Delightful Actions

Et liv som verdensstjerne, er ikke altid lige let. Specielt ikke når man går fra at være fire sammen, til at stå helt alene på en kæmpe scene. Niall Horans liv ændre sig fuldstændigt i det sekund One Direction, vælger at gå hvert til sit. Niall er måske den samme på ydersiden, men indeni er han en helt anden. Blot det at stå ud af sengen er en kæmpe kamp. Men hvad sker, der når han møder den 21 årige Rain til et meet and greet, og venskaber opstår? Følg med i Delightful Actions og find ud af det.

12Likes
28Kommentarer
3180Visninger
AA

9. Kapitel 9 - Believe it or not?


Det er en dejlig varm sommerdag. Solen står højt på den blå himmel. Rain og jeg er sammen ude og går en tur for at nyde det gode vejr. Vi går i den lokale park, som ikke ligger langt fra hvor jeg bor. Der er skønt at være der, da der oftest ikke er så mange mennesker. Jeg nyder hvert et øjeblik, hvor jeg er sammen med Rain. Hun er så nede på jorden, og det virker ikke som om hun tænker over, at jeg er kendt. Det er længe siden jeg har haft dage, hvor det hele ikke kun handler om, hvad de sociale medier synes, hvad fansene vil høre, og hvad der lever bedst op til nutidens handlinger. Sammen med Rain føltes det som om at være på ferie. Jeg har virkelig trukket stikket ud, når jeg er sammen med hende. For jeg vil ikke miste endnu en af mine gode venner pga. min karriere.

I det sidste stykke tid er mine følelser for Rain, begyndt at ændre sig. Jeg har hele tiden lyst, til at være tæt på hende. Når vi krammer eller hvis vores hænder tilfældigvis kommer til at ramme hinanden, banker mit hjerte hurtigt og jeg føler at jeg begynder at rødme. Når vi ikke er sammen, kan jeg ikke lade være med at tænke på hende. Hun giver mig sommerfugle i maven. Jeg ved ikke, hvad det er, hun gør ved mig, men når vi er sammen, føles det som om jeg er i min egen boble, og min karriere kan være ligemeget. Det føltes som om alt andet, end Rain kan være ligemeget. Jeg har aldrig før haft det sådan i mit liv før. Det er som om hun fylder glæden ud inden i mig, og tænk hvor jeg havde været i dag, hvis ikke jeg skrev til Rain på Instagram, eller endda hvis hun ikke kom til meet and greet’et eller jeg spillede til One Love Manchester.

Imens vi går i parken, kigger jeg flere gange på vores hænder, og overvejer om jeg skal tage hende i hånden. Men jeg kan ikke finde ud af, om det vil være dumt eller ej. Hvad hvis hun ikke føler det samme for mig, som jeg gør for hende? Jeg er bange for at ødelægge det hele imellem os, og det vil jeg ikke. Jeg tror jeg venter, og ser om hun giver noget udtryk for, om hun føler noget for mig også. Det er en dejlig gåtur, hvor der ikke rigtigt bliver sagt så meget og det behøves der hellere ikke. Rain og jeg kan sagtens nyde hinandens selskab i tavshed. Og efter vores gåtur rundt i parken, går vi hjem til mig.

“Niall! Vi skal da se en film.” Udbryder Rain, i det jeg lukker hoveddøren efter os.

“Øhm jo… Selvfølgelig lad os da det.” Svarer jeg lettere forvirret over hendes hurtigt udmelding. Vi går begge ind i stuen og smider os på sofaen. Jeg tænder for fjernsynet og logger på Netflix.

“Hvad har du lyst til at se?” Spørger jeg, mens jeg kører ned over de mange film, der er at vælge imellem.

“Den der!” Siger Rain, mens hun peger på fjernsynet. Hun har valgt filmen ‘Just Wright’, som handler om en basketballspiller, der bliver skadet og skal genoptrænes. Jeg trykker ind på filmen og få sekunder senere går den igang.

Som filmen er igang, kan jeg fornemme Rain rykke sig tættere på mig, men jeg ved ikke, om jeg skal tage det som et signal. Efter et par minutter ligger hun ved siden af mig, og uden at tænke over det, lægger jeg automatisk et tæppe over os og holder armene om hende, for at sikre mig, at hun ikke falder ned. Vi ligger helt tæt sammen. Mig bagved hende og inden længe er vores hænder flettet sammen. Hvordan det skete ved jeg ikke, men jeg nyder det. Mit hjerte galopere afsted som tusind vilde heste. Det er længe siden, at jeg har lagt sådan her med en pige. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår det sidst skete, men jeg ved at det føles fantastisk. Og så endda med Rain, en pige som jeg knap nok kendte for 3 måneder siden. Sådan her ligger vi længe, og jeg nyder at have hende tæt på mig.  Det ender med at vi begge er faldt i søvn, da filmen er slut. 

Jeg vågner op af en lyd, der lyder som et kvalt hulk, og der går det op for mig, at lyden kommer fra Rain. Jeg sætter mig op på den ene arm og kigger over hendes skulder. Mit blik fanger hendes telefon, og jeg kan se en dråbe på skærmen, jeg formoder er en tåre.

“Rain? Hvad sker der?” Spørger jeg stille. Hun siger intet, men rækker blot telefonen om til mig, mens hun tørre sine tåre væk fra øjnene. Jeg tager telefonen og ser på den. Det første der fanger mig, er billedet af to personer, der går side om side. De går på en sti med træer i baggrunden. Det går hurtigt op for mig, hvem de to personer er. Rain og mig. Billedet må være fra tidligere i dag, da vi var ude og gå. Det næste der fanger mig er overskriften ‘Er Rain Campbell, Niall Horans næste nye ofre?’. Hvordan fanden er det lykkedes dem, at få de informationer ud så hurtigt? Der plejer aldrig at være så mange mennesker i den park, og det var kun en kort gåtur for 3 timer siden. Det kan både være paparazzierne, nogle fans eller endda en tilfældig forbipasserende der er gået forbi, og har taget billeder af os. Men hold da op hvor jeg dog synes, det er irriterende.

Det er faktisk først nu, jeg tænker over, hvordan Rain mon har det med berømmelse, og med at verdenen kender til hende. Normalt snakker jeg med mine venner om det, men det har jeg ikke gjort med Rain. Det har bare virket så naturligt, at jeg slet ikke har tænkt tanken om det. Når jeg er sammen med Rain, føler jeg mig ikke som en verdenskendt stjerner, der føler jeg mig blot som Niall James Horan fra Mullingar i Irland. Så jeg ved faktisk slet ikke, hvordan hun har det med det, men ud fra tårerne gætter jeg, at hun ikke har det så godt.

“Rain, de er bare nogle idioter, der mangler noget at skrive om.” Siger jeg og lægger telefonen væk og holder hende tættere ind til mig. Hun vender sig om, så vi ligger front mod front og hun begraver hurtigt sit ansigt i min trøje. Jeg kan høre hun græder. Det er ikke rart at se hende sådan her. Jeg får helt lyst til at krumme tæer og rive mit hjerte ud. Det går ondt at se hende græde på grund af mig. Af min berømmelse, som jeg til tider ikke engang selv vil kendes ved. Medierne kan skrive de mest forfærdelige ting om en, som ikke engang passer. Det ønsker jeg ikke Rain skal opleve. Det er ikke sket indtil nu, hvorfor så overhoved starte på det nu? Det er fandme ikke fair. Jeg vil gøre alt for at beskytte hende. Dette er alt sammen min skyld. Fair nok at de skriver om mig. Det er jeg, så vant til at de gør, men at de nu begynder at skrive om Rain. Den tanke kan jeg slet ikke holde ud.

“Tal til mig Rain. Hvad tænker du?” Spørger jeg stille. Der går lidt tid inden hun svarer.

“Hvorfor gør de det? Hvorfor skriver de sådan om os? Hvorfra ved de hvem jeg er?” Får hun hulket frem.

“For dem er jeg… er vi et objekt, som de tror, de kan gøre hvad de vil med. De ser historier i selv de mindste ting og selvom der ikke er en historie i de ting man gør eller siger, så skaber de den selv. Medierne er gode at have på visse punkter, men de har også en forfærdelig bagside, som jeg ville ønske, jeg kunne styre, så sådan noget her ikke sker. Jeg ville ønske, man selv kunne acceptere hvad de skriver før de offentliggør det, men sådan fungere det, det desværre ikke.”

“Jeg forstår det bare ikke. Hvorfor gør sådan et stort nummer ud af os?” Hun ser op på mig, mens tårerne triller ned af hendes kind. Det er første gang, jeg har set hende være så ked af det. Og det sårer mig forfærdeligt meget, men hendes ord bliver ved med at dreje sig inde i mit hoved. Jeg forstår det bare ikke. Hvorfor gør sådan et stort nummer ud af os? Det føles som et slag i maven. Har hun det ikke som mig? Føler hun ikke det samme, som jeg tror, at jeg føler for hende? Jeg har ikke lyst til at ødelægge vores venskab, fordi jeg får eller rettere muligvis har følelser for hende. Hun er den sødeste pige jeg nogensinde har mødt, og det er utroligt, at jeg har lukket hende sådan inde i mit liv, på så kort tid. Jeg kommer i tanke om, at jeg helt har glemt at svare hende på hendes spørgsmål.

“Fordi det er nyt vi hænger ud…” Men det er fantastisk, jeg vil ikke bytte det for noget andet, afslutter jeg sætningen i hovedet. Og jeg ved, at jeg mener de ord 110 procent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...