Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
754Visninger
AA

6. Kapitel 5: Ridlon Slot

Det kildede og susede i maverne på passagererne, da luftskibet dalede i luften. Under dem blev de høje huse og bygninger mere synlige, og man kunne endda skimme ansigterne på menneskerne, der nysgerrigt så til mens Provalons store luftskib gjorde klar til at lande.

Provalons hovedstad, Emaris, var hjertet af det store kongerige, der mindst måtte være fem gange større end Starian. Så yndefuldt og smukt det kunne være, så skrækkelig og grimt var det også.

Gennem snart hundrede år havde kongeriget været under et tyranniserende dynasti, der havde opdelt Provalonerne i rig og fattig, heldige og uheldige. De gader der er lå lige udenfor den smukke radius af hovedstaden, myldrede med kriminelle, fattige og syge.

Det var der selvfølgelig ingen der huskede på, da Bram og Calla landede steg ud af luftskibet og ind i den smukke hovedbanegård. Man blev overvældet af skønheden, og tænkte ikke på de skumle gader kun få kilometer fra dem. 

”Her er smukt!” jublede Calla. Da hun dagen før konfronterede sin far med hendes opdagelse i lagerrummet, kunne hun se hvor splittet han var blevet. De havde drøftet sagen i over en time, før de kom til den konklusion, at de ville prøve at glemme det. Der var alligevel intet at gøre ved det nu.

”Her er fantastisk!” stemte Bram ind, mindst lige så begejstret som sin datter. Selv luften var anderledes her i Provalon, og menneske så også anderledes ud. De fleste mennesker så næsten perfekte ud, og deres tøj måtte være en formue værd.

Callas smil tonede dog lidt ned, da hun huskede på at det havde en bekostning. Når nogen kunne være så rige, måtte det betyde at andre måtte være fattige.

”Familien Maddox,” blev der kaldt bag dem, og fik hevet Calla ud af sin trance. De vendte sig om og så Lorcan Talon komme gående imod dem med flere mænd bag sig.

”Velkommen til Emaris, Provalons hovedstad!” erklærede han stolt og slog armene ud, med et hoverende smil på læberne. Hun kunne ikke se på ham på samme måde længere, efter hun havde opdaget deres lille hemmelighed ombord på skibet. Men ikke desto mindre måtte hun holde det skjult.

”Den royale karet venter på vores ankomst uden for. På vejen op til slottet kan jeg fortælle jer lidt om byen, skal vi ikke?” anbefalede Lorcan selvsikkert, og begyndte at gå forud for de andre, der måtte smålunte for at følge med hans lange skridt.

De nåede ud af hovedbanegården, og ganske rigtig stod en guldbelagt karet, der kunne rumme mindst fem personer i den. Et par af mændene, der havde fulgt med Lorcan, afleverede deres bagage tomme i bagrum. Calla var glad for at hun nu kunne køre i en rigtig karet, og at hun ikke behøvede at ligge mast i bagrummet længere.

Efter de var blevet eskorteret ombord begyndte kareten straks at køre. Hestene der ledte var pletfrie, hvide heste med flotte og luftig manke, der selv fik Calla til at føle sig forfængelig - hele Emaris og alt i den lignede noget, der var taget ud fra et eventyr.

”Som I nok ved er Provalon det største af alle kongerigerne. Emaris har været vores hovedstad gennem alle de århundreder kongeriget har været, og den er blevet opdelt i fire zoner: Norden, Syden, Østen og Vesten. Fra hver zone er der en port og en bro som fører ind til centrum, hvor Kong Asderns slot ligger,” fortalte Lorcan og pegede mod en stor port som de var på vej til at køre igennem.

”Vi er landet i Østens Hovedbanegård i dag, og benytter derfor også Østens Port. Jeres bolig ligger lige udenfor porten, så det vil ikke være noget problem med transport. Desværre kunne vi ikke få nogle ledige værelser på slottet.”

Calla var for optaget af at indtage alle de smukke syner, at hun kun hørte efter Lorcans historielektion med halvt øre. Hun var ikke specielt interesseret i hvilke broer og porte der fandtes hvor, og ville helst bare ind til slottet så hurtigt som muligt.

”Kong Asdern tilhører et langt og gammelt dynasti, som var nogle af de første herskere af Provalon. Snart er der hundredeårsdag for opgøret hans bedstefader ledte, da han forviste den forræderiske familie Storm, som vovede sit liv med mytteri!” Lorcans pande og øjenbryn var rynket, da han fortalte historien.

Han havde vokset op i den royale inderkreds, der alle fortalte den samme historie om den forfærdelige familie Storm. Han skar en vrissende grimasse, og skulle til at fortsætte sin historie da det gik op for ham, at der ikke var nogen der lyttede.

Allerede nu fandt han faren og datteren utrolig uforskammede. Først dukkede pigen uanmeldt op, hvilket ikke havde været en del af den oprindelige aftale. Dernæst er de så uhøflige og ignorere ham, når han forsøgte at belære dem om Provalons historie.

 ”Okay, vi ankommer til slottet lige om lidt,” meddelte Lorcan en smule skuffet. Han havde håbet at den så forventede ekspert i de mystiske og mytologiske væsner, havde haft en lidt større historisk interesse, eller i det mindste havde ladet som om han havde.

På den anden side af broen kørte de langs en lang og smal bro, der førte dem hen til et højt bjerg med et storslået slot placeret i midten. De måtte være mindst 100 meter høj og under dem var et smukt landskab med grønne høje, bakker, træer og åer.

Det var Haven af Spir, der havde fået navnet fra det enorme spirer, der voksede langs stolperne til broen. Det var svært at vurdere om det var denne have, eller slottet der var flottest.

Slottet var gammelt, men vedligeholdt og stadig utrolig henrivende. Med store løgkupler i forgyldne farver, og tårne der næsten rakte op over skyerne, overgik den i hvert fald hver eneste forventninger man kunne have.

”Og nu vil jeg gerne byde jer velkommen til Ridlon Slot, det mest ekstravagante slot I nogensinde vil lægge øjne på!” råbte Lorcan henrivent, og havde tydeligvis glemt sin skuffelse fra tidligere. Selvom han arbejdede der hver eneste dag, blev han altid fascineret af slottets skønhed.

Calla og Bram gloede målløst på det store slot, ude af stand til at spytte et enkelt ord ud. Deres øjne var slået fuldstændig op, og havde ikke blinket i hvad der føltes som minutter nu.

”Når vi kommer indenfor må jeg overlade jer i Kommandørens varetægt, da jeg har mine andre pligter at tage hånd om. Men frygt ej, han skal nok tage sig godt af jer,” forsikrede Lorcan dem om, og prøvede at undertrykke det lettede smil, der forsøgte at kæmpe sig frem på hans læber.

Calla gav ham et enkelt, tvunget smil, før hun lod sig betage af slottets æstetik igen. En stor port blev åbnet for dem, og kareten kørte ind i en åben og luftig plads, hvor den omsider stoppede med at køre.

Inden de kunne nå at undersøge flere af områderne kom muskuløs mand iført en skudsikker rustning gående imod dem med selvsikre skridt. Calla og Bram udvekslede intimiderende blikke, før de gav deres opmærksomhed til den nyankomne mand.

”Bramholt Maddox?” spurgte manden artikuleret, som måtte være den femte gang for dagen, og så på Bram gennem sammenknebene øjne.

Bram slog et venlig smil frem og rakte ham hånden. ”Det er mig, ja. Og De er Kommandøren?” spurgte han indgående, og forsøgte standhaftigt på at indlede i en venlig samtale.

Dog var det ikke Kommandørens første prioritet at lære hinanden bedre at kende, efter han med nøje overraskelse kortfattet tog Brams hånd. Han nikkede kort og bekræftende.

”Godformiddag. Mit navn er Calla Maddox, jeg er Bramholts datter og er med for at assistere ham,” hilste Calla og rakte hånden ud ligesom hendes far. Og hvis hun havde syntes at Kommandørens reaktion på faren var uhøflig, blev hun utrolig fornærmet nu.

”Hm, det er jeg ikke blevet underrettet om,” svarede han stift og koldt, og skød hendes fremstrakte hånd et enkelt, ligegyldigt blik før han ignorerede den fuldstændigt.

Kommandøren vendte sin opmærksomhed mod Bram igen. ”Desværre er både Kong Asdern og Kronprins Rheagan i et vigtigt møde i øjeblikket, så de må nøjes med mig til at vise jer rundt.” Han ænsede ikke Calla et eneste blik, da han derefter bad dem om at følge med ham.

”Lad mig kort underberette dig om sagen, Hr. Maddox. Dog kan vi vente med detaljerne til vi er under bedre forhold.” Selvom det var diskret, fattede Calla sagtens at han hentydede til hendes tilstedeværelse. Det var åbenbart et stort problem for alle de royale ansatte i Provalon, at en enkelt ung pige befandt sig på deres slot. 

”Det lyder fint, Kommandør,” svarede Bram og sendte et advarende blik til Calla, da han tog hende i at himle med øjnene. Calla tav og fulgte lydigt efter dem, da hun ikke ville have de royale vagter på nakken af sig.

”Som de royale vagter, der kom og besøgte dig for et par dage sige nok fortalte, så er vi stødt på et væsen her i Provalon. For lidt over en uge siden, omkring bjergpasset De Døde Tinder, fangede vi en Galeet.”

Brams interesse var på det yderste nu, og han bevægede sig op til at gå side om side med kommandøren. Calla mærkede irritationen stige mere og mere i hende – hun blev ekstrem uretfærdigt behandlet. Hun var ligeså meget med i affæren som alle de andre, og alligevel blev hun tvunget til at gemme sig bag de andres rygge, som om hun var et lille barn. 

”Er I sikre på det er en Galeet? Vi har ikke set én i over 200 år,” modargumenterede Bram, der havde svært ved at tro på det. Dette provokerede tydeligvis Kommandøren, der sendte ham et køligt blik.

”Vi har den under ophold nede i kældrene, Hr. Maddox. Nok er vi ikke eksperter indenfor dit felt, men vi kan kende en Galeet når vi ser én,” vrissede han halvfornærmet over at en sølle Starianer vovede at sætte spørgsmålstegn ved ham.

”Nåh ja, det var ikke for at betvivle Dem, Kommandør. Det er bare et helt utroligt fænomen! Tænk engang hvis racen ikke længere bliver truet, og verden endnu engang vrimler med Galeeter?!” udbrød han i glæde og sitrede næsten af det.

Calla prøvede imens at huske tilbage på alle de bøger hun havde læst. Navnet Galeet ringende ikke umiddelbart nogen klokke hos hende, men ud fra deres beskrivelser måtte det var et fantastisk væsen. Det var ikke nemt at imponere Bram Maddox.

”Undskyldning modtaget, Hr. Maddox,” snævrede Kommandøren, og gav Calla endnu mere lyst til at vride halsen om på ham. Hvis Lorcan og Kommandøren opførte sig så arrogant, turde hun slet ikke forestille sig hvordan Kronprinsen og Kongen var.

De var stoppet op for at snakke, da en spinkel dreng kom løbende mod Kommandøren og hviskede noget i hans øre, som Calla ikke helt kunne høre. Drengen skyndte sig at løbe videre, efter Kommandøren havde givet ham et anerkendende nik.

”Jeg har lige fået besked på at Deres Højheders møde er overstået. Jeg ser ingen grund til at udsætte de yderligere detaljer, og Kronprinsen glæder sig sådan til at møde Dem. Hvad siger de, Hr. Maddox?” spurgte Kommandøren med et lusket smil.

Calla så indtrængende på sin far, og ventede på at han skulle sige ja. Hun glædede sig sådan til at se hvad al den snak om ’Galeeten’ handlede om, og om den virkelig levede op til forventningerne. Måske ville hun endelig overstå stadiet af at række ham sine værktøjer, og nu faktisk hjælpe til med at studere et helt nyt væsen. 

”Det ville glæde mig!” erklærede Bram sig og nikkede smilende. Kommandøren gengældte hans smil halvhjertet, men tørrede det af da han pludselig vendte sig mod Calla, der lettere forskrækket spjættede en smule. 

”Og jeg forstår at De, unge frøken, er Brams datter og assistent?” spurgte han. Calla nikkede stolt.

”Det er jeg, Kommandør,” bekræftede hun. Det var måske en af hendes livs største øjeblikke det her, da hun for første gang kunne se andre væsner end bare Træulve og harmløse katte. Så hun tog sit stolteste smil på og sørgede for at holde ryggen rank og hagen løftet. 

”Det var da et held, for vores tjenestepige har brug for hjælp til at passe stalddyrene. Jeg får en vagt til at vise dig derhen,” fastslog han med et lettere sarkastisk smil. Callas eget smil falmede hurtigt, og blev erstattet af en uforstående mine.

”Hvad? Får jeg ikke lov til at komme med ned til Galeeten?” vrissede hun anklagende og så anspændt mellem Kommandøren og hendes far. Hun klemte sine næver til så neglene smertede i hendes håndflade, og hun bed sig i underlæben for at distrahere sig selv fra vreden. Men det hjalp ikke ligefrem, da Kommandørens smil bredte sig på hans læber. 

”Dette er en højst alvorlig og påpasselig sag, Frøken Maddox. Det kræver høj ekspertise og nøjagtighed, så det er kun din fader, mig selv, Kongen og Kronprinsen der er tilladt,” forklarede kommandøren, men skjulte ikke hans selvtilfredshed som han sagde det.

Calla rynkede på panden i mistro. Hun åbnede munden for at sige ham imod, men der kom intet ud af hendes mund. Så hun lukkede den i, og stirrede olmt på ham med observante øjne.

”Forstået?” spurgte kommandøren hånende og med et ironisk smil. Calla bed tænderne sammen og spændte sine kæber. Det tog hende en hel del selvkontrol for ikke at flæbe op om hvor uretfærdig og arrogant han var, men hun ville ikke gøre situationen værre end den allerede var. 

I stedet tvang hun et halvhjertet smil frem, og nikkede kortfattet. ”Selvfølgelig, Kommandør,” svarede hun bittert gennem sammenbidte tænder. Hun skød sin far et blik, der så undskyldende tilbage på hende. Hun vidste der var intet han kunne gøre, men det irriterede hende stadig.

Så snart Kommandøren og Bram drejede om på hælen og fortsatte ned ad gangen, kom en anden vagt til syne med kurs mod Calla. Hun havde i et øjeblik håbet at hun kunne snige sig væk, så hun slap for at passe stalddyrene, men det var tydeligt at universet arbejdede imod hende.

”Følg med mig,” var det eneste vagten bad hende om, og hun adlød lydigt og lydløst. De gik ind i et andet rum, der førte ind til anden gang hvor de fortsatte ned af. De gik ned ad mange trapper, og til sidst opgav hun nogensinde at holde fast i sin stedsans. Hun havde ingen idé om hvor eller i hvilken retning hun befandt sig.

Til sidst nåede de ned i noget der lignede et stort køkken med en lille køkkenhave. Der var piger på hendes alder, også yngre og ældre, der fløj rundt imellem hinanden. De så stressede og opkørte ud, og Calla fik det dårligt af bare at se på det.

Hendes drømmelignende forestilling om Provalon og Emaris var ved at krakelere. Var det virkelig et kongerige der udnyttede unge piger til slavearbejde?

Vagten og hende stoppede op i døren. ”Jada,” kaldte han bestemt, og der gik ikke mere end et par sekunder før en forpustet pige kom løbende imod dem. Hendes øjne var vilde og restløse, da hendes blik flakkede mellem vagten og Calla.

”Ja, sir?” opfordrede hun med en ung og sirlig stemme. Hendes tøj var nok det pæneste, slottet ville tillade at en tjenestepige bar, hvilket ikke sagde meget. Det var ikke ødelagt, men der var pletter og snavs næsten over det hele.

”Tag frøken Maddox med dig rundt de næste par dage. Du kan starte med tage hen ned til stalden,” beordrede vagten, og havde ikke engang respekt nok for hende til at omtale hende som ’De’.

Calla kunne mærke hvordan hun blev mere og mere irriteret, jo længere tid hun tilbragte i Emaris. Hun fik en kort øjenkontakt med tjenestepigen, Jada, før pigen hurtigt brød den igen og så ned i gulvet.

”Javel, sir,” svarede hun, og vagten forlod dem igen. Det var efterfulgt af en kort stilhed, før Jada næsten panisk rankede sin ryg og vendte sig mod Calla. Hun virkede næsten bange, hvilket fik Calla til at føle sig både skyldig og dårligt tilpas.

”Undskyld, frøken Maddox, jeg faldt lige hen et øjeblik!” hvinede hun skingert, og nægtede stadig at få øjenkontakt med hende. Calla smilede varmt til hende og rystede på hovedet.

”Det skal De da ikke undskylde for,” forsikrede hun hende roligt om. Jada så på hende med undrende øjne, men besluttede sig for ikke at spørge ind til det. Hun var nok ikke vant til at gæster omtalte hende ’De’.

”Lad mig føre Dem ned til stalden,” sagde Jada, og ledte vejen gennem køkkenet. Calla fulgte direkte efter hende, og følte sig så arrogant mens hun gik gennem strømmen af hårdtarbejdende piger, der kiggede på hende med en blanding af nysgerrige og dømmende blikke.

De gik rundt om nogle hjørner, før de omsider nåede til en dør der ledte ud til bagsiden af slottet. Det var et stort udeareal, hvor dusinvis af stalde og indhegninger lå spredt rundt omkring.

”Bare rolig, frøken Maddox, De behøver ikke arbejde. Den Royale Vagt ønsker blot at De iagttager,” belyste Jada med en ydmyg stemme og fandt sig vej hen mod én af staldene. Calla fulgte med hende.

”Hey,” kaldte hun og lagde en hånd på Jadas skulder, der tydeligvis forskrækkede hende. Hun veg og for sammen i skræk, og Calla trak straks sin hånd tilbage, lamslået.

”Nej undskyld, jeg vil Dem ikke ondt! Jeg ville bare sige, at jeg meget gerne vil hjælpe Dem med arbejdet!” fortalte hun panisk, bange for at hun havde skræmt Jada helt væk fra sig. Men efter hun havde færdiggjort sin sætninger, og bakket et skridt tilbage, så pigen vovede op fra sin forsvarsposition.

For første gang fik de en rigtig øjenkontakt, der varede længere end to sekunder. Jada studerede og observerede hende nøje, for at prøve at finde ud af om Calla var oprigtigt, eller prøvede at lokke hende ind i en eller anden fælde.

”Jeg mener det. Lad mig hjælpe Dem,” gentog Calla fuldhjertet og tog et lille skridt tættere på tjenestepigen. Jada veg ikke væk denne gang, så Calla tog det som om hun var ved at vænne sig til hende. Heldigvis.

”Det er okay, frøken Maddox, jeg kan godt klare det selv. Og kald mig endelig ikke Dem, De kan bare sige du,” sagde Jada efter hun havde beroliget sig selv.

Selvom de kun havde kendt hinanden i få minutter, og egentlig ikke havde snakket så meget, kunne Calla godt lide hende. Hun ønskede at vise hende at der fandtes gode mennesker i verden, der ikke udnyttede hende. 

Calla sukkede kort, før hun greb en nærliggende høtyv og sendte Jada et sigende smil. ”Okay, så skal du heller ikke kalde mig frøken Maddox. Mit navn er Calla, og så skal du også sige du til mig,” krævede hun snedigt, og så hvordan det kom fuldstændig bag på Jada.

”J-jamen… det kan jeg da ikke-”

”Jo du kan. Ligesom jeg godt kan hjælpe dig med arbejdet. Så bare fortæl mig hvad jeg skal gøre!” bad Calla opmuntrende med et stort, fuldhjertet smil. Jada var stadig forvirret, men begyndte at indse hun måske faktisk mente det.

Det tog hende et par sekunder, før hun tog sig sammen med et opgivende suk. ”O-okay. Hvis De.. du vil hjælpe mig med at give hestene foder…?” spurgte hun tøvende, bange for at sige noget forkert der ville gøre Calla vred.

Men Calla smilede fortsat til hende og nikkede trofast. ”Selvfølgelig!”  Hun stillede høtyven fra sig igen, da den egentlig bare var et symbol for at hun var villig til at hjælpe, og gik med Jada hen for at hente foderet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...