Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
768Visninger
AA

18. Kapitel 16: Ud fra skyggerne

Calla så med trætte øjne op mod himlen, hvor man snart kunne begynde at ane solens stråler. De havde redet i flere timer nu i den mørke og uhyggelige skov, men der var stadig langt til de ville nå De Døde Tinder, for ikke at nævne selve Provalon.

De havde indtil videre redet uden nogle problemer, men kendte man De Evige Skove godt nok, vidste man at man hele tiden skulle være forberedt. Men eftersom der kun var et par timer tilbage til at det var morgen, var Calla ikke ligeså bange for mørket længere.

”Niran, hvor holder vi pause henne?” spurgte Arran og var kommet op på hans side. De fleste småsnakkede en smule mens de red, og prøvede hvad de kunne for at holde stemningen lidt oprejst.

”Snart er vi ved Afgrunden på den anden side af Eganiphisla. Der holder vi en kort pause, får sovet ud og fortsætter ved solopgang,” svarede han alvorsfuldt og holdt øjnene skarpt vågne.

De andre vagter og medlemmer var begyndt at tage det mere roligt, og holdt ikke ligeså nøje øje længere, men Niran selv blinkede med varsomhed, og lod ikke en eneste bevægelse passere sit ørneblik. 

Calla sukkede inderligt og så sig rundt i skoven for at give sig til at lave et eller andet. Hun prøvede at se om hun kunne spotte nogle dyr eller væsner, men der var næsten helt øde i skoven, og en larmende stilhed rungede mellem de høje træer.

Hendes blik flakkede fra højre til venstre, og hver gang hun gjorde det, var det som om der fandtes noget ude i hendes øjenkrog. Det var en mærkelig plet, der mørknede og skyggede for hendes sind, og det var nærmest som om det prøvede at skjule sig fra hendes syn.

En gren knækkede et sted ude i skoven, og Callas øjne vendte øjeblikkeligt til det sted lyden kom fra. Der var intet at se, bortset fra træerne og deres skygger. I det sekund hun blinkede knækkede endnu en gren, denne gang tættere på. Og der gik kun få sekunder mere, før flere grene og kviste knækkede samtlige steder omkring dem.

”Arran…?” hviskede Calla stille og hev forsigtigt i hans trøje, og han rykkede sit hoved en anelse til den ene side, for at vise hun havde hans opmærksomhed.

”Er det bare mig, eller er her ikke en mærkelig fornemmelse?” spurgte hun tøvende, og prøvede at følge lydene med sit blik. Hendes hjertebanken satte langsomt farten op, mens det kriblede og kildede ubehageligt på hendes hud, overalt på kroppen.

”En mærkelig fornemmelse? Hvad mener du?” spurgte han og så sig undrende rundt. Først kunne han ikke høre eller se noget der virkede unormalt, men så hørte han selv grenene knække i skovbunden, og så selv skyggen i det bagerste hjørne af hans syn.

Han holdt vejret inde i et par varslende sekunder, før han spærrede sine øjne op på vid gab. ”Telemer! Skynd jer!” råbte han så højt og pludseligt, at Calla nærmest faldt bagover af forskrækkelse.

Hun nåede ikke engang at tænke før hun tog et stramt greb i hans bluse, og Bero fløj af sted gennem skoven. Vinden slog mod hendes ansigt og pressede et par tårer ud af hendes øjne i farten.

Hun så sig frygtende bagud, og så hvordan alle havde reageret med samme og red i samme fart og med samme rædde ansigtsudtryk som hende. Noget ude i skoven fangede hendes blik, og da hun kiggede så hun samme skygge som før, men denne gang klart og tydeligt.

Et højt og spinkelt væsen trådte frem fra bag et træ, og var derefter efterfulgt af mindst fem mere på hver deres side af stien. De var mørke som natten, og lignede træernes skygger som de slangede sig hen over grenene og hen imod dem.

”Arran! Vi kan ikke løbe fra dem!” råbte Niran højt, så han overdøvede de mange råb og støj fra vinden.

Dog blev han afbrudt af et højt råb bag dem, og både Niran og Arran stoppede brat op og så sig tilbage. En af Telemerne havde indhentet dem, og dens lange, spidse fingre tog et stramt greb om livet om den unge dreng, Galen.

Hans øjne og mund udvidede sig på vidt gab, og det eneste han kunne fremtvinge, var stønnende og kvælende hulk. Telemen pressede luften og dermed livet ud af ham, mens han vred og rykkede sig for at slippe fri.

”Galen!” skreg Oryn rasende, så små spytklatter fløj fra hans mund. Med ét satte han sin Tirn i løb, og satte kursen direkte mod Telemen og Galen, hvis øjne langsomt blev mere og mere matte.

Oryn trak et langt og skarpt sværd op fra skeden, og holdt det truende i vejret med et advarende brøl. Telemens øjne var to små hvide prikker, som to stjerner på en nattehimmel, og de vendte sig og så ventende på den gale kriger, der kom styrtende imod den.

Afstanden mellem dem blev mindre, mens Oryn svang frygtesløs sit sværd i en bue mod dens hånd, der nu strammede grebet om Galen, der gav et skrig af smerte. Få sekunder inden sværdet kom i kontakt med hånden, kom Telemens anden arm svingende med stor hastighed og kraft.

Den hamrede hårdt ind i Oryn, og sammenstødet sendte ham flyvende ind i skoven. Et skrig undslap Callas læber, da han blev stoppet af et træ og han faldt brat til jorden. Flere af Telemerne havde indhentet dem nu, og der lød hjælpeløse råb og skrig fra alle af selskabets medlemmer.

Calla sad frosset fast på sit sæde hos Bero, og så blot håbløst til mens de andre kæmpede for livet. Hendes hjerte bankede og et stort hul formede sig i hendes hjerte, da hun begyndte at frygte det allerede var ude for dem.

Da det så aller sortest ud for dem alle, blev der skudt en hurtigt og præcis pil gennem luften. Inden Telemen kunne nå at reagere, havde den gennemboret dens hånd så den med et øredøvende og skingert skrig, der ikke lyd som noget Calla nogensinde havde hørt før, var tvunget til at løsne sit greb om Galen.

Niran kom ridende gennem mængden, og skød endnu en pil i dens retning, og denne gang ramte han den i dens ene øje. En mørkeblå væske strømmede fra hullet pilen havde lavet, og dens skrig fik alle til at holde sig for ørene af smerte.

Et hulk forlod Callas læber, da hun sammenkrøllet holdt sine hænder for ørene og klemte øjnene hårdt sammen. Tårerne væltede ud fra hendes øjne, og hendes højlydte snøft og klynk var næsten nok til at overdøve al den anden støj.

Telemen væltede tilbage i skoven og holdt sig smertende for sit øje, før den til sidst forsvandt ind i mørket igen. Galen var faldet til jorden, og lå og hostede med en hånd for maven. Hele hans ansigt var forvrænget i en grufuld grimasse, og hans øjne strålede panikslagent rundt omkring.

”Galen, du er okay! Du klarer den!” råbte Niran, og tog hans hoved i sine hænder og ruskede blidt i ham. Det var som om Galen befandt sig i en helt anden verden, som hans øjne ikke sad stille i et eneste øjeblik.

Så hævede Niran sin ene hånd og gav ham et hårdt slag hen over kinden, der gav et rungende klask midt i larmen. Galen sad stille i et par sekunder, før han med tårevædede øjne og en tynd linje af blod løbende fra hans mund så lettet mod Niran, der ligeså lettet åndede op.

Han rejste sig for at hjælpe de andre med at bekæmpe de sidste Telemer, da Calla omsider vovede at se sig op. Hun så Galen der var lænet op ad et træ mens han prøvede at få vejret, og hun så Oryn lidt længere væk der ømt rykkede sig på jorden.

Så kiggede hun hen med Niran, der sammen med alle de andre sendte pile og sværdkast mod tre Telemer, der arrigt kæmpede imod. Arran stod ved hans side, og fik med et elegant sving skåret sit sværd mod en af Telemernes fødder, så den faldt sammen på jorden med et skrig.

Flygtigt vendte han sig om og så mod Calla. Hun så rædselsslagent ind i hans øjne, og ønskede at løbe hen til ham, hvor hun følte sig i tryghed. Nu hvor Niran havde nedlagt én af Telemerne, og de var i gang med tre andre manglede der kun én. Men hun kunne ikke få øje på den nogen steder.

”Calla!” råbte Arran med sine lungers kraft. Hun skulle til at rejse sig og løbe hen mod ham, da en kulde omgav sig hende. Hun kunne mærke den ned ad hendes nakke og hendes arme i et kort øjeblik, før hendes krop blev slynget op i luften.

Hun så jorden forsvinde under hende, og et par tynde og skarpe fingre klemte sig om livet på hendes. Ligesom Galen mistede hun pusten, og gispede ivrigt efter vejret og sparkede vildt med benene.

”Arran!” skreg hun fortvivlet tilbage, og vred nakken om for at se bag sig. Med det samme så hun ind i øjnene med bæstet, hvis livløse øjne uden sjæl kiggede direkte tilbage på hende. Hun så ingen mund, men alligevel kunne hun se at den var sulten.

Hun skreg til hun fik ondt i halsen, og slog så hårdt hun overhovedet kunne mod dens hånd, men den rørte sig ikke ud af stedet. Dette var anden gang nu hun var så tæt på døden, og det var anden gang at hun følte sig så komplet hjælpeløs og skræmt for livet.

Hver gang hun blev stillet i denne situation frøs hun fuldstændig, ude af stand til at hjælpe andre eller sig selv. Og på grund af det tog hun livet af sin far, og gemte sig som en kujon da alle andre kæmpede.

Calla stoppede med at skrige, og så med slørede øjne ind i øjnene på Telemen, der med langsomme bevægelser trak hendes længere ind mod sig. Selv efter at have konkluderet hun fortjente døden, sloges hun stadig vildt for at slippe fri. Selvom hun vidste at det måske ikke var for det bedste, ville hun stadig gribe den sidste chance for at leve.

Med denne tanke råbte hun højt op, og skubbede til hånden med alle sine kræfter, med en fornyet styrke. Hun klemte, skubbede og pressede til hendes hænder begyndte at brænde, men Telemen bevægede ikke engang en eneste muskel.

Det var på et hængende hår, da hun pludselig vidnede endnu en pil spidde Telemens pande, så den blålige væske lød ned ad dens ansigt, hvis man overhovedet kunne kalde det et ansigt. Der kom et lille hvin fra den, før den slap taget om Calla, og hun faldt ned mod jorden.

Hun havde endnu ikke fattet hvad der var sket, da hun i stedet for at ramle ned i jorden, blev grebet af et par stærke hænder. Da hun kiggede forfjamsket op, mødte hun Arrans bekymrede øjne, og han satte hende op på Bero.

”Calla, er du okay?” spurgte han hektisk og så efter sår eller brækkede knogler på hendes krop. Hun sad helt stille uden at svare ham tilbage, og kiggede ind i hans øjne med nye tåre på vej.

”Gør det ondt? Hvor gør det ondt?” spurgte han videre da han så hendes tårer, men Calla rystede afvigende på hovedet og kvalte et hulk. Hun følte sig både dum og ynkelig, da hun endnu engang måtte blive reddet af andre.

”Undskyld,” snøftede hun og tørrede sine øjne. Hun lukkede øjnene i og tog en dyb indånding, mens hun tvang tårerne til at blive indenfor hendes øjne. Hvis hun skulle tage sig sammen og være nyttig, betød det også at hun måtte lære at kontrollere sine tårekanaler.

”Hvad undskylder du for?” Arran tog et skridt fra hende da han indså hun ikke var skadet fysisk, og gav hende et både undrende og halvt bekymret blik. De andre havde fået fældet de tre andre Telemer, så med mindre de kom tilbage, var de i sikkerhed for nu.

Arran så ømt på Calla, der sad foran ham med blodskudte øjne og ophævede kinder, mens hun med lukkede øjne åndede tungt ind og ud. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere; om han skulle lade hende græde ud selv, eller prøve at trøste hende.

”For at du blev nødt til at hjælpe mig. Igen,” sukkede hun lavmælt og åbnede øjnene op på ny. Arrans ansigt var ulæseligt, og en blanding af undrende og beroligende på én gang. Hun vidste ikke hvofor, men det gav hende en følelse af tryghed at se ind i dem. 

”Det er ved at blive en vane,” konstaterede han med et skævt, prøvende smil, som ikke kunne andet end at smitte af på Calla. Hun nikkede taknemmeligt, men stadig domineret af følelsen af at have fejlet.

”Lad os se at komme videre. Vi ved aldrig om der er flere omkring,” sagde han, og vendte sig om for at sige det samme til de andre, der var i gang med at komme på fødderne igen og hjælpe hinanden.

Da Calla så hvordan de så kærligt hjalp og beskyttede hinanden, følte hun et snært af misundelse for Eganerne. Hun kunne ikke undgå at føle sig en smule malplaceret og udenfor, da hun vidste at hun aldrig ville blive en del af det fællesskab de havde – selvom de måske ikke alle var på god fod personligt.

Hendes øjne fulgte Arran, da han gik rundt til alle for at give en hånd med. Talte til dem, forsikrede dem at de havde gjort et godt arbejde, og et lille smil svævede varsomt om hendes læber.

Kong Arran Storm den Tredje, det lød temmelig godt, hvis man spurgte hende. Hun vidste at Niran var kronprinsen, men kunne alligevel heller ikke helt slippe tanken om, at det var Arran der generobrede Provalon og førte balance og fred til kongeriget.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...