Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
754Visninger
AA

8. Kapitel 7: Prinsen på den sorte hest, part 1

Flere dage var gået forbi nu, hvor Calla var blevet holdt uden for fællesskabet nede i den mørke kælder. Dog havde det lykkedes hende at få presset informationerne ud af sin far, men hun ønskede stadig at være der selv.

I stedet var hun fanget i den åndssvage stald med den dog mindre åndssvage tjenestepige. Jada var ikke længere bange for hende, hvilket ført til at de havde fået et rimelig godt venskab på de få dage, de havde tilbragt tid sammen.

”Hvordan overlever du det her?” klynkede Calla ynkeligt, og stak høtyven ned i en dynge af hø, de skulle lægge i hestenes båse. Hendes arme var allerede trætte og svage efter to timers arbejde, hvorimod Jada fortsatte som om hun først lige var begyndt.

”Jeg har gjort det her siden jeg var 10, man lærer at vænne sig til det. Hvad der er mere overraskende er hvor dårlig du er til det,” bemærkede hun med et drillende smil, da hun indhentede Callas arbejde for 117 gang.

Hun himlede dramatisk med øjnene og smed sig selv i høstakken. Det kradsede og stak, da hun havde undervurderet hvor ubehageligt det egentlig ville være. Alligevel blev hun liggende, for det var bedre end slavearbejdet.

”Slut dig til mig!” råbte hun smilende til Jada, der stoppede op og så på hende med løftede øjenbryn. Hun var slet ikke den sky og bange pige hun havde mødt for et par dage siden.

”Calla, nogen af os må arbejde for at beholde vores plads på slottet,” sagde hun fortsatte med at gøre sit arbejde. Calla satte sig op, da det kløede for meget på hendes ryg, og så undrende på sin nye veninde.

”Hvorfor overhovedet? Hvorfor arbejder du her, du kan garanteret få et langt bedre arbejde nede i byen,” konstaterede hun med et skuldertræk. Hvis hun havde været i Jadas sko havde hun sikkert sneget sig ud af slottet ved første lejlighed.

”De lader os bo her. Der er ordentlig mad og drikke – og så snart man har vænnet sig til arbejdet, er det ikke så slemt igen,” begrundede hun temmelig overbevisende. Calla skød sine kinder op, og havde ondt af hende. Hun fortjente bedre end dette.

”Har du så fået en kongelig affære endnu? Nogle flotte prinser du har et godt øje til?” spurgte hun drillende og blinkede åbenlyst til hende. Jada stivnede i et kort øjeblik, før hun blev ved og lod som om intet skete.

Hun tog en dyb indånding gennem næsen, og pustede hurtigt ud gennem munden. ”Nej. Prinserne er ikke nogen man skal blande sig med – især ikke Kronprinsen,” mumlede hun næsten så lavt, at Calla ikke kunne høre hende.

”Er de ligeså arrogante som den højrøvede Kommandør? For så forstår jeg dig godt,” erkendte Calla. Siden deres første besøg havde han flere efterfølgende gange gjort sig umage med at sørge for, hun følte sig dårligt tilpas og uvelkommen.

”Nej, Kronprinsen er ikke arrogant på samme måde… han virker venlig, men hold dig fra ham. Desuden har du ikke hørt det her fra mig!” Jada så alvorligt ind i hendes øjne, for at vise hvor seriøs hun var. Calla rynkede forvirret sine øjenbryn sammen, men nikkede alligevel.

”Okayy…” lovede hun flygtigt. ”Jeg havde alligevel ikke rigtig planer om at blive slyngvenner med Kronprinsen.” Hun rejste sig energisk op fra høstakken, gik med selvsikre skridt hen mod Jada og tog hendes egen høtyv fra hende.

Jada protesterede højlydt først, og så bebrejdende på Calla, der smed dem begge over i den anden ende af stalden.

”Jeg synes du har brug for en velfortjent pause, Jada,” besluttede hun sig for med et lovende blik. De to timers arbejde havde gjort hende ør og langsom i hovedet, så hun havde brug for en form for opkvikker. Desuden havde hun villet høre Sasanianernes historie færdig i lang tid nu.

Jadas mine gik fra anklagende til bekymret, og hun rystede benægtede på hovedet. ”Absolut ikke. Er du klar over hvad der sker hvis de opdager jeg har forladt min pligt?” spurgte hun panisk, og forestillede sig allerede sin straf.

”De bliver nok sure. Men så fortæller jeg dem at jeg er Bramholt Maddox’ datter, og at jeg tvang dig med mig,” smilede Calla uskyldigt og blinkede overbevisende med øjnene. Hun greb fat om Jadas hænder, der tøvende skulede tilbage på hende.

”… Jeg ved ikke helt,” insisterende hun, men var tæt på at blive overtalt. De få gange hun faktisk fik en pause, brugte hun på at få sovet ud. Hun havde ikke lavet noget sjovt med en ven i så lang tid, at hun næsten ikke engang kunne huske det længere.

De andre piger var søde, som søstre for hende, men de var ligeså opsat på at overholde reglerne som hende selv. Og så kom Calla, der var som kølig brise på en brandvarm sommerdag.

”De andre piger, de bliver sikkert skuffede-” ”Vi tager da bare de andre piger med. Det bliver sjovt,” afbrød Calla, da hun allerede vidste hvad Jada vil sige. Hun vidste at Jada, og alle de andre piger, trængte til at komme lidt væk fra slottet – og ikke kun for at handle ind til det.

Jada måbede, og vidste ikke helt hvad hun skulle svare. Det nåede hun heller ikke, da Calla ledte hende med sig ud fra stalden, og ind mod køkkenet hvor størstedelen af pigerne var. Hendes forhold med de andre piger var startet dårligt ud, men hun havde vist fået charmeret sig ind på de fleste, efter et par dage hvor hun havde hjulpet dem.

De nåede ind i køkkenet, hvor hun hostede for at få deres opmærksomhed. Nysgerrige så de i hendes retning, og så Jada der forlegent gemte sig bag Calla.

”Piger, jeg fik en god idé! I arbejder alle så hårdt, så jeg tænkte vi at sammen kunne gå ned på markedet, bare for sjovs skyld? Ikke noget med kongelige ærinder eller pligter – bare os der er sammen,” sagde hun højt.

Hun vidste at de nok ikke ville hoppe på ideen med det samme. Det gjorde de heller ikke. Det tog hende næsten en halv time at overbevise ti piger om at gå med hende. Resten blev tilbage og nægtede at have en smule sjov.

Så efter 40 minutter befandt Calla, Jada og ti andre piger sig nede ved Gamle Ridlons Torv. De var alle spændte, da ingen af dem havde gjort dette i evigheder. Selvom de besøgte markedet næsten hver anden dag, så de nu boder de aldrig havde set før, fordi de aldrig havde kigget efter dem.

De gik sammen mod den anden ende af markedet, hvor Calla ønskede at snakke med Sasanianerne. Og efter det, kunne de kigge på så mange boder de havde lyst til. Der gik ikke længe, før hun hørte den velkendte melodi og så den samme flok nomader bosætte sig pladsen.

”Hey piger, I kan bare gå lidt rundt. Jeg skal lige snakke med nogen,” fortalte hun, og begav sig over til flokken. Nogle af dem genkendte hende og smilede varmt og mystisk til hende.

Hendes timing så ud til at være særdeles perfekt, for den samme sanger med lutten færdiggjorde netop det sidste vers i sangen, før han vendte sig mod hende med et bredt smil.

”Dig igen. Jeg så dig for nogle dage side, ikke sandt? Hvad bringer dig her igen?” spurgte han, og Calla rømmede sin hals. Det var en smule grænseoverskridende for hende, eftersom mindst tyve Sasanianere stirrede påtrængende på hende.

”Jeg hørte din sang. Om Kong Storm. Passer den virkelig?” spurgte hun endelig. Hun vidste ikke om hun ville stole på hans ord, men hun måtte bare vide om de faktisk selv troede på det.

Hans smil blev bredere endnu, da han rakte sit instrument til en af de andre Sasanianere. ”Selvfølgelig er den sand. Modsat rygterne er vi et ærligt og loyalt folk,” sagde manden med en rolig og blød stemme.

”Jeg har fået at vide at kong Storm faktisk var en forræderisk ven af kongen, der forsøgte at begå mytteri, men blev forvist til De Evige Skove,” fortalte hun, og gentog alle de ting som Bram havde fortalt hende.

Hun så undrende på ham, da hans smil blev til et smørret halvgrin. ”Halvdelen er korrekt, halvdelen er forkert,” svarede han kortfattet og satte sig ned på én af deres små bænke.

”Han var særdeles en konge. Den bedste konge Provalon nogensinde har set. Det var ham der blev forrådt af hans rådgiver, Mikael Ridlon, som tvangsægtede Arran Storms datter med sin egen søn, som senere blev kongen. Hele Storms familie og følgere blev derefter forvist,” rettede manden, og tog et stort bid af et halvgammelt og tørt brød.

”Så I hævder at hele historien om Provalons lange og ubrudte dynasti er en løgn?” spurgte hun bekræftende med sammenknebne øjne og pande. Historien lød helt overdreven og absurd, og hun kunne slet ikke forestille sig at det faktisk havde fundet sted for 100 år siden.

”Indtil for 100 år siden var den ubrudt – de bedragere ændrede bare navnet, og skilte sig af med de folk der vovede at sige dem imod,” gryntede manden mens han tyggede på brødet, så hun knap nok kunne høre hvad han sagde.

”Og hvad så nu? Døde de bare alle ude i skovene, eller hvad?” spurgte hun videre og krydsede armene over brystet. Hun så rundt på de andre Sasanianere, hvis blikke alle lå fast og lurende på hende. Hun krøb sig en smule sammen, og følte sig som et offer foran et farligt rovdyr.

Nu var det en kvinde fra selskabet der brød ind. ”Døde? Aldrig! Sagnet siger de bosatte sig dybt inde i De Evige Skove, hvor ingen af de forræderiske mennesker nogensinde ville finde dem igen. De byggede et nyt kongerige, skjult under trætoppene,” fastslog kvinden stolt, og holdt en kop med en mørk rød væske i vejret med et sejrsbrøl.

De andre Sasanianere deltog i brølet, og hejste også deres egne drinks. Calla så forundret til – det var et helt andet miljø end hun var vant til, men det fascinerede hende på en måde.

”Sagnet siger også at den rigtige konge en dag vil komme tilbage, og befri os Provalonere fra Ridlon familiens tyrani. Kongen selv, Asdern, er ikke engang så dårlig en gut. Men Kronprinsen, den satan har ført hele vores land i ruiner!” fremførte en tredje person, og brøleriet begyndte forfra igen.

Selskabet lo og drak noget mere, før den første mand vendte opmærksomheden tilbage til Calla med et grin.

”Besvarer det alle dine spørgsmål, ungmø?” spurgte han, og Calla nikkede svagt.

”Ja. Tak skal I have,” svarede hun kortfattet, før hun drejede om på hælen og gik ned langs markedet. I starten havde hun ikke troet på deres ord, men en nagende mavefornemmelse kunne ikke holde hende fra at undre sig en smule. 

Hun så rundt i Emaris gader. De fleste var velhavende, rige og pæne, men hun vidste at Sasanianerne havde ret. Et par minutters kørsel i enhver retning, og man ville være omringet af fattigdom, sygdom og elendighed.

Hun sukkede og kørte det hele over i hendes hoved igen. De var det andet folk der havde fortalt hende om Kronprinsens horrible menneske nu, og hun begyndte at være nysgerrig om de havde ret. Ville hun nogensinde møde denne kronprins, eller ville han også forblive et mysterium?

Calla så sig omkring for at lede efter de andre piger, men kunne ikke få øje på nogen hun kendte. Efter hun tankeløst havde gået rundt gennem stræderne, havde hun forvildet sig ud på ukendt territorium.

Hun sukkede igen, denne gang vredt og frustreret. Hendes tur til det fantastiske Provalon havde indtil videre ikke ligefrem gået som forventet.

Det var da, at hun mærkede en stor kræft styrke ind i hendes ene ben, så hun nær var faldet bagover. Dog nåede hun lige at støtte sig selv – personen der havde bumpet ind i hende dog, var faldet hårdt på de skarpe sten. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...