Taxatrip - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Færdig
Det var langt fra en fornøjelse, da 17 årige Melody Clark bustede sin kæreste i at være hende utro. Hun havde dog heller ikke regnet med, at hun fem minutter senere ville sidde i en taxa med en fremmed, der på ingen tid betød farlig meget for hende. Harry Styles faldt i med begge fødder - og forelskede sig slemt i Melody. Det samme gjorde hun. Ingen af dem havde dog forudset, at de få dage senere ville havne i en livstruende situation. Inden de fik set sig om, havde begge deres liv taget en 180 graders drejning.

(Trailer ude i højre side)

37Likes
20Kommentarer
28332Visninger
AA

22. 21. Heartbroken

But now there's nowhere to hide

Since you pushed my love aside

I'm out of my head

Hopelessly devoted to you

Hopelessly devoted to you

Hopelessly devoted to you

hopelessly devoted to you, Olivia Newton-John

Harry’s synsvinkel:

Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme hen til huset og nærmest falde ind af døren. Jeg havde gjort det. Sagt det til hende. Og jeg fortrød det allerede, men jeg kunne ingenting gøre ved det. Tårerne strømmede ned af kinderne på mig, og mest af alt havde jeg lyst til at løbe ud af huset og hen til Melody, men det var umuligt.

“Harry?! “ Jeg kunne hører et gisp og så op, og der stod Niall, Liam og Louis foran mig. De så alle bekymrede og chokeret på mig. De var ikke hjemme da jeg gik, så de var nok næsten lige kommet hjem. Jeg nåede ikke særligt langt med mine sætninger, så jeg endte med at bryde sammen i armene på dem. Jeg havde aldrig haft den følelse. Jeg havde mistet det, der nok betød allermest for mig. Og det var min skyld.

Jeg fortalte drengene alt. Alt, jeg havde været igennem med Melody. Og hvordan, at jeg var blevet forbudt at være sammen med hende, og at jeg skulle sige det til hende. Drengene sad helt stille og lyttede, men jeg kunne mærke på dem, at de langt fra var vrede på mig.

“De er bare løgn! “ Udbrød Liam, da jeg fortalte, hvordan managerne havde forbudt mig alt, der hed kontakt til Melody. Tårerne væltede ud af øjnene på mig. Jeg skulle have passet bedre på. Det var fucking min egen skyld, at der var gjort en ende på vores forhold. Og jeg tror aldrig, at jeg ville kunne tilgive mig selv for det.

Vi bestilte en pizza den aften, og der var ikke meget at snakke om. De vidste godt, hvor mine tanker lå. Til sidst havde jeg ikke flere tårer tilbage, og jeg stirrede bare ud i luften, da vi spiste. Jeg havde en tom fornemmelse indeni, og havde intet at stille op. Til sidst gik jeg i seng, og lå og tænkte på hende. Tænkte hun også på mig lige nu? Nej. Det var jeg ikke værd. jeg havde ødelagt hende, det vidste jeg. Hun ville aldrig kunne tilgive mig for det her.

Melody’s synsvinkel:

Vi kan ikke være sammen længere.

Jeg lå i min seng og stirrede op i loftet. Og det havde jeg gjort lige siden, at Daisy havde fundet mig ude på vejen og tvunget mig ind og fortælle, hvad der var sket. Og det gjorde bare endnu mere ondt at indse det, når jeg skulle fortælle det. Men selvfølgelig. Det var for godt til at være sandt, han ville jo aldrig vælge en som mig. Jeg var ikke i nærheden af hans standard. jeg havde ikke flere tårer tilbage, og jeg orkede heller ikke at græde. Jeg var fuldkommen nedkørt af min hjerne, der hele tiden stille mig de samme spørgsmål igen og igen, jeg ikke kunne finde svarede på. Hvorfor mig? Hvorfor valgte han mig, lige præcis mig, for så at ydmyge mig? Jeg følte ellers, at han elskede mig. Jeg følte, at han følte ligesom mig. Men der tog jeg fejl.

Hvordan kunne jeg være så dum at tro, at han elskede mig? Han kunne få noget, der var meget bedre.

Jeg tog min mobil, tændte den og så, at den var fuldkommen spammet. Jeg gik ind på twitter og så et opslag. Det var af mig og Harry, der stod ude på vejen i regnen, og man kunne tydeligt se, at noget var helt galt.

‘What happened? Did they broke up?’

Og nogle havde svaret:

‘I don’t think they never where together?’

‘I’m so confused. ‘

Jeg valgte at ignorere det og gik ind på en besked fra Summer.

‘Omg, what happened?!’

Jeg vidste med det samme hvad hun hentydede til og svarede ligeud:

‘We aren’t together anymore.’

det gjorde forfærdelig ondt at se det stå på papir, men jeg skulle bare vende mig til det. Jeg vidste, at det var slut nu. Selvom at jeg inderst inde savnede ham helt ubeskriveligt og ville ønske, at vi på en måde kunne være sammen igen. Men jeg vidste jo stadig ikke hvad grunden var til, at vi ikke skulle være sammen. Men måske skulle jeg bare inde det. Han gad mig ikke længere.

Harry’s synsvinkel:

Jeg strakte mine arme, da jeg vågnede, og smilede over det dejlige vejr. Solens stråler skinnede lige ind af vinduet. Men jeg kom hurtigt til at at tænke på i går - og mit smil blev med ét vendt på hovedet. Hun måtte hade mig nu. Jeg ville ønske, at jeg kunne være sammen med dem jeg ville, men blev så igen mindet om, at det var min skyld. En kæmpe bølge af skyldfølelse ramte mig. Jeg skulle have passet bedre på, hvilket var det, jeg havde sagt tusindvis af gange til mig selv. Det værste ved det hele var, at jeg ikke kunne gøre noget ved det. Når det først var i medierne, hvilket det var… Så var der ingen måde, jeg kunne ændre det på.

“Harry? “ Døren til mit værelse var gået op, uden at jeg havde hørt det, og Liam stod i åbningen. jeg kiggede chokeret hen på ham, og han så med et bekymret blik på mig. Jeg satte mig lidt op i sengen. “Du græder? “ Sagde han spørgende, og først der gik det op for mig, at jeg sad med tårer strømmende ned af mine kinder. Jeg tog begge hænder op og fejede tårerne væk. Jeg måtte bare prøve at være stærk, for jeg kunne ikke gøre andet,end at komme over det, selvom at jeg ville ønske, at der var en udvej.

Liam kom hen og satte sig på kanten af min seng og kørte en hånd gennem sit hår. “jeg er ked af det, Harry. “ Sagde han og så med medlidenhed på mig. Men jeg ville ikke have, at nogen skulle have medlidenhed med mig. Alting var min skyld.

“Liam, det er min skyld. “ jeg var ikke meget for at indrømme det. Men det var det jo. Jeg samlede mit hår i en rodet knold med en elastik jeg havde siddende om håndledet. Jeg kunne se, at Liam ville sige noget, men han sagde intet, sukkede bare og rejste sig så igen fra sengen.

“Vi har et interview her klokken ti. “ Var det sidste, han sagde, før han gik ud af værelset og lukkede døren. Men lige inden, jeg skulle til at stå ud af sengen, gik døren op igen, og han stak hovedet ind:

“Vi spiser forresten morgenmad nu, hvis du vil være med. “

***

Der var ikke meget snak, da vi sad omkring spisebordet og åd vores franskbrød. Lyden af Niall’s kniv, som han skrabede hen over tallerkenen for at skrabe det sidste røræg sammen, ja selv Louis der drak sin kakaomælk kunne man høre. Jeg stak til det æg, der lå på min tallerken, og så på brødet med marmelade på. Jeg havde ingen appetit. Jg væmmes ved tanken om at sætte tænderne i det lyserøde stads.

Hvad skete der for mig? Hvorfor kunne jeg ikke spise det? Seriøst, jeg måtte virkelig tage mig sammen.

“Harry, skal du ikke spise morgenmad? “

Louis tankelæser. Gange tusind. Han kender mig nok bedre, end jeg kender mig selv.

“Jeg er ikke sulten. “ Og det passede faktisk. Jeg var ikke sulten. Og havde ikke lyst til at spise. Er det ikke det samme?

“Harry, kom nu. Du har ingen energi, hvis du ikke spiser. “ Lyder det fra Niall, som tager endnu en skefuld æg på sin tallerken. Jeg kan mærke vreden boble op i mig. Siden hvornår er det blevet okay, at de skal bestemme, hvor meget jeg spiser?

“Kan i ikke bare blande jer udenom? “ Sagde jeg vredt med sammenbidte tænder. Vreden sydede inde i mig. Hvad skete der for mig? Jeg plejer aldrig at blive vred så hurtigt.

“Jo, jeg tænkte bare.. “ Lød det fra Niall, men jeg afbrød ham og rejste mig så brat op fra stolen, at jeg ramte spisebordet, og alle tingene rystede. Louis gispede.

“Så bland jer dog forhelved udenom! “ Råbte jeg og holdt frustreret en hånd på min pande. Jeg var helt stakåndet. Hvad skete der for mig?!

Jeg skulle til at flygte ud af rummet, men valgte en anden strategi. jeg vidste dog, at det ikke ligefrem ville hjælpe, at være uvenner med drengene.

“Undskyld. Jeg er bare forvirret. “ Fik jeg sagt og satte mig med høj puls ned ved bordet igen, mens drengene overgloede mig.

 

***

Jeg skulle i skole i dag. Hvordan skulle jeg kunne klare det? Det føltes som flere uger siden, jeg sidst var i skole. Jeg stod nede i køkkenet, lænet op af væggen og spiste en portion havregryn. Jeg havde så mange tanker inde i hovedet, at det gjorde helt ondt. Jeg satte den tomme skål fra mig i vasken og tog mine krykker, hvorefter jeg gik ud på badeværelset og børstede mine tænder. Imorgen skulle jeg ind på hospitalet og tjekkes, og hvis alt gik godt, så skulle jeg ikke bruge krykker længere, hvilket jeg var glad for. De mindede mig hver dag om Harry, og hvis jeg på nogen måde skulle prøve at glemme ham, skulle jeg også skille mig af med de ting, der mindede mig om ham. Jeg så på min selv i spejlet. Jeg lignede lort. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg redte mit hår igennem og smuttede.

 

Skolen var, som den plejede. Jeg snakkede med Summer det meste af dagen, for Rose havde travlt med Wayne. To af mine bedste venner. Det gjorde ondt, at hun var så meget sammen med ham, og det føltes som om, at hun havde glemt mig.

Summer spurgte, om hun skulle tage med mig hjem, men jeg takkede pænt nej tak. Jeg havde holdt en facade oppe hele dagen, og nu orkede jeg ikke mere.

Jeg havde sagt til mig selv, at jeg hurtigt skulle komme over det.

Men da jeg kom hjem, styrtede jeg op på mit værelse, og åbnede komoden. Jeg fandt Harry’s hoodie, den, jeg havde haft på, den dag vi kom ud fra hospitalet. Jeg snusede den velkendte duft ind gennem mine næsebor, og små tårer kom frem i mine øjne. Jeg satte mig langsomt op af væggen, mens jeg knuede Harry’s hoodie i min favn. Jeg begravede langsomt hovedet i den.

Harry’s synsvinkel:

Jeg satte mig langsomt til rette i en af de fem lænestole, selvom jeg sad pisse dårligt. Liam sad ved siden af mig, Louis ved siden af Liam og Niall ved siden af Louis. Intervieweren sad skråt overfor os. Det var et normalt interview, de samme spørgsmål. Men jeg tænkte, at der helt sikkert også ville komme nogle med Melody, hvilket jeg ikke håbede på.  

“Vi begynder om tre, to, en .. “

Og så var vi på. Live.

Introen til tv showet var begyndt, og intervieweren begyndte at tale, med en stemme, jeg allerede nu kunne konstatere, var pisse irriterende at høre på. Jeg syntes altid, at interviewere lyder alt for overgearet. Jeg rettede på min skjorte og kørte en hånd gennem mit hånd. Vanedannede træk.

“Jeg sidder her, med selveste one direction! “ Sagde intervieweren, der nu præsenterede sig selv: “ Mit navn er Mike, og jeg er klar til at stille jer et par spørgsmål. Er i klar? “ Og vi svarede alle ja, som om det var et valg. Interviewet begyndte, og vi svarede et par spørgsmål. Og så kom det.

“Harry, du har jo været ude for en ulykke. Det gør mig ondt. “ Startede han ud. Jeg var ikke itvivl om, hvad han skulle til at bringe på banen, og mig, som normalt er så selvsikker, blev pludselig lidt nervøs. Jeg takkede ham pænt, selvom jeg vidste, at han var mega ligeglad med ulykken.

“Der var en pige i bilen.. “

Oh ja, han ligger stille ud.

“Mmmf? “ Mumlede jeg ventende.

“Der har været nogle rygter om, at i er kærester? “

Det var vi også.

“Passer det? “ Presser Mike på.

ja, det passer.

“Nej, vi har aldrig været mere end venner. “ Jeg havde det forfærdeligt med det her. Jeg prøvede bare at holde facaden oppe. jeg havde fået at vide utallige gange af min manager, at jeg skulle overbevise Mike om, at der aldrig havde været noget, selvom jeg mest af alt havde lyst til at svare, at vi var kærester.

“Okay. Og hvad med de her billeder? “

Fuck, hvor jeg hadede ham lige nu. Han fandt nogle billeder frem. Hvordan skulle jeg lige svare på det?

“Øhmm- “ Startede jeg ud. Allerede et dumt træk.

“Det må være photoshoppet. “

Photoshoppet? Hvad fuck tænkte jeg på?!

Kunne jeg virkelig ikke komme med andre undskyldninger? hold kæft, hvor er jeg bare snotdum. Jeg hader virkelig mig selv lige nu.

Melody’s synsvinkel:

“Mel? “ Daisy råbte inde fra stuen, og jeg rørte endnu en gang rundt i de pastaer, jeg var ved at koge til aftensmad. Ved siden af pastaerne stod en pande, jeg stegte grøntsager på. Uden at flytte øjnene fra maden, svarede jeg Daisy:

“Hvad? “ Jeg tog en pasta op for at smage, om de var færdige.

“Kom lige. “ Råbte hun, og jeg vendte irriteret øjnene. Kunne hun ikke bare fortælle hvad det var? Jeg lagde pastaen fra mig og glemte alt om maden. Jeg gik ind i stuen og så, at fjernsynet kørte. “Jaerh? “ Sagde jeg spørgende. Daisy lavede et nik mod fjernsynet, og først nu gik det op for mig, hvad det var. Harry og de andre drenge. Et kæmpe område inde i mig trak sig pludselig sammen, og savnet til ham voksede bare endnu mere. Men jeg måtte være stærk. Han havde brændt mig af, så skulle han heller ikke have fornøjelsen af, at jeg blev helt svag. Jeg kunne alligevel ikke lade hver med at kigge med. Havde han det ligesom mig? Jeg så på ham. For andre ville han nok ligne sig selv, men der var noget ved ham der var ændret. Blikket i hans øjne - det var som om, at han så på mig. Eller også var det bare en forestilling jeg havde.

“Harry, du har jo været ude for en ulykke.. Det gør mig ondt. “ Jeg livede straks op, og mit hjerte pumpede lidt hurtigere.

“Tak. “

Ét ord. Bare at høre hans stemme igen gjorde ondt.

“Der var en pige i bilen.. “

Fuck. Mig.

“Mmmf? “

Han var nervøs. Men ‘Mmmf’? Det gjorde forfærdelig ondt. Han virkede bare så… Ligeglad.

“Der har været nogle rygter om, at i er kærester? “

Mit hjerte sprang et slag over.

Det var vi også, tænkte jeg.

Jeg kunne mærke Daisy’s blik i nakken på mig, men jeg lod som ingenting.

“passer det? “

Ja, tænkte jeg igen. Fuck, hvad ville han svare nu?

“nej, vi har aldrig været mere end venner. “

Et kæmpe knivstik i hjertet ramte mig, og sætningen gik igen og igen i mit hoved. Han var ovre mig. Det hele var bare en leg. Hold kæft, hvor jeg føler mig til grin. Var jeg virkelig bare faldet for sådan en forkælet popstjerne, der bare var mega ligeglad med mig? Hvordan kunne jeg være så dum?

Nej, vi har aldrig været mere end venner. Nej, vi har aldrig været mere end venner. Nej, vi har aldrig været mere end venner. Nej, vi har aldrig været mere end venner. Nej, vi har aldrig været mere end venner…

“Sluk det der. “ var det eneste, jeg kunne sige, inden jeg løb ud i køkkenet, og kæmpede en indre kamp med mig selv om, hvorvidt jeg skulle bryde sammen eller ej. Og vandet fra pastaerne var kogt over.

 

 

Har lidt ondt af Melody lige nu ): 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...