Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
805Visninger
AA

21. Kapitel 18: En dans på tjørne part 2

De fortsatte gennem porten og op gennem bjergene. Solen oplyste vejene for dem, og deres tunge beklædning begyndte at blive meget varme at slæbe rundt på, så flere af dem tog deres kapper og veste af.

Calla sad og gyngede på ryggen af Nirans Tirn, og havde en følelse af næsten utålmodighed. Selvom hun selv ikke syntes deres chancer var for gode, havde hun alligevel en forventning til, at det hele nok skulle lykkedes for dem, og Niran nok skulle slå Rheagan.

Ham og Arran indledte den 117. samtale om deres plan, så snart de ville ankomme i Provalon. Om hvordan de ville marchere direkte ind på Kong Ridlons plads, og fortælle folket sandheden. Derefter ville Rheagan og kommandøren dukke op, og så ville de kæmpe retfærdigt om tronen. Og så ville Niran vinde.

Calla kunne den plan udenad på rygraden nu, så hun vendte sit døve øre til og så op og gennem bjergene. Denne sidste del af strækningen kendte hun godt, for det var samme sted hende og Bram havde flygtet gennem, for omkring to uger siden.

Selvom det ikke havde været længere tid, føltes det som en evighed siden at de havde løbet der side om side. Hun kunne sagtens se sig selv for sig, og hvordan hun ynkeligt zakkede bagud fordi hun ikke havde mere energi i kroppen.

Hun tog en dyb indånding, men en anden duft fyldte hendes næsebor nu. Det var en meget markant duft, men hun kunne dog kun lige ane den – og den lugtede brændt. Hun sniffede højlydt ud i luften for at opfange mere af lugten, men kunne ikke lugte mere end hun allerede kunne.

De havde bevæget sig helt ind i bjergene nu, og Calla kunne så småt ane små røgskyer flyve imellem dem som tåge.

”Stop. Lugter her ikke brændt?” spurgte hun og hev krævende i Nirans kappe, så han sænkede farten på sin Tirn lidt ned. Hele flokken stoppede op og forsøgte at lugte sig frem til det samme, men den var så fjern, at de fleste ikke kunne.

”Skal vi stoppe op hver gang der er en ny lugt, eller hvad? Vi har ikke hele dagen, lad os se at komme videre,” råbte Oryn op fra bagerst i rækken, og Calla så sig irriteret over skulderen. Hun brød sig ikke spor om ham, og følte medfølelse for Galen, der var fanget med ham som en værge.

”Hun har ret. Lad mig tjekke forud,” meddelte Arran, og uden tilladelse fik han Bero til at lunte listigt fremad, mens de andre blev stående på deres pladser. Bjergvæggene var blevet høje nok til, at man ikke længere kunne se over dem, så da Arran forsvandt rundt om hjørnet, kunne de hverken se eller høre ham længere.

De ventede i et lille stykke tid, før de derefter spottede ham komme listende tilbage med bekymring malet hans ansigt.

”Vagter. Der er vagter lidt længere fremme, omkring ti tror jeg,” hvæsede han frustreret og så sig over skulderen igen. Calla tabte næsten mælet og rystede på hovedet – det gav ikke mening at der holdt vagter der, det var et sted hvor ingen kom. Og så ti af dem?

”Er du sikker? Calla, jeg troede du sagde-”

”Det forstår jeg ikke,” afbrød hun Niran, og havde ikke engang hørt hvad han sagde. Hun havde fortalt dem, at der aldrig var vagter der, og de havde stolet på hende. Hvordan kunne hun have taget så meget fejl?

De hørte fodtrin fra en Tirn, og kort efter havde Oryn sluttet sig til fronten. Han tog et hidsigt greb i Callas overarm, og hev så hårdt i hende at det nærmest rev hende af Tirnen.

”Var det din plan, hva'? At lure os herud så du kunne lokke os i en fælde?!” snerrede han og så hårdt ind i hendes øjne. Hun hvinede undertrykt af smerte, og stirrede uforstående tilbage på ham.

Normalt kunne man sagtens se når en person var gal på hans øjne, men hans blik var nærmest livløst. Det var kun hans høje tonefald og voldsomhed der fik hende til at tro, han var sur. Det var nærmest som om han bare spillede sur.

”Nej, jeg ved ikke hvorfor de er her! Måske… måske er vi kommet for sent. Måske har de allerede startet krigen, og derfor har ekstra beskyttelse,” antog en smule højlydt, og modtog en tyssende finger fra Niran.

”Det er lige meget, det er ikke hendes skyld, Oryn. Vi kan snige os under dem, men det kræver vi er stille,” fastslog Niran bestemt og sendte Oryn et blik der sagde, at man ikke skulle løbe om hjørner med ham.

Oryn fnøs forarget, men vovede ikke at sige Niran imod. Så i stedet gav han Calla et sidste, hadefuldt blik, før han vendte tilbage til sin oprindelige plads.

”Nej, det er nemmere hvis vi går over dem, ellers er risikoen for at de ser os stor. Stien er smallere og fladere længere nede, så vi er mere synlige,” bød Arran ind en anelse tøvende, og så prøvede mod Niran der overvejende tænkte sig om.

”Okay… så går vi over,” tilkendegav han, og sendte Arran et anerkendende nik. Da Calla så mod ham, kunne hun næsten se stoltheden i hans øjne, da han ærbødigt nikkede igen. Niran vendte sig mod de andre for at signalere at de skulle være stille, før de begav sig videre.

I stedet for at tage samme rute som Arran havde tjekket, tog de en der førte dem længere op i bjerget. De holdt næsten vejret inde, da de landede ud på en forholdsvis bred sti, der kun kunne rumme én Tirn af gangen.

Så i en lang række på syv, listede de af sted deroppe. Efter noget tid kunne de høre svage stemmer, og lidt længere fremme endnu så de skyggerne af vagterne. Arrans påstand havde altså været sand, og der var mindst ti vagter stående om et nu slukket bål.

Callas hjerte bankede hårdt og hurtigt mod hendes ribben, så det næsten gjorde ondt, og hun holdt en hånd for munden for ikke at trække vejret for højt. Hendes blik var limet fast på vagterne, der var omkring ti meter under dem.

Da de næsten var nået ud fra deres rækkevidde, og hun var ved at ånde lettet op igen, skete der dét, der absolut ikke måtte ske. Bag dem hørte de et undertrykt grynt, og et par sten dalede ned fra afsatsen, direkte mod vagterne.

Det gik nærmest i halv hastighed, da de så og hørte stenene rulle ned ad bjerget. De snappede alle deres hoveder mod den bagerste række, hvor Galen forskrækket holdt en hånd for munden, og ved siden af ham stod Oryn med sit kølige blik fikseret på ham. Og der gik ikke længe før vagterne så op i deres retning.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...