14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5536Visninger
AA

7. Day 1 (13+)

JEG ADVARER MOD VOLDELIGE SCENER OG MODENT SPROGBRUG

 

"You said I will make a survivor

from the ashes of my heart"

The Storm - Lost in the fire

 

Jeg mærkede varmen i mine kinder, da jeg trak lidt i siden af min mundvige og så blinkede en enkelt gang, inden han selv lyste op i et smil og så også selv blinkede en enkelt gang med øjnene, inden vi begge kiggede ud på vejen.

Men i det vi begge fjernede blikket fra hinanden, gik tiden i stå, og det eneste jeg fokuserede på, var lyset fra to forlygter, der lyste os blændende i hovedet, mens lyden af et bilhorn kunne høres i det fjerne og jeg kun lige nåede at ane, hvordan et skrig kvælte sig ud gennem min mund, mens at bilen drejede, da Harry i et snuptag drejede på rattet, og førte os ud over kanten af vejen, så alt sortnede.

**

Jeg kiggede fortumlet rundt, mens lyset fra noget skarpt blændede mine øjne. Jeg tog hånden op foran mine øjne, for at skærme lyset, så jeg kunne kigge rundt. Synet der mødte mig, var dog ikke det jeg havde ventet.

Nuancer af brun og grøn, der blev blandet sammen med det blændende lys oppefra, fik det hele til at snurre. Jeg blinkede et par enkelte gange, for at gøre det mildere for mine øjne. Jeg vænnede mig lidt mere til omgivelserne og kiggede så endelig rundt, for at se...

Træer. Græs. Bark... En skov... En lysning.

"Hvad i..." Dog nåede jeg ikke at fuldende min sætning, inden at et højt støn hørtes. Jeg kiggede bag ud og fik øje på en høj krølhåret fyr, hvis ansigt var trukket sammen i smerte. Jeg lagde hurtigt til smerten fra mit eget hoved. Jeg tog mig til det, men trak min hånd til mig igen, da en kæmpe smerte skød igennem mit hoved omkring min pande, mens jeg langsomt gik hen til den høje fyr, der tog sig til siden og langsomt og hostende kravlede ud af vraget af en stor sort velkendt bil. Den var banket op i et træ og lignede at være smadret til atomer foran.

”Harry?” Spurgte jeg og gik over til ham, da han fik rejst sig op, men tog sig til maven, hvor at…

”Åh gud, Harry!” Gispede jeg og løb over og kiggede på blodpletten fra siden af ham. Han knugede sit ansigt sammen i smerte igen.

”Hvad fanden skete der?” Spurgte han fortumlet og kiggede rundt.

”Jeg tror at vi… Harry, jeg tror vi kørte galt.” Sagde jeg lige så fortumlet som ham. Han kiggede op på mig, som om at han også selv, endelig forstod situationen.

”Fuck!” Bandede han dog, så jeg sukkede tungt.

”Ja… Fuck.” Gentog jeg og kiggede på skraget af en bil, blodet fra såret i Harrys side, mit eget hoved, der dunkede helt vildt og rifterne i mit tøj efter af hvad der lignede på bilen, og den måde jeg landede væk fra den, at jeg var faldet ud af den.

”Fuck!” Vrissede jeg selv igen og tog mig til hovedet og prøvede at ignorere smerten.

”For helvede!” Råbte jeg højt og gik over og sparkede til det ene dæk på bilen, som ikke var helt fladt og skåret op af grene og sten.

”Aria..” Prøvede Harry, så jeg straks vendte mig om mod ham.

”Hvordan fanden kunne du ikke holde øje med vejen!” Skreg jeg nærmest af ham, så han rettede sig op med et enkelt støn og kiggede på mig.

”Undskyld, jeg ved ikke engang hvad der skete..” Sagde han stadig helt fortumlet.

”Du holdt ikke øje med vejen, din idiot!” Råbte jeg rasende.

”Hey, rolig… Jeg ved godt, hvad jeg selv gjorde..” Prøvede han og kiggede opgviende på mig.

”Hvorfor fanden skal jeg så fortælle dig det?” Spurgte jeg og kiggede med hævede bryn på ham. Nu kiggede han vredt på mig.

”Slap så af! Jeg skal nok ordne det… Kan du i det mindste ikke gøre lidt nytte?” Spurgte han og pegede på alle vores ting, som også var spredt ud over det hele.

”Tag dine ting og så går vi op til vejen, og finder ud af hvad vi gør derfra.” Sagde han nærmest helt roligt. Hvordan Fanden, kunne han tage det her roligt? Vi havde kørt galt? Det kunne ingen da tage roligt? Og endda var vi landet helt nede i bunden af en ufatteligt klam skov, hvor jeg sikkert hvert øjeblik det skulle være, ville blive ædt op af igler og flåter. Og så tog han det roligt?… Jeg var ved at sprænge.

”Kraft idiot!” Vrissede jeg bare og gik så over til bilen og prøvede at samle mine ting sammen.

”Hvor mange gange skal jeg sige det? Det var for helvede ikke min skyld? Gider du godt slappe af, vi skal nok få gang i den igen!” Sagde han vredt. Jeg rullede mine øjne af ham.

”Ja klart, hvis du kan få gang i det skrammel, så er du fandme dagens redning, endnu en fucking gang!”

”Slap af, Aria. Jeg ved godt, at det her lort. Jeg skal nok fikse det!” Nu var det hans tur til at kigge vredt på mig.

”Og hvad så hvis du ikke gør? Vil du så gå op og forbløde indtil da på den fucking lange motorvej, eller blive her og forbløde til døde?” Spurgte jeg frustreret. Hvorfor fattede han ikke noget som helst?

”Jeg forbløder ikke.” Sagde han og gik over til bilen og prøvede at fjerne nogle af de mange grene, der lå over det hele. Alle kunne jo se, at bilen aldrig ville kunne køre igen.

”Nej, for du er jo Harry Styles fra verdens allerbedste Boy band, og du er så udødelig og urørlig, så du dør ikke, selv om du kører ud over en fucking kant, når din eneste opgave var at kigge lige ud på vejen…”

”Så holder du op!” Råbte han og farede over mod mig og prustede sig op og blev helt rød i hovedet.

”Åh, bliver du sur nu? Well, get over it, for du har fucking lige ødelagt alting!”

”Hold din kæft, Aria!” Råbte han lige ind i hovedet på mig, så jeg nærmest ikke kunne overskue noget som helst ved ham mere.

”Hold selv din fucking kæft, dit røvhul.” Råbte jeg selv tilbage og gik frem mod ham, så vi stod helt tæt op ad hinanden.

”Selv røvhul!” Vrissede han bare hårdt tilbage, så jeg bed hårdt sammen, inden jeg trak mine arme op og skubbede ham hårdt i brystet.

”Når, så nu bliver du fysisk?” Spurgte han så flabet som han fucking var og gik et skridt frem for hver gang jeg skubbede til ham. Jeg skubbede dog bare hårdere og hårdere.

”Idiot!” Råbte jeg.

”Jeg prøvede at fucking hjælpe dig!”

”Hjælpe mig? Du slog mig næsten i fucking hjel!” Råbte jeg rasende.

”Det var ikke min skyld!”

”Hvis var det så?!” Skreg jeg og fik skubbet hårdt nok til ham, så han faktisk faldt bag over og jeg selv faldt forover og ned på knæ. Han kiggede kort op på mig, og jeg skulle lige til at fare over mod ham og muligvis tæske ham halvt til blods, da et par stemmer kaldte højt:

”Hey!” Alt stivnede inde i mig, da både Harry og jeg kiggede til siden og tre ældre mænd kom gående fra lysningen. Alle klædt i jagttøj.

”Hvad sker der her?” Spurgte en af dem, med en ternet hat og fipskæg. Jeg kiggede mellem Harry og vraget af bilen, inden en impulsiv tanke slog mig og jeg for op og løb over mod dem.

”I bliver nødt til at hjælpe mig. Han er sindssyg!” Råbte jeg bedende.

”Af hvad?” Kunne jeg høre Harry vrisse.

”Sindssyg?” Spurgte den anden mand, med langt gråligt hår.

”Jeg gik helt fredfuldt, da han greb fat i mig og bortførte mig. Han har holdt mig fanget i to dage, i er nødt til at hjælpe mig!”

”Aria, stop!” Skreg Harry og for over mod mig og de tre mænd. Den sidste af dem, stillede sig dog hurtigt frem og skubbede Harry hårdt tilbage.

”Klamme idiot.” Sagde han og trådte frem mod Harry.

”Jeg sværger! Hun lyver!” Prøvede han, men manden trådte bare frem mod ham igen.

”Har din mor ikke lært dig, hvordan man behandler smukke piger?” Spurgte han, så jeg kiggede triumferende bag ud på Harry, som dog kiggede rædselsslagen tilbage på mig.

”Har han gjort det der mod dig?” Spurgte den anden mand med det lange hår og pegede over på vraget af Harrys bil.

”Ja… Jeg prøvede at slippe ud, og så kørte han galt… med vilje!” Løj jeg og kiggede om på Harry igen. Han lignede en, der fortrød alt ved hele sit liv. Lige præcis som han skulle.

”Sådan nogle idioter, fortjener ikke at leve!” Sagde manden foran Harry, så mit hjerte stoppede kort og jeg så kiggede på Harry, der kiggede helt stumt og frossent op på manden, der trak sit jagtgevær ud af hylstret. Vent..

”Nej… Nej, vent… Jeg mente det ikke sådan!” Fortrød jeg og prøvede at løbe over mod Harry, men blev straks hevet tilbage, da manden med fipskægget greb hårdt fat om min arm.

”Han har gjort dig uret. Han skal straffes. Vi skal nok få dig tilbage i sikkerhed.”

”Nej! Du forstår ikke… I må ikke gøre ham fortræd, jeg mente det ikke sådan, okay…” Sagde jeg panisk, mens Harrys sidste minutter var talte.

”Lyver du for os, pigebarn? Laver du små lege?” Spurgte manden med det lange hår.

”Nej… Jeg… Hør, jeg prøver bare at komme væk herfra…” Prøvede jeg og kiggede bedende på ham.

”Så er det ikke den rigtige måde, tøs..” Sagde manden med det lange hår, og fløjtede højt med fingrene, så et højt og rædselslagent vov kunne høres i det fjerne.

”Sådan nogle unger som jer, skal ikke afbryde vores jagt, med jeres barnelege.”

”Jeg sværger, vi leger ikke… Vi prøver bare at komme tilbage til vejen!” Bad Harry over fra bilen af.

”Måske vi skal vise dem, hvad der sker med unge mennesker, der tror de kan lave barnestreger.” Sagde manden med riflen over fra Harry af, inden han også piftede højt, så endnu et højt vov hørtes. Fuck. Hvad havde jeg gjort.

Nej! Jeg beder jer, bare hjælp os, jeg vil gøre hvad som helst!” Bad jeg panisk.

”Aria, tag dine ting og løb!” Råbte Harry, så manden med hatten og fipskægget slap sit hårde greb om min arm, så jeg kunne løbe over og tage mine tasker og ting, mens Harry gjorde det samme.

”Måske vi skulle jagte jer. Det kunne lære jer lidt om manerer.” Sagde manden med riflen, da nogle høje, voldsomme bjæf kunne høres og lyden af det, der virkede som spurtende kæmper kom imod os.

”Harry..” Prøvede jeg, men han greb bare fat i min hånd og satte i spurt væk fra mændene. Desværre lød det til de også satte i løb. Til mit held var jeg barfodet, fordi jeg havde taget mine stilletter af i bilen, den ene aften da Harry ikke havde set det. Dog var mine tasker virkelig tunge.

”Løb Aria!” Skreg Harry, mens jeg fik kigget bag ud og så hvordan de tre mænd løb et par 100 meter bag os, men desværre blev de indhentet af to store sorte rotweilere, der så meget sultne ud.

Jeg greb hårdere fat om Harrys hånd, mens mit hjerte hamrede der ud af og jeg fortrød de sidste 3 dage mere end noget andet. Harrys højlydte, tunge åndedræt hørtes lige ved siden af mig, i synk med mit eget, mens jeg spurtede alt hvad jeg kunne.

Desværre nåede jeg kun lige at se, hvordan skoven sluttede og den åbne himmel tårnede sig over os, og vi faldt.

Vi skreg begge højt, mens vi røg ud over kanten og det frie fald fra skrænten omslugte os, inden vandet omslugte os, og et kæmpe ryk føltes i hele min krop.

”ARIA!” Skreg Harry ovenfra, da jeg nåede op til overfladen og vi begge blev revet fra hinanden af strømmen og blev kastet længere og længere ned ad floden.

”HARRY!” Skreg jeg og fik øje på ham lidt længere fremme, så jeg så hvordan han strakte sine arme ud efter mig. Jeg gjorde det samme og følte en kæmpe lettelse, da vi fik grebet fat i hinanden. Lige indtil vi nåede den værste del af strømmen, der tyngede os ned under og alt igen blev ængsteligt mørkt.

 

Aldrig havde så meget vand kastet sig ud af min mund, da jeg greb fat i kanten på den faste grund og trak mig op. Mine øjne sved og det føltes som om alt luft var blevet trukket ud af mig, så mit hjerte hamrede efter ilt.

Jeg fik trukket mig op af det kolde vand og kæmpet mig op på den faste grund, så jeg endelig kunne kigge mig omkring.

”Harry!” Kaldte jeg og kiggede rundt i den mørke skov, der kun var omslugt af træer og atter store træer. Lige indtil mine øjne mødte Harry, der selv kastede vand op og trak vejret tungt ind.

”Harry!” Råbte jeg og kravlede over til ham, for at hjælpe ham. Desværre slog han bare hårdt ud mod mig, så jeg faldt hårdt tilbage.

”Tal aldrig til mig igen.” Sagde han rasende og kiggede dræbende på mig.

”Harry, jeg…”

”JEG HADER DIG!” Skreg han lige ind i hovedet på mig, så mit hjerte sprang et slag over.

Helvedet var begyndt.

___________________________________________________________________________________________

Fra nu af bliver kapitlerne ret lange, så forvent lidt længere kapitler, men til gengæld fyldte med en masse spændende!! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...