Taxatrip - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Færdig
Det var langt fra en fornøjelse, da 17 årige Melody Clark bustede sin kæreste i at være hende utro. Hun havde dog heller ikke regnet med, at hun fem minutter senere ville sidde i en taxa med en fremmed, der på ingen tid betød farlig meget for hende. Harry Styles faldt i med begge fødder - og forelskede sig slemt i Melody. Det samme gjorde hun. Ingen af dem havde dog forudset, at de få dage senere ville havne i en livstruende situation. Inden de fik set sig om, havde begge deres liv taget en 180 graders drejning.

(Trailer ude i højre side)

37Likes
20Kommentarer
28238Visninger
AA

28. 27. End

I was uptight, wanna let loose

I was dreaming of bigger things

And wanna leave my own life behind

Thunder, Imagine Dragons

Harry’s synsvinkel:

“Lad mig nu komme ind til hende! “ Skreg jeg lægen ind i hovedet, der lige var trådt ud fra Melody’s stue. Jeg kunne ikke klare det længere. Jeg havde fået min eneste ene, hende, jeg drømte om, til at forsøge at tage sit eget liv.

Hun havde…

Ej, jeg kunne slet ikke forstå det.

“Hey, så er det ud! “ Råbte lægen og pegede den anden retning, men der kunne han godt tro om. Et var, at der stod tusindvis af fans derude, en anden ting var - Jeg måtte ind til hende.

Jeg masede mig forbi lægen, og løb mod hendes stue. Jeg ignorerede råbene i baggrunden, da andre tre drenge, der desperat forsøgte at få mig tilbage, men det var som om, at de slet ikke var i min verden. Det eneste, der var i min verden, var hende. Jeg stoppede op, foran stuen, og trak stille ned i håndtaget. Der var ingen læger herinde - der sad dog en lille mikrofon de kunne høre igennem, hvis hun rykkede på sig. Jeg så på pigen, der havde fuldkommen besat mig. Jeg lukkede døren bag mig, forsigtigt, og gik hen og slukkede mikrofonen.

Jeg satte mig ned på siden af sengen og stirrede på Melody, der lå fredfyldt, uden af vide noget om, hvad der skete hende. Hendes øjenlåg lå tungt hen over hendes smukke øjne, hendes mund var formet i et lille smil - hendes hår lå bølgende under det runde hoved på hovedpuden. Jeg strøg et hår væk fra hendes kind, forestillede mig, at hun var min. Hun var så smuk, så guddommelig smuk, selvom hun bare lå der. Hun lignede en gud. Jeg bøjede mig ned, lagde forsigtigt min pande mod hendes.

Vågn op, for min skyld.

Jeg placerede et kys på hendes kolde læber, mens jeg forestillede mig, at det smil, der var på hendes mund, var på grund af mig. Jeg ønskede, at jeg var den, der fik hende til at smile. Jeg satte mig op igen, tog fat i hendes lille hånd, sad med den, uden at fjerne blikket fra hende.

“Hallo! Ud, nu! “ Døren åbnede sig med et brag, og to læger kom løbende ind, hev mig væk fra hende. Jeg gispede forskrækket, mens jeg lod dem puffe mig udenfor døren. Niall, Louis og Liam så sørgmodigt på mig.

“Hun skal nok klare den. “ Sagde Niall stille, men man kunne høre på ham, at der ikke var meget håb i hans stemme. Han prøvede bare at overbevise sig selv.

“Hun forsøgte at begå selvmord på grund af mig, Niall! “ Sagde jeg en smule højt, og de tre drenge sendte mig et blik der fortalte mig, at jeg skulle falde ned. Louis lagde en hånd på min skulder.

***

“Hun har taget en overdosis af hypnotika, en form for piller, man typisk bruger som sovemiddel. Umiddelbart ville vi sige, at hun bare vil være bevidstløs et par timer, men eftersom hun ikke er vågnet endnu, kan vi ikke fortælle jer det præcise tidspunkt. “ En læge sad overfor mig, Niall, Louis, Liam, Daisy og Rose, inde i et mindre lokale med et enkelt, rundt bord og en tavle. Både mig og Daisy sad og græd, og jeg følte ligesom, at det var blevet en vane. Jeg havde ikke lavet andet end at sidde med tårer de sidste mange dage. “Betyder det, at vi ikke ved, hvornår hun vågner? “ Spurgte Liam forfærdet og så bange på lægen. Det var sjældent at Liam var så bange - det var altid ham, der plejede at have en løsning. Men jeg kunne se, at selv ham var begyndt at give op.  

“Øhm, ja. Det gør det. “ Svarede lægen toneløst og foldede nogle ark sammen. Louis skubbede brat stolen ud han sad på og stilte sig op.

“Det kan i da ikke mene?! “ Udbrød han en anelse højt, og Niall tog ham forsigtigt om håndleddet for at trække ham tilbage i stolen, men Louis vred sig fra af hans greb. Niall sukkede. “Louis, det hun har gjort er altså farligt, “ Sagde lægen - Og ja, han kunne vores navne, for det var ligesom ikke første gang, at vi var her - “Og siden af hun har taget rigtig mange piller, kan det være… Livsfarligt. “ Han holdte en kort pause og så alvorligt på os.

Jeg gispede.

“Hv-hvad?! “ Sagde jeg med en grødet stemme. Jeg nev mig selv i armen. Det havde bare at være løgn.

“Jeg er ked af det… Vi giver jer besked, så snart vi med mere. “Sagde lægen og rejste sig. Det samme gjorde jeg. “Jeg bliver her. Indtil hun vågner. “ Sagde jeg og ville have det til at lyde bestemt, men det lød nok mere følsomt.

“Desværre - det kan ikke lade sig gøre. Du kan komme tilbage i morgen. “ Sagde lægen, og inden jeg kunne nå at protestere, var han skredet fra rummet. Jeg hev højlydt efter vejret og beherskede mig for ikke at græde. De tre drenge, og Daisy og Rose, kom hen og gav mig én, stor krammer. Jeg ved ikke hvor længe vi stod der, men lang nok tid til, at vi til sidst blev bedt om at gå. Jeg håbede, at der var en bagdør, men da der ikke var det, skulle vi ud gennem mylderet af mennesker. Det var fotografer, journalister og ekstremt mange fans, der var troppet op uden for hospitalet.

No way.

Jeg håbede, at pressen ikke havde hørt noget om Melody’s stunt med pillerne. Hvis man lagde to og to sammen, kunne man jo godt regne ud, at det var min skyld. Og jeg ville heller ikke udsætte Melody for mere, end jeg allerede havde gjort. Det ville nok ikke ligefrem hjælpe, hvis hun vågnede op og fandt ud af, at hele verden vidste, at hun havde taget en hel del piller, på grund af en eller anden popstjerne.

Hadede det ord, by the way.

“Harry, er du… Sikker på du kan klare det? “ Spurgte Louis og lagde en arm om livet på mig. Bromanceeee.

“Jaja. Det er fint. “ Svarede jeg og gik med beslutsomme skridt hen mod glasdøren, hvor skrigene bare blev endnu højere. Det her mindede mig alt for meget om dengang, hvor mig og Melody skulle ud af hospitalet. Jeg fik våde øjne af at tænke på det.

Uden at spekulere længere over det, hev jeg fat i dørhåndtaget, og nogle vagter holdt fansene og paparazzierne væk. Normalt hadede jeg at gå forbi dem uden at tage billeder med fansene eller something like that - men i dag havde jeg intet overskud.

“Harry? Er du sammen med Melody igen?! “

“Hvordan går det efter dit break-up med Melody? “

“Harry, kan jeg få et billede?! “

“HARRYY! “

En hånd lagde sig på min ryg bagfra. Jeg vendte kort hovedet og så, at det var Louis, og jeg fremtvang et smil. Endelig noget vi frem til bilen, hvor jeg som den første satte mig ind, dernæst Louis, så Liam, så Niall og til sidst de to piger. Vi skulle jo alligevel hjem, så vi kunne ligeså godt tage dem med, når nu vi boede på den samme vej. Minus Rose selvfølgelig, men hun tog vidst bare med hjem til Daisy.

“Shit.. “ Røj det stille ud af Liam’s mund, som et andet fremmed ord, og vi kiggede alle mærkeligt på ham. Han plejede ikke at sige sådan noget. Han begravede sit hoved i hænderne, mens små tårer piblede ud af øjnene på ham. Vi vidste, at når selv den stærkeste af os alle, Liam, røg ned på bunden - Så var det slut.

Melody’s synsvinkel:

Dagen efter

Jeg kneb øjnene sammen, da jeg så det skarpe lys. En dunkende smerte i min pande fik mig til at lukke øjnene sammen igen, men siden jeg var på et hospital, kunne man ikke gøre én, enkelt ting, uden nogle læger skulle opdage det og gå helt amok.

Jep, sådan var det, sådan cirka, på et hospital.

Men denne gang var det ikke en læge. Denne gang var det ikke en eller anden sindssyg journalist, da ville presse alting ud af mig. Denne gang var det ham.

“Melody! “ Jeg åbnede forskrækket øjnene igen, da jeg hørte den savnede stemme. For god sake, jeg savnede den dreng, ulidelig meget. Men da jeg så op i hans øjne, så jeg pludselig, hvor røde og udspilede de var.

Havde han grædt, over mig?

Jeg så ned af mig selv. Den bløde, hvide dyne lå hen over min kolde krop. Jeg så tilbage på ham. Han satte sig forsigtigt på kanten af sengen. Var det nu, han skulle fortælle mig, at vi aldrig skulle se hinanden igen? Var det nu, at mit hjerte skulle fyldes med endnu flere sorger en før?

I stedet førte Harry en rystende hånd frem mod mit ansigt. Han nåede min kind, strøg den forsigtigt. Jeg gispede. Jeg længes efter hans berøringer.

“Je-Jeg.. “ Hviskede jeg, men det var svært at få nogen lyd ud. “Jeg læste dit brev. “ Fik jeg endelig ud. Jeg havde det så dårligt med, at jeg havde taget det brev.

“Jeg er så ked af det, Melody. “ Hviskede Harry tilbage, og jeg fik næsten helt tårer i øjnene. Harry tørrede dem væk, og endnu en gang gispede jeg over hans berøring. “Det hele er min skyld… “ Sagde Harry igen, og jeg rystede på hovedet. Men inden jeg kunne nå at protestere, skete dét, jeg havde ventet på de sidste mange dage. Uger, hvor jeg havde længes efter det.

Han kyssede mig.

Hans kolde læber, der første virkede fremmede, men få sekunder efter, så velkendte. Jeg kyssede med, nød, at det jeg havde ventet så længe på, endelig skete. Stille slap hans læber mine - mens han lod sin pande hvile på min. Jeg så ind i hans øjne - hans dejlige, grønne, øjne. Så kom et stort smil frem på mine læber, og det samme på hans. Og så sagde han noget, der kun kunne få mit hjerte til at smelte.

“Vil du vide noget?“

“Det kommer an på, hvad det er. “

“Jeg elsker dig, Clark. “

“Vil du også vide noget? “

“Måske. “

“Jeg elsker også dig, Styles. “

 

Så er den historie slut! Jeg håber at i har nydt at læse med, den har ihvertfald været sjovt at skrive den! Skriv hvis i vil have en epilog med hvad der sker derefter, eller om jeg skal lave en 2'er?! Skriv i kommentarene hvad i vil have!

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...