Delightful Actions

Et liv som verdensstjerne, er ikke altid lige let. Specielt ikke når man går fra at være fire sammen, til at stå helt alene på en kæmpe scene. Niall Horans liv ændre sig fuldstændigt i det sekund One Direction, vælger at gå hvert til sit. Niall er måske den samme på ydersiden, men indeni er han en helt anden. Blot det at stå ud af sengen er en kæmpe kamp. Men hvad sker, der når han møder den 21 årige Rain til et meet and greet, og venskaber opstår? Følg med i Delightful Actions og find ud af det.

12Likes
28Kommentarer
3123Visninger
AA

5. Kapitel 5 - Up all Night

Jeg ved ikke hvor længe der er gået, siden vi kom hjem til Niall, men jeg ved, at jeg har haft det fortryllende. Det er helt surrealistisk at være i samme hus som ham. Ikke fordi at han er kendt, men mere fordi han er så nede på jorden, og fordi jeg har formået at finde en, der kan aflede tankerne fra Jake. Det sidste stykke tid, er der ikke gået mere end en time, hvor jeg ikke har tænkt på Jake, men lige nu er jeg sikker på, at der er gået mindst 3 timer uden at tænke på ham. Denne teori får jeg da også bekræftet, da jeg kigger ud af det store panoramavindue udover byen, hvor jeg ser månen og stjernerne lyse på den sorte nattehimmel. Udsigten herfra er så smuk

“Såå dig og Rose... Hvordan lærte i hinanden at kende?” Niall og jeg har snakket om alt og ingenting de sidste par timer.

“Jeg har faktisk kendt hende, siden jeg var helt lille.” Svarer jeg og kvæler et lille gab. Jeg kan tydeligt huske, dengang jeg så hende i børnehaven. Jeg var ny, lige flyttet til London med mine forældre, og da jeg kom ind af døren, sad hun i det fineste strutskørt i en smuk lyserød farve, hendes katte trøje, som stadig ligger i bunden af hendes kommode, og hendes gule gummistøvler. Hun lignede en rigtig sej superhelt, syntes jeg. Og man kan også godt sige, at hun er min superhelt den dag i dag.

“Vi blev bedste veninder i børnehaven, og siden har vi faktisk været uerstattelige. Hun er den søster, jeg aldrig fik.” Mit blik lander på Niall der ser ekstremt træt, men interesseret ud.

“Dejligt, har hun egentligt altid været en fan? Jeg kunne ligesom lidt fornemme, at hun var meget glad forleden.” Siger Niall, og hentyder vist til meet and greet’et, hvor Rose var helt oppe at køre.

“Ja, eller.. Det var faktisk på hendes 13 år fødselsdag, hvor hendes bror havde købt hende en fant-shirt, som skulle have været af Big Time Rush, men han kunne ikke rigtigt kende forskel dem og jer.” Siger jeg og kan ikke lade vær med at smile oprigtigt og grine lidt. Den historie har vi grint af mange gange, men Rose elsker hendes bror for det.

“Ej hvor sjovt.” Svarer Niall og griner selv lidt. “Hun virker ekstremt flink. Jeg kan godt forstå, at i stadig er venner.”

Efter det snakker vi igen om Rose, mit liv, hans og endnu engang glemmer vi alt om tid og sted. Der er noget magisk over at være sammen med Niall. Da han fortæller om hans barndom, kunne man slet ikke forestille sig, at han vil blive verdenskendt. Derimod troede han faktisk selv, at han skulle være skolelærer. Faktisk lidt sjovt, når han ikke er så glad for store menneskemængder. Og det ved jeg kun, fordi Rose så mange gange har snakket om, at hvis hun mødte ham på gaden, vil hun ikke styrte hen til ham. Jeg ved ikke helt, om jeg skal tro hende, for hun er den største fan jeg kender, men måske passer det.

“Hvad er klokken?” Spørger jeg og kvæler endnu et gab, imens jeg betragter Niall, som ser på sit ur.

“03.41” Svarer han og fniser lidt over mit gab.

“Så mange? Allerede? Hold da op. Så burde jeg komme hjemad.” Panikken breder sig lidt indeni. Jeg har ingen bil, og jeg hader at gå udenfor alene når det er mørkt og især i Londons dystre gader. Det er væmmeligt!

“Bliv da her. Du kan sove i gæsteværelset. Det er alt for sent at tage hjem nu.” Det er som om han kan læse mine tanker eller lign. Jeg sidder kort og overvejer hans tilbud. Det er jo rigtigt sent om natten.

“Okay, så bliver jeg her og sover.” Vi rejser os begge fra sofaen og Niall viser mig hen til et fint stort gæsteværelse. Jeg troede ikke, at det var lovligt at gæsteværelser er så store? Værelset er i samme stil som resten af huset. Gad vide om han selv har indrettet det, eller om han har fået hjælp? Flot det er det ihvertfald. Jeg går ind i rummet og ser mig omkring. Sengen er en stor dobbeltseng med masser af puder. Den ser virkelig blød ud. Jeg får helt lyst til at hoppe i den.

“Er det okay?” Spørger Niall. Jeg vender mig om og ser på ham. Han læner sig op af dørkarmen og ser utrolig træt ud.

“Det er perfekt. Tak Niall.” Han smiler stille.

“Super. Sov godt Rain.”

“Øhm Niall?” Jeg bider mig nervøst i læben.

“Ja?”

“Jeg har jo ikke andet med, end det jeg står i her…” Jeg kaster et hurtigt blik ned ad mig selv, inden jeg igen ser ind i hans blå øjne. “Har du måske en trøje eller noget jeg kan låne og sove i?” Jeg hader, at spørge folk om ting, men jeg ved bare, at det vil lugte forfærdeligt i morgen, hvis jeg sover i det, og jeg har ikke lyst til at sove i undertøj hos Niall. Han vil nok få det forkerte indtryk af mig.

“Selvfølgelig, du skal vel også bruge en tandbørste.” Svarer han kærligt, og forsvinder hurtigt. Jeg ved ikke om, jeg skal følge med eller blive stående, men inden jeg når at reagere, er han tilbage med nogle afslappede bukser, en stor t-shirt, et håndklæde og en tandbørste.

“Here you go miss.” Siger han med et grin og rækker mig det, han har samlet sammen i favnen.

“Badeværelset er på den anden side af gangen, det er ikke til at misse med øjnene. Godnat Rain”. Og med de ord er han forsvundet. Hurtigt får jeg det tøj på, Niall har lånt mig. Tøjet er alt for stort og hænger, som en kæmpe sæk over min lille krop, men det dufter dejligt af Niall, så jeg klager ikke. Jeg tager elastikken ud af mit hår for at flette det, så det ikke er totalt ødelagt i morgen tidligt. Da jeg er færdig, bevæger jeg mig ud af gæsteværelset i mine egne tanker, og åbner døren til badeværelset, da jeg skriger i forskrækkelse.

Niall står lige foran mig kun iført boxers og med en tandbørste i munden, som jeg formoder er hans. Hurtigt tager jeg hænderne foran øjnene, prøver at glemme synet. Ikke fordi det er grimt slet ikke, men fordi det er det mest akavede, jeg har oplevet i lang tid.

“Uha. Savner du mig allerede?” Får han grint med tandbørsten i munden. Mit hjerte hamre hurtigt, stadig forskrækket og jeg vender mig rundt for at gå ind på værelset igen.

“Vent Rain, jeg er snart færdig.” Han har ikke længere tandbørsten i munden, og jeg kan nu høre, at vandet bliver tændt. Han laver en gurglelyd med munden, og jeg fniser lidt. Så går han ud af badeværelset.

“Du kommer bare og sover inde hos mig, hvis du savner mig for meget.” Griner han, imens han krammer mig og smutter så. Lige inden han forsvinder ind bag døren, hører jeg ham sige noget der lyder som ‘godnat smukke’, men jeg er træt og er ikke sikker på, om det er det han sagde.

Imens jeg gør mig færdig, tænker jeg på det han sagde. Sove inde hos ham? Flirter han en smule? Joker han? Jeg ved det ikke, så jeg beslutter mig for, at det bare er i sjov. Derfor smutter jeg ind på gæsteværelset igen, putter mig langt ned under dynen, og falder i søvn med tanken om aftenens hændelser farende rundt i hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...