Et Stykke Af Mit Liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2017
  • Opdateret: 22 sep. 2017
  • Status: Igang
Her er nogle One Shots som jeg skriver om mit og mine oplevelser. De er ret (meget) personlige, så derfor er det også lidt sårbart for mig at ligge dem ud. Men det hjælper at skrive det ned. Noget indhold kan være anstødeligt og voldsomt for nogle, derfor er læsning på eget ansvar.

0Likes
2Kommentarer
209Visninger
AA

2. Manden Med De Grønne Øjne


 

Jeg sover ikke om natten. Jeg kan ikke falde i søvn. Mørket gør mig utilpas, men jeg tør ikke fortælle nogle hvorfor. De vil nok ikke tro på mig alligevel, derfor holder jeg det for mig slev, som jeg har gjort i to år efterhånden. Han står henne foran døren, og hans grønne øjne stirre på mig gennem mørket. Det er det eneste man kan se af ham, hans øjne, ellers er det bare en mørk skikkelse, i form af en mand. Det er ikke hver aften han står der, men de fleste aftner, er han der. Jeg ved jo godt at det bare er mit hoved, der er noget galt med. At han ikke er der i virkeligheden. Han ser bare så virkelig ud. 

Jeg er bange for ham, selvom han bare står der og kigger. Men det virker ligesom i en gyserfilm. Jeg føler mig ikke tryg i mørket, jeg er bange for at han kommer og gør noget ved mig. Når jeg endelig falder i søvn, har jeg mareridt. Jeg vågner badet i sved, ved at han kommer og kvæler mig. Eller endnu værre jeg drømmer om aborten. Det er det værste. Det er som at genopleve det hele. Hvordan jeg fandt ud af at jeg var blevet gravid, hvordan Andreas holdte om mig da jeg brød sammen i armene på ham, og hvordan han og min mor nærmest tvang ideen om en abort ned over hovedet på mig. Jeg husker det hele som var det i går, og det knuser mig hver evig eneste gang.

Når jeg vågner med mareridt kommer stemmerne. De siger jeg skal skære i mig selv, at jeg er en morder, efter det med aborten og at jeg skal tage livet af mig selv. Nogle gange skriger de bare. Uden at sige noget, de skriger bare. Ligesom når børn skriger, når halsen bliver skåret over på kagemanden til fødselsdage. Jeg har lyst til at græde og jeg kan ikke holde det ud. Jeg vil bare have det til at stoppe. Og den eneste måde er at jeg gør som de siger: Jeg skal skære. Når jeg har skåret mig, har jeg fem minutter med helt ro i hovedet. Fem minutter hvor jeg kan slappe af. Når de begynder at komme tilbage, skære jeg mig igen. Så har jeg lidt mere tid til bare at være mig slev. Derfor skærer jeg mig altid 2 – 4 gange. Så har jeg 10 – 20 minutter. Bagefter bliver jeg ked af det jeg har gjort. Stemmerne starter, hvor de sluttede.

Jeg går til nattevagten. Han ringer til hjemmesygeplejersken, som kommer ud og kigger på mine sår, som for det meste ender med at skal syes. Bagefter giver nattevagten mig NADA, nålene giver mig en ro og hjælper lidt på stemmerne. Så når jeg har fået NADA og har fået lidt ro på igen, sætter vi os ind i sofaen og tænder fjernsynet. Jeg ender for det meste med at falde i søvn på sofaen bagefter. Jeg sover bedst når jeg ved der er nogen ved mig. Jeg falder hurtigere i søvn og jeg har ingen mareridt. Om det så er ved at de sidder ved min seng til jeg falder i søvn, eller om det er på sofaen med en ved siden af mig.

Når dagvagterne møder ind om morgen og nattevagten fortæller at jeg har været ved at skære, bliver jeg kørt på skadestuen for at skal syes. Det skal jo syes inden for 6 timer. Bagefter kommer jeg en tur til distrikt psykiatrien, for at tale med en læge. De spørger altid om det samme: Hvad er det der driller? Eller: Hvad siger stemmerne?  Har du selvmordstanker? Jeg plejer at være tavs når de spørger hvad stemmerne siger. Jeg synes det er pinligt og grænseoverskridende. Samtidig siger de at jeg ikke må sige det. Det ender altid med at der bliver lavet ændringer i min medicin. Når de spørger ind til selvmordstanker plejer jeg at svare nej. For det er som sådan ikke selvmordstanker, det er noget stemmerne siger at jeg skal gøre. Altså at jeg skal tage livet af mig selv. Det er ikke noget jeg selv ønsker. Jeg ønsker heller ikke at skære i mig selv. Men jeg har bare brug for ro i mit hoved. De ender som regel med at de vil have mig indlagt, men jeg siger pænt nej tak. Jeg har allerede været indlagt to gange i år, og jeg kan ikke overskue endnu engang. Specielt ikke i Brønderslev.

Når vi kommer hjem fra skadestue og psyk får jeg PN medicin. Det hjælper lidt, men ikke nok. Nogle gange ville jeg ønske at de kunne give mig et eller andet, der slog mig fuldstændig ud, så jeg ikke kan tænke selv, men bare ville få mig til at sove. Jeg trænger sådan til at sove. Jeg sover måske 2-4 timer om natten. Jeg er så træt. Jeg har hverken overskud til at lave mad eller vasketøj eller hvad jeg nu skulle have gjort om dagen. Jeg går i en slags trance resten af dagen, og ryger en masse smøger. At ryge giver en ro. En ro jeg hungre efter.

De siger det jeg har er en ikke organisk psykose. Hvilket betyder at min psykose ikke er kronisk. At stemmerne kommer, når der er noget i mit liv, der ikke er tilpasset mine behov. At jeg ikke vil have stemmer resten af livet. Men nu har jeg hørt stemmerne i 7 år og der er ikke sket nogle ændringer i dem. De siger det sammen som de altid har gjort. De er ligeså mange som de altid har været. Jeg ser manden med de grønne øjne i mørket. Han har været der i 2 år nu. Og selvom jeg virkelig gerne ville, kan jeg ikke se hvordan det her nogensinde skal ende. Med mindre jeg selv gør en ende på det.

Jeg har prøvet på at begå selvmord før, men ikke noget jeg nåede at fuldføre, før der kom nogen og fandt mig. Jeg havde sat mig i udkanten af en skov, hvor der sjældent kom mennesker tæt nok på, til at kunne se hvad der foregår. Barberbladet lå i min baglomme. Jeg når at skære mig øverst på underarmen, for at se om det er skarpt nok til at skære dybt i håndleddet. Det bløder helt vildt. Det løber ned af armen og ned på mine bukser. Så er jeg klar. Jeg er klar til at dø. Lige som jeg skal til at skære pulsåren over, kommer en af min storebrors gode venner forbi. Han får øje på mig og kommer mod mig. Jeg går i panik, men kan ikke nå at gøre noget, inden han kommer tæt nok på til at se, hvad der foregår. Han tager om mig og kigger på mit sår. Så ringer han til skadestuen, for at forklare dem at vi kommer. Da vi rejser os, kan mine ben ikke holde mig. Jeg ryster og kan mærke gråden ikke er langt væk. Jeg var klar til at dø! Jeg kan ikke holde livet ud mere! Han tager om mig, og holder mig oprejst, mens han mumler trøstende ord. Jeg græder ikke, jeg hulker og kan næsten ikke få vejret. Tårerne strømmer ned af mine kinder. Da jeg falder lidt ned igen, og mine ben kan holde mig igen, går vi ned mod byen. Folk glor på mine pletvis røde bukser. Rasmus ringer til min storebror, som kommer med det samme. Han holder om mig. Holder bare om mig uden at sige noget. Jeg har altid snakket godt med min storebror om godt og skidt. Han er min klippe, og han er der altid. Vi kører mod skadestuen, og jeg bliver lappet sammen. Bagefter tager vi på cafe og drikker varm chokolade. Jeg overlevede, selvom det ikke var intentionen.

Jeg har overlevet 7 år med psykoser og selvskade. Gad hvide om det fortsætter? Giver jeg efter eller finder jeg styrken til at blive ved? Jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg vil prøve. Prøve at fortsætte selvom det er svært. Selvom alt virker uoverskueligt og håbløst. Hvis ikke for mig selv, så for min families skyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...