14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5525Visninger
AA

18. Day 12

"They told me that the end is near

We gotta get away from here"

Harry Styles - Sign of the times 

 

Harry P.O.V

Sulten hungrede inden i mig. Jeg var efterhånden blevet så vant til at jeg hver dag aldrig rigtig blev mæt og derfor altid var sulten, at den hungrende tomme følelse i maven, var blevet en vane.

Varmen fra bålet varmede mit ansigt og fik mig til at vågne lidt. Jeg havde ligget og frosset i løbet af natten, fordi Aria og jeg jo blev skyllet længere væk af regnen og derefter måtte gå hjem iført absolut ingenting. Jeg tror dog ikke at det ville give andet end en lille omgang forkølelse. Jeg håbede i hvert fald ikke på andet.

Jeg vendte kødet af det egern jeg havde fanget tidligt i morges, da jeg ikke længere kunne sove, da Aria dukkede op fra skovdybet af. Jeg smilede forsigtigt til hende, da hun gik hen og nussede min skulder i sin forbivej af mig. Mit hjerte bankede så tungt, når hun var i nærheden.

”Fandt du noget?” Spurgte jeg og kiggede om på hende. Hun kiggede hurtigt forskrækket op på mig.

”Hvad mener du?” Spurgte hun hurtigt. Jeg grinede lidt over hendes forskrækkede udbrud.

”Fandt du noget spændende eller brugbart derude?” Spurgte jeg. Hun sukkede og rystede så lidt på hovedet.

”Næ… Jeg tror, du er bedre til alt det der jagt halløj.” Sagde hun og smed sin taske og trak nogle blade og bær op.

”Mon vi mon snart har rippet hele skoven for spiselige ting?” Jokede jeg, så hun kiggede ned på bærrene i tasken. Hun grinede nikkende.

”Måske vi så ender med at udsulte alle dyrene, så de nærmest smider dem selv for vores fødder?” Sagde hun og tog bladene og bærrene og gik over til mig og satte sig ned ved siden af mig. Hun rakte en lille håndfuld over til mig og jeg tog sultent imod.

Vi sad og spiste den lille portion mad i stilhed. Jeg blev ved med at vende egernet, indtil det så helt gennemstegt ud og jeg så kunne tage det af bålet og brække over, så vi kunne få noget kød. Havde man spurgt mig for bare 2 uger siden, at jeg ville sidde her i en skov og spise et stegt egern, mens jeg ingen udsigt havde for at slippe væk, så havde jeg troet at dem, der sagde det, var sindssyge. Men her sad jeg. Jeg prøvede ikke at tænke på det faktum, at vi efterhånden havde gået milevidt i skoven og ingen udvej havde fundet endnu. Vi havde intet tilbage. Alle vores snacks var væk og alt mit tøj var efterhånden også godt snavset og snasket til fra de sidste dages uredelige uvejr. Hvis jeg alligevel tænkte lidt mere over det, så skræmte det hele mig også endnu mere. Hvad nu hvis Aria og jeg aldrig kom væk herfra? Det ville garanteret ikke ende ud ligesom den der film ”Blue Lagoon”, det var lidt mere kritisk end det her… og så alligevel. Der var noget ved den her tilværelse, som faktisk ikke var så slem. Det var så fredfyldt. Her var ingen paparazzier, der hele tiden forlangte et svar om hvad det nye projekt mon ville være, og om jeg vidste om der nogensinde ville komme en One Direction-Reunion? Om rygterne om, at vi faktisk smed Zayn ud, mon var ægte? Her var ingen forventninger, der hele tiden blev kastet i hovedet på mig af alle omkring mig om hvad jeg nu skulle foretage mig. Her var ingen der sagde til mig, at det jeg allermest havde lyst til, var forkert. Her var kun mig. Og på en måde var det en meget bedre tilværelse, end nogen anden.

Oven i det var her så Aria. Og alligevel så gjorde hendes tilstedeværelse det ikke engang værre. Jeg var sikkert gået fra forstanden, hvis jeg skulle være her ude alene. Det havde jo egentlig været min plan fra starten, at jeg skulle ud og bare være mig selv og bare leve i en skov et sted som dette. Men nu, hvor jeg tænkte over det, ville det jo have været røvsygt… At Aria var her sammen med mig, var selvfølgelig forfærdeligt, fordi jeg så havde trukket hende med i faldet om at forsvinde væk til langtbortistan. Og dog… så kunne jeg ikke finde bedre selskab end hende.

Jeg kiggede over på Aria, som slikkede sine fingre rene af det fedtede egernkød, inden hun rensede sine hænder i sine bukser. Jeg grinede lidt og spiste så også resten af mit stykke kød, inden jeg satte mig tilbage og satte mig mere til rette så en solstråle ramte mit ansigt. At solen var dukket op her til morgen i stedet for et par tunge mørke regnskyer, havde nærmest været lykken. Havde der været én dag mere med regn, var jeg nok blevet en smule sindssyg.

”Vejret er fantastisk.” Sagde jeg og lænede mig tilbage og lagde mig med mit hoved oven på mine arme. Aria satte sig lidt mere til rette ved siden af mig, men forholdt sin overkrop oprejst.

”Ja, det er faktisk vildt, at det ikke regner.” Sagde hun enigt.

”Det er lige før, at man bare vil blive her…” Sagde jeg hurtigere, end jeg nåede at tænke det. Aria kiggede om på mig, men ikke med et surt udtryk, men mere et underligt et… et enigt udtryk?

”Ja…” Sagde hun dog og vendte sit ansigt væk fra mit igen.

”Kunne du?” Spurgte jeg hurtigt. Hun holdt sit ansigt rettet væk fra mig.

”Kunne hvad?” Spurgte hun forsigtigt. Jeg satte mig op.

”Blive…” Startede jeg og tænkte lidt over mine ord, inden jeg kiggede på hende.

”Med mig?” Sluttede jeg, så hun vendte sit hoved først om mod mig, inden resten af hendes krop fulgte med.

”Ville du blive her… sammen med mig?” Gentog jeg, så hun kiggede mig i øjnene og mit hjerte igen bankede helt tungt. Hun svarede mig ikke, så jeg kiggede bare lidt på hende, inden jeg lænede mig frem og lagde min hånd i hendes nakke. Mit hoved lænede sig tættere på hendes og hun kiggede mig i øjnene igen.

”Bliv sammen med mig.” Sagde jeg endnu en gang, så hun lagde sine hænder oppe på mine kinder og jeg lænede mig så tæt på hende jeg kunne, så vores næser ramte hinanden og jeg skulle til at dreje mit hoved, da hun trak sig væk.

”Undskyld, Harry… Men jeg…” Startede hun og rejste sig hurtigt op.

”Ari…” Spurgte jeg hurtigt forvirret. Hun så både forskrækket og helt oprevet ud.

”Jeg… Jeg… Jeg er nødt til at gå…” Sagde hun hurtigt og rettede lidt på sit tøj.

”Hvad? Hvorhen?” Spurgte jeg hurtigt og rejste mig op og gik tættere på hende. Hun trådte dog hurtigt et skridt bagud.

”Jeg er lige nødt til at gå lidt, Harry… Jeg… Jeg er bare lige nødt til at gå.” Sagde hun og gik hurtigt væk fra mig og ud i skoven. Jeg sukkede tungt og sparkede så lidt til nogle tørre blade på jorden og bandede kort for mig selv, inden jeg kiggede efter hende. Selvfølgelig ville Aria aldrig vælge mig. Jeg havde ødelagt hendes liv… man valgte ikke en person, der kun voldte en skade. Det vidste alle jo?

Jeg kiggede efter hende endnu en gang, inden jeg denne gang sparkede hårdt til brændet i bålet foran mig, så der røg gnister og brænde ud over det hele og jeg så vrissede højt af det hele. Hvorfor skulle jeg være så fucking dum? Aria ville aldrig vælge mig. Aria var alt for god til mig. Det vidste både jeg og hun selv. Ha! Alle vidste, at Aria aldrig ville vælge mig. Aria var i en helt anden liga, så bare det at spørge hende om at vælge mig, var dødsdømmende. Aria ville aldrig vælge mig. Aria ville aldrig blive. Aria ville aldrig vælge eller blive sammen med mig. Det vidste alle.

Jeg puffede let til bladene foran mig endnu en gang, inden jeg gik over til teltet og satte mig i åbningen. Jeg trak hurtigt mine tasker hen til mig for at gøre status over, hvornår jeg skulle overveje at gå nøgen, da jeg levede på det aller allersidste tøj. Dog imens at mine hænder ledte nede i den store træningstaske, som jeg havde medbragt, ramte de noget hårdt og rektanglet. Jeg stivnede i hele kroppen.

Det jeg trak ud fik mit hjerte til at banke hårdt i brystet på mig. Mine øjne fandt genstanden i min hånd og en øjeblikkelig kvalme kom frem i mig. Hvorfor havde jeg glemt alt om den? Havde jeg kastet den så langt ned i bunden af tasken, at jeg virkelig havde glemt alt om den? Nej! Jeg havde da kigget på den… mobilen var død. Den var blevet dræbt af alt vandet fra den første dag. Den havde ikke overlevet noget af det hele… Det kunne den ikke.

Min hånd skælvede i det at jeg lagde mobilen mere til rette i min hånd, så jeg kunne trykke på tænd/sluk-knappen og holde den inde, som jeg altid gjorde, når jeg ville tænde min mobil igen. Jeg fik et lille håb om at den var helt død og skulle endda til at kaste den fra mig, da en kort vibrering bevægede sig i min hånd, og skærmen lyste op.

Fuck!

Jeg sad nærmest som forstenet, mens at mine øjne kiggede ned over den oplyste skærm, som brugte det sædvanlige stykke tid på at tænde helt op, inden min startskærm kom frem og jeg kunne bruge mobilen, som om intet nogensinde var sket. Mobilen havde været slukket i næsten 2 uger, så hvordan kunne den stadig fungere… jo jo, den havde da 7% tilbage.

Jeg nåede ikke engang at reagere, før at jeg gik ind på google maps og søgte på ”hjem”. Jeg havde dog glemt alt om, at jeg intet signal havde, så selv om mobilen virkede, så var den jo nærmest nytteløs. Jeg rejste mig og gik lidt frem og tilbage, da endnu en vibrering kom fra den og jeg så kiggede ned på kortet i Maps. Og lige som mine øjne så det og jeg selv nåede at fatte det, stod der at vi var 17 kilometer væk fra den nærmeste motorvej.

Mit hjerte bankede voldsomt i brystet på mig og jeg havde den største kvalme. I sær da den ene streg af signal jeg havde fået bare ved at rykke mig et par meter, gjorde at jeg også begyndte at modtage gamle sms’er og ubesvarede opkald. De blev ved med at kime ind, så det nærmest blev helt overvældende og jeg ikke anede uråd om hvad jeg skulle stille op med det. Lige indtil telefonen ringede.

Jeg gispede forskrækket og kiggede ned på skærmen, som oplyste opkalderens navn. Louis.

Jeg trak vejret tungt ind og tog mobilen op til øret. Mit hjerte hamrede af sted. Først skrattede det helt vildt, men lidt efter lidt, kom hans stemme klart og tydeligt ud og sagde:

”Harry?” Det var som om mit hjerte gik helt i stå.

”Harold?” Gentog han, mens at alle verdens ord på en måde forsvandt fra min tunge.

”Louis… Louis, jeg…”

”Wow, hvad så, makker… Hvor er du henne?” Spurgte han hurtigt, så jeg prøvede at samle det, der lignede en sætning. Dog begyndte signalet at skratte og Louis røg lidt ud.

”Vent… Harry?” Sagde han skrattende fra den anden side. Jeg mærkede panikken stige i mig.

”Louis, vent… hvor er du?!” Kaldte jeg og anede ikke, hvordan jeg nogensinde skulle få ordene ud til ham og fortælle det hele. Hvis det altså overhovedet var muligt?

”Harry, jeg kan ikke… dig… sker der?” Skrattede han, så jeg kiggede på telefonen og kunne se at den lille bar af signal, forsvandt.

”Louis!” Råbte jeg ind i telefonen, men den var allerede gået over til en konstant hylende tone, som fortalte mig at signalet var tabt. Jeg vrissede og kiggede på telefonen

”For helvede! Louis! Louis, kan du høre mig?!” Råbte jeg. Alt stivnede dog inden i mig, da et tungt bumb hørtes bag mig og derefter blev afbrudt af et gisp. Jeg vidste med det samme, hvad der var sket, men frygtede det alligevel. Jeg vendte mig dog om og bekræftede mine teorier om Arias tilstedeværelse.

”Aria, jeg…” Forsøgte jeg at starte ud med. Hun rystede bare på hovedet.

”Har den virket… hele tiden?” Spurgte hun og kiggede helt lamslået på mig. Jeg tog mig frustreret til hovedet.

”Nej… eller jo… eller… Jeg ved det ikke… Jeg slukkede den, og så prøvede jeg at tænde den, og så virkede den og…”

”Og du vidste, at den ville virke, hvis du tændte den?” Spurgte hun hurtigt og blev allerede underligt rasende i sin udstråling. Jeg trak vejret tungt ind og prøvede at tage mod til mig, til den storm jeg sansede var på vej mod mig.

”Jeg vil gerne indrømme… at jeg ikke har prøvet før nu…” Startede jeg, så hun nærmest for frem mod mig.

”Så den har virket? Hele fucking tiden?!” Skreg hun nærmest ad mig allerede, så jeg klemte mit ansigt nervøst sammen.

”Ari, jeg troede den var flad. Totalsmadret… Jeg ville bare…”

”Bare hvad, Harry?” Spurgte hun hurtigt. Jeg tog mig igen panikslagent til hovedet.

”Det ved jeg ikke, Aria… Jeg ville vel bare…”

”BARE HVAD, HARRY?!”  Skreg hun mig lige ind i hovedet, så jeg kiggede opgivende på hende.

”Jeg vidste det ikke, okay?! Jeg vidste ikke, at den ville virke… og den virker ikke engang. Slap nu af!” Råbte jeg tilbage til hende. Nu var det hendes tur til at tage sig frustreret til hovedet.

”Du er simpelthen for meget!” Vrissede hun hurtigt af mig.

”Aria, slap nu af… Jeg nåede ikke engang at tale ordentligt med ham…”

”Du talte altså med nogle?!” Vrissede hun endnu en gang. Jeg sukkede opgivende.

”Jeg sagde nærmest ingenting… Jeg vidste ikke engang, hvad jeg skulle sige?” Sagde jeg hurtigt. Hun trak vejret tungt ind.

”Hvad med hvordan det egentlig er? Hvad med at alt andet var ligegyldigt, og at vi måske havde mere brug for hans hjælp til at komme væk, end noget som helst andet?” Sagde hun hurtigt, som om det var det mest indlysende jeg kunne have sagt. Det var det selvfølgelig også, men så alligevel…

”Jeg fik ikke engang sagt noget før signalet røg igen… Han sagde heller ikke særligt meget… Aria, undskyld jeg vidste ikke…” Prøvede jeg. Hun tog sig til hovedet og sukkede tungt.

”Du er simpelthen for meget.” Sagde hun til mig, så jeg sukkede og tog mig flovt til hovedet.

”Jeg ved det godt. Jeg tænkte bare, at…”

”Jeg skulle have taget med den båd, da jeg havde chancen.” Jeg kiggede hurtigt op på hende og så godt, hvordan hun kiggede på mig og straks med hver en muskel og bevægelse i sit ansigt, viste at hun havde fucket op, i det at der blev helt stille og vi bare kiggede frosne på hinanden.

”Båd?” Spurgte jeg og mærkede, hvordan mit hjerte stoppede med at banke i brystet på mig. Hun kiggede nervøst på mig og prøvede at undgå mine øjne.

”Ja… der… jeg… Jeg så en båd…” Startede hun.

”Du så en båd?” Spurgte jeg hurtigt og prøvede allerede at bevare roen, så meget som jeg nu kunne.

”Hør her… din telefon virkede!” Prøvede hun at argumentere mod mig. Vreden havde dog allerede hamlet over mig.

”Hvornår så du båden?” Spurgte jeg så fattet som muligt. Aria var allerede helt i totterne.

”Hør, Harry… du var gået, og jeg stod bare for mig selv nede ved bredden og lige pludselig, så dukkede den op og der var to mænd, og…”

”Hvornår dukkede den op, Aria?!” Vrissede jeg denne gang, så hun tav og så kiggede op på mig.

”I går. Nede ved vandet… der var to mænd i den, og de spurgte om jeg havde brug for hjælp, men jeg sagde nej…” Mit hjerte sprang et slag over og en knude samlede sig straks i min hals.

”Du sagde nej?” Spurgte jeg og anede snart ikke hvad der var hoved eller hale i alt det her.

”Ja..” Indrømmede hun helt blankt. Jeg prøvede at holde mit raseri tilbage, men desværre tog det overhånd.

”Aria, hvad fuck tænker du på?!”

”Hvad tænker du ikke på? Det er dig, hvis telefon har virket hele fucking tiden!” Råbte hun af mig.

”Den har ikke virket! Den virker ikke engang nu!” Råbte jeg vredt tilbage til hende. Hun vrissede højt.

”Det er princippet! Du vidste, at den virkede og alligevel sagde du ingenting! Du er så fucking lusket, Harry Styles!” Råbte hun og trådte truende frem mod mig.

”Lusket? Kalder du mig lusket? Det er dig der har løjet under hele turen… du er hende den mystiske, som sender vores potentielle eneste håb for hjælp væk! Hvad fuck sker der for dig?!”

”Hvorfor skal du altid skylde skylden over på mig! Det er ikke min skyld vi endte her, så vidt jeg husker rigtigt.” Sagde hun, så jeg hurtigt rullede med øjnene af hende.

”Hør her, var det ikke for mig, så havde du aldrig overlevet indtil nu. Bare indrøm det! Du vil gerne blive her med mig!” Råbte jeg hurtigt, så hun kiggede helt lamslået op på mig.

”Blive… med dig? Du tror altid så højt om dig selv, hva?” Sagde hun helt defensivt over for hendes ufatteligt uigennemtrængelige tykke facade.

”Hvad fanden er det så du vil, siden du sender en båd væk… En fucking båd, Aria!?” Rasede jeg hurtigt. Hun kiggede tavst op på mig igen.

”Fortæl mig, hvad du vil!” Sagde jeg og trådte tættere frem mod hende.

”Fortæl mig, hvad du ønsker… Fortæl mig, hvorfor du sender en båd væk.” Sagde jeg og kiggede ventende ned på hende.

”Bare indrøm det, Aria… Indrøm hvorfor du hellere vil sende en båd væk og blive her, end at tage tilbage til det røvhul du kalder en kæreste..”

”Hold din kæft, Harry!” Råbte hun op i hovedet på mig, så vreden pulserede rundt i mig med det samme.

”Hold selv kæft! Forklar mig, hvad du vil have! Fortæl mig det!” Råbte jeg til hende.

”Jeg vil ikke have noget!” Råbte hun glødende tilbage.

”Hold så op med at fucking lyv!” Hissede jeg frustreret af hende.

”Hold op med at lyve for mig… Hold op med at lyve over for dig selv! Bare sig hvad du allerhelst ønsker… bare sig det!” Sagde jeg og kiggede ventende på hende. Men endnu en gang så forblev hun tavs. Hun sagde ingenting og jeg var sikker på at jeg kunne springe, hvis hun ikke snart sagde bare et eller andet til mig.

”SIG DET!” Skreg jeg nærmest bedende ind i hovedet på hende, så hun kun lige nåede at kigge op på mig, inden hun råbte:

”JEG VIL HJEM!” Vi kiggede kort på hinanden, mens at hun trak vejret ukontrolleret.

”Jeg vil hjem… Jeg vil væk… jeg vil hjem til min kæreste. Jeg vil væk herfra… og jeg vil ikke blive med dig!” Vrissede hun og kiggede op på mig. Jeg prøvede at kigge i hendes øjne og så om jeg kunne finde den hudløse ærlighed jeg havde set i dem de seneste 12 dage. Men desværre, så var facaden oppe igen… og ærligheden var ikke længere gennemskuelig.

”Okay.” Sagde jeg bare og trådte så et skridt tilbage. Hun kiggede tavst op på mig.

”Vi pakker vores ting og tager af sted med det samme i morgen.” Tilføjede jeg og vendte mig om mod mine tasker. Mest for ikke at vise hende mit knuste hjerte.

”Harry…” Sagde hun skælvende bag mig. Jeg rystede bare på hovedet.

”Nej, Aria… Vi skal hjem. Der er ingen grund til at forskyde det mere. Vi har ikke lavet andet de sidste dage, end at forskyde det. Jeg vil også gerne hjem.” Løj jeg og holdt mit fokus ned mod mine tasker. Hun sukkede tungt bag mig.

”Jeg er virkelig ked af det, Harry…” Sagde hun og kom med et enkelt snøft. Jeg sukkede tungt og måtte selv kæmpe for at holde en enkelt tåre tilbage.

”Det er jeg også, Aria.” Sagde jeg ærligt og vendte mit fulde fokus mod at pakke mine tasker, mens at Aria gjorde det samme og vi ikke længere vekslede nogle ord med hinanden, så jeg vidste at virkeligheden havde ramlet over os og vi havde indset at det her ikke kunne vare ved.

I morgen tog vi hjem. Og på en måde frygtede jeg den mere end noget andet.

___________________________________________________________________________________________

Hvad siger i til det? Hvad tror i der sker, hvis eller når Aria og Harry kommer tilbage til civilisationen? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...