Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
780Visninger
AA

20. Kapitel 18: En dans på tjørne

Tirnernes fødder traskede afdæmpet mod jorden, og selskabet på otte mænd og kvinder red i forholdsvis stilhed. De havde vandret i et par timer endnu, og var endelig var at nå De Døde Tinder.

Og selvom dette var en lettelse, og var det også en dårlig nyhed. Stemningen blev mere og mere trykket, jo tættere på bjergpasset de kom. For jo tættere de kom, jo snarere måtte de fuldføre missionen og sætte deres eget liv, og muligvis andres i fare.

Calla tittede nysgerrigt frem fra ryggen på hendes nye chauffør, og sig derefter til siden hvor Arran red ved siden af dem. Hans Tirn Bero havde klaget højlydt da den endnu engang fik hendes ekstra vægt, så Niran havde tilbudt at tage hende med sig i stedet.

Men som Calla sad og forsigtigt holdt fast i hans dragt, følte hun ekstremt presset og afprøvet. Nu hvor det var Eganias kronprins, og muligvis Provalons fremtidige konge, som hun sad bag ved og red med.

”Calla, kan du fortælle mig hvad du ved om kronprinsen? Så jeg ved hvad jeg skal forvente,” spurgte Niran og brød stilheden mellem dem. Hun havde aldrig rigtig fået snakket med ham før, udover den korte gang de først hilste på hinanden, men hun havde altid syntes han virkede flink.

”Han er forfærdelig," sukkede hun. "Første gang jeg mødte Rheagan virkede han venlig og hjælpsom, men han skjuler sig bag den facade, så man ikke indser hvad der ligger under den,” fortalte hun, og blev helt arrig ved tanken om ham.

”Så manipulerende, forstået. Mere?” spurgte han fortsættende ind. Der var så mange ting at fortælle, at hun ikke engang vidste hvor hun skulle begynde og slutte, så hun tog sig overvejende til hagen og tænkte sig en smule om.

”Jo altså, han er hele tiden sammen med Kommandøren, som man kan sige er hans højre hånd. Han er ligeså skrækkelig, og de har sammen rottet sig mod Kong Asdern, der ligger syg. Ham tror jeg ikke er en dårlig person,” berettede hun ærligt, og prøvede at genkalde alle minderne, hun ellers konstant ville fortrænge.

”I har ikke tænkt jer at gøre andre fortræd, vel? For der er mange på slottet der ikke har fortjent det, men bare adlyder hans ordrer af frygt,” sagde hun ømt. Selvom hun havde kendt dem i kort tid, var en bekymret for tjenestepigerne, der havde det slemt nok i forvejen.

Niran fnøs let og rystede på hovedet. ”Hvis det er muligt, vil vi slet ikke gøre nogen fortræd. Det ideelle ville være at Rheagan og ham Kommandøren endte i fangekælderen,” påstod han og lød både rolig og nervøs på én gang. Det var farligt at sige sådan noget, når chancen for at det endte i et blodbad var uhyggelig stor. 

Han tog en dyb indånding, før han med et kort suk fortsatte sin sætning: ”Men sådan ender det sjældent. Det er desværre svært at føre krig uden nogen bliver skadet.” Han kastede et lille blik hen over skulderen, og sendte hende et halvhjertet smil.

Så kiggede han hen mod Arran, der fraværende spejdede rundt mellem træerne for at holde øje. Nirans blik blev en anelse sårbart og blødt, når han så hen mod sin lillebror, og det var tydeligt at han var bekymret for ham.

”Så lad os bare håbe det er de rigtige der bliver skadet,” konstaterede Calla bittert. Hun var normalt ikke en voldelig person, men hun indrømmede skamløst at hun ønskede at Rheagan og Kommandøren ville lide. Og en lille del af hende ønskede også at være den person, der fik dem til at lide. 

Niran så hen mod hende igen, en smule forbløffet over hendes så direkte kommentar. Men han sagde hende ikke imod, for han var enig med hende. Hvis nogen absolut skulle dø, skulle det være Rheagan.

”Må jeg så bede om din ærlige mening om noget?” spurgte han igen, og denne gang var hans stemme ikke ligeså selvsikker og rolig.

”Ja?” svarede hun undrende og holdt sit blik på hans nakke. Ham og Arran lignede hinanden utrolig meget, men han havde nogle lidt skarpere ansigtstræk og en lidt mere elegant udstråling, mens Arran så mere fri og rebelsk. Han både lignede, lød og opførte sig som en royal.

”Tror du jeg vil kunne herske Provalon?”

Calla gav et overrasket host fra sig, og holdt sig kort for munden. Hun havde aldrig forventet sådan et ligeud og sårbart spørgsmål fra en kronprins, men hun måtte også snart lære, at Egania var helt anderledes end hun var vant til. Hvis hun havde sat sig bag på kronprinsens hest i Provalon, var hun højst sandsynligt endt i fangekælderen. 

Hun så overvejende på siden af hans ansigt, mens han stift holdt sit blik fremad. Hendes ene mundvig vippede en tand opad, da hun var nået frem til en konklusion.

”Jeg tror Provalon har brug for én som dig. Du virker som en retfærdig og barmhjertig leder, så ja, det tror jeg,” erklærede hun med et smilende fnys. Hun så hvordan hans egne mundvige selv vippede op i et smil, og det gjorde hende helt varm indeni. "Eller det ved jeg."

Tanken om at Kronprins Rheagan skulle af tronen, og hans falske og selviske dynasti kom til en ende, gav hende en smule håb. Det var ikke meget håb, for indtil videre så deres chancer tynde ud, men det var nok til at holde hendes humør og kampgejst oppe.

Hun frydede sig når hun forestillede sig ham falde til knæ og bede om forladelse af Niran, der ville vinde folkets beundring ved at frelse ham. Men hun ville ikke besøge hverken ham eller kommandøren i deres fangekælder, for hun frygtede at hun ikke ville kunne holde sig igen.

Bare alene tanken om dem fik hendes blod i kog, og ubevidst knyttede hun sine knytnæver sammen så meget, at neglene borede sig i hendes håndflade og hendes knoer blev kridhvide.

”Tak Calla. Det er måske ikke så dårligt igen, at du kom til Egania,” bemærkede han livligt og med et skævt smil, der smittede af på Calla.

”Og jeg er ked af hvad der skete med din far og dig. De vil bøde for det,” færdiggjorde han, men smilet på hendes læber sivede langsomt væk. Hun mærkede et stik i brystet igen, så hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene blidt i.

”Tak,” svarede hun kortfattet. Hun ville selv få dem til at bøde, så de kunne mærke smerten fra alle de mennesker, hvis liv de havde ødelagt. Og det gik helt fra hendes afdøde far, til Jada, og til den lille dreng hun var stødt ind i. Først havde hun tænkt det var barmhjertigt af ham at lade drengen gå, men nu indså hun, at det var hans skyld den lille dreng var tvunget til at stjæle i første omgang. 

Frustreret talte hun langsomt til ti, og forsøgte at berolige sine nerver. Hun kunne mærke, at hvis hun ikke snart fik noget af sin vrede hun ud, kunne det koge over. Nu havde hun holdt sorgen og vreden inde så længe, at det snart tog overhånd over alle hendes sanser og hele hendes krop.

”Calla,” blev der dæmpet kaldt, og hun så sig skarpt til siden. Arran så på hende med milde og trøstende øjne, da han kunne se hvor anspændt hun var blevet i kroppen.

Det kom en smule bag på hende, men hun nikkede forsikrende tilbage med et forsigtigt smil. Allerede nu var spændtheden i hendes krop ved at forsvinde, bare af et lille, bekymret blik fra ham.

Hun sank en klump i halsen, da varmen steg hende til hovedet, og med en anelse hurtigere hjertebanken vendte hun opmærksomheden væk fra Arran, og ud mod skoven. Det var lyst om morgen, så hun var ikke bange for at blive angrebet af Telemere længere.

Men alligevel havde hun en mærkelig fornemmelse i kroppen, som om de stadig blev overvåget. Hun så sig rundt, men kunne ikke få øje på nogen eller noget, der virkede ubekendt eller unormalt. Måske havde hun havde nerverne ude på tøjet alligevel.

”Niran,” mumlede Arran lavmælt, og red en anelse tættere på dem. Han sørgede for at holde sit blik mod stien, men skuede dog stadig til Arran ud af øjenkrogen.

”Der er noget mærkeligt ved Oryn. Synes du ikke han er meget stille og rolig? For et par dage siden råbte og skreg han op, at vi ville lægge Egania i ruiner,” sagde han stille, og sikrede sig at der ikke var andre end Niran og Calla der hørte ham.

”Hvad foreslår du da? Der er ikke noget han kan gøre nu, med mindre han planlægger at slå os alle ihjel på egen hånd,” brummede Niran dæmpet igen.

Mistænksomhed og mistillid var ikke særlig udbredt i Egania, eftersom de fleste kendte hinanden. Alle havde levet med hinanden gennem hele sit liv, og derfor stolede man altid på dem omkring sig, så Niran så ingen grund til pludselig at stille spørgsmålstegn til Oryn, som han havde kendt helt fra barnsben.

Arran sukkede frustreret og gnubbede sin hånd mod panden. ”Jeg ved det ikke. Jeg har bare en mærkelig fornemmelse omkring ham. Som om der snart vil ske et eller andet,” tilstod han opgivende med urolige øjne.

Calla sagde ikke et ord, men følte på præcis samme måde som ham. Hun kunne også mærke den unaturlige stemning i flokken, som om der snart vil ske et eller andet, som Arran havde sagt det.

”Det vil der også, Arran. Folk er bare nervøse fordi vi snart ankommer til De Døde Tinder, og så er der ikke langt til Provalon. Vi må forberede os, i stedet for at mistænke hinanden,” fastslog han med en blanding af forståelse og bestemthed.

Arran nikkede undertrykt, og bevægede sig tilbage på sin originale plads igen. Han så sig flygtigt over skulderen for at få øje på Oryn, der bagerst red sammen med Galen og nogle af de andre. Han lagde ikke mærke til Arrans stirren, så han så tilbage igen og mødte Callas blik på vejen.

Hun så på ham med gensidig bekymring, for at vise ham at hun følte det samme som ham. Hans pande rynkede sig sammen, før han tøvede rettede sit blik tilbage på stien, og efterlod sig selv i dybe, fraværende tanker og overvejelser.

Stilheden faldt atter over dem, og de red resten af vejen i stilhed. Det var indtil træerne blev færre, og jorden begyndte så småt at gå opad. De ankom til et sted hvor der kun var få træer, og hvor der lå store stenbunker lagt oven på hinanden.

Som de lå forskudte og over det hele, måtte de sno sig udenom dem, indtil de nåede noget, der lignede en port. Udhugget af samme slags sten, stod der en stor buet port der lå over stien og førte dem ud på en smallere og mere uklar sti, der slyngede sig op gennem de høje bjerge. I stenen var udhugget runer og tegn hele buen rundt, der på Esilisk fortalte dem, at de bevægede sig ind i De Døde Tinder. 

”Vi er her,” åndede Niran ud, og så lettet ud over resten af flokken. Nogle sukkede endelig op, mens andre bare blev mere stive i ansigtet af det. Nu var den første, og sikkert også den lette del af rejsen overstået, og der ventede dem sikkert langt større udfordringer så snart de havde passeret den sidste del af De Døde Tinder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...