Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
769Visninger
AA

15. Kapitel 13: Midnatssnak

Hun var helt alene i det halvmørke rum, og den eneste lyd der kunne høres, var når hun bladrede i bogen der lå foran hende. Calle sad foroverbøjet, og havde skubbet det svage lys fra olielampen helt hen til sig, så hun bedre kunne se.

Der var nu gået to dage siden forsamlingen på slottet, og hun havde ikke været med til flere af møderne. Dog var der nogle af Eganerne der havde været ude ved floden hun landede i, kaldet Eganiphisla, og fundet hendes taske.

Den var gennemblødt, og næsten al indholdet var ødelagt. De havde nær bare smidt det hele ud, hvis det ikke var fordi Calla kom stormende og tiggede dem om at give den til hende. Indholdet i den taske var det eneste hun havde tilbage af sit normale liv lige nu, og de eneste fysiske minder om sin far.

I tasken havde hun fundet en lille læderindbundet bog, som hun havde holdt for Bram. Hun havde ikke vidst det dengang, men det var en lille logbog over dagene han tilbragte i Provalon, og om tilstanden af den Galeet han behandlede.

Mange af siderne var blevet revet af med vandet, og på mange af de sider der var tilbage, var selve blækket vasket væk. Dog var der nogle intakte sider, som hun nu prøvede at analysere. Måske ville de kaste lidt mere lys over tingene.

Hun sukkede, og hvilede sin pande på sin hånd. Der var gået timer hvor hun bare havde siddet og læst i bogen, og ikke fundet noget med relevans overhovedet. Hun kunne se på belysningen at det var ved at blive mørkt, men hun nægtede at gå i seng.

Hendes mavefornemmelse fortalte hende nemlig, at hun nok skulle finde noget, hvis bare hun læste lidt mere. Men siden hun havde fortalt sig selv det i omkring to timer nu, var hun begyndt at betvivle det en smule.

Lige inden hun skulle til at lægge bogen fra sig igen, var der nogle ord der fangede hendes opmærksomhed på papiret. Hun måtte klemme øjnene sammen og fokusere bare for at se hvilke bogstaver der var tale om.

I dag blev der gjort henrivende fremskridt med Galeeten. Dens ene vinge er stadig skadet, men den vil komme sig om en uges tid – måske endda dage. Jeg har aldrig set sådan et udviklet og intelligent væsen, og dens helbredelsesevner er markant hurtigere end alle andre væsner jeg har behandlet før.

Jeg har ført hørt rygter om, at de kunne kommunikere som os mennesker. Ikke med vores sprog, men på deres eget, og de kunne lade os mennesker forstå og høre hvis de ville. Jeg troede det bare var en lille pyntedetalje på alle eventyrene om det, men i dag blev jeg udfordret i den teori.

Måske har jeg vundet dens tillid ved at hjælpe den. Den virker fjendtlig overfor vagterne og Kronprinsen, og jeg er den eneste der må kunne tæt nok på til at røre den. Den lader sig ikke engang vise for de andre; den gemmer sig i skyggerne, og lader os kun se dens blå, flammende øjne der stirrer ind i vore sjæle.

Men da jeg var alene dernede i dag, kunne jeg have svoret at den talte til mig. Det var ikke med ord eller lyde, men når jeg så den i øjnene kunne jeg mærke hvad den prøvede at fortælle mig. Den prøvede at fortælle mig dens navn.

Querria, ville det lyde som på vores sprog. Et smukt navn der på en eller anden måde passer perfekt til den. Eller jeg skulle snarere sige til hende. Historierne siger også, at en Galeets navn er dens største hemmelighed, og når man først kender dens navn…

Midt i sætningen var blækket hvisket ud, og efterlod et kæmpe tomrum. Calla stirrede på siderne, og næsten flåede dem af for at se om der ikke stod mere. Men resten af siderne var enten vasket væk, eller fuldkommen ulæselige.

Hun læste stykket om igen, og gentog det mindst ti gange for at sikre sig hun ikke havde overset noget.

”Querria,” hviskede hun for sig selv og lukkede nænsomt sine øjne i. Hun forsøgte at forestille sig hvordan hun ville se ud, men det eneste billede der viste sig var et par blå øjne i flammer, der kiggede på hendes fra mørket.

Hun kunne næsten føle varmen mod hendes ansigt, og de små gnister flyve til vejrs i det store kælderrum. Hendes fars beskrivelse af dyret var det eneste hun nogensinde havde fået. Det var faktisk de færreste der overhovedet vidste hvordan en Galeet så ud, og sikkert endnu færre der havde set én i live, og derpå lært dens største hemmelighed.

Hun lukkede forsigtigt bogen sammen, så hun ikke ødelagde flere sider. Hendes mavefornemmelse havde alligevel fået ret, og nu ville hun belønne den ved at få noget sidste at spise, inden hun gik i seng.

Tilfreds, men også ivrig efter at få resten af historien at vide, forlod hun olielampen stå tændt, så hun kunne finde vej ud af biblioteket. Hun begav sig ned ad nogle gange, men på grund af mørket så alt lige pludselig anderledes ud.

Så i stedet for sit værelse, fik hun fundet vej ud til en balkon. Da hun åbnede døren blev hun med det samme mødt af en kold og bidende kulde, der omfavnede hendes bare arme. Men i stedet for at lukke den til igen, bevægede hun sig ud i den.

Det var en forfriskende og opkvikkende følelse, efter at have siddet i et indelukket lokale i flere timer og læst. Så hun gik helt ud til kanten af balkonen, og satte sig på gelænderet. Hun havde ikke engang indset at de befandt sig så højt oppe, men nu havde hun udsigt til en stor del af Egania.

Som hun spejdede ud over det skjulte kongerige, følte hun sig både idyllisk og melankolsk. Det var en smuk aften, hvor der var flere lys tændt i Eganernes vinduer, der lyste skovens mørke en smule op.

Men det mindede hende samtidig om hvor frygtelig meget hun savnede sit eget hjem. Og hvor meget hun savnede sin mor og bror, og sin far som hun nok aldrig ville få at se igen. Det var øjeblikke som disse, hvor hun tillod sig at tænke på ham.

Billedet af hendes fald fra klipperne, mens han desperat forsøgte at holde hende så længe han kunne, inden han livløst faldt om på stenene, havde aldrig forladt hende. Hun så det hver gang hun lukkede øjnene i, og det gjorde lige ondt hver gang.

Hvad der pinte hende mest var tanken om, at hun kunne have gjort noget ved det. Da vagten bevægede sig mod hende, kunne hun have gjort noget ved det. Flygtet, kæmpet imod, hvad som helst. Men hun forblev stille, og lod sin far tage kniven for hende.

Skyldfølelsen var ved at æde hende op indefra. Udsynet over byen begyndte at blive sløret, og hendes blik tildækket af våde tårer. Der skulle kun én tåre til, før resten fik frit løb. De løb om kap ned ad hendes kinder, og hun gad ikke engang prøve at stoppe dem.

Hun snøftede stille i vinden, og forsøgte at kontrollere sin vejrtrækning, der begyndte at blive til en hyperventilation. 

”Er du godt klar over hvad klokken er?” lød det bag hende, og det gav sådan et spjæt i hende, at hun et øjeblik frygtede hun ville falde ud over kanten. Inden hun så hvem der sneg sig op på hende, tørrede hun hurtigt tårerne væk fra sine kinder, og snøftede en sidste gang.

”Hvad? Øh, den er vel sen,” stammede hun, og håbede han ikke ville lægge mærke til hvordan hendes stemme knækkede over et par gange.

Hun hørte fodtrin komme nærmere, og skuede ud fra sin øjenkrog at han satte sig ned ved siden af hende på gelænderet. Arran så vurderende på hende, mens hun så ligeud og ignorerede hans blik og håbede han ikke lagde mærke til de tørrede streger ned ad hendes kinder. 

Det ville være så forfærdelig pinligt for hende, hvis hun lod ham se sig græde. Hun håbede derfor at mørket ville skjule hendes blodsprængte øjne, og hulkende, knækkende stemme.

”Den er meget sen,” bekræftede han, og holdt stadig sit blik på hende. ”Så hvad laver du her?” spurgte han så. Hun sendte ham et flygtigt blik, men sørgede for hurtigt at se væk igen. Så sukkede hun og trak på skuldrene.

”Jeg trængte vel bare til lidt… frisk luft,” sagde hun og tog endnu en dyb indånding. Hun blinkede et par gange med øjnene, i håb om at det ville få rødmen til at forsvinde hurtigere.

Hun så over mod ham igen. ”Hvad laver du selv herude?” spurgte hun så, en anelse mere fjendtligt end hun havde ønsket.

Selvom det var mørkt kunne hun tydeligt se hans ansigt, der var omkring en meter fra hende. Hans grønne øjne lyste nærmest op i mørket, som et par mandelformede, skinnende lygter. Lyset fra dørens sprække skinnede lige akkurat ind på hans ansigt, og fremhævede hans markerede ansigtstræk.

”Jeg kommer altid her ud. Det er vel et slags ritual,” fortalte han med en monoton stemme, og så udover landskabet, som Calla havde gjort for kort tid siden.

Der faldt en rolig stilhed over dem, og denne gang var den behagelig og afslappende. De nød begge to den kølige luft og den klare stjernehimmel, som de lige kunne ane mellem bladende.

”Jeg tror vist aldrig jeg nåede at takke dig,” meddelte Calla og brød stilheden. Hun rettede igen sin opmærksomhed mod Arran, der gengældte hendes blik med nysgerrige øjne.

”Altså, for at tage mig med. Hvis ikke du havde det, var jeg nok død nu,” sagde hun direkte, og ordene lød mærkelige i hendes mund. Det var som om det var gået op for hende hvor tæt på døden, hun egentlig havde været.

Arran brummede lyst. ”Det skal du ikke takke for. Jeg burde nok hellere undskylde,” erkendte han og trak på skuldrene. Hans stemme fortsatte med at være monoton, men hun begyndte at indse, at det bare var sådan den altid var.

”Undskylde for hvad?” spurgte hun med en forvirret panderynke.

”At være temmelig fjendtlig og ikke tro dig. Der har aldrig været i menneske så dybt inde i De Evige Skove, så jeg var sikker på du var en Telem.” Han kløede sig fraværende i nakken og så sig omkring. Det eneste lys der var omkring dem, var de få lys i de små huse, og nogle af vinduer fra de øvre etager på slottet.

”Hvad i alverden er en Telem?” spurgte hun frustreret, da det nu var anden gang han havde snakket om det, uden hun havde den fjerneste idé om hvad det var. Hun var aldrig stødt på det i sine bøger om væsner, og Bram havde heller aldrig nævnt noget om det.

Arran løftede overrasket sine øjenbryn og nikkede derefter. ”Nåh ja, de er nok kun herude,” mumlede han forklarende til sig selv, før han igen så op mod Calla.

”Telemer er en slags skyggevæsner der lurer rundt i De Evige Skove, især omkring Egania, nu hvor de har fundet ud af vi bor her. De, øh, holder sig mest i skyggerne, og kan sjældne gange blive til det, der kaster skyggerne. Et træ. Eller et menneske,” forklarede han, men hans toneleje blev lavere jo længere ind i sætningen han kom.

”Og… de er onde?” spurgte hun og følte sig en smule halvdum. Hun så indgående på Arran, der straks veg sit blik væk og ud mod træerne, mens han nikkede bekræftende.

”Mh. De finder et bytte, hiver det med ind i skyggen og fortærer det,” sagde han med en mørk og dyb stemme. Det var første gang hans stemme havde ændret sig endnu, og det var i en trykket og en anelse tungsindig retning.

Calla klemte sine øjne en smule sammen, og kiggede nærmere på hans ansigtsudtryk. Der var noget der havde ændret sig, og hun gættede på det havde noget med hans fortællinger at gøre. Derfor besluttede hun sig for ikke at spørge mere ind til dem.

”Mh, okay. Sådan nogle har vi ikke i Starian,” bemærkede hun med et lyst suk. Det fik Arran til at lette hovedet op, og så han så lettere fascineret mod hende.

”Starian, det er et andet kongerige, ikke?” spurgte han henrevet og hans øjne havde udvidet sig en smule. Calla smilede undertrykt af hans interesse og nikkede.

”Jo, det er der jeg kommer fra. I forhold til Provalon er det ikke særlig stort og udviklet, men vi har det godt. Min familie har det i hvert fald godt. Min far er læge, og studerer alle de sjældne væsner, og jeg er i gang med at være hans lærling,” fortalte hun og blev mere og mere glad.

Det opmuntrede hende overraskende meget at snakke om sin familie, og tænke tilbage på hendes dejlige hjem. Hendes dejlige hjem, med hendes dejlige seng, som hun ikke ville have noget imod at være tilbage i nu.

Men endnu engang kom der et lyn fra en blå himmel, og satte en dæmper på hendes glæde. For alle de gode minder huskede hende på hvor hun befandt sig nu.

”Eller, var skulle jeg vist hellere sige,” hviskede hun nænsomt.

”Det er du vel stadig. Når vi får overtalt de andre i rådet om at gøre modstand mod Provalon, og det hele er overstået, kan du gå tilbage igen,” svarede han blidt, og hans ene mundvig vippede op i et trøstende, lille halvsmil.

Calla smilede oprigtigt igen, og værdsatte hans beroligende ord. Det sidste hun havde brug for, var alle andres snak om dommedag og krig, så at høre nogen snakke om hvordan livet ville fortsætte bagefter, var forfriskende og veltrængt.

”Hvorfor vil du så gerne gå mod dem? Er du ikke også bange for at miste Egania?” spurgte hun, kørte et par fingre gennem sit hår. Trætheden, der i et par øjeblikket var forsvundet, var nu kommet frem igen, og hun måtte kæmpe for ikke at gabe.

”Jo, det er jeg,” tilkendegav han lige ud og så hende alvorligt ind i øjnene. Hun blev nærmest opslugt af dem, da de lyste op og overflød med beslutsomhed og viljekraft. Det var helt fascinerende at se på.

”Hvilket er derfor jeg så gerne vil gå imod dem. Vi kan ikke overleve herude for evigt, især ikke hvis der er krig på begge sider af os. Desuden,” sagde han og kløede sig ømt mellem sine øjne, som han kortvarig lukkede i, ”så tror jeg at verden har mere at byde os.”

Calla hævede spørgende sit ene øjenbryn, og indikerede at han skulle fortælle videre. Hun mærkede sit hjerte banke langsommere og roligere nu, og følte sig faktisk afslappet i hans selskab.

”Verden er så stor, men vi oplever den kun gennem bøger. Vores folk ville udvikle sig meget bedre hvis vi ikke var begrænset til de her skove. Tænk hvis jeg kunne komme ud til havet,” fortalte han drømmende, og så ud over skovene, der pludselig føltes mere som en barriere end et hjem.

”Det kan du da sagtens,” udbrød hun med en høj og positiv tone og et varmt smil. ”Som du selv sagde; når alt det her er overstået, så kan du gå lige hen hvor du vil. Havene, ørkener, storbyer, hvor som helst!” sagde hun og hendes smil bredte sig næsten op til øjnene.

Selvom hun ikke havde oplevet det til samme grad, kunne hun sagtens forstå hvordan han havde det. Det var først for omkring en måned siden, at hun selv forlod sin lille landsby for første gang. Og nu sad hun oppe i et slot i De Evige Skove, i det skjulte og fabelagtige kongerige, Egania.

Arran smilede denne gang tilbage til hende, med et ægte og ærligt smil, og et godtagende nik. ”Ja, det kan jeg vel,” svarede han med et let fnys. Derefter rejste han sig fra gelænderet og tog en dyb indånding.

”Vi må nok hellere få noget søvn til i morgen. Der er i morgen vi beslutter os for, hvad vi skal gøre. Jeg skal nok finde dig, så snart det er overstået,” meddelte han og var vendt tilbage til sin halvmonotome stemme.

”Vi ses i morgen,” hilste han så, og gav et kort vink med hånden. Calla svarede med et stilfærdigt godnat, før han så forsvandt ind i slottet igen. Med et inderligt suk tog hun et sidste glimt af nattehimlen, før hun også begav sig ind i varmen igen. Og hun kom ind med en langt varmere og gladere følelse, end var hun var kommet ud med.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...