Vi skal huske dem, der glemmer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 sep. 2017
  • Opdateret: 25 sep. 2017
  • Status: Færdig
Jeg har skrevet et essay omkring min farfar og alzheimers.
Håber I vil læse det!
Tager rigtig gerne imod kritik :)

1Likes
1Kommentarer
126Visninger
AA

1. Vi skal huske dem, der glemmer

Alzheimers er en meget forfærdelig sygdom, som kommer langsomt snigende, når du mindst venter det. For at gøre en lang forklaring kort, æder sygdommen hjernecellerne - en efter en. Minder man har oplevet forsvinder langsomt. Ordforrådet bliver mindre og mindre. Forståelsen af det, man normalt læser i hverdagen bliver mere og mere vanskeligt med tiden. Humøret er oppe og nede, og det kan ændres igen på få sekunder. Alzheimers kan udvikle sig på forskellige måder, men det er lige noget af det, jeg personligt har oplevet.

I 2013 fik min farfar nemlig konstateret Alzheimers. Det var ikke så slemt i starten, og det var ikke noget, jeg tænkte så meget over. Men år er gået, og eftersom der er gået flere år, er sygdommen også blevet værre - og det kan man sagtens mærke. Inden sygdommen slog til, var han en helt anden, end han er nu. Altid klar til at hjælpe, uanset hvad det var. Jeg husker, han tit var ude ved os og hjælpe min far i stalden, når han lige havde brug for en ekstra hånd. Ikke fordi han ikke vil hjælpe os nu, for det vil han, mere end noget andet, men det er ikke altid, han kan. Eftersom min farmor og farfar boede alene, blev det sværere og sværere med tiden. Han glemte efterhånden de simpleste ting, man gør i hverdagen, for eksempel hvordan man holder på bestikket, redder seng, kører i bil og meget mere. Han har også altid været glad for at læse avis, og følge med i det der sker, men det er så svært for ham at se og forstå, det han læser. Når vi besøgte ham og min farmor, blev man mødt med det største smil, og de var altid glade for at se en. Det gør man stadig, men nogen gange kan humøret også ændres på få sekunder - og det er ikke noget, han selv kan gøre for. Det er sygdommens skyld, og det irriterer mig og gør mig så ked af det, at et så fantastisk menneske som min farfar, har fået den ubehagelige sygdom. Han har i den grad ikke fortjent det. Men selvom der er alt det dårlige ved sygdommen, kommer jeg til at tænke på, om der overhovedet er noget godt ved, at det er sket? For ja, han falder sammen bid for bid, og det er ikke rart at se, hvordan han langsomt udvikler sig. Men efter han har fået Alzheimers, er min lyst for at besøge ham blevet meget større, end før i tiden, for jeg ved ikke, hvor langtid han har tilbage. Jeg ved, at jeg kommer til at fortryde i sidste ende, hvis jeg ikke bruger mere tid på at besøge og snakke med ham.

Hvad mon min farfar selv tænker? Inderst inde ved han nok godt, at der er noget i vejen med ham. Tingene bliver nemt væk. Ordene han gerne vil sige kommer ikke ud af hans mund. Men hvad kan jeg så gøre for at hjælpe ham? Jeg vil så gerne forstå sygdommen bedre, men det er svært. Meget svært.

Jeg har lært at selv i de svære og mørke tider, skal man huske på, at selvom det er hårdt for os som oplever en med Alzheimers, er det endnu hårdere for personen som har Alzheimers. Det er vigtigt, at vi husker, at det er hjernen, der er noget galt med - ikke hjertet. 

Skrevet af Emma Rix Wad

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...