Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
804Visninger
AA

23. Kapitel 20: Efterspil

En trykkende stilhed lå over selskabet, og lydende af tunge fodtrin der blev slæbt over stenene var det eneste der kunne høres. Ingen sagde et eneste ord, og de varslende endda også med at trække vejret for højt.

Der var en usagt tvivl om stilheden var fordi ingen turde sige noget, eller ud af respekt for de døde. Dem, der på deres Tirn red med et dødt lig bagpå, virkede til at være ekstra stille. Det var heldigvis ikke mange af deres egne, de havde mistet i slaget, men tabet var alligevel stort.

Callas øjne lå omhyggeligt på Arran, der uden ord havde insisteret på at have Nirans krop på Bero. Han red forrest og ledte dem over bjergbakkerne ud mod Åkandehavet, der lå mellem Egania og Emaris.

De havde besluttet sig for at lægge ligene på nogle flåder ud i havet, hvor de roligt kunne rokke med bølgerne. Ingen havde hverken tid eller kræfter til at grave huller, og der var heller ingen jord der overhovedet ville gøre det muligt.

Calla så tvunget mod Nirans livløse krop, der hoppede og svang i takt med Bero. Hun kunne lige ane hans ansigt, og forventede halvt at se ham sprække øjnene op og komme tilbage til livet. Men da hun så på ham, var det så endeligt – han var død, og han ville ikke komme tilbage.

Nirans uventede død gav titlen som kronprins til den næste i rækken – Arran. Alle i selskabet vidste det, men ingen havde sagt det højt. Noget sagde Calla, at titlen som kronprins langt fra var hvad han ønskede sig.

Calla så sig til siden med et stenhårdt ansigt. På hendes side red en kvinde hun ikke kendte navnet på, og med sig havde hun Galen. På mirakuløs vis havde han formået at overleve slaget, og trods sine forræderiske handlinger, havde de ikke efterladt ham.

En del af hende ønskede at sparke ham af Tirnen, og lade ham ligge der i klipperne, hvor han kunne dø af sult og tørst. Han var en landsforræder, og selvom han ikke var særlig gammel igen – og muligvis manipuleret af den nu døde Oryn -, kunne det ikke blive set gennem fingre med.

Det havde faktisk være Arran, der havde sagt han skulle komme med dem. Alle andre havde været klar til at efterlade ham, men Arran trådte frem og sagde, at han kunne møde sin straf når de var kommet sikkert tilbage til Egania.

Måske sagde han det fordi han ikke troede på dødsstraf, eller måske sagde han det fordi han ikke troede nogen af dem overlevede missionen alligevel.

Pludselig stoppede Arran brat op, før Calla eller nogen anden kunne nå at se de grønne åkander stikke op, eller lugte havet foran dem. De var ankommet, og Arran kastede et kvalt blik over skulderen før han gav et kort nik fra sig.

Folk steg af deres Tirn, og hjalp hinanden med at bære de døde ud til vandkanten. Åkandehavet havde fået sit navn fra de kæmpemæssige åkander der groede langs hele vandkanten. De var så massive og stabile, at visse skovfolk brugte dem som små både til at krydse vandet.

Under andre omstændigheder havde Calla syntes det var et smukt syn, eftersom solen reflekterede sig i vandets overflade. Det var intet i forhold til det berømte Lyshav, der lå helt i den anden ende af kontinentet, men det var nu meget smukt alligevel.

Dog var alt Calla kunne se lige nu et lighus. Ud af selskabets otte mand, havde de mistet to. Niran og en venlig ung kvinde, som Calla ærgrede sig over hun ikke fik nået at snakke med, før det var for sent.

De andre så til mens Arran bar Niran ned på den nærmeste åkande, der sank en smule under den nye vægt. Men den flød ligeså let som før, og gemte trygt på hans krop, der elegant blev placeret.

Stilheden fortsatte, efter de fik skubbet de to åkander ud i havet, og så til mens de roligt flød videre ud. Nogle fældede tårer, mens andre bare tog en dyb indånding og forberedte sig på det næste.

”De gjorde det godt. Jeg er sikker på de er et bedre sted nu,” hviskede Calla ømt, og var den første til at bryde tavsheden. De andre vendte øjnene mod hende med ulæselige ansigtsudtryk. Hun følte sig en smule akavet ved at være den, der sagde det først, men hun følte at nogen burde sige et eller andet.

Hun så over på Arran, der brummede et lille ’hm’ og gengældte hendes blik. ”Vi må se at komme videre, vi har allerede spildt nok tid.” Selvom ordene var hårde, vidste hun godt at det var sandt. De skulle være på Ridlons Torv ved middagstid, og det var den om blot en time.

Han vendte sig om for at gå tilbage til Bero, men stoppede op da han så de andre foran sig. De havde knælet på jorden, men en tæt klemt knytnæve over brystet, og så indgående mod Arran, der måbende stod frosset til jorden.

”Du er den nye kronprins, Arran. Vi sørger alle over tabet af Niran, og vil huske ham til evig tid. Men tiden må fortsætte som altid, og Provalon vil igen blive hersket af familien Storm,” erklærede én af mændene højt og tydeligt.

Han havde været en af Nirans tætteste venner, så Arran vidste udmærket godt hvor hårdt det måtte være for ham at sige de ord. Han så overvejende rundt på flokken og gav et lydløst suk fra sig.

”Jeg går ud fra I alle kender til historien om hvordan jeg fik min lillebror dræbt, på grund af min svage dømmekraft og dårlige lederevner. Jeg har aldrig trænet til at blive kronprins,” svarede han med en smule skælvende stemme, som han dog ihærdigt prøvede at skjule.

Calla fik lyst til at ryste kraftigt på hovedet og sige det ikke passede. Det var Arran der havde reddet både hende selv og mange andre fra Telemerne og soldaterne – han havde sammen med Niran ledt dem igennem farene, og flere gange bevist både en stærk dømmekraft og sine lederevner.

”Det er måske sandt, Arran, men du kender Egania og din families måde bedre end nogen anden. Du er den næste Storm, og vi havde nok ikke kommet hertil uden dig,” svarede én af kvinderne med et let suk.

De havde alle rejst sig op nu, og Galen og Calla så forsigtigt til fra sidelinjen. Hans øjne var stadig en smule blodsprængte efter de mange tårer han havde grædt, og han sørgede for at forholde sig så stille og rolig som muligt, for ikke at sætte sit liv på spil igen.

Arran pressede sine læber sammen til en tynd streg og klemte sine øjne en smule sammen. ”… vi kan tage os af formaliteterne når vi engang når tilbage til Egania. Indtil da skal vi bare overleve det her,” svarede han opgivende og gav et kort nik fra sig.

Han følte sig grådig ved at hive titlen som kronprins til sig, så kort efter hans bror var død. Så indtil videre handlede det bare om at fuldføre missionen, og så kunne det være lige meget hvilken royal titel eller navn man havde.

”Så lad os nu bare se at komme videre. Vi må ikke lade missionen fejle; få er blevet ofret for at flere kan overleve. Så vi må ikke lade dem dø forgæves,” erklærede han bestemt.

Med faste skridt bevægede han sig hen mod Calla, og indikerede at hun skulle stige op på Bero med ham. Hun tøvede ikke et sekund, og fik mindre elegant hoppet op på den store Tirn, med Arran lige i hælene på hende.

Denne gang sad hun foran ham, og kunne næsten høre hans hjertebanken slå mod sin ryg. Den var langsom og rolig, og hun både beundrede og undrede sig og over hvordan han kunne holde sin komposition i sådan en situation.

Men da han tog en dyb indånding, fornemmede hun en lille skælven i hans tone. Det stak en smule i hendes hjerte, og hun kunne ikke lade være med at lægge mærke til hans krop lige bag hendes.

”Arran… er du okay?” hviskede hun stille, så kun han kunne høre hende. Han var i gang med at gøre seletøjet klar, men gik i stå da han hørte hendes lave stemme foran sig. Et par sekunder passerede i stilhed, hvor Calla lige nåede at blive i tvivl om han havde hørt hende.

”Nej. Men det bliver jeg snart,” sagde han med en dyb og hæs hvisken. Han behøvede ikke engang uddybe hvad han mente, for hun havde allerede en idé, og havde det på præcis samme måde. Så snart de fik slået Rheagan, kunne de begynde at komme sig over det her.

”Okay,” svarede hun sukkende, da hun ikke vidste hvad der ellers var at sige. Der var nok heller ikke brug for eller lyst til en samtale, så hun besluttede sig for at lade den ligge for nu.

Og så begyndte de ride videre, og fortsætte sin rejse mod Provalon. Det meste af vejen nu var små og gemte stier, som de uset fik kæmpet sig igennem. Efter en times ridning, kunne de omsider ane Emaris’ høje tårne.

De havde taget en lille omvej, der ville dirigere dem uden om slummen i yderkanten af byen. Her var de tættere på centrum og Ridlons Torv, så soldaterne ville ikke kunne nå at stoppe dem.

Et kort øjeblik stoppede alle op og tog et kig ud på byen. Ingen af dem havde set byen med deres egne øjne før, og havde ikke engang set andet end deres trygge hjem i Egania. Og nu skulle de til at generobre et helt kongeriget de aldrig havde trådt et skridt i før.

Arran hoppede dernæst ned fra Bero, og gav en hjælpende hånd til Calla, der ømt tog imod den. Hendes hjerte galoperede så hårdt, at det slet ikke slog overhovedet, og da hun var kommet ned holdt hun stadig blidt fast i hans varme hånd.

”Er du sikker på det her? Du kan stadig nå at ombestemme dig,” sagde Arran lavmælt og forsøgte at fange hendes blik. Efter at have undveget det i så lang tid som muligt, så hun omsider ind i hans øjne med en skælvende suk og et fast nik.

”Jeg kender slottet, og vagterne vil have travlt med at tage sig af jer. Jeg kan godt klare det.” Hun løftede hagen og rettede ryggen i et forsøg på at overbevise ham, men mest af alt, prøvede hun vist at overbevise sig selv.

Arran rynkede sine øjenbryn, men lod være med at sige hende imod. Han kunne vist godt se, at der ikke var noget, der kunne få hende til at ombestemme sig. Så med et anerkendende nik trak han hende pludseligt ind til sig og slog armene trygt om hende.

Først blinkede hun forvirret, og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Men som hun blev mere vant til hans betryggende favn, gengældte hun langsomt krammet med et svagt smil.

Ingen af dem havde sagt det højt, men de vidste begge, at chancen for de så hinanden igen ikke så lovende ud. Hun havde frivilligt meldt sig til at infiltrere slottet og befri Galeeten, mens de andre ville kæmpe imod Rheagan på torvet.

Calla mærkede hvordan hendes hjertebanken faldt ned til normalt tempo, og hun stoppede så småt med at ryste igen. I de sidste par sekunder sørgede hun for at nyde følelsen af hans nærhed, for hun med et lille smil trak sig væk.

”Held og lykke,” erklærede hun sagte. Arran nikkede beroligende med et svagt og halvhjertet smil. Han observerede hende slå hætten over hovedet og give de andre et nervøs vink, før hun vendte ryggen til ham og begav sig ud på sin egen rute gennem landskabet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...