Livet må forsætte...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2017
  • Opdateret: 18 okt. 2017
  • Status: Igang
Efter mange år sammen med den mand, som åbnede hendes hjerte fuldt og gav hende deres datter, må Taliia nu finde ud af at overleve den svære tid med sorg, angst og vrede.
Omkring 150 dage efter deres bryllup mistede hun sin elskede mand, på tros af at hun kæmpede for at holde ham i live med sin helbredende evne.

Taliia er en af mine karaktere på rpg-forumet Underworld: http://theunderworld.danskforum.net

1Likes
8Kommentarer
311Visninger
AA

3. Tvivl, sorg og minder

Taliia vågnede liggende under et af skovens ældre træer. Ligesom hun havde gjort hjemme på Dead Mans Rock. Den eneste forskel var at hendes datter, ikke var her til at hjælpe hende. Hun gættede på at hun havde haft en af sine anfald aftenen før og var gået kold ude midt i skoven. Hendes kusine Larlii var der når hun bad om det, men hver gang hun forsvandt ud i skoven, lod Larlii hende være i fred. På en måde var det skønt, og på en anden måde savnede hun den berolignede og beskyttende omfavnelse, som blandt andet Katrina havde givet hende. Tårene begyndte igen at løbe, hun krummede sig sammen som et lille barn og hulkede. 

Draconia gled stille igennem vandet på vej ind til havnekajen i Dead Mans Rock. Fløjtetoner havde kort før fortalt øens forsvar, at det var venner som kom hjem. Taliia stod på rordækket og så ind over byen, som hun havde savnet i sidst to måneder. Uden at tænke strøg hun hænderne hen over hendes udbulende mave, som var gemt under den grønne ærmeløse, lange kofte, som hun altid bar eftersom hendes lange dolke var fæstnet til den. Under den havde hun grøn skjorte og et par grønne bukser, samt brune støvler. Barnet havde været meget livligt i løbet af den sidste måneds tid, hvilket havde gjort at hun havde opholdt sig meget i kaptajnskahytten i stedet for at være aktiv på dækket.
”Tror du han er hjemme denne gang?” Taliia smilede, uden at flytte blikket fra byen. Ejeren af stemmen kom over ved siden af hende. Det var hendes ven og eks kæreste Beldragon Torkiane, han så på hende og smilede. Hun drejede hovedet en smule.
”Jeg håber det. Men jeg er bange for at byen allerede summer af viden, om hvor langt jeg er henne. Desuden skal du nok forvente at han blive jaloux som bare pokker, hvis han ser os sammen uden at jeg har snakket med ham først. Første gang var han tæt på at banke Jake, fordi han dansede med mig. Du skulle have set Seus ansigt, han brede truende vingerne ud og jeg måtte springe ind foran ham. Det var også den gang jeg fortalte ham at jeg elskede ham og at Jake bare flirtede for sjov.” Hun sukkede smilende. Mindet fik hende til at glemme tid og sted. Men der gik ikke længe før hun blev bragt tilbage til virkeligheden, med et spark i maven. Hun stønnede og strøg hænderne hen over maven igen, imens hun hviskede på elvisk.
”Rolig, du lille. Det vare ikke længe før vi er hjemme.” Beldragon grinede, da hun stønnede. Og da hun stoppede med at tale til sit ufødte barn, talte han med latter i stemmen.
”Noget tyder på at det er en fighter du bære rundt på. Hvad tror du det bliver?” Taliia smilede og svarede lidt fraværende.
”Uanset hvad barnet bliver, pige eller dreng, elver, engel eller blanding. Så vil jeg elske barnet og Seuzan til evig tid.”

Saxon, skibets Quatermaster kom op til dem og sagde at det var tid til at slække sejlene. Taliia nikkede og råbte ordre, som straks blev udført af besætningen. Få minutter efter gled Draconia op langs en af kajbroerne, og et par folk sprang over rælingen ned på kajbroen, hvor de bandt reb fast til et par kajpæle, så Draconia blev liggende. Derefter blev landgangen sat og besætningen begyndte at bære forsyninger og vare fra borde til de folk, som ventede med vogne der fragtede det til handelshuset.
Taliia begyndte at gå hen over dækket imod landgangen, men stansede da hun modtog et spark i ribbenene. Hun gispede og greb sig til siden, imens hun bandede på elvisk.
Beldragon, som gik lige bagved hende, grinede og løftede hende op.
”Jeg tror dette var den sidste sejltur indtil du har født. Ud fra hvad jeg ved, så bliver barnet kun mere livligt de sidste tre måneder.” Han grinede, da hun sukkede. Derefter lod han sine brune vinger komme frem, spredte den og fløj ind på havnen, hvor han satte hende.
Folk hilste på dem, som det var blevet en vane, siden Taliia var stødt ind i ham flere gange på sine forskellige ture igennem årene. Hun havde også nævnt ham overfor Seuzan, men de to havde ikke mødt hinanden endnu.
Jake havde fået den ide om, at han kunne holde hendes tanker fra Seuzan ved at gøre hende til kaptajn på Draconia. Og Taliia måtte indrømme at det hjalp lidt. Det gjorde det noget nemmere og mindre smertefuldt at tænke på ham, når hun også havde Draconias besætning at passe på. Hun havde på fornemmelsen at Raco havde været imod det i starten, fordi hun enlig var en del af hans besætning. Hun smilede ved tankerne om hvad Jake muligvis havde gjort for at overtale Raco.
Hun så op på Beldragon, da han lagde sin ene arm om hendes skulder og gik ved hendes side hen imod handelshuset.
”Lad heller vær med det. Hvis Seuzan ser dig gøre det, flipper han helt ud.” Hun smilede bredt.
”Han er så skøn når han bliver jaloux, men jeg er bange for at han ikke vil vente på at jeg for forklaret ham tingene, før han banker dig.” Beldragon grinede og trak armen til sig, men blev ved hendes side.
”Ja, det skal vi jo helst ikke have. Han kan være stolt af at du er hans kvinde. Jeg tror aldrig jeg har mødt en, der er så tro og ærlig ved sin elsker, når de ikke er sammen.” Hun daskede lidt hårdt til ham, imens hun grinede og han flyttede sig et skridt samtidig med at han tog imod slaget.
Da de begyndte at gå hen mod handelshuset, sparkede barnet så hårdt at hun standsede og bukkede sig sammen med et gisp. Beldragon var hurtig til at samle hende op i sine arme og rystede på hovedet at hendes protester.
”Han kan slå mig lige så tosset han vil, endda forsøge at stikke mig ned. Men jeg lader ikke dig gå to skridt mere. Du har, igen, overanstrengt dig og kender problemerne ved det. Når vi kommer ind, sætter jeg dig ned og henter et krus mynte the eller noget andet beroligende. Du skal da helst være frisk, når din mand ser dig.” Taliia sukkede og sænkede øjnene imens hun overgav sig. Hun håbede bare at Seuzan ville være i stand til at forstå alt dette, hvis han var i nærheden. Hun hørte også folk begynde at mumle om at hun havde overanstrenget sig igen, men ingen nævnte grunden til overanstrengelsen. Altså var det op til en selv at regne ud hvad hun havde overanstrenget sig med. Nogle af de nyeste troede at hun var blevet såret under togtet, andre troede at det var på grund af savnet efter hendes mand. Men ingen nævnte ét ord om at hun kunne være gravid.
En knurren nåede deres øre og Beldragon vendte sig imod lyden, med Taliia i sine arme. Dér stod han, Seuzan. Vingerne var bredt ud og han så truende på Beldragon.
"Hvor skal du hen med min kvinde?" Han gik langsomt og truende frem.
Beldragon lod Taliias fødder finde jorden igen, og da han var sikker på at hun kunne stå selv, gik han nogle skridt baglæns imens han holde øje med Seuzans bevægelser. Taliia begyndte at gå hen imod Seuzan men måtte stoppe efter et par skridt, da barnet sparkede igen. Hendes gisp fik Seuzan til at styrte hen til hende og gribe hende. Hun så op på ham med stor kærlighed i øjnene.
"Du skal snart være far. Der er kun omkring tre måneder tilbage." Seuzan måbede nogle sekunder inden han løftede hende op i sine arme og jublede. Hans øjne lyste af kærlighed. En kærlighed så stor, større end ord kunne beskrive.

Hun skreg af afmagtelse og vred sig i smerte, der ikke var fysisk. Hun kæmpede for at holde sig ude af det kaos, som mindet kastede hende ind i, men i øjeblikket var det forgæves.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...