Taxatrip - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Færdig
Det var langt fra en fornøjelse, da 17 årige Melody Clark bustede sin kæreste i at være hende utro. Hun havde dog heller ikke regnet med, at hun fem minutter senere ville sidde i en taxa med en fremmed, der på ingen tid betød farlig meget for hende. Harry Styles faldt i med begge fødder - og forelskede sig slemt i Melody. Det samme gjorde hun. Ingen af dem havde dog forudset, at de få dage senere ville havne i en livstruende situation. Inden de fik set sig om, havde begge deres liv taget en 180 graders drejning.

(Trailer ude i højre side)

37Likes
20Kommentarer
28275Visninger
AA

27. 26. The end of the end

I don't ever tell you

How I really feel

Cause I can't find the words to

Say what I mean

Just a little bit of your heart, Ariana Grande

Melody’s synsvinkel:

Louis havde skrevet, om jeg havde lyst til at komme over og hænge ud, og jeg havde tøvet med at svare ja. Hvad nu hvis han var der? Jeg vidste, at det ikke kunne gå. Men det havde Louis åbenbart allerede tænkt på, for han skrev, at Harry var til et møde, så jeg kunne bare komme. Jeg skyldte dem en undskyldning, så jeg havde valgt at bage cupcakes. Ikke fordi at de blev specielt gode, eller det var en god undskyldning, men jeg vidste da ihvertfald, at Niall ville elske mig for resten af dagen. Og ganske rigtigt - da jeg dukkede op i døren med en bakke cupcakes, lignede Niall en, der kunne græde af glæde. Han brugte også hele den første time på at rose mig og sige, at det var de bedste cupcakes, han havde smagt. Jeg var nu i tvivl, om han løj.

“Skal vi ikke tage et spil fifa? “ Spurgte Louis, og tog en kontroller fra fjernsynsbordet. Jeg skyndte mig at hoppe hen i sofaen. “Jeg er med! “ Råbte jeg og gjorde mig klar til at vinde over de tre andre drenge.

Vi endte med at æde cupcakes og spille fifa resten af dagen. Harry kom vist først hjem sent om aftenen, så jeg var der hele dagen. Klokken var fem, og Louis og Niall var gået for at handle til noget aftensmad.

“Er det okay, at jeg tager et bad? “ Spurgte Liam, der lå i den ene ende af sofaen. Jeg sad i den anden. Vi havde spillet et eller andet skydespil på playstationen som ingen af os var specielt gode til, og runden var lige slut. Vi var begge flade af grin, fordi vi var så dårlige. Jeg nød virkelig at grine, jeg følte at det var flere år siden, jeg havde gjort det sidst.

“Ja, selvfølgelig. “ Svarede jeg og smilede, Liam rejste sig fra sofaen, hvorefter han forsvandt ud på badeværelset. Så sad jeg tilbage i stuen og gloede.

Jeg vidste at det var forkert, men jeg kunne alligevel ikke lade hver. Det var som om at min krop bare handlede, og min hjerne ikke tænkte. Jeg gik mod Harry’s værelse. Jeg gik langsomt, nærmest som om, at jeg var bange for, at nogen skulle opdage mig. Jeg stoppede op udenfor hans dør. Den stod på klem. Jeg kiggede ned, inden jeg trådte ind. Der var mørkt. Jeg tændte lyset i loftet og så, hvor nydeligt her så ud. Der var helt ryddet op, det eneste, som ikke var ryddet, var sengen, hvor dynen stadig lå hulter til bulter. Der var rullet ned for vinduerne. Jeg stod som en sten og stirrede. Til sidst trådte jeg et skridt ind i rummet, og trægulvet knirkede under mig. Jeg gik langsomt rundt i rummet, mens jeg betragtede enhver lille detalje. En af hans hoodies, der lå smidt over en stoleryg. Jeg satte mig ned i sengen, og skulle næsten til at bryde sammen igen, da jeg fik øje på noget, der stak frem under hans dyne. Jeg tog fat i den, løftede den op, og kunne se en lille notesbog, der lå derunder. Jeg vidste at det var forkert, men jeg var nødt til at kigge. Gad vide, om han havde skrevet noget om mig?

Jeg bladrede igennem bogen, som viste sig at indeholde ene tekster på sange, han havde skrevet. Jeg kunne ikke regne ud om det var om mig. Måske. Jeg skulle til at lukke bogen i igen, da jeg så den forreste side, hvor mit navn stod på.

Mit hjerte stoppede et kort sekund med at slå.

Jeg vidste at det var forkert at læse hans ting, men nu var der ingen vej tilbage. Jeg rystede i hele kroppen, da jeg begyndte at læse:

Kære Melody

Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige undskyld. Jeg ved ikke hvordan man siger undskyld. Men jeg vil sige undskyld, jeg vil sige det så inderligt, at det gør helt ondt. Jeg fortryder det jeg gjorde, så meget. Jeg håber ikke du bliver sur på mig. Men hvis du gør, er det også fint, for det har du virkelig en god grund til at være. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde adlydt. Jeg ville ønske, at jeg bare havde ignoreret dem og blevet med dig, uanset hvor mange gange de så ville sige til mig, at jeg ikke måtte. Du vil ikke vide hvor højt jeg elsker dig Melody. Det er forfærdeligt. Jeg har ligget hver aften, hver nat, hver dag - og kun haft mine tanker ét sted. Dig. Og nu har jeg ikke flere tårer tilbage. Jeg er brugt op, jeg er ødelagt, men det er kun på grund af mig selv. Det var mig, der ødelagde det hele.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver det her - du læser det nok aldrig. Men lige meget hvor store fejl jeg har begået, ligemeget hvor meget du hader mig - så vil det ikke ændre på, hvor højt jeg elsker dig.

 

Jeg var blevet helt kold. Helt ud i fingerspidserne, der holdt om brevet. Tårerne dryppede som støvregn. Jeg fattede det ikke. Alt det jeg havde prøvet at skjule for mig selv. Det var forfærdeligt. Den måde jeg havde prøvet at sige det mig selv, at han aldrig kunne betyde så meget. Jeg begravede hovedet i brevet og hulkede. Ikke en hysterisk hulken. Men en inderlig, oprigtig hulken, der gjorde ondt som fanden.

Jeg elskede ham. Han ejede mit hjerte, han havde fuldkommen overtaget mig - og jeg kunne ingenting gøre ved det.

Harry’s synsvinkel:

Jeg stirrede ud på vejen. Lyset fra forlygterne oplyste to, brede streger, hvor jeg kunne se regnen tydeligt, hvor det derefter fadede mere og mere ud. Jeg strammede grebet om rattet. Flashbacks fra ulykken strømmede ind i mit hoved. Jeg så for mig, hvordan bilen gled hen over vejen. Hvordan jeg hev i rattet for at styre bilen, men det var for sent. Stødet, da bilen brasede ind over jern hegnet.

Jeg pressede mindre og mindre på speederen, så bilen sagtnede farten. Alle minderne var alt for meget. Jeg trillede bilen ind i vejkanten, og det var først da bilen holdt stille, at jeg opdagede min oprevede vejrtrækning. Min brystkassede bevægede sig om og ned, og sveden piblede på min pande.

Jeg havde været til endnu et møde. Og det fik mig bare til at indse endnu mere, hvor meget jeg havde mistet hende. Jeg var på vej hjem. Klokken var omkring ti. Mørket udenfor bilen trængte længere og længere ind i bilen.

Og det var der jeg indså det. At jeg var nødt til at få hende tilbage. Og det måtte koste, hvad det ville. Selvom at det var så meget imod alt det mine managers sagde, selvom at hun nok ikke engang ville lytte på mig - så var jeg nødt til at prøve. Jeg ville gøre alt for at få hende tilbage.

Jeg tog en dristig beslutning. Jeg satte foden på speederen igen, tog fat i rattet, der var helt fugtigt af mine svedige hænder, men jeg var ligeglad.. Jeg speedede op - Jeg havde fornemmelsen af, at der var noget galt, eller at jeg skulle skynde mig. Så jeg kørte så hurtigt jeg kunne, i retning mod hendes hus. Da jeg kom ind på vores vej, drønede jeg forbi vores hus - få minutter efter var jeg uden for hendes. Jeg stoppede bilen brat, og fik hundredvis af kuldegysninger. Jeg overvejede det kort - inden jeg åbnede bildøren, sprang ud og smækkede den i igen, før jeg løb.

Men det var for sent.

Melody’s synsvinkel:

Jeg var åbenbart faldet så dybt, som man nu kunne falde. Jeg havde åbenbart mistede de sidste, få kræfter, jeg havde holdt mig oppe det sidste stykke tid.

Jeg stod på toilettet. Foran håndvasken. Foran spejlet. Jeg kunne slet ikke genkende mig selv længere - Store poser hang under mine røde, hævede øjne, mine skuldre, som hang helt ned til knæene og mit hår, der ikke havde været redet igennem i lang tid.

Jeg havde brug for noget, der kunne få mig til at tænke på noget andet. Noget, der kunne formindske den smerte, jeg havde hele vejen gennem huden, gennem kroppen og ind i hjertet. Jeg havde brevet i venstre hånd. Jeg kunne det udenad. Det kunne jeg ikke undgå, når jeg havde læst det igen og igen siden jeg fandt det tidligere i dag.

Jeg åbnede skabet, der hang ved siden af spejlet, med den frie hånd. Indeni stod flere forskellige glas, med forskellige piller. Hvordan skulle jeg vide, hvilke der ville virke? Hvad nu hvis de var for farlige?

nej, det kunne de ikke. Jeg havde intet at miste. Jeg greb med kolde fingre fat om et glas, der stod lidt bag de andre. Det var små, runde, hvide piller. Jeg kunne ikke kende det navn, der stod uden på glasset, så jeg valgte bare at skrue låget af, hvorefter jeg gloede ned i den bunke af piller, der lå på bunden af beholderen. Jeg holdt stadig brevet mellem to af mine fingre, mens jeg rystende hældte en bunke af pillerne ud på min højre håndflade. Jeg nedstirrede pillerne. Der var ingen grund til at tænke yderligere over det.

Jeg satte hånden for munden, og tog dem alle ind i munden på én gang. En tør smag bredte sig, så jeg tog glasset, der stod på kanten af håndvasken, og skyllede alle pillerne ned.

Jeg nedstirrede mig selv i spejlet. Ventede på, at pillerne skulle begyndte at virke på mig. Men til min skuffelse, skete der intet.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod der, hvor jeg bare holdt om glasset og stirrede ind i spejlet. Mørket havde lagt sig udenfor, og træerne svingede lydløst i takt med vinden. Men som jeg troede, at pillerne ikke ville have en påvirkning på mig, begyndte badeværelset pludselig at blive mere utydeligt. Det var som at se under vand, hvor alt er sløret. Mine ben begyndte at blive tungere, som om at alt vægten forsvandt fra overkroppen. Benene faldt sammen under mig som spaghetti, og jeg landede hårdt på gulvet. Der var ingen hjemme, men jeg var sikker på, at hvis der havde været nogen, kunne man hører bumpet. Glasset faldt ud af min hånd - Det splintrede sig i tusindvis af stykker, men jeg kunne ikke engang reagere på det. Jeg lænede mig op af badekarret, mens blodet dryppede ned fra mine arme, hvor små glasskår havde sat sig.

Jeg var ligeglad med, hvis jeg skulle dø. Jeg var ikke bange for døden. Jeg havde allerede været i den.

Jeg var lige ved at give mig selv til bevidstløsheden, døden, da badeværelsesdøren blev sparket op. Jeg så ham stoppe op. Så hans blik, der så skræmt, bekymret og bange på mig. Hans krøller lagde sig på hans skuldre. Han kom farende mod mig, strakte sine arme ud, rystede i mig, mens han råbte mit navn.

“Nej. Nej, nej for helvede, Melody! Melody se nu på mig! Melody lyt nu! MELODY! “ Han skreg det sidste, mens det sidste liv sivede ud af min krop. Til sidst kunne jeg kun se omridset af ham, og knapt føle hans stærke arme, der rystede mig. Det sortnede for mine øjne.

  Ved slet ikke hvad jeg skal skrive til det her kapitel, det er tog virkelig lang tid at skrive... 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...