14 days in hell ~ Harry Styles fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2017
  • Opdateret: 30 dec. 2017
  • Status: Færdig
Når du er i en situation, hvor du ikke ved hvor du er, hvad du skal gøre, eller hvordan du kommer væk. Så er der ikke så meget tilbage at gøre, end at håbe på et mirakel, stole på hinanden og håbe at helvedet snart er ovre.
Da Harry Styles sammen med hans opsamlede mystiske blaffer Aria ender i en situation, hvor den eneste måde at komme igennem det på, er at lade paraderne falde og stole på hinanden. Kan de så overleve, eller vil det blive deres livs værste mareridt?

14Likes
67Kommentarer
5524Visninger
AA

6. Crashing souls

You'll never know what went well

Then again it just depends on

How long of time is left for you”

Imagine Dragons – On top of the world

 

Aria P.O.V

Det her var en pinsel... Nej, det her var nærmest røv irriterende. Eller rettere sagt, Harry var røv irriterende! Specielt fordi han ikke ville holde op med at kæfte op, om alt muligt og intet!

"Hvor er det egentlig du skal hen?" Spurgte han, så jeg udslap et suk.

"Nord." Svarede jeg bare kort, mens jeg kiggede ud på trafikken, der susede forbi.

"Bor du der?" Spurgte han og overhalede en forbi kørende på vejen. Jeg sukkede og kiggede opgivende til siden på ham. Mente han det her helt seriøst?

"Noget." Svarede jeg koldt og kort igen, og prøvede så at fokusere ud på vejen igen.

"Hey... hør nu, jeg prøver bare at starte en samtale." Prøvede han og kiggede bedende på mig. Jeg kiggede forsigtigt på ham ud af øjenkrogen, og kunne mærke at jeg faktisk forstod ham lidt, men nej... Jeg kunne ikke forstå ham, lige meget hvor meget jeg end prøvede.

"Hvad hvis jeg ikke har lyst til at føre en samtale med dig?" Spurgte jeg og hævede det ene øjenbryn lidt overlegent, så det var hans tur til at kigge irriteret på mig.

"Jeg synes du bliver underligere og underligere." Sagde han og grinede lidt, måske fordi jeg måbende åbnede munden.

"Det kan du da ikke kalde mig, når du slet ikke kender mig." Sagde jeg og rettede så på mit tøj.

"Du kender heller ikke mig." Sagde han og kiggede på mig igen, med det samme frustrerede blik i øjnene, som han havde haft hele morgenen, efter at vi efter en times tid i går aftes, da jeg meget modstræbende, men alligevel nødsaget, havde taget i mod hans tilbud om at hjælpe mig med det lift som han så tydeligt mente, at jeg havde haft brug for. Men så herefter havde holdt ind ved en resteplads for at sove. Jeg havde overvejet, at hvis jeg vågnede før ham, så ville jeg lige så stille smutte væk fra ham, så langt væk som muligt. Det var dog ikke tilfældet, da jeg vågnede op og fandt ud af han allerede var i gang med at køre, og faktisk havde gjort det i en times tid. Jeg var stadig ved den overbevisning om, at han havde taget grueligt fejl. Jeg havde ikke brug for hans hjælp. Jeg havde ikke brug for nogens hjælp, jeg kunne klare mig selv. Det havde jeg altid gjort.

Jeg kiggede overvejende på ham i et kort sekund, inden jeg undslap et opgivende fnis.

”Jeg kender dig godt! I er ligesom ikke så svær at glemme.” Sagde jeg, så han med det sammme kiggede på mig. Han havde godt forstået, at jeg havde hentydet til resten af hans famøse slæng. Jeg grinede lidt.

”I er ligesom over alt, det er ret svært, ikke at lægge mærke til jer.” Sagde jeg og kiggede på ham. Han grinede lidt, men nikkede så med et lidt genert smil.

”Javel, så behøver jeg jo ikke præsenterer mig selv, kan jeg høre.” Sagde han og kiggede ud på vejen igen. Jeg prustede hurtigt.

”Vel gør du så! Jeg kan faktisk ikke vide om det bladene siger, er sandt. Jeg er nødt til at vide om du rent faktisk er sådan, som de siger du er, hvis jeg absolut skal sidde her med dig.” Sagde jeg og lagde mit hoved på skrå. Han fnyste kort, men kiggede så koldt på vejen.

”Og hvad siger de så?” Spurgte han. Jeg lænede hovedet lidt tilbage, og prøvede at huske på nogle af de få artikler, jeg rent faktisk havde læst om One Direction.

”At du er en af de største playere i hele England.” Sagde jeg. Jeg lagde mærke til, hvordan han stivnede i kroppen, for derefter at knuge lidt mere om rettet. Han sukkede hurtigt. Han kom nok i tanke om, at jeg havde nævnt det tidligere, aftenen før. Han tog en dyb indånding og kiggede halvsmilende på mig.

”Jeg må desværre afbekræfte dine teorier.” Sagde han og kiggede på mig. Jeg løftede mit ene øjenbryn, for at kigge overvejende på ham.

"Selvfølgelig skal du det, jeg skulle jo nødigt opdage din store plan om at forføre mig, så jeg vil blive kendt som "Styles nye månedtlige hook up-chick." Sagde jeg, så han hurtigt kiggede med et forundret blik på mig.

"Månedtlige hook up-chick..? Wow, sikke nogle forventninger du har." Sagde han og rystede på hovedet. Jeg trak på den ene skulder.

"Jeg formidlede det. Der findes værre overskrifter." Sagde jeg og blinkede til ham. Han rynkede lidt på øjenbrynene, mens han rystede forundret på hovedet af mig, men heldigvis grinede lidt bagefter.

"Så du er en af dem, der tror på mediebilledet af os?" Spurgte han og kiggede underligt på mig. Jeg rynkede mine bryn lidt sammen.

"Jeg ved ikke andet om dig?" Konkluderede jeg hurtigt.

"Jeg ved heller ikke noget om dig." Sagde han og hævede det ene øjenbryn. Jeg kiggede skævt på ham.

"Touché." Sagde jeg, så han lyste op i et smil. Jeg kunne faktisk godt lide når han smilte. Han havde et ret pænt smil. Selvom jeg selvfølgelig ikke ville indrømme det over for ham.

"Så kan du jo ikke vide, om jeg er som bladene siger?" Sagde han. Jeg tænkte lidt. Jeg måtte indrømme, at størstedelen til min negativitet mod at tage i mod tilbuddet fra Harry om et lift, ikke kun kom fra min elskværdige stædighed, men også om alt det jeg havde læst om ham, og de andre drenge, for den sags skyld.

Jeg havde da idoler, ligesom alle andre. Men noget som jeg aldrig havde kunnet forstå, var hvorfor nogle af alle disse popstjerner og celebrities, kunne lade deres berømmelse stige dem så meget til hovedet. Ikke at Harry havde ladet det stige ham til hovedet, men jeg var ret sikker på, at en hver anden, sikkert ville have reageret ligesom mig, hvis man blev tilbudt et lift af et af tidens største popstjerner. Det var ret forbløffende i sig selv... Men at det skulle være ham, som man så mest af i alle bladene, trak ligesom forbløffelsen lidt højere op. Specielt fordi det mest var negative ting, man læste om ham.

Jeg kiggede lidt på Harry og så at han kiggede på mig, mens han en gang i mellem lige holdt øje med vejen, da køen langsomt vi havde ramt, heldigvis begyndte at rykke sig igen.

"Så bevis det." Sagde jeg og lagde armene bestemmende over kors, så han hurtigt kiggede overrasket på mig, men derefter lyste op i et stort smil. Sådan et smil, hvor man kunne se hans smilehuller og tænder. Hans ret flotte hvide, perfekte tandsmil. Et rigtigt charmerende et endda. Åh gud, Aria, stop dig selv!

”Jeg hedder Harry.” Sagde han og rakte hånden over til mig. Jeg tog mig hurtigt til munden, for at holde mit grin inde og kiggede opgivende på ham.

"Wow... Krølle, virkelig?" Spurgte jeg.

"Krølle? Er vi allerede på kælenavne?" Spurgte han. Jeg tillod mig selv at slå ham slapt på skulderen.

"Seriøst, fortæl mig noget juicy stuff." Sagde jeg og satte mig lidt mere skråt i sædet, da jeg havde taget min sele af. (Hvilket tidligere havde været til stor debat for Harry, da han havde fået et mindre sikkerheds-flip om, hvor vigtigt det var, at jeg beholdt den skide sele på. Men så igen, hvem troede han lige han snakkede med? Jeg er Aria Fitzgerald, det skriger nærmest ukontrollerbart!)

”Fortæl mig noget jeg ikke ved." Fortsatte jeg, så han grinede kort.

"Hvad med at du fortæller mig noget? Jeg ved jo nærmest ingenting om dig." Sagde han og vendte emnet over på mig. Hvor jeg dog elskede når folk gjorde det.

"Hvad hvis du ikke vil vide hvem jeg er." Sagde jeg og gav ham et mystisk blik. Eller mystisk og mystisk, at lukke øjnene lidt sammen og hæve det ene øjenbryn, var hvad jeg kaldte for mit mystiske blik.

"Så er det godt, at jeg er en engageret fyr, som er meget interesseret i andre mennesker." Sagde han. Jeg løsnede lidt op og tog faktisk mig selv i at smile lidt, men udbrød så i stedet:

"For helved, du er både interesseret og det hele. Gud, dræb mig!" Han grinede højt, mens jeg også selv grinede en lille smule.

"Okay, så spørger jeg bare i stedet. Hvem var det du snakkede med i telefonen ved tanken?" Spurgte han. Jeg vendte straks forarget mit ansigt mod ham.

"Lyttede du til min telefonsamtale?" Spurgte jeg og måbede falskt. Han trak på skuldrene.

"Du råbte ligesom lidt... Det var svært at overhøre." Sagde han. Jeg kiggede skævt på ham og besluttede mig for, ikke at give op så let.

"Det synes jeg faktisk ikke kommer dig ved." Sagde jeg. Han kiggede opgivende på mig.

"Sikke en solstråle du er.. Så... Mystisk." Sagde han. Jeg rynkede mine bryn lidt sammen og kiggede forundret på ham.

"Siger du solstråler er mystiske, eller hvad er det du prøver at komme frem til?" Spurgte jeg. Han bed sig i kinden.

"Undskyld.. Jeg prøvede at være sjov, men jeg kan se, at mit forsøg gik lidt i vasken." Indrømmede han. Jeg fniste lidt og førte så en hånd igennem mit hår, inden jeg satte mig tilbage i sædet.

"Den er god med dig, Loverboy." Jeg hørte lige akkurat hans dybe indånding efterfulgt af et dybt suk, inden at vi kom ud af den lange kø, og han så gassede op for speederen.

 

Mine små teorier om, at det her måske nok skulle gå og at jeg ikke behøvede springe ud fra bilen i kørende tilstand, blev efter et par timer, afkræftet. Harry, der faktisk var kommet lidt ned på min hadeliste, lå nu helt oppe igen. Den taber!

”Behøver du helt seriøst at smaske?” Spurgte jeg irriteret og tog mig frustreret til hovedet, da han tørrede sin mund, med sin håndryg. Flabet som han var, grinede han bare af mig. Alt om hvor charmerende han virkede i starten, var nu helt væk.

"Jeg troede du vil lære mig at kende." Sagde han og grinede lidt. Jeg førte opgivende en hånd igennem mit elskede lange brune hår. (Jeg havde en dårlig vane med at pille ved mit hår, når jeg var i frustrerede og ubekvemte situationer. Grusomt irriterende, for at være ærlig.)

"Jo... Men i små bidder. Jeg vil ikke have alt på en' gang!" Sagde jeg og så på, at han tog den sidste bid af sin sandwich og så krøllede papiret sammen i hånden, for at lægge det ned i den lille affaldsluge, der var i bilen.

"Det er min bil, jeg må alt." Sagde han og blinkede til mig. Jeg spærrede øjnene lidt op og sukkede så af ham. Hvorfor var jeg gået med til det her? Hvorfor havde jeg ikke bare været en lille smule viljestærk og sagt nej, så vil jeg slet ikke have været i den her situation. Nej, du ville have været i en, der var langt værre! Jeg sukkede hurtigt og baskede mine tanker væk fra mit hoved og kiggede så ud på trafikken, for at undgå at kigge på smaskende Harry Loverboy taber Styles!

Mørket var endnu en gang faldet på og et par enkelte lygtepæle i vejkanterne, var allerede blevet tændt. Nogle gange kunne det virkelig undre mig, at noget så lille på verdenskortet som England, kunne være så stort jo tættere man kom på. Det føltes næsten som om, at det ville tage os uger nærmest, at komme frem til destinationen. Eller... Min destination. Jeg vidste faktisk ikke, hvor det var Harry var på vej hen. Samme sted måske? Måske længere? Kortere?

"Hvor skal du egentlig hen?" Spurgte jeg hurtigt, så på Harry kiggede på mig.

"Mig?" Spurgte han flabet. Jeg rullede med øjnene.

"Ja, hen. Hvor er du på vej hen? Jeg ved, du ville give mig et lift, men hvor er du egentlig selv på vej hen?" Spurgte jeg. Han kiggede lidt på mig, og vendte så blikket tilbage mod den endeløse vej foran os.

"Ingen steder, tror jeg." Svarede han og trak på skuldrene. Jeg rynkede mine bryn.

"Så du kører bare rundt... Uden nogen endestation?" Spurgte jeg.

"I guess." Svarede han og kløede sig i nakken.

"Hvorfor?" Spurgte jeg og klemte taget om mit lår, da jeg havde mine hænder i mellem mine krydsede ben. Hvorfor er du så nysgerrig, Ari? Harry fnyste lidt.

"Jeg kan vel bare godt lide ideen om, at jeg bare er mig selv og landevejen." Sagde han helt filosofisk. Jeg undrede mig stadigvæk.

"Men... Alene?" Spurgte jeg hurtigt. Han kiggede straks på mig, med et form for tomt blik, så jeg kiggede uforstående på ham. Mon han ville være alene, grundet det jeg havde skimmet om de endelig havde fritid, efter at ham mulatten havde forladt deres gruppe? Var de så alle sammen uvenner, så det var derfor at han var alene? Jeg fokuserede på Harry, der stadig ikke havde svaret, men i stedet sad med et tænkende blik i øjnene.

"Ja.."  Sagde han, men jeg lagde godt mærke til den lidt tøvende udtalelse.

"Det virker bare underligt alene.. Kunne du ikke have taget en af drengene med?" Spurgte jeg undrende. Lad ikke din nysgerrighed tage over, Aria!

"De har alle planer med deres familier og kærester, som de har glædet sig til at se længe." Jeg nikkede lidt, men smilede så hurtigt.

"Hvad så med din kæreste... Kunne du ikke have taget hende med så? Det kunne da have været meget romantisk, sådan med sene natteture i kun lyset fra gadelygterne ved vejene, mens i deler en flaske vin og hører gamle romantiske sange." Sagde jeg og smilede lidt. Harry trak i den ene mundvige, inden han kiggede ned i sit skød og så op på vejen igen.

"Ja, det ville have været meget rart det hele... Hvis jeg havde en kæreste." Sagde han og kiggede på vejen. Noget inden i mig knudede sig lidt sammen. Man havde hørt så meget om, at Harry altid havde forskellige piger med hjem fra diverse natklubber, som han så sås med i et par dage rundt omkring, indtil de blev skiftet ud igen ugen efter... Måske var han ikke til rigtige kærester, men mere bare sådan nogle enkelt aftens-ting, eller hvad man nu kaldte det?

"Hvad med dig?" Spurgte han. Jeg kiggede forvirret på ham.

"Har du en kæreste?" Spurgte han. Jeg bed mig lidt i læben.

"Ja... Ja, det har jeg... Det er faktisk ham jeg er på vej til." Indrømmede jeg, så Harry kiggede på mig.

"Uhh! Så solstrålen har følelser for andre mennesker... Hvem ville have troet." Sagde han og blinkede flabet til mig. Jeg bed dog mine læber sammen og klaskede ham så over skulderen, for anden gang i dag. (Men han fortjente det også!)

"Jeg tror nu mere det er dig, der ikke har følelser for andre, Loverboy!" Sagde jeg ligeså flabet tilbage, så han kiggede opgivende på mig.

"Tak, solstråle. Du sprudler virkelig med så megen positivitet og glæde, at jeg bliver helt påvirket!" Sagde han, så jeg grinede lidt.

"Ej, jeg driller... Du skal nok finde din egen Fred." Sagde jeg og smilede oprigtigt til ham, selv om han rynkede på brynene.

"Jeg er til piger." Sagde han hurtigt.

"Fred...Eline så..." Rettede jeg. Han kiggede på mig og begyndte så at grine højt.

"Du er noget for dig selv, solstråle." Sagde han og grinede af mig.

"Jeg vil bare ikke forsvinde i mængden af normale og originale kedelige mennesker." Sagde jeg, så han udstødte et fnys.

"Tro mig, Aria... Du er alt andet, end kedelig." Sagde han og kiggede på mig, i det, at jeg vendte mit hoved for at kigge på ham, så vi fik direkte øjenkontakt. Jeg så hvordan han trak lidt i mundvigen, så et forsigtigt smil kom frem, mens hans øjne rykkede på sig, for at fokusere på forskellige steder på mit ansigt, inden de runde grønne øjne, mødte mine igen.

Der var et eller andet over hans blik. Det virkede roligt og overværende. Ikke på den måde, at jeg følte han stirrede på mig, men mere på sådan en forsigtigt og rolig måde, som om han bare… kiggede på mig. Ikke på den der måde, som alt for fulde fyre, der står oppe i baren og venter på en lidt for fuld, men stadig frisk pige, kigger på en, som om at de kunne æde dig råt, eller når mødre sammen med deres små børn ser en, og man kan se, hvordan de bare dømmer dig med det samme... Slet ikke. Men mere på sådan en måde, det var helt forsigtig og genert. Han kiggede mig nøje i øjnene, mens han en gang i mellem fokuserede på det der kunne minde om min pande, næse, kinder, læber... Han kiggede på mig. Bare kiggede på mig. Jeg følte mig ikke engang genert, eller utilpas under hans blik, men jeg følte mig rolig. Mere rolig end jeg havde følt mig længe.

Jeg mærkede varmen i mine kinder, da jeg trak lidt i siden af min mundvige og så blinkede en enkelt gang, inden han selv lyste op i et smil og så også selv blinkede en enkelt gang med øjnene, inden vi begge kiggede ud på vejen.

Men i det vi begge fjernede blikket fra hinanden, gik tiden i stå, og det eneste jeg fokuserede på, var lyset fra to forlygter, der lyste os blændende i hovedet, mens lyden af et bilhorn kunne høres i det fjerne og jeg kun lige nåede at ane, hvordan et skrig kvælte sig ud gennem min mund, mens at bilen drejede, da Harry i et snuptag drejede på rattet, og førte os ud over kanten af vejen, så alt sortnede.

* * * 

Hvad siger i? Virker det lovende, og hvad tror i der kommer til at ske? ;) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...