Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
780Visninger
AA

17. Kapitel 15: Ind i mørket

En uge var hurtigt gået, og Calla stod nu og så sig selv i spejlet. Hun havde fået tøj der var lidt bedre egnet til en hård rejse gennem De Evige Skove, end hvad hun tidligere havde haft.

Der var læderbælter og beskyttelse på både torso, arme og ben, og under det hang blødt og tykt stof i mørke brune, grønne, grå og sorte nuancer. Hun sukkede let da hun så sig selv som et helt andet menneske.

Spejlbillede lignede hende på en brik, men alligevel havde hun svært ved at genkende sig selv. Da hun så sig selv i spejlet tilbage i Provalon havde hun set en glad, ung pige der var klar til at tilbringe resten af sit liv med at studere væsner og rejse verden rundt i glæde.

Hvad hun nu så var en trist og forladt pige, der ikke længere vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Det var som om hele hendes mening var forsvundet sammen med Bram, og nu prøvede hun at fuldende det sidste stykke, der betød noget for hende.

Og hvad ville hun så gøre bagefter?

Calla prøvede at finde et smil frem, for at finde frem til den gamle pige, hun vidste stadig fandtes et sted derinde. Hvis hun prøvede længe nok, og smilede længe nok, ville hun måske dukke frem igen.

”Calla. Er du klar?” lød det fra døråbningen, og da hun så sig rundt stod Arran og så afventende på hende. Selvom han ikke sagde det med ord, kunne hun se bekymringen i hans øjne. Hvor bange hun end måtte være, måtte han sikkert være hundrede gange så bange.

Hun gav et prøvende smil fra sig og nikkede lydigt. ”Ja, jeg kommer,” svarede hun stille. Hun satte af med sin højre fod uden at skære tænder af smerte. Det gjorde ikke særlig meget ondt længere, og hun kunne sagtens måde gå og løbe, uden at der skete noget med det.

Selv hendes skulder var fuldkommen healet, og det eneste der var tilbage af såret, var en lille rundt ar, der altid ville være der for at huske hende på hvad der var sket den dag.

Hun fulgte med Arran ud af teltet og prøvede at se sig rundt i den mørke belysning. De havde besluttet sig for at rejse om natten, så de ville ankomme i Provalon ved højlys dag. Arran havde bragt sit forslag om en retfærdig duel til diskussion, og det så ud til, at de ikke var kommet på en bedre idé.

Calla og Arran gik mod Niran, der stod og var i gang med at sadle en anden Tirn. Denne var lidt lysere end Bero, men havde de samme, lysende katteøjne som ham. Niran gav den et klap, og vendte sig så om, da han hørte de to komme gående.

”Der går ikke længe nu, Arran,” sagde han med et forventningsfuldt smil, og placerede en hånd på hans skulder. Calla troede først han snakkede om deres rejse, men ud af blikket i deres øjne, vidste hun at det var noget andet.

Måske chancen for at komme ud fra Egania, og lede deres folk væk fra skyggerne og mørket. Besøge havet, som Arran selv havde snakket om, og opleve verden på en helt anden måde end de var vant til.

”Og du er også klar, Calla?” spurgte han og sendte hende et venligt, spørgende smil. Hun nikkede lydløst, da ordene ikke længere kunne komme ud af munden på hende. Hun kunne ikke sige hun var klar mere, for hun begyndte at indse at hun slet ikke var.

”Hvilken vej tager vi? Vel ikke gennem De Døde Tinder, vel?” Hun skød dem begge et bekymret blik, og følte en vis lettelse da Niran rystede forsikrende på hovedet, og skød hende et vidende smil. De måtte alle sammen vel vide, hvorfor hun ikke ønskede at gå derop igen.

”Nej, i hvert fald ikke fra samme vej du kom. Vi følger stien gennem skoven, der fører ud til lige før bjergpasset starter. Vi befinder os kun i De Døde Tinder i et par hundrede meter,” afklarede han, og lidt af vægten blev løftet fra Callas skuldre.

Hun nikkede bekræftende, og gav sig til at sparke små sten nede på jorden. Der var ganske kort tid til de tog af sted, og hun følte for at distrahere sig selv, fremfor at forberede sig selv. Det var ikke til at sige hvad der kunne ske, både i skovene og når de ankom til Provalon – hvis altså de overhovedet nåede så langt.

Arran og Niran begyndte at snakke videre om ruten og planerne, men Calla hørte ikke længere efter. Hun så sig rundt på pladsen, hvor alle mulige forskellige Eganere var mødt op for at se dem tage af sted.

Der var blevet tændt bål for at holde lidt liv og lys i natten, og så folk kunne se hvad de lavede. Hendes blik slørede sig hen i flammerne, der trak sig selv op i luften inden de døde ud. De var som hænder, der strakte sig opad, men sank ned i jorden igen.

Og så forestillede hun sin egen udstrakte arm, der strakte sig opad mod hendes far, før hun atter faldt ned igen. Hendes øjne løb i vand, men hun vidste ikke om det var på grund af mindet, eller fordi hun havde faldet i staver i lang tid nu.

Hun blinkede sig ud af det, og så rundt på Eganerne. De havde i starten virket mistænkelige overfor hende, men nu vinkede de til hende med store smil, som om hun var en helt der skulle få dem ud fra De Evige Skove.

Tøvende vinkede hun igen, med en varm og rar følelse indeni, overrasket over at der var nogen der havde tiltro til hende. Deres ansigter strålede, selv om natten, med håb og forventning sivede ud fra øjne og smil.

Et chok gik igennem hendes krop som stød, da det gav et hårdt ryk i hendes skulder, og halvdelen af hendes krop blev slynget fremad. Hun udstødte et forskrækket hvin, og så sig stødt over skulderen.

Gående forbi hende gik høj og muskuløs mand. Han så sig langsomt over skulderen og skulede til hende med øjne der flammede op mere end bålet, og hun genkendte ham straks som manden fra forsamlingen, der havde været meget imod hendes ide.

”Min fejl,” gryntede han med et udtryksløst og stenhårdt ansigt, der fik Calla til at være limet fast på jorden. Manden, der tydeligvis ikke var bumpet ind i hende ved et uheld, passerede hende og fortsatte uden at se sig om en ekstra gang.

Hun knyttede sine næver arrigt sammen og tog en dyb indånding. ”Intet problem,” mumlede hun gennem sammenbidte tænder for sig selv, og gik tilbage til Arran og Niran, der stadig stod og snakkede om rejsen.

”Hey, hvad hedder ham der?” spurgte hun afbrydende og pegede mod ryggen af den tidligere mand. Arran fulgte hendes finger, og fik øje på ham stå og sadle sin egen Tirn med dovne bevægelser, og et fnys forlod hans mund.

”Muskelbundtet der? Det er Oryn, ham skal du ikke tage dig af. Han er bange for at vagterne vil finde frem til Egania, så han prøver at ødelægge enhver chance vi har for at komme væk herfra,” snerrede han med en intern irritation.

Calla observerede Oryn, som han aggressivt hev tog sin sadel til Tirnen, og kylede den i brystet på en dreng lige ved siden af ham. Denne dreng var kun lidt lavere end Oryn selv, men mindst dobbelt så spinkel, og var lige ved at falde bagover af den nye vægt.

Oryn forlod området, og lod den anden dreng om at sadle hans Tirn, og han adlød lydigt og skrækslagent. Calla fik helt ondt af ham, samtidig med at hendes holdning til Oryn blev værre og værre.

”Og knægten der, det er Galen, Oryns fætter. Han bliver konstant hundset rundt med, men adlyder af enten skræk for Oryn, eller taknemmelighed for ham, da han tog ham til sig efter hans forældre døde af en sygdom,” fortalte Arran videre.

Calla svarede ham ikke, men fortsatte bare med at observere drengen gøre Oryns pligter for ham. Hans blik var nervøst og flakkende, og hans krop og hoved bevægede sig hele tiden i en ny retning, som om han var urolig.

Den ene gang han så sig omkring, fik han øje på Calla der så på ham med en dyb panderynke. Hans øjne lyste overrasket op, før han straks slog blikket ned igen, og fortsatte med sit arbejde.

”Calla, vi tager af sted nu. Er du klar?” spurgte Arran lettere betænkeligt, og så på hende med opløftede øjenbryn. Hun foldede sine arme over brystet, og drejede halvfems grader om på hælen med et bestemt nik.

”Ja,” svarede hun kortfattet, da hun var ved at blive træt af det spørgsmål. Arran så ikke helt overbevist ud, men kunne godt tænke sig frem til, at man nok aldrig ville blive klar. Med et suk tog han hende med over til Bero, som gik dem i møde.

”Hej Bero dreng,” hilste han med et undertrykt smil, og kom den i møde med en udstrakt hånd, der blidt kærtegnede dens bjørnelignende hoved. Med lukkede øjne brummede den tilfreds, og sendte livlige øjne til dem begge to.

Calla kunne heller ikke helt stoppe med at smile over hvor tam og harmløs den var, og gav sig også selv til at klø den kærligt bag det ene øre.

Eftersom der ikke var nok Tirner til at Calla kunne ride på sin egen, måtte hun være medpassager på Arrans Bero. Hun havde ikke tænkt nærmere over det før, men begyndte hun at kunne mærke et lille sus i maven.

”Skal du have en hånd...” spurgte Arran og trak ud på sidste tryk, da Calla uden ord selv fik famlet sig op på sadlen, der var stor nok til at rumme dem begge. Arran nikkede overrasket, og fik også hejst sig elegant og ubesværet op på Bero, foran hende.

Hun så direkte ind i hans nakke og så hvordan hans mørke hår faldt i bløde lokker ned fra hans hoved. Den behagelige duft af grannåle og regn fyldte hendes næsebor, og hun rømmede sig kort, og ignorerede varmen hun pludselig fik i ansigtet og i håndfladerne.

”Hold fast så du ikke falder af,” brummede han kortfattet fra sig, og hun kunne nemt høre hæsheden i hans stemme fra den korte afstand. Hun gav et lille ’mhm’ fra sig og så sig rundt efter noget hun kunne holde fast i.

Det gav et sæt i hende, da Bero pludselig bevægede sig fremad, så hendes krop var ved at falde bagover. Med et hvinende hyl greb hun ivrigt fat i stoffet på Arrans bluse, og hev sig selv ind igen.

”Sagde jeg ikke du skulle holde fast? Det kommer til at gå hurtigere når vi engang når ud på stien,” sagde han, men ikke med an arrig undertone. Han lød nærmest en smule underholdt af hendes pludselig udfald.

”Ja ja,” vrissede hun bittert, en smule flov over hendes pigede skrig. Hun blev pludselig glad for at sidde bag ham, så han ikke kunne så hvor ildrøde hendes kinder var blevet.

Hun greb et lidt bedre tag i hans bluse og et stykke af sadlen, og var denne gang forberedt da Bero satte farten en smule op. De gyngede op og ned, som de bevægede sig over pladsen og gennem folkemængden, der alle så fascineret til.

Calla selv var også fascineret, da hun så hvordan omkring hundrede mennesker havde omgivet sig dem, og råbte opfriskende og opstemmende ord til dem, om at de var Eganias frelsere.

Calla prøvede at se Arrans ansigt fra sin position, men kunne kun lige skimte en hentydning af et lille smil i hans mundvige. Det var at strække den lidt ved at kalde det et smil, men det var på vej i den rigtige retning.

De red i næsten forrest i flokken, hvor Niran og nogle vagter var de forreste. Med ét stoppede de alle op, da Niran og kongen udvekslede et par uhørlige ord. De udvekslede et kærlig kram, før Niran så ud over flokken på otte og hans Tirn begyndte at gå forud.

Folk råbte stadig opmuntrende ord efter dem, men hverken Calla eller Arran kunne koncentrere sig om det, da de bevægede sig ind i klippevæggens mørke der omringede og beskyttede Egania. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...