Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
754Visninger
AA

14. Kapitel 12: En kongelige konference

Calla rettede nervøs på sin positur og sørgede for at holde ryggen rank og hagen løftet. Arran gik ved hendes side, men omkring en halv meter foran hende, så han kunne lede vejen ned gennem slottets gange.

Ligesom udvendigt, var Eganias slots indre meget anderledes end i Provalon. Her var der ikke et ligeså stort behov for at imponere, og møbleringen var langt mere nede på jorden end prætentiøs. Det var lige før hun faktisk følte sig godt tilpas i dette slot.

”Okay, ved du hvad du skal sige?” spurgte Arran, nok for den 117. gang siden han havde hentet hende fra hendes værelse, for mindre end en halv time siden. Det var blevet tid til forsamlingen her på slottet, hvor både kongen, dronningen og alle de andre royale Eganere deltog.

”Nej hov, jeg glemte det vist fra da du spurgte mig for to minutter siden,” mumlede hun sarkastisk, og tog en dyb indånding. Det lagde lidt et pres på hende, at skulle fortælle om sine oplevelser foran så mange, betydningsfulde folk.

Arran skød hende et par irritable øjne, men valgte ikke at sige hende imod. Han stoppede op foran en stor, dobbeltdør og så på alvorligt på hende.

”Sarkasme, det er et godt eksempel på hvad du ikke skal bruge derinde,” sagde han bestemt, og skubbede døren op.

Det gav helt et sus i maven på Calla, der dørene åbnedes og de stod blottet foran omkring tredive mennesker, alle hvis øjne var rettet mod dem. Hun stod tøvende og akavet, før hun mærkede Arrans hånd på hendes ryg, der blidt skubbede hende frem i rummet.

”Ah, Arran!” udbrød en mand fra selskabet, som rejste sig fra sin stol og bevægede sig mod dem med lange skridt. Calla måtte holde sig selv fra at se længere på ham, men han var måske det mest perfekte menneske hun længe havde set.

Høj og muskuløs, med halvkort mørkebrunt hår, der nydeligt var redt tilbage. Hans venlige ansigt smilede overvejende ned på Arran og Calla.

”Og du må så være Calla, var det?” hilste han og rakte hånden frem mod hende. Hun så fascineret fra ham til hans hånd, og tog forsigtigt imod den. Hans håndtryk var fast, men blidt som han gav hende hånden.

”Mit navn er Niran Storm. Jeg er Arrans storebror og kronprinsen til Egania,” hilste han kordialt og sendte hende endnu et charmerende smil. Det var lige før at det blussede op i Callas kinder, da hun nikkede og gengældte smilet varsomt.

”En ære at møde Dem,” svarede hun høfligt, og bukkede let med sit hoved. Hun sendte Arran et vurderende blik, da det lige var gået op for hende, at han jo måtte være prins så. Han gengældte hendes blik, med en kølig og uimponeret stirren, i modsætning til hvad Niran lige havde set på hende.

De blev placeret rundt om et langt, ovalt bord hvor der for enden sad en høj og stor mand, med en ydmyg krone formet som sammenflettede grene og blade på hovedet. Han, og en masse andre af selskabet, holdt grundigt øje med Calla, da hun satte sig ned mellem Niran og Arran.

”Calla. Velkommen til Egania,” hilste en kvinde, som sad ved siden af kongen. Ud fra hendes tøj, kunne Calla straks konkludere at hun måtte være dronningen. Hendes smil var venligt, men tøvende.

Arran måtte have fortalt dem, at hun var kommet, i forvejen. Hvis hun havde dukket uanmeldt op, havde det nok skabt ramaskrig mellem alle borgerne, og hendes velkomstkomité havde været knap så venlig. 

Hun smilede nikkede anerkendende til damen, og så ud over folket. Næsten alle deres øjne lå på hende, og iagttog hende. Hun følte sig lille under deres blikke, som et offer i øjnene af et rovdyr.

”Som de fleste af jer allerede ved, stødte min bror, prins Arran, på Calla i går ude ved Eganiphisla, hvor hun var slemt skadet af de Provalonske vagter. I dag er vi her ikke for at diskutere om hendes tilstedeværelse er acceptabel eller ej, men for at overveje de fortællinger hun bringer fra Provalon,” meddelte Niran højlydt og bestemt.

Han rettede sit blik ned mod hende, og indikerede til at hun skulle begynde at snakke. Skrækslagen rømmede hun sig kort, og glemte helt alle de sætninger hun på forhånd havde øvet sig på.

”Jo, altså. Min far og jeg drog til Provalon fra Starian, da de havde fanget et såret væsen, som min far skulle hjælpe med at helbrede. Vi fandt så ud af, at det var en Galeet de havde fundet, og at de har tænkt sig at bruge den som et våben til at føre krig mod Vrirriya og Starian,” fortalte hun.

Hun sendte Arran et usikkert blik, men han nikkede bekræftende, så hun fortsatte igen. Resten af historien hakkede og stammede hun sig igennem, men ikke desto mindre fik hun sit budskab frem. Ind imellem kom der larmende kommentarer fra selskabet, men det var ikke nok til at skubbe hende af kurs.

Så snart hun havde fortalt sin historie færdig, begyndte diskussionen straks. Der var mange der mente, at det var helt uhørligt at stole på en fremmede der dumpede ned fra bjergene, mens andre mente at det var et tegn, at nogen kom efter så mange års isolation.

”Vi har brugt 100 år på at genopbygge vores folk, efter Ridlon familien ødelagde det. Hvis vi blander os i det her, får det samme resultat! Måske er vi ikke heldige nok til overhovedet at overleve næste gang,” hvæsede en af kvinderne omkring bordet.

”Men denne krig kan sagtens komme til at påvirke vores fred på en anden måde. Hvad hvis Vrirriya og Starian bliver destrueret, og folk søger læ i De Evige Skove? Med tiden vil de finde os,” argumenterede Niran standhaftigt.

”Ikke hvis vi forsegler os selv! Vi kan sagtens fortsætte dette liv i mindst et par hundrede år endnu,” bød en ny mand ind, og holdt med den tidligere kvinde der anerkendende nikkede.

”Vi har været isoleret fra omverden i hundrede år nu, og ladet Ridlon familien bringe vores navn og ry til skam. Er vi ikke ved at være trætte af at gemme os?” spurgte Arran med en rolig stemme, som det første han havde sagt til mødet.

Der var en klar linje mellem meningerne omkring bordet. Der var dem, som mente at det var bedst at blande sig udenom og fortsætte deres stille, rolige liv. Og så var der dem, der mente det var på tide at kæmpe imod Ridlon, og dukke frem fra deres skul.

Diskussionen fortsatte i en uendelig, og Calla forsøgte at følge så godt med hun kunne. Hun var ved at blive rundtosset af at kigge frem og tilbage, og høre på det ene argument efter det andet. Og pludselig blev hun revet ud af sin svimmelhed, da en stemme kaldte på hende.

”Calla. Hvad mener du?” spurgte Arran og så afventende på hende, efterfulgt af alle andres dømmende blikke.

”Øh,” mumlede hun, og hendes ensomme stemme gav genlyd i det store rum. ”Altså, hvis I spørger efter min mening,” hviskede hun usikkert og lod sit blik vandre hen over folkene. Blikket hos dem, der tydeligt var imod hende, var nærmest hånende og hoverende.

”… så synes jeg, at situationen i Provalon er ekstrem dårlig. Ikke kun på grund af krigen, men fordi der er en kæmpe ulighed blandt folket. Små børn bliver tvunget til at stjæle, bare for at overleve. Kronprinsen, Rheagan har overtaget landet og leder det, så kun ham og andre rige har et godt liv.”

Hun begyndte at få lidt mere selvsikkerhed i stemmen. ”Så derfor mener jeg at man skal gøre noget ved det. Der er mange af bønderne, der drømmer om at få en kong Storm tilbage. Der er mange der husker jer,” sagde hun, og pyntede måske lidt på hvor mange det egentlig var, der snakkede om dem.

Indtil videre havde hun kun hørt Sasanianerne, men hun var sikker på, at der var mange andre der havde det på samme måde. Det var kun de rige og royale, der ikke havde noget problem med Rheagan og hele Ridlon familien.

”Desuden vil hele kontinentet, måske endda de andre kontinenter være i kaos, hvis ikke der bliver gjort noget. Vi har chancen for at stoppe det, inden det går for vidt. Og at redde en uddøende race for at blive brugt som et nådesløst krigsvåben,” fortsatte hun, og refererede til Galeeten, der var fanget nede i Kong Ridlon Slots kælder.

Hun følte et øjebliks stolthed over sin mindre tale, før der kun gik få sekunder før debatten var ophedet igen. Der var ikke mange der overvejede hvad hun havde at sige, siden hun jo ikke var en Eganer.

”Og hvad ville jeres geniale plan så være?” spurgte en skarp stemme, som der lykkedes at overdøve alle andre af de snakkende stemmer. Manden der havde snakket sad tæt på kongen, ved den anden ende af bordet, og så hvast mellem Arran, Niran og Calla.

”Vi er ikke mænd nok, eller stærke nok til at møde dem direkte på slagmarken. Så vi må være mere listige. Som at infiltrere slottet,” foreslog Niran sukkende, da ingen andre åbnede munden.

Èn ting var det at snakke om at gøre noget ved det, men faktisk at lægge en realistisk plan og strategi, var en helt anden ting. En ting, som de ikke havde haft taget i mente.

”Ja det lyder da let nok,” klukkede en anden mand ved siden af den første, og smilede spydigt til sin sidepartner.

Calla ønskede sådan at kunne sige dem imod, men hun anede ikke hvad hun skulle sige. Hun vidste ikke hvad hun ville gøre, hvis de besluttede sig for ikke at gøre noget – ville hun virkelig kunne lade sin far dø for ingenting? Og muligvis hele hendes kongerige?

Hun bed sig i kinden og knyttede sine næver under bordet. Med en dyb indånding talte hun langsomt til ti i sit hoved, for at berolige sine nerver. Hvis ikke de ville gøre noget, ville hun selv gøre det.

”Vi kan ikke bare sidde og se passivt til mens Provalon udraderer alle de andre kongeriger!” udbrød hun abrupt, og i en anelse for højt toneleje, så folk sendte hende forfærdede blikke.

Manden der havde sagt hende imod al den tid mødte hendes blik, da hun kiggede i hans retning. Hans mørkeblå øjne var hårde og bestemte, og skælvede ikke en eneste gang i deres øjenkontakt, i modsætning til hendes.

”Vi? Skal du virkelig påmindes, at du kun har været i Egania i mindre end et døgn? Den eneste grund til du er i live er fordi Arran tog dig med. Så jeg tror ikke du er i nogen som helst stilling til at komme med fordømmelser eller ordrer,” vrissede han arrigt, og skulede olmt til hende.

Calla rynkede sin næse sammen i en kortvarig grimasse og sukkede gennem næsen. ”Måske er det faktisk det I har brug for. Hvis I kunne tage Provalon tilbage, ville det ikke kun gavne her, men også hele kongeriget. Faktisk alle kongeriger!” sagde hun og brugte store armbevægelser til at understrege sine pointer.

Det gjorde ikke ligeså ondt i hendes skulder længere, eftersom Birch havde behandlet den godt. Hendes fod var blevet dækket af bandage og salve, der skulle hjælpe den med at heale og med smerterne, der dog stadig kunne mærkes hvis hun støttede forkert på den. 

Mandens øjne flammede op og låste sig fast på Calla. Hans blik skræmte hende nærmest, og han gav udtrykket ’hvis blikke kunne dræbe’ en hel ny betydning. 

”Og hvis ikke vi kan, så dør vi alle sammen. Er det virkelig en risiko vi vil tage?” snerrede han med en bitter tone. Han så indgående rundt på alle selskabets medlemmer, og ventede på at nogen skulle enten være enig med ham, eller sige ham imod så han kunne starte endnu en diskussion.

Med et selvtilfreds smil lænede han sig en smule tilbage i sit sæde, da der ikke var nogen der åbnede munden. Han skulle lige til at følge op på sit eget argument, da Arran kom ham i forkøbet.

”Vi dør alle alligevel hvis der bliver krig. Vi ligger lige mellem de to kongeriger, så hvis ikke krigerne finder os, så gør deres våben,” sagde han, og så op på de andre medlemmer.

Han havde været mere stille til dette møde, end han plejede. Dog plejede de heller ikke at drøfte så alvorlige emner, som en potentiel krig. Og her var det tusinde gange sværere at beslutte hvad der var rigtigt og forkert, da konsekvenserne ville være enorme hvis man tog fejl - og Arran tvivlede på han havde evnerne til at træffe de beslutninger. 

”I det mindste ville vi gøre det første træk, hvis vi gik mod Emaris og Ridlons Slot,” fortsatte han, da der ikke var andre der bød ind. Calla nikkede bekræftende for sig selv, da den gnavne mand gav et forarget støn fra sig.

”Det er jo for farligt! Niran, du skal overtage tronen om ikke så længe. Vil du virkelig risikere at ødelægge alt det vi har opbygget?” spurgte han stødt, og satte sin sidste lid til Niran, hvis ansigt var udtryksløst og ulæseligt.

”Jeg kan se begge sider af sagen. Men jeg synes ikke det er beslutning vi alene skal tage. Dette vedrører alle Eganere,” meddelte han endelig, og foldede sine fingre sammen.

Efter en lang pause, gjorde kongen sig endelig til kende. Med en fast slog i bordet fik han straks alles opmærksomhed over på sig, og ingen vovede andet end at lytte godt efter.

”Jeg er enig med min søn, dette er ikke en sag vi kan beslutte nu. I morgen vil der være endnu en forsamling, hvor vi diskutere hvordan vi kan komme til bunds i det her,” erklærede han med et mægtigt toneleje, så ingen turde betvivle hans ord.

Calla var overrasket over hvor nær denne konge var med sit folk. Tilbage i Starian havde hun ikke engang set deres monarki, men her deltog de i forsamlinger med deres folk, og lod andre om at sige deres meninger og holdninger.

Det gav helt et sæt i hende, da hun midt i sin beundring, blev kigget på at kongen selv. Der var intet smil på hans læber, men han havde alligevel en venlig udstråling omkring sig.

”Måske når vores gæst også at komme sig over sine skader. Hun er trods alt den, der kender aller bedst til Provalon i øjeblikket. Jeg håber du finder dig godt til rette her i Egania,” hilste han og gav hende et nik med hovedet.

Med et skævt smil nikkede hun tilsvarende igen. Hun var begyndt at indse at deres manglende ’De, Dem og Deres’ var en helt grundlæggende norm for disse mennesker. De fleste deres høflighed på anden vis, og det var noget hun godt kunne vænne sig til.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...