Assassins | Harry Styles au

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2017
  • Opdateret: 4 mar. 2018
  • Status: Igang
Alissa har ikke meget glæde i livet. Ikke efter hvad der skete den ene aften, hun aldrig glemmer.
Hun bruger det meste af sine dage på at bokse, skydetræne, og sigte med kasteknive.
Men hvad sker der når Alissa kommer ud i noget rigtig skidt, og CIA ud ad det blå, presser hende til at være lejemorder for dem? Hvad sker der når hun møder en makker med meget grønne øjne? Vil der udvikles et bånd mellem dem? Og vigtigst af alt, vil hun kunne klare presset?

Deltager i Alternative Universe konkurrencen med skrivedelen valgmulighed to.

8Likes
0Kommentarer
1856Visninger
AA

9. 8 | Fake War

 

Kapitel 8

Fake War

Alissa

 

 

Irriteret ser jeg på uret i køkkenet. Kvart i tolv om aftnen. Efter turen i skoven i går, havde Nathan overfaldet mig, og jeg var blevet bedt om ikke at snakke til ham hele dagen i dag. Ikke fordi Braylon troede at jeg selv havde fremprovokeret han angrebsforsøg, men simpelthen bare for at holde mig sikker. Men det kunne alligevel også være ligemeget med at passe på ikke at se eller snakke til Nathan, for vi havde haft “fridag” i dag, og jeg havde egentlig bare brugt hele dagen inde på mit værelse. Jeg havde fået tegnet en del tegninger, som jeg havde hængt op rundt omkring inde på værelsets kedelige hvide vægge.

 

Men nu stod vi så her. Klokken kvart i tolv om aftnen ude i køkkenet. Alle iført sort tøj fra top til tå. Braylon havde endnu ikke fortalt os hvad vi skulle her midt om natten. Efter at havde bedt os om at blive stående i køkkenet, var han forsvundet ind ad døren til sit kontor, og ingen havde sagt noget til hinanden endnu.

Nysgerrigt så jeg rundt på de forskellige ansigter. Jeg kunne ikke alle navnene, selvom vi kun var seks. Harry stod længst væk fra mig, ja altså lige på nær Nathan.

 

Braylon kom endelig gående ud fra sit kontor med to selvlysende stofstykker i hænderne. Et i en meget kraftig neongrøn farve, og et i en ligeså kraftig neonorange farve. Forvirret og træt så jeg spørgende på de to stofstykker i hans hænder. Men selvom han så mit spørgende udtryk, ventede han med at fortælle hvad de to lysende stykker stof skulle bruges til, til sidst.

“I skal nu deles op i to hold, og ud i skoven. Det ene hold skal forsøge at erobre det andet holds fane, og omvendt.” Sagde han imens han løftede de to lysende stykker stor op. “I skal se det her som en prøve i forhold til jeres samarbejdsevner. For dem bliver vi nødt til at arbejde med”. Ingen sagde noget. Den akavede larmende stilhed, beviste bare alt for meget, at Braylon havde ret med at vi skulle arbejde med vores samarbejdsevner.

 

Braylon så lidt fra person til person som om han grundigt overvejede et eller andet, inden han åbnede munden og sagde “Harry, Alissa, og Andrew er det første hold. Jeres fane er den orange, som i får udleveret lige om lidt. I skal forsøge at få fat i den grønne fane. Er det forstået?” Vi nikkede alle inden han fortsatte “Jacob, Nathan, og Jace er det andet hold. Jeres fane er den grønne, og i skal forsøge at få fat i den orange. Er det forstået?” Alle drengene nikkede ligeså lydløst som vi andre havde gjort, og Braylon fortsatte sin endeløse talestrøm. “Disse geværer er ladet med simulatomsskud. Når de rammer et sted på kroppen vil det gøre ligeså ondt som et rigtigt skud, men der vil intet ske jer, udover en smerte der varer imellem et minut og halvandet, så i hurtigt kan komme på benene igen”.

Braylon bad os om at tage et skydevåben vær, og sendte mit hold afsted ud i skoven som de første.

Vi havde nu gået et stykke tid i skoven, og ingen havde sagt noget endnu. Andrew gik et par skridt foran mig, og Harry gik tavst ved siden af mig. Jeg havde vores selvlysende orange fane i hånden, og overvejede hvor vi kunne placere den, så det andet hold ikke ville kunne finde den.

Reglerne var bare, at man ikke måtte gemme fanen, sådan at man ikke ville kunne få øje på den.

 

Andrew stoppede brat op, og jeg vadede fraværende lige ind i ryggen på ham. Forvirret så jeg op på hans lyse hår, og lagde mærke til frygten i hans blå øjne. Jeg så over på Harry, som havde en ligeså skræmt grimasse i ansigtet som Andrew. Og så hørte jeg det. Lyden af løbende skridt og forpustede åndedræt. Voldsomt hev Andrew mig væk fra stien og ind mellem alle træerne i skoven, ned at ligge på maven i skovbunden, og fanen gemt under hans jakke, så man ikke kunne se dens lys. De lå på hver deres side af mig, og jeg kunne kunne høre Harry forsøge at trække vejret så lydløst som muligt, og besluttede mig for, at jeg nok måtte gøre det samme. Lyden af løbende skridt kom nærmere og nærmere, og pludselig kunne jeg se tre par sko og deres ejere stoppe op. Vi lå ned ad den lille bakke, som løftede stien, så den lå lidt højere end skovbunden. Duften af gran fyldte mine næsebor, men jeg kunne ikke koncentrere mig om den nu. Vi lå mindre end en meter fra det andet hold, men heldigvis var det så mørkt, at de ikke havde fået øje på os endnu.

“Vi vinder helt sikkert!” Lød Jaces stemme alt for overlegent. Nathan lo, og Jacob sagde hæst “Ja helt sikkert! Har du set deres hold? En bold idiot, en lille pige, og en arrogant med krøller, ikke noget der ville kunne slå os!”.

Arrigt tog jeg fat i en rund sten, klemte om den for ikke at springe op fra vores skjulested og slå dem i fjæset. De satte i løb igen, og vi kravlede op på stien igen. “Hvorfor i al verden stopper de bare op for at nedgøre os? Jeg troede at de ville snakke taktik eller sådan noget?” Så jeg spørgende på drengene. Andrew trak forvirret på skulderne og Harry stod bare og så efter dem.

“Vi skal i hvert fald vinde over dem nu!” Sagde han inden han begyndte at gå.

Vi havde fundet det vi ville bruge som vores ‘base’, eller i hvert fald det sted vi ville gemme vores fane. Harry klatrede op i et træ og bandt den lysende orange klud fast til en gren der ikke lige var til nå, men den ville heller ikke være nem at se på lang afstand. Da hans fødder ramte jorden igen, hørte jeg et råb. Jeg kunne ikke lige høre hvem det var, men jeg vidste at det var en fra det andet hold.

 

De andre havde vidst også hørt det, for de begyndte i hvert fald at gå med lyden. Og snart, fandt vi det andet holds gemmested. De stod på en lille sti, og sigtede forskellige veje med deres skydevåben, klar til at affyre hvis de så os.

 

Vi listede stille tilbage igennem træerne i den mørke skov, til vores fane for at lægge en strategi. “Okay, så spillet er færdigt så snart der er en der har fået fat i fanen”. Sagde Harry efterfulgt af Andrew der sagde “Så Harry og jeg kommer stormende fra den ene side og distraherer deres opmærksomhed, og du Alissa, klatrer op i træet og tager deres fane”. Jeg nikkede som tegn på at jeg var med på planen, og vi forsvandt igen ind i de mørke træer for at finde det andet hold.

 

Vi kom til deres lille sti, og drengene blev stående i den ene ende af stien, imens jeg langsomt bevægede mig ned i den anden ende, så jeg ville være parallelt med fanen, og derefter løbe øver stien og op i træet.

Drengene og jeg havde ikke som sådan aftalt et signal, da det ville være for risikabelt, tænk nu hvis de det andet hold kunne høre os. Så derfor aftalte vi bare, at jeg havde ti minutter til at komme ned i den anden ende inden de stormede ind på stien. Og heldigvis var jeg hurtigt nede i den anden ende, kun et par skridt fra stien og fanen, da drengene løb ud på stien og prøvede at skyde Jace, Nathan og Jacob.

 

Det andet hold vendte sig allesammen og skød mod Harry og Andrew, og jeg så derfor mit snit til at krydse stien. Gruset larmede under mig, og Jacob vendte sig om og fik øje på mig. Jace og Nathan skød stadig med Andrew og Harry. Jeg spurtede så hurtigt jeg kunne over mod træet med mit falske gevær i hånden som forsvar mod Jacob. Han skøn efter mig, men ramte ikke. Mit gevær sad i en sele rundt om min overkrop, så jeg rykkede det bare om på ryggen, da jeg begyndte at klatre efter deres lysende grønne fane. Jeg kunne høre Jacob stå og skyde efter mig nede på jorden, og håbede bare på at han ikke ville ramme mig. Og på magisk vis ligesom i film, ramte ingen af hans skud. Jeg var kun få meter fra fanen, men min fod gled på den ene af grenene under mig, og jeg var tæt på at falde ned, hvis ikke jeg havde haft godt fast om den gren jeg nu hang i armene i. Forpustet hev jeg mig selv op på grenen og fortsatte opad. Den grænne fane blændede mig næsten da jeg fik fat i den. “JEG HAR FANEN!” skreg jeg så højt jeg kunne, så de ikke behøvede at skyde mere. Men det var kun nogle af skudene der stoppede. Jace og Nathan blev ved med at skyde mod Harry og Andrew, og uheldigvis ramte Jace Harry.

Jeg kom i tanke om nødpistolen jeg havde i bæltet, som jeg skulle skyde med når jeg fik fanen, så Braylon vidste at vi var færdige og hvor han skulle køre hen. Besværligt fik jeg hevet pistolen op ad bæltet alt imens jeg prøvede at klamre mig ind til træet så jeg ikke ville falde ned. Jeg holdte pistolen ud i en arm og prøvede så godt jeg kunne at sigte op mod himlen, inden jeg affyrede den, og et rødt lys lyste himlen over os op. Skuddene holdt op, men jeg blev alligevel oppe i træet for en sikkerheds skyld. Jeg havde trods alt ikke glemt det med Nathan, og jeg havde ikke tænkt mig at komme ned fra træet for derefter at blive skudt. Så hellere blive heroppe indtil Braylon kom. Men jeg behøvede ikke at vente længe inden Braylon kom kørende ned at skovstien i en rød Pickup truck. Jeg klatrede langsomt ned fra træet, og da jeg kom ned stod de allesammen og ventede på mig. Jeg havde den grønne fane i hånden og gav den til Braylon. Han bad os om at hoppe om på laden af bilen, så vi kunne hente vores fane og derefter køre tilbage til huset. Jeg så spørgende på Harry for at se, om han var okay efter at blive skudt, og han nikkede som tegn på, at han var okay.

 

------------------------------------------------------------------------------

Okayyyyyyy

Det var så kapitel 8!

Jeg ved ikke om i har lagt mærke til det, men det her kapitel var meget inspireret af en speciel scene i Divergent.

Jeg er faktisk i gang med at læse den tredje bog nu, hahah.

Jeg håber at i har en god dag!!

-Matilde:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...