The night we fell

En dag bryder helvede løs.
Folk begynder at løbe for deres liv, og Rasha aner ikke hvad der sker. Men der begynder at dukke alle mulige væsner op, og Rasha, hendes lillesøster og bedsteven er nød til at klare sig selv.

0Likes
0Kommentarer
865Visninger
AA

4. Kapitel 4.

Jeg køn høre nogle løbe, og så bliver manden der overfaldt mig skubbet af mig. Jeg trækker vejret i mange dybe træk, så hurtigt jeg kan for at få vejret. Jeg åbner mine øjne efter at jeg har fået vejret igen, og ser så Damie der ligger oven på min overfaldsmand. Damie er ved at kvæle manden, det er en ung mand med kastanjebrunt hår som overfaldt mig. Jeg skynder mig hen til Damie, og skubber ham væk. Damie kigger overrasket på mig, og prøver at få mig væk fra manden, fordi jeg nu har overfaldet ham.

"Hvorfor er du her?" spørger jeg manden.

"Hvorfor er du her?" spørger han mig om. 

"Jeg spurgte først!" siger jeg truende.

"Ok, ok, jeg prøvede at flygte efter at der var et monster der dræbte mine forældre. Det førte mig hertil" siger han.

Jeg er rasende, og tror faktisk ikke på det han siger. Der ligger en kniv ved siden af mig, og jeg tror det er hans. Jeg tager den op, og ser så på ham igen. "Er det her din" knurrer jeg.

"Øhm... Ja, det er min" siger han roligt. Men hans krop ryster, det kan jeg mærke.

"Er det rigtigt det du fortæller mig?" spørger jeg ham.

"Ja, hvorfor skulle jeg dog lyve for sådan en smuk ung dame?" siger han.

"Nu ikke begynde på noget, idiot" knurrer Damie.

"Rolig, er hun da din dame?" spørger manden Damie.

"Nej..." knurrer Damie.

"Hvad er dit navn?" spørger jeg manden om.

"Mit navn er Liam, hvad er dit?" svarer han. 

"Det er da lige meget med hendes navn?" knurrer Damie igen.

"Damie hold lige kæft, ok? Mit navn er Rasha, og som jeg lige har sagt så er det der Damie" siger jeg og peger på Damie.

"Hmmm... Rasha, var? Det var et specielt navn" siger Liam.

"Og hvad så?" nu er det mig der knurrer.

"Rolig, rolig, jeg mente ikke noget ondt ved det" siger han og tager hænderne op foran ham. "Når men hvis vi er blevet venner nu, hvad med at du så flytter dig fra mig nu?"

Jeg rejser mig op, men jeg har stadigvæk kniven i min hånd. Jeg stoler ikke helt på ham endnu. Liam rejser sig op, han ligner ikke en der næsten lige var ved at blive dræbt. Han børster støv af sine bukser, og går derefter hen til mig. Han trækker mig ind til ham, og jeg bliver helt forskrækket.

"Når, men vil du ikke med mig?" flirter han.

Jeg når ikke at svare ham, Damie kommer nemlig og flår ham væk fra mig. "Hvad fanden har du gang i!" snerrer Damie, og han tager Liam's krave.

"Damie, stop nu" siger jeg. Men han lytter ikke til hvad jeg siger. "Damie! Jeg mener det altså!"

Han lytter stadig ikke. Jeg går hen til ham, og prikker ham på skulderen. Han sætter Liam ned, og vender sig derefter mod mig. Jeg slår ham i maven, og giver ham en mavepuster.

"Hvorfor fanden gjorde du det!?" råber han.

"Du skal fandme høre efter!" råber jeg tilbage til ham.

Hans ansigtudtryk ser overrasket ud, og han siger ikke mere efter det. Og Liam står bare og griner stille. 

Vi besluttede os for at tage Liam med, så vi går tilbage til bilen. Da vi åbner døren, så sidder Maddie bare og venter. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...