The night we fell

En dag bryder helvede løs.
Folk begynder at løbe for deres liv, og Rasha aner ikke hvad der sker. Men der begynder at dukke alle mulige væsner op, og Rasha, hendes lillesøster og bedsteven er nød til at klare sig selv.

0Likes
0Kommentarer
863Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Damie bakker lidt væk fra soveværelset efter at han har set det store monster, men stopper så og kommer ligeså stille hen til mig igen.

"Rasha vi må ud herfra, nu!" hvisker han ind i mit øre.

Jeg kigger på ham med store og skræmte øjne, og nikker så. Han går stille ind foran mig, og begynder så at skubbe mig ud mod døren.

"Når du er nået hen til døren så vender du dig om, og så løber du ud og tager Maddie, ok?" siger Damie, og tager kniven som jeg står med i hånden.

Jeg kan ikke gøre andet end at adlyde ham, og da jeg når døren så vender jeg mig virkelig hurtigt om, og begynder at løbe ud til Maddie. Jeg når der ud og tager hende, jeg tager også Damies bilnøgler til hans bil og løber ud til bilen. Jeg låser bilen op, og skynder mig at sætte Maddie derind. Da jeg har sat Maddie ind i bilen hører jeg et skrig, men ikke et menneskeligt skrig. Jeg ser Damie komme løbende ud af huset, og han vifter med hånden.

"SÆT DIG IND I BILEN NU RASHA!" råber han, og jeg bliver helt forskrækket men skynder mig at sætte mig ind i bilen.

Jeg sætter mig ind på førersædet, og begynder at starte bilen da Damie sætter sig ind.

"Skynd dig væk Rasha, jeg tror der var mere end 1" siger han forpustet, jeg nikker og starter så at køre.

"Hvad er der sket, hvor er mor og far henne?" spørger Maddie, det lyder som om hun skal til at græde.

"Maddie, jeg er nød til at..." jeg når ikke engang at afslutte sætningen, før tårerne vælter ud af mig.

"Maddie, din søster er en smule ked af det nu, og det er fordi, ja, hvordan skal jeg sige det..." Damie holdte en pause inden han forsatte. "Jeres forældre er blevet dræbt Maddie, det gør mig virkelig ked af det at skulle fortælle dig det her"

Jeg kigger i bagspejlet, Maddie sidder bare helt stille. Ikke nogle tårer, eller rystelser. Men så kommer de løbende, og hun begynder at græde meget. Det får bare mig til at græde endnu mere end jeg gjorde får, jeg græder så meget at jeg næsten ikke kan se noget.

"Rasha tror du ikke jeg skal køre?" spørger Damie, og rører min skulder. Jeg begynder at stoppe bilen ligeså stille, og prøver at stoppe mine tårer.

Mine tårer bliver ved, og ved. Men jeg sætter mig ind i passagersædet, og tager også Maddie med mig. Jeg ved godt det kan være farligt, men lige nu har hun brug for at være hos mig.

Maddie er faldet i søvn, og hun sidder og græder imens hun sidder hos mig. Vi sidder stadig i bilen, og Damie kører stadigvæk. Vi har ikke rigtig nogle steder at tage hen, og det er et ret stort problem. Når der er helt stille i bilen, så kan man høre skrig i det fjerne. Jeg kan næsten ikke sidder og vente mere, jeg har lyst til at skrige men det ville ikke være en god ide. 

"Er du okay Rasha?" spørger Damie, han kigger hen på mig og ser bekymret ud.

"D... De... Det ved jeg ikke rigtig" siger jeg, men kan høre at min stemme er hæs. 

Damie stopper bilen, og kigger så hen på mig.

"Rasha der er noget jeg er nød til at fortælle dig" siger han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...