Facebook

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2017
  • Opdateret: 30 sep. 2017
  • Status: Færdig
Efter at have giftet sig med den 15 år yngre Christian, er Lene begyndt at frygte om hun er for gammeldags. Hun har svært ved at forstå den moderne teknologi og kan egentligt bedst lide at tingene forbliver de samme. Dette bliver især et problem, da hendes datters facebook bliver hacket og Lene må kæmpe for at finde en måde at hjælpe sin lille pige

0Likes
0Kommentarer
334Visninger

1. Facebook

Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig. Klokken var tre om morgenen, og jeg havde ikke lukket et øje. Tankerne fór rundt i hovedet på mig. Jeg tænkte på Signe. Hvem havde gjort det? Hvem havde så meget imod min lille pige? Eller var det Maria, vedkommende virkelig havde noget imod?

Imellem alle tankerne og spørgsmålene blev Lisas e-mail ved med at dukke op…

Dagen var ellers begyndt som en hel almindelig dag:

o*o*o*

Jeg kiggede på kalenderen, som hang på væggen. 10. januar 2014. Jeg havde stadig svært ved at forstå, at vi var gået ind i et nyt år, men det var vel efterhånden på tide, at jeg forstod det. Juleferien var allerede forbi, Christian var begyndt på arbejdet igen, og Tobias og Signe var tilbage i skolen.

Jeg gik tilbage til rengøringen og de andre daglige gøremål. Jeg var lige blevet færdig med at støvsuge, da min iPhone 5 bippede ude i køkkenet. Jeg havde fået den i julegave af Christian og børnene. Jeg var selvfølgelig taknemmelig og glad for, at de havde givet mig en så fin gave, men inderst inde var jeg lidt betænkelig ved det. Ikke ved at det var en meget dyr gave, for Christian havde betalt størstedelen af den, det var jeg klar over. Nej det der gjorde mig nervøs var, at jeg ikke vidste om jeg egnede mig til at være sådan en ”moderne mor”.

I det hele taget blev jeg lidt utilpas, når jeg så på alle de ting, som var kommet, og var blevet skiftet ud mange gange gennem årene, til nye udgaver, der kunne meget mere end den forrige. Dengang jeg var barn, havde vi ikke alt det, og vi brugte meget mere tid udenfor.

Jeg havde efterhånden lært at bruge min smartphone, som det så fint blev kaldt, og jeg fik åbnet den SMS, jeg havde fået fra Signe;

”Hey mor, tager hjem til Maria efter skole. Kan du hente mig engang i aften? Kz S J”

Det lykkedes mig – på trods af at der kom mange rettelser fra autokorrektur – at få svaret at det kunne jeg godt, og at jeg ville komme omkring kl. 18:00.

”K ses” løs svaret. ”K”. Da jeg var barn, plejede man at sige ”Det er i orden”. Det var utroligt, så kort og hurtigt alting skulle være i dag! Efterhånden som teknologien havde udviklet sig, var det danske sprog efterhånden  blevet mere og mere anderledes. Ikke nok med at var kommet at det var blevet utroligt kortfattet, der var også kommet en del engelsk ind i det.

Jeg gik tilbage til rengøringen, og fik klaret det sidste. Da jeg var færdig, satte jeg mig ved den store stationære computer, der stadig stod inde i stuen. De andre ville have smidt den ud, men det var jeg ikke gået med til. Den fejlede intet bortset fra, at den var ret langsom, og det brød de andre sig ikke om. Derfor var jeg gået med på et kompromis, hvor jeg fik lov til at beholde den stationære, og de andre måtte få en bærbar computer. Den var dog blevet skiftet ud mange gange, og nu var det en MacBook, der var det nye og moderne. ”Gad vide hvor længe det så vil holde?” tænkte jeg da vi fik den. Den lå ovre på sofabordet. Den var så tynd og let, at jeg ind imellem var bange for, at den skulle gå i stykker, hvis man ikke var meget forsigtig med den. Christian og børnene havde flere gange prøvet at lære mig at bruge den nye bærbar, men det var simpelthen alt for kompliceret for mig. ”Du skal bare have lidt mere vilje til det,” plejede Christian at sige. ”Du lærte jo at bruge den stationære, ikke?” Ind i mellem kunne jeg ikke lade være med at blive lidt irriteret på ham, men det var vel en af ulemperne ved at gifte sig igen, denne gang med en mand der var femten år yngre end sig selv. Jeg fortrød bestemt ikke, at vi havde fundet sammen! Det havde været kærlighed ved første blik, to år efter min skilsmisse…  men indimellem kunne det godt gå mig lidt på at alle i huset, undtagen mig altid havde fart på, og altid kendte til den nyeste teknologi…

Den del af teknologien, der gjorde mig mest nervøs, var internettet. Selvfølgelig brugte jeg det selv til ting som at betale skat og nogle gange læse nyheder. De ting jeg ikke var for glad for var alle de nye ting det kunne. Man kunne bruge det til GPS og købe ind – og så var der alle de hjemmesider, som folk brugte til at komme i kontakt med hinanden: Facebook, Twitter, Skype og mange flere. Også det havde Christian og børnene prøvet at få mig med til, men jeg kunne ikke rigtigt se pointen i at dele hele sit privatliv over en hjemmeside.

Jeg holdt mig hellere til at læse mine e-mails. Jeg havde fået en fra min søster Lisa, som boede i Aalborg. Det var nu rart nok at kunne få en besked med det samme. Før i tiden kunne man ikke engang ringe til hinanden, og var nødt til at skrive breve, som først nåede frem flere dage senere. Det var også rart at kunne få en SMS fra sine børn for at sikre sig, hvor de var, men det var nu nemmere, dengang mobilen havde knapper.  

I e-mailen stod der som der plejede, hvordan de havde det, og hvordan vejret var. Den linje mit blik fæstnede sig ved, og som jeg læste igen og igen var: ”Nu har Mikkel også fået Facebook. Han er rigtig glad for det, og bruger det hele tiden”.

Mikkel var kun 11 år gammel! Hvad kunne en elleveårig skrive om på Facebook? Jeg vidste kun lidt om de ting, som Signe og Tobias skrev om, og det var ting som ”klar til fest!”

De næste linjer fik mig til at sukke og læne mig tilbage i stolen. ”Hvad med dig? Har du egentlig fået Facebook endnu? Mikkel søgte på dig, men kunne ikke finde dig. Jeg ved godt, at du bedst kan lide tingene gammeldags, men er du ikke lidt bange for at virke gammel, overfor din unge mand?”

Først blev jeg vred. Hvordan kunne hun dog skrive sådan noget? Jeg havde altid været vant til min søsters bramfrihed, men det her…

Kort efter blev jeg ramt af nervøs. Havde Lisa ret? Var jeg for gammeldags til Christian? Og hvad værre var, syntes han også det?

Før jeg nåede at tænke mere over det, ringede min mobil. Det var Signe, der ringede, og jeg kunne med det samme høre, at der var noget galt.

”Mor? Er du sød at hente mig nu?”

”Hvad er der galt, skat?” spurgte jeg bekymret.

”Er du ikke bare sød at hente mig?”

”Jo, men hvad…?” Hun lagde på før jeg fik talt ud. Jeg fik slukket computeren, taget overtøj på, og kørte ud efter min datter.

Hun stod i indkørslen foran Marias hus, da jeg kom. Hun satte sig ind i bilen uden et ord. Jeg kunne tydeligt se, at hun var ked af det, men jeg kendte hende godt nok til at vide, at jeg ikke burde spørge. I hvert fald ikke lige nu.

Turen hjem var i tavshed, og med det samme  vi kom ind i indkørslen, fór hun ud af bilen og ind i huset. Jeg skyndte mig efter hende. Det var længe siden, at jeg havde set hende så oprevet over noget.

Da jeg bankede på døren til hendes værelse, kunne jeg tydeligt høre den høje musik derinde fra. Hun svarede ikke, men jeg gik ind alligevel. Hun sad på sengen med benene trukket ind til sig og panden mod knæene. Jeg satte mig ved siden af hende, og strøg hende på ryggen. ”Hvad er der galt, skat?” spurgte jeg.

Hun så op på mig, og tårerne begyndte at løbe. Hun begyndte at hulke løs, og jeg trak hende ind til mig. Efter at have siddet sådan længe, ville Signe endelig fortælle, hvad der var galt:

Signe havde haft sin computer med ud til Maria, så de havde siddet med hver deres. Pludselig, inde på Facebook var der nogen, der havde skrevet på væggen noget meget personligt om Maria. ”Og der stod, at det var mig, der havde skrevet det,” græd Signe. ”Men det var det virkelig ikke, mor. Du må tro på mig!”

Jeg troede bestemt på min datter, men det havde Maria ikke gjort.

”Jeg prøvede at sige, at jeg måtte være blevet hacket, mor, men hun ville ikke tro på mig. Hun mente, at selv hvis jeg var blevet hacket, hvordan skulle så hackerne så vide det? Hun fortalte mig det i dag, og hun havde ikke sagt det til nogen anden!”

Det her var lige præcis, hvad jeg havde været bange for! Signe kunne jo ikke bevise, at hun var blevet hacket. Og hun kunne heller ikke bevise, at der var andre, der havde lyttet til deres samtale – for det måtte der jo have været. Hvordan skulle nogen ellers vide det? Det var derfor, jeg ikke brød mig om Facebook. Man hørte om så mange, der blev hacket, og dermed blev udsat for alt muligt. Derfor var jeg også ligeglad med, om Lisa mente at jeg var gammeldags… eller om Christian mente at jeg var for gammel... Nej jeg måtte ikke tænke på det nu! Lige nu gjaldt det om at hjælpe Signe. Hvordan jeg så end skulle bære mig ad…

Jeg ringede til Christian, og bad ham komme hjem så tidligt som muligt, så vi kunne snakke det her igennem. Så snart han kom hjem, satte vi os alle omkring køkkenbordet.

”Selvfølgelig tror vi på dig, Signe,” sagde Christian, og jeg nikkede. ”Spørgsmålet er, hvem det kan være, som har gjort det. Du har ingen ide om det selv?”

”Nej. Maria har ikke fortalt det til nogen andre end mig.”

”Kan der have været nogen, der har lyttet, mens Maria fortalte det?”

”Nej. Vi gik ind på toilettet. Vi kunne ikke se nogen fødder i båsene.”

Hvis det var det eneste sted, de havde talt om det, så måtte det jo være en pige. Hun kunne jo have trukket fødderne op på toiletsædet, så de ikke kunne se dem… men hvordan kunne hun vide, at det var nu, Maria ville dele en stor hemmelighed? Plus at det skulle være en, der på en eller anden måde havde fået fat på Signes kode…

o*o*o*

Allerede før Christian og jeg gik i seng den aften, vidste jeg at jeg ikke ville kunne sove.

Tankerne løb rundt i hovedet på mig…

o*o*o*

Signe blev på sit værelse det meste af weekenden, og hørte så højt musik, at jeg var bange for, at hun skulle få en høreskade. Hun kom kun til måltiderne, og så snart hun havde spist, forsvandt hun igen. Det gjorde ondt at se min lille pige så ulykkelig, men hun ville hverken tale med Christian eller mig om det. Kun Tobias fik lov til at komme ind på hendes værelse, og han tilbragte mange timer derinde hos sin elskede storesøster. Christian og jeg prøvede begge at spørge ham, om han vidste noget, men han rystede bare på hovedet.

Søndag aften kom Signe ned, og satte sig. De første ti minutter var der ingen af os der sagde noget, men så sagde Signe alvorligt: ”Jeg vil ikke i skole i morgen.”

”Hvad?” udbrød jeg, og lød nok mere overrasket, end jeg egentligt var. ”Signe, søde skat…”

”Jeg vil ikke, mor,” sagde hun bestemt.

”Signe,” sagde jeg blidt. ”Signe jeg kan godt forstå dig, men…”

”Hvordan skulle du kunne det?” Signe hævede stemmen. ”Du har jo aldrig haft Facebook! Hvordan skulle du overhovedet kunne sætte dig i noget, der bare ligner min situation?!” Tårerne begyndte at løbe ned af hendes kinder.

”Signe!” udbrød Christian. ”Sådan skal du ikke tale til din mor!”

”Signe, jeg kan godt forstå at du er ked af det, men…” begyndte jeg igen.

”Nej du kan ej!” bed Signe mig af. ”Du er alt for gammel til at forstå det!”

”Jamen…” begyndte jeg, men før jeg overhovedet vidste, hvad jeg ville sige, havde Signe forladt bordet, og styrtede ind på sit værelse igen.

Jeg lagde bestikket fra mig, og støttede panden må mine håndflader. Hvordan skulle vi nogensinde få hjulpet Signe igennem det her? Det værste var at midt i min fortvivlelse, dukkede min søsters ord op igen, og denne gang kunne jeg næsten høre hende udtale ordene. Hun havde ret. Jeg var for gammel. Jeg var for gammel til at kunne hjælpe og forstå min egen datter! Hvorfor var Christian overhovedet sammen med sådan en gammel hejre som mig? Nej hvad var det dog jeg tænkte på? Hvordan kunne jeg sætte mine egne problemer over min datters? Det var Signe det her kom an på nu, slet ikke mig!

”Hvad skal vi gøre?” spurgte jeg Christian. ”Hun kan jo ikke bare blive hjemme fra skole.”

”Nej det kan hun i hvert fald ikke,” samtykkede Christian. ”Jeg kan ikke se nogen anden udvej, end at vi ringer til skolen.”

Jeg nikkede. Det var nok det bedste at gøre. Jeg betragtede, hvordan han tog et par bidder mere af sin mad. Hvordan hans mørke hår ikke havde et eneste gråt hår, og hvordan hans ansigt næsten ikke havde nogen rynker. Selv måtte jeg have en forfærdelig masse efterhånden og mit røde hår måtte have mindst ti grå nu. Jeg havde ikke tænkt over det i et stykke tid, men pludselig kom det nærmest væltende… Nej jeg måtte altså skubbe de dumme tanker fra mig!

I stedet for at tænke, vendte jeg mig mod Tobias. Han sad bare, og stirrede ned på sin tallerken, der var fyldt med kartofler og bøf. ”Skal du ikke have mere at spise, skat?” spurgte jeg med så normal en stemme som muligt. Vi måtte jo heller ikke helt glemme ham over alt det her.

”Nej tak,” sagde han stille. Jeg forstod ham godt. Det måtte ikke være let for ham, at se sin ellers så søde og glade søster være helt nede i kulkælderen.

Christian og jeg havde heller ikke nogen appetit, så i stedet for at spise op, ringede Christian til Signes lærer, og jeg ryddede af bordet, og tog en bakke mad med op til Signe. Hun havde ikke spist noget særligt her på det sidste. Allerede før jeg stod ved hendes dør, kunne jeg høre musikken. Hun lå under sin dyne, og jeg kunne se, at hun græd. Jeg satte mig på sengekanten, og trak forsigtigt dynen væk fra hendes  ansigt. Hun trak den hurtigt over sig igen, og på trods af musikken kunne jeg høre hende hulke: ”Gå din vej!”

I stedet for at gå sagde jeg: ”Christian ringer til din skole.

”Hvad?” spurgte hun.

”Jeg sagde… nej sluk for musikken!”

”Nej gå din vej!”

Jeg rejste mig, men ikke for at gå. I stedet gik jeg hen, og trak stikket til hendes radio ud.

Signe kom frem under dynen. ”Sæt den i igen og gå din vej!”

”Nej!” svarede jeg bestemt. ”Signe jeg vil bare fortælle dig, at Christian ringer til din skole. Det er det eneste fornuftige vi kan gøre.”

”Hvad skulle det hjælpe?” fnøs Signe.

”De skal vide det, så de kan finde ud af, hvem det er, der har hacket din Facebook, og sørge for at vedkommende ikke gør det igen,” forklarede jeg.

Signe lagde sig, og stirrede op i loftet med armene over kors. ”Jeg bliver ikke hacket igen.”

”Hvordan kan du vide det?”

”Det kan jeg, fordi jeg har slettet min Facebook. Jeg vil ikke risikere det igen.”

”Hvad har du?” udbrød jeg. ”Åh nej altså, Signe. Du må ikke lade det her stoppe dit liv fuldstændigt. Du er nødt til at komme videre. Og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe…”

”Du bestemmer ikke, om jeg skal have Facebook. Du vil jo ikke engang selv have det, så hvorfor skulle jeg?” Hun vendte ryggen til mig. Jeg ville gå hen og lægge en hånd på hendes skulder, men før jeg nåede det, sagde hun stille: ”Lad mig være, mor. Du er alligevel alt for gammel til at forstå det.”

Jeg opgav og forlod hendes værelse med ondt i maven. Signe havde slettet sin Facebook. Heller ikke den nat kunne jeg sove. Jeg var virkelig chokeret over det, at Signe havde droppet Facebook. Unge mennesker  brugte det til så utroligt mange ting, som at invitere til fester, at fortælle andre hvad der skete i deres liv, og skrive uafbrudt med hinanden. Det var så vigtigt et redskab i dag, og det ville jo nok bare blive mere og mere vigtigt, og brugt af flere og flere. Forstod Signe da slet ikke hvor vigtigt det var?

Jeg blev endnu mere chokeret, da det gik op for mig. Signe havde jo flere gange sagt næsten det samme til mig, når jeg ikke ville lade hende lave en Facebook til mig! Åh du milde… jeg skjulte ansigtet i hænderne.

o*o*o*

Selv om Signe protesterede højt og vredt, blev hun alligevel sendt i skole. Christian sørgede for at hun blev kørt derhen, og gik ind på skolen.

Jeg gik hele dagen, og havde ondt i maven. Hvordan mon det ville gå for Signe? Ville hendes lærer gøre noget? Ville de finde ud af, hvem det var, der havde gjort det? Spørgsmålene kørte rundt i hovedet på mig. I det mindste havde Christian fri i dag, og kunne være der sammen med mig. Han hjalp mig med at få gjort rent, og kørte ud for at købe ind for mig. Da klokken var fire kom Signe hjem. Jeg havde frygtet, at hun med det samme ville løbe grædende op på sit værelse igen, men det gjorde hun ikke. I stedet smilede hun i hele ansigtet, og fortalte mig, hvordan hendes lærer havde samlet alle klasser fra 5 til 9 klasse, og fortalt dem, hvad der var sket, og hvordan hun havde haft det. Til sidst havde en dreng, fra hendes parallelklasse indrømmet, at det var ham, som havde hacket hende og delt Marias hemmelighed. Det viste sig, at han havde været inde i deres klasse i et af frikvartererne, og havde set Signe skrive sin kode. Ude på drengetoilettet havde han, via en luftskakt mellem drenge- og pige toiletterne hørt dem tale sammen om det. Hvorfor han havde handlet, som han havde gjort, kom han dog ikke med et svar på, men som straf skulle han sige undskyld til både Maria og Signe, og han fik to ugers eftersidning. Maria havde grædende undskyldt over for Signe, og virkelig været ked af, at hun ikke havde troet på hende.

Hvor var jeg dog glad for, at det hele var gået over nu!

”Du må undskylde, det jeg sagde, mor,” sagde Signe. ”Du er ikke gammel.”

”Men jeg er nok lidt gammeldags alligevel, er jeg ikke?” spurgte jeg.

”Måske, men det gør jo ikke noget. Du skal jo selv bestemme, om du vil have en Facebook eller ej.”

Jeg gav hende et klem, og derefter smuttede hun op på sit værelse. Sikkert for at oprette en ny Facebook profil.

Christian kom ind i stuen, og satte sig ved siden af mig.

”Jeg hørte hvad I snakkede om,” sagde han. Jeg smilede til ham, og kunne virkelig se, hvor godt han holdt sig.

”Hvad er der galt, skat?” spurgte han.

Jeg tøvede. ”Hvorfor giftede du dig egentligt med mig?” spurgte jeg. ”Jeg er jo langt ældre end dig…”

”Sikke noget pjat, Lene,” udbrød han. ”Du er da ikke spor gammel.”

”Jamen jeg er så gammeldags…” begyndte jeg.

”Og hvad så? Du er som du er, og det er noget af det, jeg elsker dig for. Det er kun hyggeligt, at du holder fast i tingene, som de engang var.  Når jeg prøver at få dig med i ”den moderne verden”, er det bare fordi, jeg vil have, at du ikke skal være udenfor.”

Jeg gav ham et kys.

Den nat havde jeg stadig problemer med at sove, men ikke fordi jeg spekulerede på Signe eller Christian.

Jeg lå og overvejede det. Det kunne jo egentligt være sjovt nok. Jeg kunne jo bare slette det igen, hvis det ikke var noget for mig. Måske kunne jeg endda finde nogle af mine gamle klassekammerater? Jeg kunne jo godt give det en chance…

Forsigtigt listede jeg mig ud af sengen uden at vække Christian og ned i stuen. Jeg tændte den stationære computer, og da den endelig var kommet ind på nettet, skrev jer i søgefeltet ”Facebook”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...