Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
774Visninger
AA

22. Kapitel 19: Bedraget

Deres hjerter stoppede med at slå, og deres hjerner stoppede med at tænke. Tænk at en så lille ting som en sten og et gisp, kunne ødelægge så meget på én gang. Sveden lagde sig straks som et ekstra lag hud hos alle i selskabet, der rædselsslagent kiggede ned på vagterne, der kiggede tilbage op på dem.

”De er her!” råbte én af vagterne og brød den endelige stilhed og sløvhed. På et splitsekund var alt tilbage i normal hastighed, da Calla så pile flyve få centimeter fra hendes ansigt. Med et sæt fór hun tilbage og klemte sine fingre om stoffet på Nirans kappe.

”Løb!” råbte Niran af sine lungers kraft, og Tirnen sprang frem i luften før den spænede hen over klippeafsatsen. De andre var tæt bag dem, og måtte konstant dukke sig for nye pile der blev skudt i deres retning.

Callas sind gik helt blank, da hun ikke kunne finde hoved og hale i noget som helst. De er her, havde de råbt, som om de vidste de ville komme. Tankerne fræsede frem og tilbage i hovedet på hende, så det næsten sortnede for hendes øjne, men da en skarp pil lige snittede en rift på hendes kåbe, bragte det hende tilbage til virkeligheden.

Der lød råb og skrig indimellem alle personerne, som Calla ikke engang længere kunne kende forskel på. De fortsatte med at ride så hurtigt de kunne fremad, i håb om at løbe fra vagterne og slippe ind i Provalon uskadte.

Men sådan kom det ikke til at foregå, for pludselig blev deres vej spærret af et stort stenskred midt på vejen. Det kom så pludseligt at Tirnerne næsten faldt bagover af den abrupte bremsning, og Niran og Arran spildte ingen tid på at finde deres våben frem.

Calla holdt sig bag Niran, og lagde distinktivt en hånd over sit lille sværd hun var blevet givet for en sikkerheds skyld. Hun havde aldrig svunget et sværd i hele sit, og hun håbede hun ikke ville blive nødt til det.

Da vagterne kom tættere på hoppede Niran af sin Tirn og løb direkte imod dem med sværdet hævet, og vagterne løb også ham i møde. De andre i selskabet deltog i slåskampen, og Calla så på i rædsel da sværd blev svunget og stødt mod hinanden, og råb og skrig overdøvede alt andet.

Hendes øjne var fikseret på Arran, der frygtløst kæmpede imod vagterne, og så heldigvis ud til at vide hvad han gjorde. Det samme gjorde alle de andre, indtil hun spottede Oryn og Galen ude i siden stå og se nervøs til.

Det var ikke fordi hun dømte dem for ikke at kæmpe, især ikke når hun selv sad stift oppe på Tirnen, men det var blikket i deres øjne. Oryn så ligegyldigt på mens de Provalonske vagter prøvede at slagte hans venner, og Galen så på én gang plaget og sønderknust ud.

Et par mænd faldt til jorden med et bump, men hun kunne ikke finde ud af om de var Provalonske eller Eganere. Vovende og langsomt hoppede hun selv af Tirnen, der straks kastede sig selv over et par soldater.

Da hun tøvende trak sit sværd ud af skeden, opdagede hun at hendes hånd rystede ukontrolleret. Hendes vejrtrækning blev panisk, og hendes blik flakkede forvildet rundt, mens hun forsøgte at finde ud af hvad hun skulle gøre.

Hun prøvede samtidig at holde øje med Arran, og i samme øjeblik opdagede hun en dolk dykke direkte mod hans torso. Et skrig forlod hendes læber, og blev ved selv da han fik undveget den og stak sin eget sværd dybt ind i vagtens mave.

Blod løb ud af hans mund i lange, dryppende striber, og han klyngede sig hjælpeløst til Arran som han faldt til jorden i kramper. Calla så sig endnu mere rundt, og opdagede død på alle sider af hende. Lugten af blod og desperation fyldte luften, og var så tyk at den næsten kvalte hende.

”Så du overlevede, hva?” lød der en knurrende stemme ved hendes side, og hun drejede skarpt hele sin krop i den retning, med sværdet pegende mod en skikkelse der nærmede sig hende.

Hun genkendte ikke manden, men det djævelske smil om hans læber fortalte hende, at han godt kendte hende. Han bar selv et sværd, og da hun opdagede den røde substans der dækkede klingen, satte der sig en klump fast i halsen på hende.

”Stop der!” hvinede hun skingert, og hendes stemme knækkede svagt over. Hun forsøgte at true ham med sværdet, men hendes greb rystede så meget at hun næsten ikke kunne holde sværdet, eller sig selv oppe.

”Tænk engang du overlevede faldet, og fandt frem til selveste Egania. En skam det endte lidt anderledes for din stakkels far,” sagde han med et slesk smil, og løftede sit sværd lidt længere op, stadig mens han tog faretruende skridt hen imod hende.

”Jeg sagde stop!” skreg hun nu og tog et par skridt tilbage, indtil hun mærkede et par skarpe sten mod sin ryg. ”Hvordan vidste I vi ville komme? Hvorfra kender I til Egania?” råbte hun vredt, og prøvede at ignorere kommentarerne om hendes far.

Hans smil bredte sig. ”En lille fugl har måske sunget. Måske endda to,” svarede han mystisk, men Calla vidste straks hvad han mente. Flygtigt og kortvarigt kastede hun et blik over skulderen, og ganske rigtigt stod Galen og Oryn stadig i sidelinjen som passive tilskuere.

Hun mærkede vreden koge i alle sine blodårer, og Galen mødte hendes flammende øjne. Straks så hun al håb og liv forlade hans øjne, og hun havde aldrig følt en så overbevisende vrede. Al vreden over hendes far, Rheagan og nu også Galens og Oryns forræderi vældede al sammen op i hende på én gang.

”Du ved, det var fandme et hårdt arbejde at slæbe din far livløse krop ned fra klipperne. Og sikke et svineri at rydde op igen, hvem vidste der er meget blod i menneskekroppen? Jeg tror endda hans lever røg ud på vejen tilbage-”

”Hold kæft!” hylede Calla overdøvende op, så det sitrede i hendes egne øre. Manden så en smule overrasket ud først, men så kom tilfredsheden og han bevægede sig endnu tættere på. Han var så tæt på nu, at han med et pludseligt sving kunne stikke hende ned.

”Gad vide om resten af din familie bløder ligeså meget,” hviskede han højt nok til hun kunne høre det. Som om det var dråben der fik glasset til at flyde over, mærkede hun pludselig en uovervindelig styrke løbe gennem sin krop.

Hendes hænder stoppede med at ryste, og alle nerver og muskler i hendes krop blev spændt. Det var som om en hel anden person overtog hendes krop, der sydede over af raseri. Et skrig fra bunden af hendes mave rungede fra hendes dirrende læber, da hun strammede grebet om sit sværd og stak det hårdt i mandens retning.

Tydeligvis overrasket trak han et skridt tilbage, men med fumlende bevægelser. Der gik et par sekunder hvor han bare stirrede forbløffet ind i hendes øjne, hvor han derefter så ned på sin overkrop, hvor en mørk plamage bredte sig på hans trøje.

Calla gloede lamslået på sit sværd, der var halvvejs forsvundet ind i mandens overkrop. Med et forskrækket og lydløst hvin trak hun det straks ud igen, så blodet flossede ud af det nye kødsår. Den tidligere styrke forsvandt straks, og blev erstattet med en hjælpeløs svaghed, da hun så manden falde til jorden.

Hun havde lige dræbt en person.

Hun så sig vildfaren rundt, og sværdet faldt klingrende til jorden, omsvøbt i blod. Hun kunne hverken skrige eller græde, men tumlede blot forskræmt rundt på pladsen, i en søgen efter Arran eller Niran.

Hun fandt Niran der var i gang med en kamp mod en vagt, men den virkede mærkelig og på en måde langsom. Vagten blev ved med at se over Nirans skulder, og kæmpede ikke imod som om han ikke forsøgte at besejre Niran, men mere distrahere ham.

Forvirret så hun længere bag ham, hvor en bekendt figur gik listende med skælvende skridt og et sværd i hænderne. Galen gik mod Niran med tårer i øjnene, og hævede sværdet der dirrede i luften.

”Nej,” hviskede Calla for sig selv, og forsøgte at hinke sig hen mod stedet, men hendes ben faldt næsten sammen under hende. ”Nej! Niran!” skreg hun med nogle af sine sidste kræfter. I sidste øjeblik vendte Niran sig rundt.

”Galen, nu!” råbte Oryn bag ham, og han adlød. I et par dødstille sekunder var der ikke flere skrig eller råb. Bare en stilhed, der blev brudt af lyden af sværdets klinge der trængte ind i Nirans mave.

”Nej!” råbte Arran kraftigt og sprang gennem vagter og soldater, indtil han nåede Niran der faldt sammen på jorden. Arran nåede lige at gribe ham, og rev sværdet ud ad hans mave, mens han pressede sine hænder mod det åbne sår.

”Nej, nej, nej, Niran! Det er okay, du kan sagtens klare det,” skrålede Arran fortvivlet, og forsøgte at stoppe blødningen. Men der kom bare mere og mere blod, indtil begge hans hænder var fuldstændig dækket af hans blod.

Arrans blik blev mere sløret, og han følte hele sin verden blev revet væk under benene på ham. Niran så ham mat i øjnene og lagde en svag hånd rundt om hans nakke og tvang ham tættere på sig. Hans vejrtrækning var hakkende og tvunget, men han kæmpede til det sidste stykke.

”Du kan godt… k-klare det, Ar..ran,” fik Niran stammet sig frem til, men blev afbrudt af blodige host. Arran rystede afvigende på hovedet mens tårerne vældede frem i hans øjne. Han prøvede at løsrive sig fra Nirans greb for at se til hans sår, men Niran brugte sine sidste kræfter på at holde ham fast.

”Stop,” mumlede han som det eneste han kunne, og Arran så flygtigt på sin storebror der lå på jorden foran ham. Ingen af dem sagde mere, men brugte deres sidste sekunder på at kigge hinanden i øjnene. Indtil der ikke længere var noget bag Nirans.

Endnu engang var der stilhed, og Nirans hånd faldt fra Arrans nakke og ned på stenene under ham. Calla stirrede i vantro på scenen, og kunne næsten ikke tro hvad der lige var sket. Galen faldt tilbage med et grædende råb, og Oryn hævede sig sværd, klar til kamp.

Så rejste Arran sig fra jorden, tørrede tårerne væk og så med et tomt blik mod Oryn der med et ligeså tomt blik gengældte det. En vagt løb truende mod Arran, der samlede Nirans sværd op fra jorden, og ubesværet stak det direkte ind i vagtens hals.

Ikke en eneste muskel trak sig på hans ansigt, da vagten faldt om på jorden med sin hals halvt hugget over. Han bevægede sig hen mod Oryn, der med et sygeligt smil så rundt på vagterne omkring dem, og han kunne næsten smage sejren på tungen.

Med sine vagter bag sig, følte Oryn han kunne klare enhver dreng, der hævdede at være den retfulde konge. Han kunne klare Niran, Arran og hvem som helst der vovede at stille sig imod ham – men da han mødte Arrans blik, så han ingen frygt.

”Arran, jeg sagde jo det var en dårlig idé at tage til Provalon. Men du ville ikke lytte, og det ville Niran heller ikke. Jeg prøver bare at beskytte Egania,” råbte han så spyttet fløj ud af munden på ham.

Selv ikke nu, hvor han så Nirans døde lig på jorden foran sig, følte han den mindste smule skyld eller fortrydelse. For der havde jo været ingen anden udvej, nu hvor ingen ville lytte til ham – men det ville Kronprins Rheagan, da Oryn sendte ham et brev om situationen.

”Beskytte? Du prøver kun at beskytte dig selv,” svarede Arran stille og roligt, og forsøgte at opretholde den sidste bid af sin komposition han havde. Han tog en dyb indånding for at holde sine hænder fra at ryste, og holdt sit blik direkte mod Oryn. Holdt det påtrængende, flammende og fyldt med had.

”Du ved ikke hvad du snakker om, du er stadig kun en dreng. Kronprins Rheagan vil belønne mig godt for det her, især når jeg leverer hende pigen med – og så kan vi gå hver til sidst og vi kan blive ude i skoven for evigt. Er det ikke en nemmere måde at håndtere det på, end din idé?” snerrede Oryn og strammede sig greb om sværdet.

Vagterne rykkede tættere på ham fra baglinjen, og han kunne høre deres sværd klinge. Der var ikke mange af dem tilbage, højst fire, men med ham og Galen var de seks mod fem.

”Nej. Jeg har tænkt mig at tage Provalon tilbage og gøre min storebrors død betydningsfuld. Din død til gengæld, vil være unødvendig og ligegyldig. Desværre tror jeg ikke det bliver mig, der slår dig ihjel.” Oryn rynkede pande i forvirring, og den enkle tanke ’hvem vil så?’ nåede lige at strejfe ham.

Mere nåede han ikke at tænke over det, før han mærkede et stik lige ved siden af rygraden. Han tabte vejret, og måtte synke sammen på knæ for at overskue den nye smerte. Sveden løb ned ad hans ansigt, da han forfærdet så sig over skulderen mod de hånlige vagter.

”H-hvad laver I?” måbede han, og stoppede da han mærkede blodet fylde hans mund som savl. På knæ og med hovedet mellem skulderne, mærkede han endnu en klinge gennemtrænge hans krop, og denne gang fossede blodet ud af munden på ham.

”Desværre Oryn, men Kronprinsen bad om ingen overlevende,” svarede en af vagterne, der samtidig trak sit sværd ud af ryggen på ham. Oryn stirrede forvirret og panisk rundt, og hans blik landede på Arran, der tomt kiggede tilbage.

Et støn forlod hans læber, og han så hen mod Galen der forskrækket sad langt væk med hånden for munden. Det gav endnu et lille stik i hjertet på ham, men denne gang var det ikke af en kniv.

”Og det skal han få,” tilføjede en anden vagt, før han hævede sit sværd mod en af de andre i selskabet, der straks reagerede. Endnu en gang lød der kling af sværd og gennemtrængt kød, og Calla kiggede fortvivlet efter Arran der stod helt stille i midten af det hele.

De sidste var døde nu, men hun vidste ikke hvem det var – om det var hendes venner eller fjender der stod tilbage. Det tænkte hun slet ikke på, da hun haltende spurtede hen til Arran og tog fat i hans skuldre, så han tøvende mødte hende ivrige blik.

Hun stod i flere sekunder uden at ane hvad hun skulle sige. Hjertet bankede hårdt på brystkassen, og skyldfølelsen lagde sig overalt rundt på hendes krop som et ekstra hudlag. Ivrigt prøvede hun at fange hans øjne, men selvom det lykkedes hende at få øjenkontakt med ham, var det som om han så direkte igennem hende.

En tåre løb ned ad hendes kind, men hun bed stædigt resten i sig, da Arran ikke selv græd længere. Man kunne stadig ane de indtørrede streger langs hans kinder, og de blodskudte øjne der blankt blinkede ud i luften.

Calla kvalte et hulk og så ned ad hans krop, der dækket af blod og andre ting, som hun ikke engang turde gætte på hvad var.

”Arran,” sukkede hun omsider, og trak højlydt vejret ind og ud. Febrilsk så hun sig rundt på jorden omkring dem, og det dusin af døde menneskekroppe der lå der. Heldigvis var der ikke flere provalanske soldater tilbage, så for nu kunne de slappe lidt af – hvis det overhovedet var muligt, efter hvad der lige var hændt.

Arran så ikke ud til at bemærke hendes kald, og hans blik stirrede tomt ud i intetheden, hvor han var fordybet i hans egne tanker. Det dunkede i hans hoved, og selvom en million tanker strømmede gennem hans sind på én gang, føltes det som om han ikke kunne tænke en eneste klar tanke.

”Arran,” forsøgte Calla igen, denne gang med en fast tone. Tøvende fik Arran løsrevet sig fra sine tanker, og så lidt mere nærværende på hende. Hans øjne var klare og næsten gennemsigtige da han mødte hendes blik.

”J-jeg…” mumlede hun. Hun ville udtrykke sin sørgmodighed for ham på én eller anden måde, men der var ingen ord der passede – ingen ord der kunne udtrykke hvad nogen af dem følte.

”… Jeg synes de burde få en ordentlig begravelse. Rheagan har måske allerede sendt flere vagter ud, så uanset hvad vi gør, må vi gøre det hurtigt og stille,” sagde hun i stedet, og forsøgte at forfalske selvsikkerhed i stemmen.

Hun kæmpede for hendes stemme ikke knækkede sammen, og kæmpede for at holde tårerne inde. På en måde følte hun sig åndssvag over at græde over de tabte liv, når Arran måtte have det hundrede gange værre end hende. Dette var mennesker han kendte, endda hans storebror, og de var nådesløst blevet slagtet.

Calla vidste ikke om han havde hørt det eller ej, for i flere sekunder gav han ikke et eneste tegn på, at have hørt det. Han så ud til at tænke sig en smule om, før han lydløst gav et nik fra sig.

Om det var ønsket eller ej, var det Arran der var øverst nu. Efter Niran stod han til at være kronprins, så han måtte tage sin storebrors byrder på skuldrene, og lede det der var tilbage af flokken til Provalon.

Det virkede nærmest nyttesløst og umuligt at fortsætte med missionen nu, men hvis de drog tilbage ville alle disse liv være spildt. Arran rynkede øjenbrynene sammen og bed sig hårdt i kinden.

Han var ikke trænet til dette her endnu, og han havde ingen idé om hvad han burde gøre. Han havde altid stolet og afhængt af Niran til at træffe beslutningerne, eftersom han ikke længere selv stolede på sin egen dømmekraft. Men nu var det op til ham. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...