Århundredeslaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2018
  • Opdateret: 31 jul. 2018
  • Status: Igang
Calla Maddox' korte liv har altid været begrænset til det lille kongerige Starians grænser. Som lærling og datter af den velkendte dyrlæge, har hun altid læst historier om de smukke og mystiske væsner rundt i verden - så da hendes far bliver bedt om at komme til det store kongerige Provalon, ser hun det som en mulighed for at komme ud og se verden.
Men under sit ophold i kongeriget, opdager Calla og hendes far, at der ligger mere bag, end hvad de først havde troet.
En række begivenheder tvinger Calla til at fortsætte på egen hånd, da hun flygter ud i De Evige Skove, hvor hun finder et skjult og gammelt kongerige - Egania. Her lærer Calla en masse sandheder, mens hun med de retmæssige arvinger til tronen, udtænker en plan for at kæmpe imod det onde styre i Provalon, præcis 100 år efter deres eksil.

10Likes
15Kommentarer
764Visninger
AA

2. Kapitel 1: En skygge på himlen

Rullende hen ad den ujævne grussti kørte en tung og beskeden vogn, hvis vægt begravede de små sten i jorden under den. Allerede nu svajede og hoppede den fra side til side, op og ned, så passagererne om bord blev nødt til at have et fast greb om væggene for ikke at hoppe med.

Den skarpe morgensol skar ned på ethvert areal og oplyste det fredelige land. Omkring dem var marker og flade arealer, og den eneste skov der kunne skjule dem for solens stråler, lå flere hundrede meter mod syd – den modsatte retning af hvad de kørte.

Strålerne var særligt skarpe på dette tidspunkt af dagen, så kusken foran vognen var tvunget til at knibe øjnene sammen til en tynd sprække, og af og til skærpe det værste af solen af med den ene hånd.

Hans hånd skjulte derfor en stor sten på vejen, der lå lige på samme linje som to af hjulene på vognen, og kom tættere og tættere på. Kusken lagde aldrig mærke til stenen indtil vognen kolliderede med den, og tvang den ene side op og ned.

Forskrækkede gisp lød fra de to passagerer hvis kroppe blev smidt til den ene siden, og de hurtigt måtte finde noget at holde fast i. Værre gik det for bagagen om bord, og da den middelaldrende mand, der eller havde været rolig hele turen igennem, så hans tasker styrte mod et hårdt sammenstød med vognens gulv, råbte han panisk op.

”Nej!” udbrød han, da han ikke havde tid til at sige noget andet. Han vidste det allerede var for sent for ham at gribe ud efter den, da tasken ville vælte om blot få millisekunder. For ham stod tiden næsten stille.

Til hans held var den anden passager en del hurtigere på reflekserne end ham selv, og nåede lige i tide at gribe fat i taskens håndtag. Hendes eget hjerte bankede hurtigt da hun greb den, og langsomt satte den mellem hende og manden, for bedre at kunne passe på den.

”Det må I undskylde, jeg havde ikke set stenen!” meddelte kusken og kastede et undskyldende smil over skulderen. De to passagerer svarede ikke manden, med udvekslede bare lettede blikke og sukkede dybt.

”Tak Calla. Det havde ikke været kønt hvis indholdet af den taske var gået i stykker,” smilede Bram Maddox til sin datter, der anerkendende nikkede og beholdt sin hånd på tasken, der var fyldt med diverse medicinske midler; sprøjter, piller og mange andre forskellige apparaturer.

”Nej, og du havde bare klaget over det resten af året, så det var for hele familiens skyld,” lo hun med et drillende blik, som hendes far svarede med et halvt fornærmet og halvt smilende brum.

Selvom det var yderst tidligt på morgen, adskillige timer før hun ellers normalt ville være oppe, følte Calla sig slet ikke træt. Tværtimod, følte hun sig faktisk temmelig frisk, hvilket også havde været grundlag for hendes hurtigere reaktioner.

Da hendes far havde vækket hende samme morgen, eller hellere nat, havde hun først afslået hans forslag om at komme med ham ud ved at kaste en pude i hovedet på ham, mens hun mumlede noget utydeligt om hvor tidligt det var, og at han bare skulle lade hende sove videre.

Men da hun få sekunder efter indså hvad der lå i hans forslag, var hun sprunget ud af sengen og havde smidt det første stykke tøj på hun kunne finde. Calla, der normalt plejede at tænke over hvordan hun så ud når hun forlod huset, løb nu ud af døren med uglet morgenhår, søvn i øjnene og med beskidt og krøllet tøj, hvilket var temmelig absurd for hende.

Efter mange år med at observere sin far i hans arbejdsfelt, og hjulpet ham som hans assistent, var det første gang hun var med ham ude i marken. Som en af kongerigets færre og bedste dyrlæger, havde han et stramt skema. Der var ikke et eneste væsen indenfor kongeriget, og sikkert også nabokongeriernes væsner som han ikke havde behandlet.

Disse væsner havde Calla vokset op med at læse om i sin fars mange bøger – før denne dag havde hun hørt myter og sagn, både fra vandrende pilgrimme og sin far, om fantastiske og mystiske kreaturer. Hun havde aldrig drømt om hvordan det var at se dem på tæt hold, og endda at hjælpe med at behandle deres skader.

Især denne sidste kunde havde fået hende til at tabe mælet, da hun foran sig så det pragtfulde dyr. Selv i en lille størrelse var de sjældne Træulve et magisk syn. De var forholdsvis sjældne nu om dage, især i deres kongerige, Starian. Men på en eller anden måde havde det lykkes en bonde at få hold i en, og det forbløffende endda hendes far.

”Calla, se lige engang!” udbrød Bram i begejstring, og gennede hende blidt med skulderen. Calla blev hurtigt hevet ud af sin regressive trance, og fulgte sin fars blik da han ivrigt pegede op mod den åbne himmel.

Der var ikke mange skyer denne morgen, så den skarpe sol havde frit udsyn til landskabet. En flok fugle fløj i formationer over himmelrummet, men der var langt vigtigere ting at se på himlen nu. Calla tabte kæben da hun så det store luftskib der fløj direkte over dem.

Luftskibet var så stort at det lagde en radius på over 50 meter omkring kareten i total skygge. Den var udsmykket i brune, gyldne og røde farver og beklædt med forgyldet metal. Den måtte rumme mindst tre etager, og lignede et af de famøse handelsluftskibe, der for lang tid siden blev brugt i krigene.

”Woah,” hviskede Calla og behøvede ikke engang følge skibet med øjnene, da det var så stort. Overalt på skibet var et gennemgående flag, som alle i Starian og hele kontinentet kendte alt for godt.

”Er den fra Provalon?!” spurgte hun imponeret sin far, der beundrede det fantastiske luftskib ligeså meget som hende selv. Uden at fjerne øjnene fra det nikkede han henkastet.

”Den kommer én gang om måneden for at hente handelsvarer i Brievania. Jeg har hørt den skulle være helt fabelagtigt, men… jeg havde aldrig forestillet mig det her,” fortalte han med skinnende øjne. Brievania var Starians hovedstad, og selvom det blegnede lidt i forhold til de andre kongeriger, var det det fineste af det fine for folk som Maddox-familien.

Bram og Calla Maddox kom fra en lille landsby i udkanten af Starian, kaldet Trealor. De var hverken fattige eller rige, men nød at have stille og rolige omgivelser, da det gjorde arbejdet lidt lettere for Bram.

”Provalon…” gentog Calla drømmende. Luftskibet havde nu indhentet dem og fløj af sted mod hovedstaden, mens hun så længselsfuldt efter den. Hun havde aldrig trådt et skridt udenfor Starian, ja det var endda sjældent hun forlod sin egen by.

Provalon var det største kongerige på kontinentet, og stod i spidsen i både politik, handel og satte nye forventninger på luksurøsitet. Det var et sted som Calla kun kunne drømme om engang at besøge, men det stoppede hende ikke fra netop at drømme.

”Så far, får jeg ikke noget af udbyttet i dag?” adspurgte Calla med et let humoristisk smil, efter at den største fascination af luftskibet var aftaget. Hun skævede til sin gamle fader, der gengældte hendes smil med et løftet øjenbryn og et uimponeret blik.

”Du vil gerne have penge for at følge mig rundt og række mig min taske i ny og næ?” Trods at de boede i en lidt fattigere del af landsbyen, var Bram og hans familie ikke engang tæt på fattiggrænsen, eftersom der var en stor efterspørgsel på hans felt.

Calla sørgede for at gøre sit smil lidt sødere ved at lægge hovedet på skrå og åbne øjnene lidt mere. ”Får de fleste assistenter ikke løn? Desuden er det altid mig der sætter dine ting på plads derhjemme – jeg begynder at tro at du bare udnytter min arbejdskraft,” sagde hun bebrejdende for at overbevise ham.

For skønt de ikke var korte på deres indtægt, var det sjældent at den blev delt ud i de tre børn i familien; pengene gik for det meste til at brødføde dem alle og til nye medicingrej. Men nu hvor hun havde chancen for at få lidt ekstra i pungen, ville Calla ikke forgå den.

”Ha!” lo Bram højt op og så ud mod horisonten hvor de velkendte bygninger til Trealor var dukket op. ”Det var lidt nemmere at udnytte dig da du var yngre. Siden hvornår er du blevet så fornuftig?”

Calla udstødte et lille bjæf af et undertrykt fnis og smilede kækt til sin far. ”Siden jeg indså at jeg kunne få lidt ud af mit hårde slid og slæb,” svarede hun kortfattet, og så en sidste gang efter luftskibet, der var langt forude nu.

Hun havde kun været i den flotte hovedstad Brievania omkring to gange, da hun fulgte med hende far til forskellige møder. Men i stedet for at deltage i møderne, eftersom hun var i en betragtelig ung alder, fulgte hun med sin mor rundt i de store markeder på torvene.

De havde deres eget lille marked i Trealor, men i forhold til dem i hovedstaden, blegnede det fuldstændigt. Dog nød Calla stadig at vandre rundt i sin egen lille by.

”Lad os lave en aftale så,” foreslog Bram og nikkede bekræftende, da han så at de nærmede sig hjem nu. De var nået byens grænse, hvor de første huse havde vist sig tydeligt nu. Nogle få af borgerne der var udenfor smilede og hilste høfligt til den kendte dyrlæge og hans datter.

Hun så indgående på Bram og spidsede ører nu – hun havde ikke engang regnet med at få noget ud af sin efterspørgsel, men hvis han ville indgå i en aftale, ville hun hellere end gerne deltage.

”Nede på markedet sælger de nogle urter som jeg er ved at løbe tør for. Hvis du tager ned og køber dem for mig kan du et par ekstra mønter med til at købe noget for dig selv,” foreslog han og vinkede høfligt igen til hans gamle venner og bekendte.

”Aftale!” erklærede Calla hurtigt og uden tvivl. For hende var det praktisk talt en dobbelt gevinst, da hun elskede at færde sig på markedet, hvor der – på trods af byens mindre størrelse – altid var noget nydt at se, høre eller opleve.

Bram smilede tilfreds til hende, og de kørte i nogle få minutter endnu, indtil de nåede vejen der førte ned deres hjem. De steg af mens de slæbte på samtlige tasker fyldt med diverse udstyr, så de næsten ikke kunne bære det.

Med den smule overskud de havde vinkede de afværgende til kusken, der kørte videre for sig selv. Med tunge arme og ben begik de sig på vej mod deres hus, som de kunne se på hjørnet af et smalt, roligt stræde.

Der var små huse på begge sider af strædet, og over dem fra hus til hus hang utallige snore med morgens vasketøj, der blev varmet af solens stråler. De nærmere sig sen morgen, så de fleste af borgerne var vågne og friske, så Bram og Calla vækkede ikke nogen da de larmende begav sig ned langs den stenbelagte vej.

”Når du tvinger mig ud i det her slavearbejde har du også bare at betale mig godt,” gryntede Calla, da smerten så småt begyndte at stikke lidt i hendes arme. Det var simpelthen for tidligt på dagen for hende til at udføre så krævende fysiske aktiviteter, og hun talte skridtene hen mod hjemmet.

”Mhhh,” nynnede Bram lettere sarkastisk, selvom han også selv kunne mærke at det var længe siden han sidst havde trænet. ”Er det ikke dig der har plaget mig i de sidste to år nu, om du ikke nok måtte komme med ud? Mit arbejde handler ikke bare om at sætte plaster på Træulve. Det kræver også hårdt arbejde!” hævdede han med et belærende suk.

Som den lettere rebelske og vovede datter rullede hun fraværende sine øjne af sin far, men kunne ikke holde et lille smil fra sine læber. ”Det siger du jo, men jeg har stadig på fornemmelsen at du bare nyder at se din yngste datter lide lidt.”

Da de nærmede sig deres hoveddør så Bram på Calla med et opsat fornærmet og såret blik. ”Min kæreste datter, det kunne din gode fader da aldrig finde på,” sagde han idet han tog sine egne tasker op og smed dem i favnen på Calla, ”men gider du ikke lige holde dem her et øjeblik?”

Calla gav et utilfreds brum fra sig, da vægten blev betydeligt tungere. Hun ventede utålmodigt mens Bram låste døren op med et bedrevidende fader-smil, og vidste at hvis han ikke skyndte sig lidt, ville hun sikkert tabe alle taskerne på jorden.

Da han åbnede døren blev de slået i ansigtet af en varm vind fyldt med støv. Calla havde ikke engang tid til at lægge mærke til det, da hun i en iver løb indenfor og smed taskerne – dog forsigtigt, så de ikke kig i stykker – på det nærmeste bord, med en dyb, lettet indånding.

”Jeg overlevede!” erklærede hun stolt og dumpede sig ned på stolen med et bump. Hun havde nu været vågen og aktiv i omkring tre timer nu, og det var det tidligste hun nogensinde havde været oppe. Men selvom hun konstant brokkede sig over arbejdet, var hun ovenud lykkelig over at være taget med.

Dog nåede hun kun at hvile sig i få sekunder, før Bram kom gående hen til hende med et par mønter i hånden. Calla så opgivende på ham, og pludselig var det som om hun var limet til stolen.

”Dagens sidste ærinde – køb nogle bundter af anis, måske to bundt,” instruerede han og rakte hånden med pengene ud til hende. Da hun tog imod dem, greb han blidt fat i hendes hånd og gjorde mine til at spørge hende om en sidste ting.

”Kan du ikke tage Artor med? Han trænger vist til at komme ud,” fortalte han med et spørgende nik. Calla rynkede øjenbrynene i et kort øjeblik, men nikkede så bekræftende tilbage. Selvom han kunne forsinke og irritere hende til tider, var det altid lidt sjovere med selskab af sin storebror.

”Artor!” råbte hun i håb om at han kunne høre hende gennem dørene, så Bram holdt sig ømt til øret med en smertende grimasse af overraskelse. Han vrinskede kort før han begav sig videre ind på sit arbejdsværelse, hvor han begyndte at notere dagens begivenheder ned i sine journaler.

Der gik lidt tid hvor Calla ikke hørte noget svar eller nogen reaktion, og efter at have ventet i et par sekunder længere, prøvede hun igen: ”Artor!” skreg hun nu endnu højere, og hørte endelig et par forhastede skridt på etagen over dem.

”Hvad?!” snerrede Artor, der smækkede døren op og så ufornøjet ud over rælingen, hvor han kunne se direkte ned på sin søster, der smilede sødt op til ham. Han var normalt ikke let irritabelt, men det gik ham altid på nerverne når hun råbte efter ham på den måde, når hun bare kunne gå roligt og stille op til ham.

”Vi skal ned på markedet og købe ind til far. Kommer du?” spurgte hen henkastet og havde nu rejst fra stolen og så afventende på ham. Det var ikke engang et spørgsmål, for hun vidste at han ville komme uanset hvad. For selvom hvad han bildte sig selv ind, vidste hun at han nød deres små udflugter og eventyr sammen.

Artor gav et lidenskabeligt suk fra sig, og slentrede ned ad trappen med tunge skridt. Da han nåede Calla nede i gangen sendte han hende et halvhjertet og uoverskueligt smil, før de begge begav sig ud på det famøse marked på Trealors Pladsen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...