Et Stykke Af Mit Liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2017
  • Opdateret: 22 sep. 2017
  • Status: Igang
Her er nogle One Shots som jeg skriver om mit og mine oplevelser. De er ret (meget) personlige, så derfor er det også lidt sårbart for mig at ligge dem ud. Men det hjælper at skrive det ned. Noget indhold kan være anstødeligt og voldsomt for nogle, derfor er læsning på eget ansvar.

0Likes
2Kommentarer
211Visninger
AA

3. Et Stykke Af Min Sjæl

Jeg havde skrevet til ham at jeg var nervøs. Jeg havde mavekramper, som man får op til sin menstruation, men der kom aldrig noget blod. Jeg skulle tisse hele tiden og jeg havde kvalme. Alt tegnede på en graviditet. Men jeg var jo på p-piller, så jeg burde ikke være gravid. Jeg vidste at jeg havde taget dem som jeg skulle. 21 dage på piller og 4 dage uden indtil jeg fik min menstruation, og så piller igen. Det plejede ikke at slå fejl. Der var altid 4 dage fra jeg havde pause fra pillerne til jeg fik min menstruation.

Det var søndag. Vi havde ikke set hinanden i weekenden, som vi plejede. Alligevel aftalte vi at jeg skulle tage bussen hjem til ham om aften. Der var kun en halv time i bus, til stationen i byen, hvor han boede. Overfor stationen lå Føtex. Jeg kunne godt nå derind inden bybussen kom, som jeg skulle med for at komme hjem til ham. Jeg gik nervøst ind i butikken og direkte mod kassen, hvor graviditetstestene hang på en hylde. Jeg rystede. Hvad ville folk ikke tænke om mig? Jeg var kun 16 år gammel! I hvert fald betalte jeg testen. Kassedamen kiggede medlidende på mig. Hun kunne sikkert se at jeg var skræmt fra vid og sans.

Jeg skyndte mig ud af butikken og gik direkte hen på stationens toilet. Jeg var nød til at vide besked. Jeg gjorde som der stod i brugsanvisningen, og tog testen. Jeg lagde den på håndvasken, og ventede de to minutter, som anvist.

Min verden brød sammen da jeg så resultatet. 2 streger betød positiv, og der var 2. Jeg satte mig på toilettet og brød fuldstændig sammen. Hvordan skulle jeg fortælle ham det. Hvordan skulle jeg fortælle det til mine forældre?

Jeg fik mig samlet en smule. Jeg skulle nå bussen. Den holdte der allerede da jeg kom ud. Jeg købte en billet og satte mig ind. Tårerne kom frem i mine øjne igen. Jeg var nødt til at snakke med en, der kunne berolige mig lidt. Jeg fandt fummelfingret Tereses nummer, og ringede op. Hun tog den. Jeg brød ud i gråd da hun sagde: ”Hej, hvad så smukke?”

Jeg forklarede hende at jeg var blevet gravid og at jeg var på vej ud til Andreas nu. At jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Min vejrtrækning var ustabil og jeg rystede. Hun fik mig til at falde lidt ned, og fortalte mig at uanset hvad jeg valgte ville hun være der for mig og hjælpe mig. At alt nok skulle gå.

Da bussen var ved at nå stoppestedet, hvor jeg skulle af, aftalte vi at jeg kunne ringe senere, når jeg havde snakket med Andreas. Jeg lagde på, og hoppede af bussen og gik mod Petravej. Der var ca. 5 minutters gang fra busstoppestedet til hans hjem. Jeg låste mig ind, da jeg nåede frem. De var ikke kommet hjem endnu, så jeg gik bare ind og satte mig i hans seng, og ventede på de kom tilbage. Stilheden var kvælende og jeg følte mig mere alene end jeg nogensinde havde gjort før, selvom jeg godt vidste at, det var jeg ikke.

Der gik måske 10 minutter, før jeg kunne høre hoveddøren gå op og stemmer strømme gennem huset. Der gik ikke længe før et velkendt og elsket ansigt stod i døren. Mine røde og hævede øjne fortalte ham alt han behøvede at vide. Hans ansigtsudtryk forandrede sig fra spørgende, til forvirret, til trist. Jeg rejste mig og fandt mig slev i hans favn. Han holdte om mig, og jeg om ham. Sådan stod vi i hvad der føltes som en evighed. Uden at sige noget. Stod bare og holdte om hinanden, mens tårerne trillede stille ned af mine kinder.

Da vi løsnede grebet om hinanden, satte vi os på sengen, og han kom med den fantastisk ide, at vi skulle se en film, for lige at tænke på noget andet. Det blev til Frost, Disney filmen. Hans sad i sengen med ryggen op ad muren, og jeg lå med hovedet på hans skød. Han nussede mig i håret og stoppede filmen, når jeg begyndte at græde. Det gjorde han et par gange.

At se film havde hjulpet lidt. Da den var færdig var det tid til at snakke om det der var sket. Vi blev nødt til det på et eller andet tidspunkt. Hans holdning var at det skulle fjernes med en abort, men at det i sidste ende var min beslutning. Min holdning var at det ikke kun var min beslutning. I sidste ende var det os begge det ville have betydning for.

Jeg var i vildrede. Jeg havde altid været imod abort, men nu var det lige pludselig kommet helt tæt på, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle mene eller gøre. Der var ingen tvivl om at vi var alt for unge til at få et barn. Det var et stort ansvar, samtidig var abort imod alle mine principper. Jeg var så forvirret.

Vi besluttede os for at fortælle hans mor det, og høre hvad hun mente. Det var så grænseoverskridende og pinligt og dumt. Hvorfor havde vi ikke passet mere på? Var det min skyld det hele? Hans mor kom ind og så lidt forvirret ud, da hun så mine røde øjne. Andreas forklarede hende at jeg var kommet på p-piller og at vi havde droppet kondom. Og nu var jeg altså blevet gravid.

Hun tog det egentligt meget roligt. Hun kunne se hvor skidt jeg havde det, så hun gav mig en krammer og sagde at alt nok skulle gå. At de ville være der og støtte os, hvad end jeg valgte. Hvad vi valgte. Hun var så sød hans mor. Altid kærlig og glad.

Da jeg sagde jeg var nødt til at gå, fordi jeg skulle nå en bus hjem, sagde de at det skulle jeg i hvert fald ikke. De ville køre mig hjem og hjælpe mig med, at fortælle det til min mor. Jeg var så nervøs på vej hjem i bilen. Hvordan ville hun ikke tage det?

min mor så forvirret ud, da Andreas, hans mor og jeg kom ind ad døren. Hun kunne godt se på mig at der var noget galt. Jeg kunne se på hende at hun blev helt nervøs. Hun spurgte hvad der var galt, og Andreas’ mor fortalte, hvordan at de troede jeg var blevet gravid. Jeg begyndte at græde igen. Min mor tog om mig, og sagde: ”Så skat. Åh, jeg troede det var noget der var meget værre. Det her kan man jo gøre noget ved. Ikke skat? Jeg bestiller en tid til lægen i morgen.”

’Det her kan man gøre noget ved’. Hun fik det til at lyde som om det var indlysende, at jeg skulle have en abort. At der slet ikke var tale om at jeg skulle beholde det.

Min mor bød dem ind på en kop kaffe. Vi sad lidt i sofaen og snakkede om noget helt andet, hvilket var meget rart. Men Andreas skulle op og i skole næste dag og hans mor skulle på arbejde, så de blev ikke så længe. Jeg fik et kys af Andreas inden de satte sig ud i bilen, og jeg stod i døren og vinkede til dem da de kørte deres vej igen.

Jeg havde det lidt bedre nu, hvor de vidste besked og vi ikke stod i det helt alene. Men jeg var stadig forvirret. De mente alle sammen at det var en abort der skulle til. Var det, det? Ville alt så bare blive glemt og vi kunne alle lade som ingenting? Jeg gik bedrøvet og forvirret i seng den dag.

 

Næste morgen var jeg langt fra udhvilet. Jeg havde haft svært ved at falde i søvn. Jeg havde ligget og tænkt hele natten. Dog havde jeg fået fri fra skole i dag. Min mor havde fået en tid ved lægen, hvor hun ville tage med ud. Jeg hadede min læge. Han var så ligeglad, højrøvet og bedrevidende. Men der var ingen vej udenom.

Min mor havde en test klar til mig da jeg kom ned fra værelset, som hun gerne ville have mig til at tage. Bare for at være sikker. Jeg tog den hurtigt, og resultatet var som forventet positivt. Hun gemte den og tog den med til lægen.

Da vi kom ind til lægen forklarede min mor hvordan det hele stod til, og viste testen frem, som jeg havde taget om morgenen. For at være sikker fik jeg endnu en test, der lignede den jeg havde taget dagen forinden og om morgen. Jeg tog den som jeg havde taget de andre, og gik ind til lægen igen. Han satte den i en maskine, som målte om den var positiv eller negativ. Som igen var positiv. Nu var det ligesom bekræftet.

Lægen kiggede på mig og sagde: ”Du er gravid. Hvad vil du gøre ved det?” Som om han var fordomsfuld og forventede at jeg vidste præcis, hvad jeg skulle gøre. Sådan en idiot. Kunne han ikke se at jeg havde det skidt med det? Eller var han bare ligeglad?

Da vi kom ud fra lægen sagde min mor at hun ville bestille en tid ved en gynækolog. Vi fik en tid to dage efter.

 

To dage efter sad vi på gynækologisk afdeling. Andreas havde taget fri, for at tage med og støtte mig, hvilket jeg synes var ret sødt af ham. Ventetiden i venteværelset var nervepirrende. Rundt om os sad ene af gravide kvinder med store maver. Jeg følte at det var pinligt, alle kunne se at vi ikke var andet end de 16 – 17 år gamle.

Da det blev vores tur, kom vi ind i et lille undersøgelsesværelse. Min mor forklarede at jeg var blevet gravid. Først spurgte hun ind til hvordan det kunne være jeg var blevet gravid. Jeg forklarede at jeg var på p-piller, og at jeg havde taget dem som jeg skulle. Dernæst kom hun med det dummeste spørgsmål jeg i mit liv havde hørt. Hun spurgte om jeg havde glemt at tage pillerne med vilje, for de jeg nogle gange ønskede at blive gravid. Helt ærligt hvem fanden troede hun jeg var? Jeg blev så rasende, at hun kunne tro sådan noget. Det kunne jeg aldrig finde på! Men jeg viste ikke min vrede, men svarede bare nej. Vi blev enige om at jeg nok var kommet til at glemme en pille i ren glemsomhed, og ikke fordi jeg ønskede at blive gravid. Jeg mente nu at jeg havde taget dem som jeg skulle. Jeg kunne ikke forstå at jeg skulle have glemt en.

Jeg blev lagt op på briksen. Jeg fik at vide at jeg skulle hive op i trøjen og lyne mine bukser lidt ned, så hun kunne komme til at skanne min mave. Jeg gjorde som hun sagde. Det var så grænseoverskridende, at have min mor og kæreste sidde og se på. Jeg ved ikke hvorfor, men det var det bare.

Gynækologen mærkede lidt på min mave, til at starte med, inden hun sprøjtede en klar, tyk slags væske ud på min mave. Det var isenes koldt, og gav mig kuldegysninger. Hun tog skanneren og kørte den rundt på det nederste stykke af min mave. Hun trykkede hårdt, men det gjorde ikke ondt.

”Altså der er en graviditet i livmoderen, men jeg kan ikke se noget foster.” sagde hun, og blev ved med at køre skanneren rundt på min mave, for at lede efter noget der kunne være et foster.

”Jeg kan ikke se noget, så jeg ville gerne undersøge dig nedefra, men jeg kan se hvor skidt du har det, så vi antager bare at der er liv. Du er ca. 6 uger henne.” sagde hun og slukkede skanneren. Hun gav mig et håndklæde så jeg kunne tørre min mave fri for væsken, og jeg kunne knappe mine bukser igen og hive ned i blusen. Jeg satte mig op på briksen. Jeg var lettet over at hun ikke ville undersøge mig nedefra, for det kunne jeg slet ikke overskue. Bare det her var grænseoverskridende og pinligt nok.

”Så skal du jo så gøre op med dig selv om du vil beholde barnet eller om du vil have en abort?” Hun kiggede på mig, til min mor og så over på Andreas, for at se hvad de tænkte. Men jeg vidste godt hvad de tænkte. Abort. Jeg vidste ikke hvad jeg tænkte, alt jeg kunne fokusere på var, hvor bange jeg var. Jeg kiggede over på Andreas, jeg vidste at han slet ikke var klar til at blive far. Og jeg ville heller ikke vælge imod ham. Vi var i det her sammen.

Min mor spurgte os om det ikke var bedst at få en abort, og Andreas nikkede med det samme. Jeg følte mig presset. Alle i dette rum ville mene en abort var det rette. Jeg nåede ikke at tænke før jeg bare nikkede, med blikket i gulvet. Jeg vidste ikke hvad jeg selv tænkte og jeg var skrækslagen.

Gynækologen forklarede at der var to muligheder for abort: man kunne få en udskrabning. Altså hvor de går op i en og skraber fosteret ud. Eller man kunne få en medicinsk abort, hvor man fik to piller. Den ene for at slå fosteret ihjel og den anden for at sætte en blødning i gang, hvor fosteret så gerne skulle følge med ud. Hun anbefalede den medicinske i mit tilfælde.

Det blev som hun anbefalede. Den medicinske. Jeg fik to piller i en lille plasticpose. Hun gav mig en vejledning og fortalte mig hvordan man skulle gøre. Jeg skulle tage den første pille om aftenen, når jeg kom hjem. Den som ville slå fosteret ihjel. Det lød så barbarisk. Men der var en grund til at det var lovligt med abort i Danmark. Det bildte jeg i hvert fald mig selv ind. Pille nr. 2 skulle jeg ligge op i skeden, 12 timer efter jeg havde taget den første pille. Jeg skulle blive liggende i en halv time efter jeg havde lagt den op, til pillen var opløst. Jeg fandt det lidt, eller meget, grænseoverskridende, at min mor og kæreste skulle sidde og høre på, hvordan jeg skulle ligge en pille op i skeden på mig selv. Da vi gik igen, sagde min mor at hun synes det var den rigtige beslutning. Andreas gjorde sig enig med min mor.

Da vi kørte mod stationen for at sætte Andreas af, så han kunne komme hjem, virkede han lettet. Han snakkede med min mor om et eller andet jeg ikke kan huske hvad var. Han smilede til mig. Et smil, der sagde at det hele nok skulle gå. Gid jeg havde det på samme måde som ham.

Det var blevet aften. Vi havde spist aftensmad og det var tid til at tage pille nr. 1. Jeg sad på mit værelse alene og kiggede på pillen. Jeg tøvede, men tog pillen, puttede den i munden og sank den. Uden at tænke mig om. Men jeg var nødt til det, for Andreas’ skyld.

Jeg gik i seng. Og prøvede ikke at tænke på det. Nu var der ingen vej uden om.

 

Om morgenen tog jeg pille 2. Jeg lagde den op som jeg har fået besked på og blev liggende i en halv time. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Der var virkelig ingen vej tilbage nu. Jeg følte mig tom og ked af det.

Da jeg havde ligge den halve time, gjorde jeg mig klar, og pakkede en lille taske, inden min mor kørte mig til stationen. Jeg skulle over til Andreas og være, mens jeg abortere. Jeg steg på bussen og satte mig med musik i ørerne.

Der var ingen hjemme da jeg nåede hjem til ham. Jeg låste mig ind og gik ind og slog sovesofaen ud. Jeg hentede Andreas’ dyne og pude og lagde mig. Så begyndte jeg at græde igen… bare lige for engangsskyld. Jeg følte mig så tom inden i. Jeg fryste, så jeg gemte mig mere ned under dynen. Jeg faldt hurtigt i søvn igen.

Jeg vågnede ved at Andreas’ mor kom hjem fra arbejde. Hun kom ind til mig med en lille gave i hånden. Hun satte sig på kanten at sovesofaen, og aede mig over håret.

”Hvad så? Hvordan har du det?” spurgte hun. Jeg svarede at det gik. Jeg havde ondt i maven, som Gynækologen sagde man kunne få når man først var gået i gang med at abortere. Hun nikkede forstående, og sendte mig nogle medlidende øjne. Hun gav mig gaven og et lille kort, og bad mig om at pakke op.

Jeg læste først det lille kort, hvor der stod at de vidste at der ikke er noget der kunne gøre op for, hvad der er sket, men de havde købt en lille ting, som et plaster på såret. Jeg pakkede op, det var en bog: Havets Katedral af Ildefonso Falcones. Jeg takkede mange gange. Så havde jeg da lidt at læse i, nu jeg bare lå her. Hun strøg mig på ryggen og sagde at jeg bare skulle kalde hvis der var noget.

Jeg sov og læste på skift, indtil Andreas kom hjem. Han spurgte til hvordan jeg havde det, og lå og holdte lidt om mig. Kyssede mig. Ellers så vi film resten af eftermiddagen og aftenen. Bare hygge. Noget der kunne få mig på andre tanker.

 

Et par dage efter var jeg kommet hjem igen. Jeg blødte stadig, men havde ikke ondt i maven mere. Jeg gik ud på toilettet for at tisse. Da jeg tørrede mig, var det som om der er noget mærkeligt på toiletpapiret. Jeg kiggede på det og fik tårer i øjnene. Jeg sad med det døde foster i hænderne, og hele min verden brød sammen. Tårerne strømmede ned af mine kinder, jeg hulkede.

Jeg skyndte mig at smide det i toilettet og skylle ud, for jeg kunne ikke holde ud at kigge på det. Det der kunne ha været mit barn, var dødt, og det var alt sammen min egen skyld. Samtidig følte jeg at alt det her med aborten var noget, der var blevet trukket ned over hovedet på mig. Jeg havde ikke selv valgt den abort det var alle dem omkring mig der havde det. Jeg var fulgt med fordi jeg ikke havde vidst, hvad jeg skulle gøre. Det var i hvert fald sådan jeg havde det.

Det føltes som om der var et stykke af mig selv, der blev skyllet ud i toilettet sammen med det, der kunne være blevet til mit barn. Jeg følte mig som en morder, jeg havde slået det ihjel. Jeg havde slået et barn ihjel.
Tårerne ville ikke stoppe. Jeg kunne mærke at min vejrtrækning blev hurtig og ustabil, og det sortnede for mine øjne. Jeg rystede, hulkede og havde kvalme. Hvordan kunne jeg ha' taget de piller? Havde jeg slet ikke tænkt mig om? Hvorfor havde jeg gjort det? Spørgsmålene hobede sig op i mit hoved.

Det føltes som den største fejl jeg nogensinde havde begået. Jeg fortrød så inderligt nu.

 

I dag fortryder jeg det stadig. Faktisk mere og mere for hverdag der går. Der går ikke en dag jeg ikke tænker på det. Jeg genoplever det hele i mareridt om natten. Det ødelægger mig indefra, at tænke på det som jeg har mistet. Et stykke at min sjæl, røg med i toilettet den dag. Den 22. november 2014. det er snart 3 år siden, og det hjemsøger mig stadig.

Jeg gærder når jeg snakker om det,jeg græder når jeg tænker på det, og jeg græder når jeg skriver om det. Det sidder så dybt inde, og det vil ikke gå væk. Var det en pige? Eller var det en dreng? Ville jeg have været en god mor? Ville Andreas og jeg stadig være sammen i dag, hvis vi havde fået det barn?

Jeg ved ikke hvilket køn det ville ha’ været, men jeg ved hvad jeg ville ha’ navngivet han/hende. Jeg ved også at jeg kunne ha haft et barn på 2 ½ år i dag, at jeg kunne have haft noget at glæde mig over. Nogen at holde mig stærk overfor, nogen at elske højere end noget andet, og nogen at holde ud for.

Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg var alt for ung og slet ikke klar til at være mor, men det virker ikke. Jeg ved at jeg nok skal nå at få børn en dag, det er slet ikke det. Jeg kan bare ikke holde tanken ud, at jeg slog noget ihjel, som måske kunne have gjort mig lykkelig.

Jeg husker det hele som var det i går, og der er intet jeg fortryder mere, end at jeg tog de piller den dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...