The howls of love (dansk)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 sep. 2017
  • Opdateret: 28 sep. 2017
  • Status: Igang
Efter at have mistet sin far, tvinges Marybelle til at flytte med sin mor til Danmark. Det er en stor omvæltning for en 12-årig pige, der aldrig har haft et godt forhold til sin mor, men intet af dette bliver lettere da hun år senere forelsker sig i en varulv og hendes liv forvandles til en verden hun kun troede fandtes i fantasien.

0Likes
1Kommentarer
359Visninger

1. Kapitel 1

Kærlighed.

Et meget stort ord, som vi mennesker bruger til at beskrive hvordan man holder af andre. Det kan være en dreng der siger til sin kæreste: "Jeg elsker dig." Det kan være en pige der elsker sin hundehvalp, det kan være et tæt veninde par, der er som søstre.

Kærlighed er noget alle mennesker behøver fra en eller anden. Især fra sine forældre. Men desværre er ikke alle der får den kærlighed, et barn fortjener fra sin mor.

Jeg fik i hvert fald ikke nogen fra min.

- Marybelle Keatty

 

 

"Se børn! Nu er vi der lige straks!" sagde Betty glad.

Jeg sænkede bogen 'The Wolf is in your Home', så jeg kunne se ud af forruden. Øv! Betty havde ret: Nu kørte vi ind i det lille villakvarter, Harlev. Det var da et ret flot, af et lille kvarter at være, det måtte jeg give det, men det var ikke noget, der så meget som lignede London! Nej, London var en kæmpe stor by, med butikker, biografer, frisørsaloner, og bedst af alt: Big Ben! Åh Big Ben! Jeg huskede tydeligt, at hver gang jeg stod op, kunne jeg se det fra mit vindue. Der havde jeg ikke haft noget vækkeur.

Her var der kun et par købmænds forretninger.

Hvorfor skulle jeg også tvinges med til det her hul? Hvorfor havde jeg ikke bare fået lov til at blive i England og bo hos onkel Jens? Betty ville vel alligevel ikke lægge mærke til det? Det havde hun ikke gjort de sidste tre måneder, og hun vil nok ikke begynde på det nu?

Hvor ville jeg dog ønske, at alt kunne blive, som for tre måneder siden, da far var i live, og alle var glade! Men nej, intet kunne blive som før nogensinde igen!

Hvis et ikke var for onkel Jens, ved jeg ikke, hvad der var sket, i hvert fald ikke for mit vedkommende. Hvis jeg selv skulle sige det, havde han været mere som en far for mig, end Betty havde været mor for mig. Derfor kaldte jeg hende Betty, i stedet for mor. Hun opførte sig ikke som en.

Onkel Jens havde virkelig gjort alt for mig, men det jeg syntes var mest rørende, var da han tilbød Betty, at jeg kunne blive i England hos ham, fordi jeg blev så ked af det, da vi skulle rejse. Desværre havde hun sagt nej! Hvorfor kunne hun ikke se, at jeg havde brug for at blive? Jeg kendte allerede svaret. Det havde været der, de sidste tre måneder: Betty havde brug for en, der kunne passe de små, når hun blev træt!

Tanken gjorde mig virkelig rasende.

Okay Marybelle, du kan lige så godt prøve at se de lyse sider! Jeg tænkte mig godt om: der er det at onkel Jens, har besluttet at flytte med os. Han skal være vores nabo. Ligesom hjemme i London.

Det var det eneste, jeg kunne komme i tanke om.

Jeg slog det lange brune pandehår væk fra mine blå øjne, (hvorfor havde jeg dog ikke sat det op?) og prøvede igen, at læse i bogen, men nu stoppe bilen. Øv, jeg havde håbet på, at turen ikke ville holde op, at vi ikke ville nå frem. Men nej. Det var endnu en ting jeg ikke havde kontrol over. Ligesom alt det andet der var sket i mit liv, som jeg desværre ikke kunne ændre: jeg kunne ikke ændre at min far var død. Jeg kunne ikke ændre, at vi skulle bo i Danmark. Og jeg kunne ikke ændre at Betty ikke elskede mig.

Betty gik om til bagsæderne, og åbnede den børnelåste dør. Derefter løftede hun en efter en Maja, Leo, Mike og Fie ud og satte dem i en babystol. De var min fire yngre søskende, alle på 1 år. Selv var jeg 12 år, så man kunne vel godt sige, at jeg var en 'førnøler.'

Betty åbnede fordøren, til det sæde jeg sad på, og sagde: "Skal du ikke ud, Mary-bellanda?" med en meget blid stemme. Skal du ikke ud Mary-bellanda? Hvorfor skulle hun absolut kalde mig Mary-bellanda? Uf hvor jeg hader det navn. Jeg mener come on, det er jo ikke engang et navn! Og det var ikke engang hvad jeg rigtigt hed. Mit rigtige navn, var Marybelle-bellanda Keatty. Det mest mærkelige navn, jeg har hørt! Okay det første, Marybelle, var fint nok, men Bellanda?

Endnu engang havde Betty haft en vildt syg ide, som hun havde tvunget min far til at gå med til! Jeg kunne tydeligt huske, da jeg kom grædende hjem fra min første skoledag:

"Hvad er der galt, lille skat?" udbrød min far, da han så mig græde.

Jeg havde grædt så meget, at jeg ikke kunne svare. Far satte sig i sin lænestol, og tog mig på skødet, indtil jeg var faldet ned. Da jeg var holdt helt op med at græde, spurgte han: "Nåh, vil du nu fortælle mig hvad der er galt?"

Jeg nikkede og svarede: "Ovre i skolen, skulle os der lige var startet, stille os op foran alle på skolen, og sige hvad vi hed og hvor vi boede og hvornår vi havde fødselsdag. Da jeg skulle op og sige hvad jeg hed, begyndte næsten alle, undtagen nogen jeg var blevet venner med, at grine!"

Før far kunne nå at sige noget, bankede det på døren. Onkel Jens kom ind, og sagde: "Hej, min pige! Hvordan var din første skoledag?"

Før jeg kunne nå at svare, så jeg at far sende ham et blik, som jeg ikke helt kunne tyde. Onkel Jens havde åbenbart forstået det, og sagde: "Nu skal du se hvad jeg har til dig! En lille gave, som tillykke med din første skoledag!" Jeg tog papiret af, og blev meget glad: Det var mig første fantasi bog.

Om aftenen, da jeg sad og læste i den, hørte jeg pludselig min forældre skændes. Jeg listede hen til døren, for at høre hvad de snakkede om.

"Vrøvl! Det er et smukt navn!" Hørte jeg Betty sige. "Desuden var det din ide, at hun skulle have to navne, og det var din ide, at vi skulle bestemme et hver. Du har truffet din beslutning, og jeg har truffet min."

"Ja, men det går jo ikke at hun bliver drillet med det! Jeg synes altså at vi skal lave det om, så hun ikke hedder Bellanda, eller i hvert fald hedder det til mellemnavn!"

"Aldrig i livet! Jeg nægter at lave det om!"

"Hvorfor ikke?! Vi er hendes forældre! Det er meningen, at vi skal beskytte hende, mod ting som mobning, og det kan vi jo ikke hvis du ikke vil lave det om! Hvorfor betyder det så meget for dig, at hun hedder Bellanda!?"

"Hun er opkaldt efter min mor! Det ved du udmærket godt!"

"Ja, men alligevel..."

"Nej! Det bliver som jeg har sagt og sådan er det bare!"

Siden den dag, havde jeg hadet mit navn. Hver gang nogen spurgte hvad jeg hed, svarede jeg altid bare Marybelle. Hjemme i England, kaldte min familie mig også bare Marybelle, og mine venner og veninder kaldte mig Mary, med mindre Betty, var i nærheden, for de turde ikke andet! Der var et tids punkt, hvor en af mine veninder, Susi, var kommet til at sige Mary, imens Betty hørte det. Betty begyndte straks at råbe op om, hvor Susi vovede at kalde hendes barn et så grimt navn. Siden den dag, havde jeg ikke haft nogen venner eller veninder med hjemme, for hvad hvis Betty overhørte, at jeg ikke blev kaldt Bellanda? Det ville jeg ikke udsætte nogen for igen.

Det var ikke kun mit fornavn, hun ville bestemme. Nej hun ville skam bestemme det hele! Hun havde også ændret vores efternavne fra Keatty til Sørensen! Et typisk dansk navn. (Heldigvis havde onkel Jens lovet at han ville gøre hvad han kunne så jeg kunne blive registreret som Keatty, uden at Betty skulle vide det).

Og der stod hun så, og så helt uskyldig ud, med sit farvede sorte hår, og sine kolde, grønne øjne. Uh! Det løb mig koldt ned af ryggen, hver gang jeg så ind i de små stikkende øjne! Og samtidig gjorde de mig rasende! Det var jo hendes skyld at det var sket!

Jeg så på hende, og svarede: "Mother, you know I can't speak Danish!" med en tone, der lød som om jeg havde sagt det mindst hundrede gange før. Det havde jeg faktisk også. Hendes over venlige ansigt, blev nu til et meget irriteret ansigt, og hendes blide tone, blev meget streng, næsten som om, at hun skulle forklare et barn, hvordan man tæller til to, for hundrede og syttende gang: "Bellanda, jeg har sagt at vi taler dansk nu! Hvor mange gange, skal jeg fortælle dig, at vi ikke længere er englændere, men danskere? Du burde kunne tale flydende dansk nu, vi har jo øvet i mere end en måned!" Hun vendte sig om og gik hen til flyttebilen. Jeg skar en grim grimasse af hende! Den havde hun virkelig fortjent. Især efter så modbydelige hun havde været over for far, det sidste år: hun havde flere gange kaldt han egoistisk, fordi han ikke ville flytte fra London. Betty mente, at hun sådan savnede sin familie hjemme i Danmark. Far havde flere gange foreslået, at hun kunne rejse til Danmark på ferie, for at besøge dem, men nej nej! Det var over hovedet ikke godt nok. Nej, hun ville helt bestemt have, at vi skulle flytte til Danmark, og når far sagde, at det ville være synd for mig og mine søskende – fordi vi kun kendte til England, og ikke kunne tale det danske sprog – og at han ikke ville forlade sin del af familien, kaldte Betty ham, ekstremt egoistisk. Egoistisk! Hun havde overhovedet ikke ret til at kalde ham det, eller nogen andre det! Hvis nogen var egoistisk, så var det hende selv! Hun mente at hun ikke kunne leve, uden sin familie! Øh hallo! Far kunne da heller ikke leve uden sin familie, og jeg ville heller ikke væk fra mit fødselsland, eller mine venner, for den sags skyld!

Men selv om jeg havde grædt, og tigget om at få lov til at blive, havde hun hver gang svaret: "Nej, Bellanda. Du skal flytte med. Jeg har ansvaret for dig, og jeg nægter at blive her. Bare vent til du ser Danmark, det er det mest vidunderlige sted, på hele jorden!"

Hver gang havde jeg svaret: "But I wanna stay here! I wanna stay with my friends!"

"Du vil få nye venner! Og hvor havde du overhovedet tænkt dig at bo, hvis jeg nu lod dig blive?"

"Mybe I could stay with uncle Jens!"

"Nu gider jeg ikke diskutere det her mere! Du kommer med, uanset hvad, forstået?"

Og sådan blev det. Betty havde igen fået sin vilje, og jeg var blevet tvunget med, til et land, som jeg ikke vidste en skid om: jeg kendte ikke indbyggertallet, jeg kendte ikke arealet, jeg kendte ikke deres traditioner, jeg kendte ikke hovedstaden. Jeg vidste ikke noget om det her sted! England vidste jeg næsten alt om:

Indbyggertal: 51.092.000

Areal: 130.395 km2

Hovedstad: London

Flagets navn: Skt. Georgekorset.

"Bellanda, altså! Du bliver nødt til at hjælpe til! Jeg kan jo ikke pakket det her ud alene! Kom så i gang!" råbte Betty, og afbrød mine tanker.

"Mother, please! Please speak slowly, when you speak danish!" råbte jeg som svar.

"Bellanda, jeg vil ikke høre det sprog!" råbte Betty, og lød som om jeg havde sagt en lang række grimme bandeord, og edder. "Jeg ved at du kan! Det kan selv dine små søskende næsten. Hvis du ikke snart lærer det, er du ikke nær så klog som du burde være! Endnu en ubrugelig ting, som du har fået fra din ubrugelige far!" Det sidste sagde hun i en lav tone, men jeg hørte hvert eneste ord.

Jeg var rasende! Sådan kunne man da ikke tillade sig, at tale til sit eget barn! Eller sin afdøde ægtemand. En normal kone, ville side og tudbrøle over at have lidt sådant et tab. Og en normal mor, ville have sagt, at hendes barn måske havde brug for lidt ekstra hjælp, eller skulle arbejde noget hårdere på at lære det!

Desuden kunne jeg da sagtens tale dansk. Onkel Jens og min far havde lært mig at tale flydende dansk den gang jeg var 10 år. de havde aldrig sagt højt hvorfor, men jeg vidste nu at det var fordi de frygtede hvad Betty kunne finde på, så de ville ruste mig til det. det var jeg dem begge meget taknemmelig over, men jeg havde valgt at spille skuespil, så Betty måske kunne indse, at jeg ikke kunne leve her, og at vi eller jeg blev nødt til at tage hjem til England!

Jeg gik ind i huset, for at finde det værelse, der mindede mest, om mit gamle værelse hjemme i England. Jeg kiggede i alle de tre værelser, og blev enig med mig selv om, at det skulle være det jeg sidst kiggede i – det så næsten fuldkommen ud som mit gamle værelse – så jeg gik straks i gang: jeg fik slæbt alle mine møbler – udtagen sengen som onkel Jens skulle hjælpe mig med når han kom – ind. Derefter gik jeg ud efter mit tøj, mine bøger, osv. Da jeg lige skulle til, at sætte min sidste bog på plads, kom Betty ind, og udbrød: "Åh nej Mary-bellanda! Hvad er det dog du laver!? Det her er jo de smås værelse!"

Jeg fik tårer i øjnene, og råbte: "HVAD? DET KAN DU DA IKKE MENE! JEG HAR JO LIGE INDRETTET DET!" Jeg fortrød straks mine ord, for jeg havde lige afsløret mig selv! Min plan var gået i vasken! "Nåh der kan man se! Du kan jo lige pludselig dansk!" sagde Betty hånligt. Nu blev hendes tone meget hård: "Du burde ikke have løjet! Nu bliver jeg nødt til at straffe dig: Først skal du få alle dine ting, ud herfra, så skal du indrette det til de små og du får det mindste værelse, som du selv skal indrette, og du får ingen lommepenge, de næste 5 måneder!"

Det var bare ikke fair! Jeg burde måske ikke have løjet, men alligevel! Jeg vidste at det ikke nyttede noget, at sige hende i mod, så jeg gik i gang. Det var ret hårdt og svært, så jeg blev først færdig omkrig 5:00 p. m. Eller som en dansker ville sige: klokken 17.00.

Da jeg gik ud for at hente endnu en flyttekasse, fyldt med de smås legetøj, så jeg en mand, gå over til Betty. Han rakte hånden frem, og sagde, et eller andet som jeg ikke kunne høre.

Jeg hørte Betty, sige noget meget stille: "Nej. Mine børn ved ikke..."

Pludselig lød min sms tone, fra min mobil. Jeg fór sammen. Det var min ven, Marco hjemme fra England, der ville vide om vi var ankommet nu. Jeg svarede at det var vi, og at jeg virkelig savnede England.

"Mary-bellanda!" Endnu en gang fór jeg sammen. Jeg så Betty og manden, stå ved siden af mig.

"Alex, det her er mit ældste barn: Mary-bellanda."

Manden, der åbenbart hed Alex, rakte mig hånden, men jeg tøvede. Der var noget ved ham, der var forkert. Han virkede underlig. Det var ikke fordi han så mærkelig ud – med sit mørke hår, og meget brune hud (eller jo han havde nogle gule øjne, som jeg syntes så ret dyre agtige ud) – Der var bare noget over ham, der skræmte mig, men jeg vidste ikke hvad.

"Jeg går ind med den her kasse," sagde jeg og skynde mig indenfor. Desværre var Betty lige i hælende på mig. "Mary-bellanda Sørensen. At du ikke skammer dig! Alex er vores nye nabo, og du har bare at være ordentlig, ellers svare jeg ikke for følgende! Nu går du pænt ud og sige goddag!"

"Nej!" svarede jeg. "Jeg går ud og henter en kasse mere. Jeg har rigeligt at se til."

"Det er din egen skyld! Du skulle ikke have løjet! Nu går du med ud og siger pænt goddag!" derefter tog hun fat i min arm, og trak mig med ud. Alex tog min hånd, og rystede den godt og grundigt, og sagde: "Goddag!"

Jeg mumlede et lille "goddag," derefter skyndte jeg mig videre med flyttekasserne.

Mit værelse var rimeligt trængt (Ca. 7-8 m2), så det var godt, at jeg ikke led af klaustrofobi. Jeg fik med stort besvær, indrette det sådan: Sengen stod ved den samme væg, som døren. Lige ved siden af hovedpuden, stod mit skrivebord. Op ad den anden væg, stod mit tøjskab og min bogreol. Jeg tog bogen der hed 'the Wolf is in your home', og begyndte at læse. Jeg blev færdig med den, og så på mit armbånds ur. Det var 19.30. hvor typisk! Betty skulle altid glemme at fortælle at det var aftensmad. Heldigvis, var jeg ikke sulten, så jeg tog min mobil og begyndte at hører radio, imens jeg fandt et billede frem, under mig hovedpude. Det var min far, min onkel og jeg. Det var Det var før, jeg mistede ham, savnet knugede i bryst og tårerne pressede på. Det var seks måneder siden... jeg vidste ikke hvad jeg ville gøre for at få bare ét af hans varme knus, eller bare høre hans stemme igen...

Mine tanker blev afbrudt af radioen: Politiet meddeler, at et stort og farligt rovdyr, er på fri fod! Dyret har dræbt to mænd i nærheden at Århus, vi råder alle til at blive inde...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...