Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
751Visninger
AA

5. Kapitel 4: Regler er til for at blive brudt

”Muøh!” udbrød Calla højlydt, da hun pludselig vågnede fra en dyb søvn. Med savlet hængende i mundvigen, og tunge øjenlåg, glemte hun i et øjeblik alt om tid og sted. Det tog hende flere sekunder og flere øjeblink, før hun opfattede at hun stadig befandt sig i bagrummet af en kørende vogn.

Hun udstødte flere ukendelige lyde og forsøgte at strække sin ømme krop, der havde ligget sammenkrøbet alt for længe, men hendes ben nåede kun få centimeter længere ud. Hendes tidsfornemmelse var tæt på ikkeeksisterende nu, da hun ikke havde nogen idé om hvor længe hun kunne have sovet – det kunne have været alt fra en halv time til flere timer.

Vovende tittede hun frem fra sit skjul, hvor hun lige kunne ane omgivelserne. Hun kunne se bygninger på begge sider, men langt større og flottere end dem der fandtes i Trealor. De fleste var af mursten, modsat træhusene i hendes hjemby.

Hun blev mere modig, og fjernede tæppet helt, så hun kunne få et bedre udsyn. De kørte gennem en bred gade belagt af sten, Husene på deres sider var mindst ti meter høje, flere etager og lå alle sammen helt tæt, med kun få stræder som mellemrum.

Et smil bredte sig på hendes læber, og hun kunne næsten ikke være i sin egen krop af begejstring. Alle de forfærdelige, skamfulde tanker der før havde udmattet hende var langt borte nu. Hun indså at al hendes slid havde været det hele værd i dette øjeblik.

Hun vendte sig hoved for at se sin far, og ganske rigtigt så hun ham sidde en meter fra sig med ryggen til. Hans blik lå ligesom hendes, på de høje og majestætiske bygninger.

Glæden dæmpede sig en smule, da hun overvejede hvordan hun skulle gøre sig selv synlig. Skulle hun bare kalde på ham? Skulle hun prikke ham på skulderen?

Mere nåede hun ikke at tænke over det, da der ud af blå dykkede en sort fugl ned over vognen, kun få centimeter fra Callas ansigt. Et gisp forlod hendes læber, før hun kunne nå at stoppe sig selv.

Bram vendte sig forskrækket om, og sad ansigt til ansigt med Calla, der ikke blinkede en eneste gang. De stirrede chokeret på hinanden i et par sekunder, før hun kunne se vreden stige i hans hoved som en rødme.

”Calla! Hvad fanden laver du her?!” udbrød han vredt med en mørk og ru stemme, der fik Calla til at krympe sig endnu mere sammen. Godt nok var besværet det værd, men først skulle hun lige igennem den sværeste del.

”Undskyld far! Men jeg kunne altså ikke blive hjemme, jeg blev nødt til at tage med. Og det her var jo min eneste udvej!” argumenterede hun hvinende, og skar en smertende og skyldig grimasse.

”Jeg sagde klart og tydeligt du ikke måtte komme med. Og du trodser din egen fars ordrer?” hvæsede han fjendtligt. Det var ikke tit at man kunne få Bram Maddox op i det røde felt, men når man så engang gjorde, gjaldt det om at søge i dækning i en fart.

”Forstår du det ikke?! Jeg kunne bare ikke lade mit livs chance forgå! Måske er det dit arbejde det her, men det er også min drøm.” Callas øjne var våde og blanke, men hun brød ikke deres øjenkontakt en eneste gang.

Bram svarede ikke i et stykke tid, men kiggede blot ind i øjnene på sin oprevede datter. Hans mine var iskold og hårdt, så hun ikke havde en eneste idé om hvad der gik igennem hans hoved.

Et suk slap gennem hans læber, og han tog sig frustreret til panden. ”Jeg kan simpelthen ikke tro du sneg dig med ombord,” brummede han lavmælt for sig selv, og masserede sin næsebro. Så løftede han sit hoved og mødte hendes blik igen.

”Men det er vel for sent at vende om nu. Kom nu op og sid her. Har du virkelig ligget krøllet sammen deromme hele turen?” sukkede han opgivende, og det meste af vreden havde forladt hans ansigt.

Callas ene mundvig buede op i et lille smil, da hun mindre elegant klatrede hen til sæderne. Da hun satte sig ned, kunne hun knap nok se sin far i øjnene længere. Hun skammede sig over sit brud på hans tillid, men vidste at han nok skulle blive god igen snart.

De to udvekslede undertrykte smil, før de gav sig til at kigge ud på omgivelserne. Hvis de ikke var landet i Brievania endnu, så var de da i hvert fald tæt på. Jo tættere på centrum de kom, jo mere luksuriøse blev bygninger og menneskerne, og luften og gaderne blev renere.

”Vi er i Brievania om to minutter. Så kan du tage med vognen tilbage,” sagde Bram med en brummende stemme, og gav sin datter et bestemt faderligt blik. Calla skar en chokeret grimasse og rystede benægtende på hovedet.

”Hvad?” råbte hun forarget. ”Det kan du ikke mene, efter alt det jeg har gjort for at komme med? Far, lad mig nu komme med til Provalon! Jeg lover at gøre mig brugbar!” hvinede hun bedende og tog et greb om sin fars hånd og klemte den til.

”Og belønne dig for din dårlige opførsel? Når din mor og din bror opdager du er væk, vil de være skræmt fra vid og sans,” skældte han ud og tog sin hånd til sig igen.

Calla så fortvivlet op på ham, men hendes grimasse ændrede sig til stenhårdt og determineret. ”Du kan ikke tvinge mig, far. Hvis du sætter mig på vognen, vil jeg bare hoppe af den. Det ville være ekstremt farligt og uansvarligt for en far at lade sin datter rende rundt alene i Brievania.”

Bram rynkede sin pande og kiggede overvejende på hende. Han forstod at hun ikke kom med tomme trusler, men han havde svært ved at opgive og underlægge sig hende. M måske havde han ikke noget valg.

”Okay, Calla, jeg kan godt gå med til at give dig en enkelt chance,” foreslog han i nederlag og rystede sit nyvaskede hår og lukkede øjnene i. Han vidste godt at han forkælede hende, men han kunne se hvad han ellers kunne gøre. Og måske ville lidt bekendt selskab være godt for ham i et helt fremmed kongerige.

Callas øjne og smil udvidede sig drastisk, da han færdiggjorde sin sætning. Hun opgraderede at holde hans hånd, og gik direkte til at kaste sig over ham i et knogleknusende kram. Bram udstødte et gisp af overraskelse, men lagde så sine arme rundt om hende med et tvivlsomt smil.

”Tusinde tak! Tusinde, tusinde tak! Jeg lover at gøre et rigtig godt arbejde,” forsikrede hun ham med fryd i stemmen. Smilet var ikke til at tørre af hendes læber, da hun satte sig tilbage på sin plads, og talte sekunderne til de ankom til Brievania.

Hun nåede kun op på 130 sekunder, før hun kunne se en stor port foran dem, med to vagter på hver deres side. Der var ikke en lang kø, men de måtte vente på at to andre vogne snakkede med vagterne, før de selv kom til.

Deres kusk var vant til disse formaliteter, og angav hurtigt deres ærinde i Brievania, og de kom igennem porten uden yderligere problemer. Callas hjerte bankede hurtigt i hendes brystkasse, da de blev mødt af hovedstaden.

Hvis hun havde været imponeret af den tidligere by, var hun ved at falde om nu. Hun havde aldrig set så mange fine og fantastiske huse. Gaderne og stræderne vrimlede med velklædte og glade mennesker, hvor mange af dem stoppede og hilste på dem.

”Wow,” stammede Calla forbavset, og kiggede over på Bram der selv smilede saligt. Han var mere vant til det, eftersom det var hans fjerde besøg til hovedstaden. Og deres kusk, som nok var i byen næsten hver dag, kørte helt uforandret videre.

Der gik heller ikke længe før de nåede til en kæmpemæssig bygning, med flere indgange. Calla så nogle spor på vejene, og dernæst en sporvogn komme trillende ind i bygningen. Hun havde aldrig set en rigtig sporvogn før, og det kom bag på hende hvor langt Brievania var i udviklingen, i forhold til Trealor. Hendes øjeglas blegnede pludselig til forhold til dette - faktisk havde en stor del af menneske på gaden hendes selv samme øjeglas på som en normalitet.

Udhugget af jern var der sat store bogstaver op over den største indgang til bygningen, der dannede ordet ’Hovedbanegaard & Luftskibshavn’. De kørte ind gennem den buede indgang, og da de kom indenfor var der endnu flere sporvogne og spor.

Luften herinde var mere støvet, hvilket nok skyldes de mange mennesker der stod foran sporene med deres mange kufferter og overtøj på, klar til at drage videre ud i verden. Og Calla smilede svagt over, at hun selv var én af mennesker nu.

Hun var i et øjeblik skuffet over, at hun ikke selv skulle med en sporvogn, men det forsvandt hurtigt, da hun huskede på at hun snart skulle op i luftskibet. Deres kusk kørte hen til en plads, hvor andre vogne stod parkeret, og så var køreturen endelig forbi.

”Sidste stop, Brievanias hovedbanegård og luftskibshavn!” reklamerede han højt og steg af. Nogle mennesker kom hen for at tage imod ham, og tog hestene med sig igen. Han vendte sig om mod Bram og Calla, der betaget kiggede sig omkring.

”Nå hov, kom du med alligevel?” spurgte han lystigt med et sigende glimt i øjet. Calla smilede forlegent og nikkede svagt.

”Ja, jeg sneg mig med da De kiggede væk. Jeg er frygtelig ked af at jeg løj overfor Dem,” undskyldte hun ydmygt og så op for at se hans reaktion.

Til hendes overraskelse gengældte han smilet helhjertet, og rystede med hovedet med en klukkende latter.

”Det gør skam intet. Det er ikke første gang jeg oplever det, og nok heller ikke den sidste. Jeg håber I får jer en god rejse!” hilste han, og udvekslede håndtryk med dem begge, før han begav sig videre.

Efter han var gået tog de deres bagage og ledte efter nogen som helst indikation til hvor de nu skulle hen. Så spottede Bram et lille skilt over en elevator, hvor der stod ’Luftskibshavn’. Med fornyet energi tog de elevatoren, der gik op, op, op i flere minutter, før de endelig kunne stå af.

Og da de gjorde, var det første der mødte deres syn, den vide, blå himmel. De glemte begge at trække vejret, da de så ud over hele byen så mange meter oppe i luften. Det gav helt et sus i maven, men de blev nødt til at løsrive sig og komme videre.

”Ah, Bramholt Maddox?” lød en høj stemme, og de vendte sig om og fik øje på en høj og mager mand, der kom gående imod dem med et høfligt smil. Hans hår var redt stramt tilbage med voks, og hans jakkesæt havde ikke en enkelt rynke eller fold i sig.

”Det er mig, ja,” svarede Bram tydeligt, og trykkede hånd med den nyankomne mand, der gav Calla et overvejende blik.

”Og De er, unge frøken?”

”Calla Maddox, Brams datter,” hilste hun igen og trykkede også hans hånd. Hans fremtvungne blik nåede helt op til ørene, og det var tydeligt at han ikke havde regnet med hendes tilstedeværelse.

”Nu havde vi ikke regnet med en anden gæst, men det skulle vel ikke være noget problem. Lad mig eskortere jer ombord på luftskibet,” sagde han spydigt og spidsede sine læber i et sirligt smil, der sendte kuldegysninger ned af Callas ryg.

De gik i et par minutter, før det store og majestætiske luftskib, som de havde set sidste dag, tårnede sig højt op over dem. Det var tredje gang på dagen, at Calla var ved at tabe kæben af beundring.

Et par personer kom hurtigt over til dem og tog imod deres bagage, og den høje mand ledte dem videre op ad en bro, der forbandt jorden med luftskibet. Indenfor så det ud præcis som hun havde forventet det – kongeligt, luksuriøst og så forfængeligt at hun ikke turde røre noget af det.

Ingen sagde noget på vejen hen til deres værelser, da de havde for travlt med at beundre alle de fantastiske udsmykninger ombord. Det var en form for luksurøsitet Calla aldrig havde forestillet sig selv, hun kunne opleve.

”I er heldige at der lige er to værelser ledige ved siden af hinanden. Lad mig lige gennemgå nogle af reglerne for jer,” sagde manden højt, og gik foran dem med løftet hage uden at skænke dem et eneste blik.

”For det første er mit navn Lorcan Talon, og jeg arbejder meget tæt på Hans Majestæt ham selv, og kongens højrehånd og Kronprins Rheagan. Derfor er jeg blevet bedt om at tage imod dig- … jer, personligt,” introducerede han, og lagde tydeligt vægt på at Calla var en uønsket gæst.

 

Hun havde ikke regnet med at det ville være et problem for nogen, men denne Lorcan ønskede hende åbenlyst væk derfra. Men hun lod heller ikke til at have det bedste indtryk af dem, så følelsen var da gensidig.

”For det andet er der visse rum I er nægtet adgang til. Dette indeholder blandt andet kaptajnens styrerum, de andre værelser ombord, og de rum med røde døre. Hvis I træder ind i disse rum, bliver I med det samme smidt ud og bliver straffet. Gør jeg mig selv tydelig?” spurgte han med en skærende undertone.

Hans skingre og spydige toneleje modsagde det smil der konstant var plastret på hans smil, hver gang nogen af dem så på ham. Calla rullede dramatisk med øjnene, og allerede nu kunne hun ikke lide ham.

”Selvfølgelig,” svarede Bram lydigt og høfligt, og havde lige den del ekstra overskud end Calla.

”Godt,” sang Lorcan tilfreds og stoppede brat op foran en dør. ”Dette er jeres værelser indtil vi lander i Provalon. Gør jer selv til rette,” opfordrede han og gestikulerede til to værelser med en nøgle i hver dør.

Bram gik hen til den længst væk, drejede nøglen og tog ned i dørhåndtaget, så døren fløj åben.

”Skibet letter om fem minutter, og vi kan forvente landing om et døgns tid. Om en time vil der blive serveret frokost, og der får I yderligere informationer,” meddelte Lorcan til sidst. ”Jeg håber I vil nyde jeres ophold!” Og med de ord forsvandt han ned ad gangen de var kommet fra.

Calla og Bram udvekslede sigende blikke, før de fandt vejen ind i deres nye værelser. Det første Calla gjorde da trådte ind i rummet, var at smide sig selv på den bløde dobbeltseng. Godt nok havde hun sovet i tre timer i vognen, men der havde hun ligget sammenkrøllet og mast.

Hendes ryg var ved at tage livet af hende, og en god lang lur i denne fantastiske seng, skulle nok give hende energi til at klare sig i flere dage. Så hun lukkede øjnene i, og få minutter senere var hun faldet i en dyb søvn.

 

Hun vågnede med et sæt, da det bankede hårdt og insisterende på døren. Halvforvirret fik hun tvunget sig selv op af sengen, selvom det måske var det sværeste hun nogensinde havde gjort.

Hun luntede hen til døren, som hun med en sammentrukket og gnavent åbnede. ”Hvad?”

”Endelig, jeg har banket på i fem minutter nu!” gryntede hendes far misfornøjet. ”Der er frokost nu. Gør dig lige anstændig, og så mød mig i festsalen,” kommanderede han afgjort og da hun blinkede var han væk igen.

Hun tog sig til sit hoved og kløede sig trættende i håret. Det var ikke meningen at hun skulle have sovet så længe, men hun måtte indrømme at hun var ekstrem træt. Det var overraskende hvor meget energi det tog at rejse gennem landet.

Hun sukkede og bevægede sig lidt rundt i rummet. Der var et lille bord med et spejl og en hårbørste, som hun ivrigt benyttede sig af. Da hun så sig selv i spejlet, kunne hun godt forstå hvad Bram havde ment med ’gør dig selv anstændig’. Hun lignede noget katten havde slæbt ind, og følte sig lidt pinlig berørt over det, nu hvor hun befandt sig på sådan et fint sted.

Efter hun havde redt håret, bevægede hun sig ud på det lille badeværelse, hvor hun plaskede lidt vand i hovedet, for at opkvikke sig selv. Det havde en øjeblikkelig virkning, og hun forlod derefter muntert sit værelse.

Hun var alligevel også ved at være sulten nu, så en omgang delikat overklasse frokost ville nok være på det rette. Det eneste problem var, at hun ikke anede hvor festsalen lå henne.

Som en forvirret høne for hun op og ned ad adskillige gange, der alle endte i blindgyder eller ved én af de forbudte døre. Hun var begyndt at blive småfrustreret, da hun bevægede sig ned ad en gang, hvor størstedelen af den ene væg bestod af kæmpe vinduer.

Hun så ærbødigt ud af vinduerne, og fik endnu engang et sus i maven. De var utrolig højt oppe, og hun kunne kun se bjerge og skyer dem. Det var nok bjergkæden der grænsede op til Starian, da de ikke havde fløjet så længe endnu.

Hun fik revet sig væk fra vinduerne og fortsatte ned ad gangen, der atter igen endte blindt med en rød dør. Hun kastede to blikke over skulderen for at se om der var nogen at spørge om vej, men hun var den eneste.

I et øjeblik mærkede hun en insisterende træng til at åbne døren, og se hvad de holdt så hemmeligt. Hun kunne ikke forestille sig at det var noget slemt, sikkert bare nogle af deres varer, de havde handlet med hjem her fra Starian.

Den træng overmandede hendes sunde fornuft, for i det næste sekund fandt hun sig selv trække ned i dørhåndtaget, der til hendes overraskelse var ulåst. Det var næsten som om skæbnen ville have hende til at gå derind. Og man skulle jo ikke kæmpe imod skæbnen, så det var præcis hvad hun havde tænkt sig at gøre. 

I starten var hun indhyllet i mørke og kunne intet se. Der var en mærkelig luft i rummet, en blanding af støv, krudt og metal. Hun famlede med hænder langs væggen, og fik fat på en snor der hang fra loftet. Hun hev i den og en lampe tændes i midten af rummet.

Calla gispede højlydt da lyset afslørede hvad der befandt sig i rummet. Der var våben så langt rummet strakte sig; katapulter, armbrøster, geværer, bomber, det hele. Hun havde aldrig set noget lignende, og hun kunne næsten ikke tro sine egne øjne.

Hvorfor fløj de med så mange våben? Der havde været våbenhvile mellem alle kongerigerne i næsten 200 år, så der var ingen grund til at forberede sig på krig.

 ”Hey, der er åbent ind til lagerrummet!” Calla drejede hovedet skarpt i retning af den åbne dør, og mærkede hvordan hendes hjerte spring et slag over. Hun turde ikke tænke på hvad der ville ske, hvis hun blev opdaget.

Der var en grund til at de ville holde dette skjult, og med god grund. Et lagerrum fyldt til kanten med farlige våben var en stor hemmelighed, som de nok ikke ville risikere at en teenagepige skulle fortælle resten af verden.

”Lad os tjekke det,” lød en anden stemme, og snart hørte hun fodtrin nærme sig hende.

”Lort!” hviskede hun skræmt for sig selv. Hun hev ivrigt i snoren så lyset gik ud igen, og sprang ind i det nærmeste hjørne, hvor hun gemte sig bag én af katapulterne. Den var akkurat stor nok til at skjule hende, og det var også lige i sidste sekund.

Døren der havde stået på klem, blev sparket op. Ud fra sit skjul kunne Calla lige skimte to mænd stille sig ved indgangen. Den ene hev fat i snoren, og Calla krympede sig så meget sammen som hun overhovedet kunne.

Nu var det anden gang indenfor et døgn at hun skulle krybe sig så meget sammen, og hun var ved at blive en anelse træt af det.

”Her er ikke nogen… måske har de tidligere vagter ikke fået lukket døren ordentligt,” foreslog den ene af vagterne. Hun var lige ved at ånde lettet op, men slog med det samme en hånd for munden.

”Mhhh,” brummede den anden vagt og spejdede lokalet med et ørneblik. ”Måske har du ret. Alle er alligevel til frokost nu, og det burde vi også være. Lad os smutte,” anerkendte den anden vagt, og efter at have slukket lyset igen, forlod de rummet.

Calla brød sammen og tog kæmpe indåndinger. Hendes blik flakkede hektisk rundt på alle våbene, og hårene rejste sig på hendes arme. Hun følte sig ikke tryg herinde, og hun ville ud lige med det samme.

Hun bed sig hårdt i sin underlæbe, for at distrahere sig selv. Hun var tvunget til at vente der i mindst et par minutter til, for at sikre at der var fri bane. Men hun kunne ikke ryste sig fri fra spørgsmålet om hvorfor i al verden de havde så mange våben.

Hun sad og dirrede i et par lange minutter endnu, før hun omsider vovede sig frem fra skjulet. Listende bevægede hun sig hen langs gulvet, og åbnede døren på klem. Der var ingen vagter hverken at se eller høre, så hun skyndte sig ud og lukkede hurtigt døren i bag sig.

Hun spildte ingen tid med at fare gennem gangen, rundt om adskillige hjørner før hun genkendte sin egen gang. Lettet åndede hun op og spurtede ind på sit værelse igen. Hendes appetit var længst forsvundet nu, og virkede desuden også triviel. Der var vigtigere ting at tage sig af nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...