vent… virker den der?” Spurgte jeg hurtigt og kiggede tilbage på den unge kvinde ved skranten. Hun nikkede med et stort smil.

”Ja, bare brug løs. Den kører dog stadig på el-nettet, så hvis den falder ud, må du lige sige til.” Sagde hun venligt. Jeg nikkede hurtigt, inden jeg kiggede frem på Harry og så slap hans hånd.

”Jeg tror jeg bliver nødt til at ringe til…” Startede jeg, men ordene faldt væk fra min tunge, da jeg skulle til at afslutte min sætning.

”Kan det ikke vente?” Spurgte Harry og kiggede bedende på mig. Jeg sukkede tungt. Det her var det uundgåelige øjeblik, jeg havde frygtet så længe.

”Harry, du ved jeg bliver nødt til det… jeg er nødt til at fortælle ham, hvor jeg er…” Sagde jeg hurtigt. Harry kiggede bare ned i jorden, inden han svang sine tasker om på ryggen og så bukkede sig ned og tog mine.

”Jeg er oppe i hytten, nummer 11.” Sagde han. Jeg nikkede og kiggede kort op på ham, mens at han kiggede på mig.

”Aria, jeg…”

”Jeg bliver virkelig nødt til at ringe til ham.” Sagde jeg hurtigt for at stoppe hans sætning, som jeg vidste i sidste ende, ville overtale mig. Og jeg havde ikke brug for mere overtalelse. Harry kiggede bare ned i jorden igen og gik så ud af receptionen. Jeg sukkede tungt og gik så over til telefonen. Jeg satte mine fingre mod knapperne, men mærkede så nervøsiteten stige i mig. Han vil ikke komme til at gøre dig noget. Selvfølgelig sker der ikke noget. Alt er anderledes nu. Er det ikke?

Jeg tog røret op til mit øre og tastede nummeret ind og lod den ringe. Der gik ikke mange ring, før at røret blev taget og hans hårde, kantede stemme lød i den anden ende:

”Det er Fred.” Mit hals snørrede sig sammen og jeg sagde:

”Fred… det er mig.” Et dybt suk lød hurtigt fra ham.

”Så besluttede du dig endelig for at ringe tilbage til mig, hva babe?” Spurgte han, så min mave snørrede sig sammen endnu en gang.

”Hør… jeg er nødt til at fortælle dig noget. Der har været en grund til at jeg…”

”Gået totalt forsvundet sporløst de seneste to uger? Aria, hvor fanden har du været?” Spurgte han nærmest allerede råbende, så jeg kiggede ud ad glasdøren på Harry, der gik op ad bakken op til campingpladsen hytter. Mit hjerte sank til jorden.

”I helvede, tror jeg.” Sagde jeg og prøvede at holde tårerne inde.

 

Det var med meget tunge skridt, at jeg gik op til hytte, nummer 11, hvor der allerede var tændt lys og damp kom ud fra udslusningen. Jeg prøvede at holde tårerne inde, mens at jeg gik hen til døren og let bankede på. Der gik ikke mange sekunder, før at den blev åbnet og en ren og nyvasket Harry mødte mig. Han havde en hvid t-shirt på, stadig med nogle mudrede pletter på. Dog duftede han helt fantastisk og det at se ham helt ren og nyvasket og stående der foran mig, gjorde alt det her så meget værre.

”Hvorfor bankede du på, du kan da bare have gået ind.” Sagde han med et forsigtigt smil og gik væk fra døren og ind i hytten. Jeg blev stående i døren.

”Jeg bliver ikke.” Sagde jeg så hurtigt jeg kunne. Han kiggede hurtigt over på mig.

”Bliver ikke? Her… på campingpladsen?” Spurgte han helt fortumlet. Jeg sukkede opgivende.

”Nej… eller jo… jeg bliver indtil i morgen, for Fred kunne ikke komme før, og..”

”Undskyld mig, a hvad for noget?”

”Harry, please ikke afbryd mig!” Bad jeg hurtigt og kiggede bedende op på ham.

”Kan han først hente dig i morgen… Var det mig, var jeg kommet efter dig med det samme…”

”Men det er du ikke!” Afbrød jeg ham og mærkede den første tåre trillede ned ad min kind. Harry kiggede ramt på mig.

”Harry.. Jeg kan ikke… Jeg kan ikke bo i samme hytte som dig… alt det, der skete i skoven… det der skete med os, og alt hvad jeg har fortalt dig… du er nødt til at glemme det. Det hele.” Sagde jeg og kiggede bedende op på ham.

”Aria… Det kan jeg ikke.” Sagde han og trådte hen til mig igen. Jeg trådte bare et skridt tilbage.

”Jeg er virkelig ked af det, Harry… Men jeg kan ikke det her… Jeg er virkelig nødt til at lade dig være nu…” Sagde jeg og kiggede op på ham og håbede at hans øjne ikke ville få mig til at ændre mening.

”Men hvorfor… Aria, hvorfor nu?” Spurgte han og kiggede bedrøvet på mig. Jeg sukkede tungt og trådte et skridt bag ud og kiggede så ind i hytten og fik øje på bordet. Der var dækket op til to og der var tændt stearinlys og der lå to sandwhicher på hver tallerken, sammen med et glas vand med isterninger. Mit hjerte splintredes i to. Jeg kiggede op på Harry igen.

”Fordi du knuser mit hjerte.” Sagde jeg ærligt. Han kiggede dog bare tungthovedet på mig.

”Men du knuser mit ved at gøre det her.” Sagde han og kiggede ned i jorden.

”Jeg er så ked af det, Harry…” Prøvede jeg, men han rystede bare på hovedet.

”Du kan aldrig blive min, vel?” Spurgte han og kiggede på mig med røde øjne. Det her føltes nærmest som et brud. Et af de allerværste af slagsen. Jeg rystede på hovedet.

”Jeg er glad for at det var dig jeg endte der ude sammen med.” Sagde han dog, så jeg smilede så meget jeg nu kunne, selvom det fik tårerne til at trille ned ad mine kinder i uhæmmede strømme.

”Det er jeg også.” Sagde jeg og trådte væk fra dørtrinnet, så Harry nikkede og accepterede vores brud.

”Måske i et andet liv?” Spurgte han og kiggede en sidste gang på mig. Jeg sukkede tungt.

”Ja… I et andet liv.” Jeg kiggede en sidste gang på ham, inden han tog mine tasker og rakte over til mig, så jeg kunne tage dem og gå væk fra ham, med tårer trillende ned ad mine kinder og et hjerte, der formodentlig aldrig ville slå igen.

Jeg nåede over til den hytte, som jeg havde booket til mig selv og kæmpede med at få døren låst op med den nøgle jeg havde fået. Men jeg blev ved med at tabe dem og mine hulk gjorde det bestemt ikke nemmere for mig at komme ind til dem. Og da jeg endelig kom ind smed jeg mine tasker rasende væk fra mig og var ligeglad med alting. Jeg smækkede døren i og gled opgivende ned ad den, mens at tårerne tog kontrollen over mig og jeg ikke længere vidste om mit hjerte slog, eller om det bare havde givet op.

Inderst inde vidste jeg det jo godt. Jeg havde efterladt mit hjerte i skoven.

__________________________________________________________________________

Jeg prøvede at lege lidt med følelser og metaforer i det her kapitel. hvad synes i om det? Og hvad siger i om Harrys og Arias brud? Tror i det ender sådan, eller mangler der noget? :):

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...