Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
774Visninger
AA

4. Kapitel 3: Èn på flugt

Calla stak en kniv i den slatne, grønne bønne og tog den op for ansigtet med et opgivende suk. Den voldsomme sult hun havde følt for et par timer siden, havde siden forsvundet. Den var blevet erstattet af træthed og iver, eftersom hun havde siddet i tæt på to timer, og ventet på hendes forældre og vagterne kom ud af det lille rum.

Og da de endelig gjorde, havde hun rejst sig op forventende op, med den tanke at de straks ville fortælle hende alt de havde snakket om. I stedet tog vagterne med det samme afsked, og sendte hende et par truende øjne, før de begav sig videre. Og Bram sagde de ville tage den til aftensmåltidet.

”Calla, spis maden i stedet for at leg med det,” brummede Eden, og sendte hende et typisk, strengt moderblik, der fik Calla til at himle med øjnene og proppe bønnen ind i munden. Da hun havde tygget færdigt, lagde hun bestikket fra sig og så indgående på sine forældre.

”Nå, har I tænkt jer at sige det eller hvad?” spurgte hun hastigt, da hendes tålmodighed var ved at være brugt op. Hun kunne ikke komme på en eneste fornuftig begrundelse for at kongen af Provalon skulle have brug for Brams assistance, og uvidenheden var begyndt at gå hende på nerverne.

Artor holdt en pause fra at skovle maden i hovedet, og så forvirret op. Et lille stykke af en bønne var klistret på hans kind, mens han løftede spørgende øjenbryn til Calla, der ikke gav ham noget svar.

Bram gav først sin kone et nik, før han rømmede sig og vendte sin opmærksomhed mod Calla og Artor.

”Kort før I kom hjem fra markedet, bankede det på døren. Som du nok så, Calla, kom to Royale Vagter forbi og ville snakke med os,” startede han ud, og Calla blev mere og mere utålmodig, da han bare fortalte ting, hun allerede havde gættet sig frem til.

”Det viste sig så at de kom med luftskibet fra Provalon, sendt fra Kongen og Kronprinsen selv. De fortalte os at de har fanget et… væsen. Et yderst sjældent og fantastisk væsen, som vi troede var uddødt for århundreder siden. Men for blot få uger siden, fangede de altså én i skovene ud fra Provalon.”

Calla kunne opfange at Bram var ekstrem spændt over situationen, som om han næsten ikke kunne blive siddende. Som dyrlæge, der specialiserede sig indenfor de mystiske væsner, ville det nok også være et mirakel. Selv Calla måtte indrømmet at hun blev fanget af historien nu.

”Men sagen er den, at den er blevet slemt såret. Og de kan aner ikke hvordan de skal helbrede eller passe den, eftersom arten har været forsvundet så længe – de kan ikke engang komme tæt på den!” fastslog Bram med udvidede øjne.

Calla skuede til Eden, der slukøret sad og rodede med sin egen mad nu, og delte tydeligvis ikke Brams begejstring.

”Derfor kom de til mig. Og ikke for at tale mig selv op, eller noget,” Bram kunne ikke holde et selvtilfreds smil fra sine læber ret længe og rømmede sig kort, ”så er jeg jo ledende ekspert indenfor mit felt.”

Der var en kort stilhed, før Artor for første gang i samtalen åbnede munden. ”Hvad skal det betyde?” spurgte han med rynket pande. Og selvom han spurgte om det, kendte alle omkring bordet godt til svaret.

Smilet var nu tørret af Brams læber, og han blev mere alvorlig i minen. ”Det betyder at jeg bliver nødt til at rejse herfra i noget tid. Jeg ved ikke hvor længe det er, men forhåbentligt ikke lang tid,” sagde han og lænede sig tilbage i sin stol.

Endnu engang faldt der en stilhed over spisebordet, da ingen rigtig vidste hvordan de skulle håndtere den situation. Calla stirrede stift på sin far, der gjorde alt for at undvige hendes gennemtrængende blik.

Når nogen rejste uden at vide hvor længe, betød det ofte at det ville være i lang tid. Hun var ikke dum, og det var Artor heller ikke. Hvordan skulle de kunne forsørge sig når han var borte i flere uger, måske endda måneder?

Og endnu vigtigere end det… hvordan kunne Calla overhovedet komme igennem dagene uden sin far? Hun gik ikke engang i skole, da hun havde dedikeret sin tid til at følge ham i hans arbejde, så hun kunne følge i hans fodspor. Det gjorde arbejdet lidt sværere for hende, når hans fodspor bevægede sig flere hundrede kilometer væk nu.

”Behøver du virkelig tage af sted?” mumlede Artor næsten uhørligt. Han så fraværende ned på hans tallerken, og tog kun små bidder engang i mellem. Den trykkede stemning kunne måske dæmpe hans appetit, men den kunne ikke fjerne den helt.

”Det er lidt svært at afvise selve Kong Asdern af Provalon. Desuden får jeg en temmelig stor belønning-”

”Tag mig med,” afbrød Calla bestemt og forholdt en kølig mine. Hun lød ikke desperat eller ivrig, men hellere tålmodig og determineret. Hun kunne ikke se hvorfor hun ikke også skulle med, nu hvor hun jo trods alt var hans lærling.

Resten af bordet så på hende med store øjne. Nok var det at deres far tog af sted, men hvis Calla også drog bort ville det skabe ubalance i hele familien. Desuden mente de ikke, at hun kunne rejse rundt i verden som kun 18-årig.

”Calla, det tror jeg ikke er en god idé. Det er en ekstrem vigtig opgave,” bortforklarede Bram med et snært af skyld, da han undveg sin datters insisterende blik. Hun mærkede vreden og irritationen stige i hendes krop, og hun knyttede diskret hænderne under bordet.

”Og hvad så? Jeg bør følge dig i dit arbejde, ellers kommer jeg jo aldrig til at blive en dyrlæge. Hvad fanden kan jeg lave herhjemme alligevel?” snerrede hun irritabelt,bed indersiden af sin underlæbe og spændte sine kæber.

Nu brød Eden ind, der forarget lagde sit bestik fra sig på tallerkenen, og sendte Calla bebrejdende øjne gennem sit tynde pandehår. ”Du kunne jo blive og passe på din familie! Din far kommer tilbage, og så kan du lære derefter. Sikke et nonsens at du skal til Provalon,” modsagde hun, og den sidste sætning var nok ment for hende selv.

Calla åbnede munden for at svare igen, men nåede det ikke før moderen fortsatte sin prædiken. ”Desuden er der mere at lære end hvordan man helbreder væsener! Du kunne lære huslige pligter, du skal en dag også være en hustru og en mor, Calla.”

Det var sjældent at de havde disse snakke i huset, da alle vidste hvor meget Calla afskyede dem. Hun nægtede at lade sig selv over til en skæbne om et liv der drejede sig om at vaske tallerkener og sin ægtemands tøj. Hvorfor kunne hun ikke være ude i verden?

”Mor, det her har vi diskuteret. Jeg vil leve mit liv som jeg vil – jeg vil ikke være fanget her i Trealor indtil jeg rådner op. Jeg er 18 år, det er den perfekte tid til at udforske og lære nye ting, som jeg ikke kan her!” erklærede hun med hævet stemme, og kunne mærke hvordan hendes negle borede sig smertefuldt ind i sine håndflader.

”Calla, jeg har brug for dig her, til at overtage forretningen mens jeg er væk,” deltog Bram igen, med en langt mere fredelig og forstående stemme end Eden, der begyndte at få sine nervøse trækninger i venstre øje.

Calla så på ham med håbløse øjne, og havde opgivet sit håb om at han i det mindste ville forstå hende. Det var trods alt ham, der havde startet hendes lyst til at se verden. Han havde gennem hele hendes liv fodret hende med eventyrer og fabler fra de mægtige lande udenfor Starians grænser.

”Der er andre læger i Starian, vi kan godt have lukket!” forsøgte hun, men vidste godt at det var som at snakke til en sten. Blikket i deres øjne fortalte hende at hun kæmpede en kamp, hun på forhånd havde tabt. Hun skulle ikke med til Provalon, og sådan var det.

”Calla, det går bare ikke,” sukkede Bram opgivende og kørte en hånd gennem sit hår.

”Fint!” udbrød Calla og skubbede sig væk fra bordet og rejste sig furiøst op. ”Hvis I virkelig ønsker at jeg forvandles til støv inde i dette lortehul, så lad mig gøre det. Hvis ikke jeg dør af kedsomhed inden,” vrissede hun, og inden hun drejede om på hælen og forlod rummet, så hun sin families forfærdede ansigtsudtryk.

Med hastige skridt løb hun op på sit værelse, hvor hun arrigt smækkede døren i bag sig. Hun smed sig på sengen og lod et frustreret skrig ud i puden, hvorefter hun begravede sig selv under den tynde dyne.

Hun kunne slet ikke forestille sig selv blive i Trealor, mens hendes far var ude på det eventyr hun altid havde drømt om. Hun var sikker på at Provalon havde så meget at byde hende, og at der var så mange muligheder i det største kongerige af dem alle.

Hun skulle nok finde en måde at komme derhen på. Også selvom det betød at hun måtte trodse sine forældres ordrer, og forlade sin lillebror. Hendes mavefornemmelse fortalte hende, at hvis ikke hun greb chancen nu, ville hun fortryde det. Hun følte at det var meningen at hun skulle med, men hun kunne ikke finde ud af hvorfor.

Der gik flere timer hvor hun forblev under dynens tryghed, og svøbte sig selv ind i selvmedlidenhed og klynk. Hun vidste ikke hvad hendes plan var endnu, men hun vidste, at hun nok ville finde ud af noget.

Efter lidt tid kunne hun høre stemmer på inde fra rummet ved siden af hende, hvor forældrenes soveværelse var. De havde ingen idé om hvor nemt det var at høre gennem rummene, hvilket Calla tit udnyttede for at aflytte deres ”hemmelige voksen-snak". De troede i hvert fald selv de var hemmelige.

”Hvornår tager du så af sted?” spurgte Eden, og Calla kunne høre hvor bekymret hun lød. Det var også forståeligt, eftersom det var Bram der sørgede for indtægten til familien. Hun var nok også bekymret for hvordan hun skulle håndtere hende og Artor.

”I morgen tidlig, omkring sekstiden. De ville sende en vogn ud til adressen, så jeg skal bare have pakket til da,” mumlede Bram. Calla havde ikke troet at han skulle af sted så hurtigt, men hun fik pludselig en god idé.

”Skal vi vække børnene så vi kan sige farvel? Det tror jeg godt Calla vil,” sagde Eden, og Calla rynkede sin pande i modsigelse. Selvfølgelig ville hun ikke sige farvel, hun skulle jo med ham! Og nu virkede det mere plausibelt end aldrig før. Hvis bare hun kunne snige sig ind i bagagen i vognen, så kunne hun køre med Bram til Brievania. Og når først de var der, ville det være for sent for ham at sende hende tilbage.

Et djævelsk smil cirklede om hendes læber, da hun under dynen udtænkte sin plan i detaljer. Hun kom til at tænke på Artor, og på hvordan hun nok ville komme til at savne ham. De havde en ældre søster, men hun havde forladt hjemmet for flere år siden, så det var kun dem tilbage. Hun ville mangle én til at slæbe med på udforskninger.

Mere gad hun ikke høre af deres samtale, og lukkede sine øjne i. Hvis hun skulle kunne komme før 6 næste dag, skulle hun få så meget søvn hun overhovedet kunne, og så kunne hun sove videre i vognen. Så vist hun vidste tog det omkring 4 timer at køre til hovedstaden, så der kunne hun få indhentet det meste søvnmangel.

Der gik længe før hun faktisk faldt i søvn, men da hun endelig gjorde, var hendes søvn fuld af drømme om det magiske Provalon, og alle de spændende eventyr hun ville møde der. Måske ville hun møde en flot prins, som ikke bad hende om at blive hjemme og gøre rent, men drog på eventyr sammen med hende. Det ville hun godt kunne lide.

 

Da solen stod op i øst den næste torsdag morgen, listede Calla stilfærdig hen over trægulvet, og gjorde sig umage for ikke at lave for mange lyde. Hun havde stillet en taske på sin seng, og fyldte så meget i hun overhovedet kunne, til tasken næsten ikke kunne lukkes.

Jo tættere på hun kom på at fuldføre sin plan, jo mere usikker blev hun på den. Dagen tidligere havde det virket så nemt at drage hjemmefra, men nu hvor hun skulle til faktisk at gøre det, skræmte det hende fra vid og sans.

Hun spænede frem og tilbage i hendes værelse, og talte minutterne til at hun skulle liste sig ud. Planen var, at når kusken og Bram var distraheret, ville hun snige sig ind i bagagerummet og skjule sig selv med tæpper og tasker. Måske ville hun vise sig selv når de var omkring halvvejs, og der ikke ville være tid til at vende om igen.

Calla sukkede lydløst og kørte en hånd gennem sit hår adskillige gange. Hun håbede at hun traf det rigtige valg, men hun følte ikke hun havde noget at miste – hvis hele planen gik galt, ville hun blot blive sendt hjem igen, og så prøve igen næste gang hendes far rejste.

Hun satte sig på sengen og stirrede tomt på sin taske. Sådan foregik det i flere minutter, før hun til sidst lukkede den sammen, tog fat i håndtaget. Og da hun hørte sine forældres stemmer nedenunder, fik hun endelig taget sig sammen til at rejse sig.

Med nænsomme skridt listede hun langsomt ned ad trappen, og lyden af Bram og Edens hektiske samtale blev højere. ’Har du nu husket dit, har du nu husket dat’ var Edens dominerende del af samtalen, mens Bram bare svarede ja, uden at høre hvad hun spurgte om.

Da hun stod for enden af trappen, studerede hun dem for en chance for at gøre sit næste træk. Første del af planen var at være diskret, og skjule sin egen taske med hans mange andre. Så da de hastede ud i køkkenet, tog hun chancen og småluntede hen til hoveddøren, hvor han havde placeret omkring fire store tasker.

Hun satte den flygtigt ned ved siden af dem, og lænede sig afslappet op ad væggen, da hun hørte dem nærme sig igen.

”Har du husket din tandbørste?” adspurgte Eden sig panisk, og rendte lige i hælene på Bram, der ikke holdt sig igen for at rulle dramatisk med øjnene.

”For 117 gang, Eden, jeg har husket det hele. Lad vær med at bekymre dig så meget,” forsikrede han hende, og stoppede brat op da han så Calla i hovedgangen. Eden, der var lige bag ham, bumpede ind i hans ryg med et utilfreds grynt.

”Calla. Du er oppe,” konstaterede Bram forbløffet og lettet. Det ville have været svært for ham at tage af sted uden at sige farvel til Calla, selvom han vidste at hun ikke ville tage det pænt. Men da han så hende foran sig, så hun overraskende afsonet ud.

”Det er lidt svært ikke at vågne, når I rumsterer så meget hernede,” påpegede hun med et halvhjertet smil, og prøvede at virke så lidt mistænkelig som mulig. Hun måtte ikke virke glad, hvis de ikke skulle fatte mistanke.

Bram svarede med et faderligt smil, da de hørte tre hårde bank på døren. Det gav et spjæt i de to voksne, der for hen til døren og åbnede den for en lille, bred mand. Han havde et rundt ansigt, et par funklende blå øjne, og bar en høj tophat.

”Godeftermiddag min gode Herre. Jeg antager De er hr. Maddox?” hilste manden og holdt en hånd ud til Bram, der ikke tøvede med at trykke den.

”Deres antagelse er korrekt! Så jeg gætter jeg på De er min kusk?” svarede Bram med et bredt smil, og kiggede ud over mandens skulder for at se vognen. Det var en klar opgradering fra deres egen, da den var helt blankpoleret med sølvomslag og hængsler.

Manden slog en latter ud og rettede på sin hat. ”De har De minsandten også ret i! Jeg lukker bagdøren op, så kan De læsse Deres bagage derind,” forklarede han og pegede ud mod den parkerede vogn.

Callas hjerte begyndte at slå hårdt og hurtigt mod hendes bryst. Det var snart til at gå videre til del to af hendes plan, hvilket var af distrahere hendes forældre, så hun kunne snige sig ud. Hun overvågede fraværende deres samtale, indtil kusken gik ud til vognen igen, og Bram tog en af sine egne tasker i hånden og fulgte med ham.

Hun fulgte dem ud til vognen med sit blik, og så hvordan Bram placerede den første taske i bagrummet af vognen. Det rum hun snart skulle tilbringe de næste par timer i, hvis alt gik som planlagt.

Kusken satte sig op på førersædet, og kiggede kærligt ud på de to heste, der fik lov til at hvile benene i et par minutter til. Bram kom begejstret ind ad døren, og Calla var nødt til at slå til nu.

”Far!” udbrød hun pludseligt. Hendes hjertebanken blev endnu hurtigere, da Bram så overrasket op på hende, og hun ikke havde forberedt hvad hun ville sige endnu.

”… Hvad med Artor? Han vil nok sige farvel mere end jeg vil,” sagde hun, og prøvede at fremtvinge en irritabel undertone, men hendes nervøsitet gjorde arbejdet en del sværere.

Bram stoppede op for et par sekunder, og rettede sig så op igen med et forstående blik. ”Det har du nok ret i,” sagde han, trådte over taskerne og bevægede sig op ad trappen og mod Artors værelse.

Calla åndede lettet op, men opdagede så at hendes mor stadig stod i gangen og så på hende med sammenknebet øjenbryn. Calla gengældte hendes blik med store, forvirrede øjne, som et dådyr fanget af et par billygter. Havde hun luret hende?

”Jeg vidste det…” mumlede Eden lavmælt, og Calla begyndte at få koldsved på panden. Det måtte ikke fejle nu, hvor hun var halvvejs på vej til Provalon. Hun var tæt nok på at smage hendes drømme, så nu måtte det ikke fejle.

”Han har glemt sin skrabekniv!” klagede hun med et højlydt suk, og vendte om på hælen med retning mod deres badeværelse. Da hun var ude af syne kunne Calla ikke stoppe sig selv i at smile triumferende. Tid til del 3 af planen.

Hun bevægede sig udenfor med sin taske under armen, hvor hun blev mødt af kuskens venlige smil, som hun høfligt gengældte.

”Goddag. De skal have tusinde tak for at assistere min fader til hovedstaden,” smilede hun kordialt og sørgede for at virke så venlig som mulig. Manden åd det næsten råt, og klukkede lidt for sig selv så hans brede overkrop gyngede op og ned.

”Ingen årsag, min søde ven. Det er trods alt mit job,” erklærede han stolt og løftede hagen højt i vejret, så hatten næsten faldt af hans hoved. Calla bredte sit smil og kneb sine øjne lidt sammen.

”Min fader har lidt svært med at løfte alle de tunge tasker. Tror De, at De kan give ham en hjælpende hånd?” spurgte hun bedende og trådte et skridt tættere på bilen. Hun frygtede at Bram snart ville dukke op igen, så hun havde ikke meget tid tilbage.

Manden stønnede da han smilende hoppede af vognen, og nikkede anerkendende til hende.

”Desuden… når du ser min far, vil du så sige at jeg ønsker ham en god tur? Jeg har svært ved at sige farvel til ham,” hviskede Calla ømt og så ned i jorden med triste øjne. Hun skævede flygtigt op på manden for at se hans reaktion, og som forventet nikkede han forstående, og hun undertrykkede et lystigt smil.

”Det skal jeg nok. Og din far er hjemme inde længe,” trøstede han hende med, og Calla fik næsten dårlig samvittighed af at føre sådan en venlig mand bag lyset. Men efter et par timer kunne hun komme frem og undskylde og takke ham i person.

Han vraltede ind i huset for at hente de sidste par tasker, og Calla spildte ingen tid på at spurte om i bagrummet, hvor hun klemte sig ind i det i forvejen lille rum. Sammen med tasken havde hun et stort tæppe, som hun foldede ud over sig selv, lagde tasken oven på den forrige, og krøb så meget sammen hun kunne.

Der gik flere minutter, hvor det eneste hun kunne høre, var hendes høje hjertebanken og vejrtrækning. Så hørte hun flere stemmer få meter fra hendes skjulested.

”Pas nu på dig selv ik’? Og gør et godt indtryk på Kong Asdern! Og husk at skriv til os hver eneste uge!” hvinede Eden skingert. Hun holdt vejret da hun mærkede at nogen kom tættere på, og rørte ikke en eneste muskel, da der blev lagt flere tasker ind til hende.

”Det lover jeg, min elskede,” svarede Bram varmt. ”Og hvor i al verden blev Calla af? Jeg skal af sted nu,” sagde han med en lettere trist undertone. Calla lukkede nu ørene fuldstændig i, da hun snart ikke kunne bære den kæmpemæssige skyld der nagede hende.

Hun hørte hvordan kusken fortalte dem at hun var gået en tur, og hvordan alle de andre familiemedlemmer tog deres afsked. Hun ønskede intet andet end at være derude med sin familie, som hun selv ikke ville se i flere uger, måske endda måneder.

En enkelt tåre forlod hendes øje, men hun tørrede den hurtigt væk. Snart gyngede vognen voldsomt, og hun mærkede hvordan den kørte langs de grusede veje. Det var sket. Hun var på vej til Brievania, ja på vej til Provalon!

Det var fristende bare at springe ud af vognen, og tilbage til sikkerheden under hendes dyne. Men nu måtte hun være tapper og standhaftig – hun ville trods alt være hjemme igen før hun vidste af det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...