Taxatrip - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Færdig
Det var langt fra en fornøjelse, da 17 årige Melody Clark bustede sin kæreste i at være hende utro. Hun havde dog heller ikke regnet med, at hun fem minutter senere ville sidde i en taxa med en fremmed, der på ingen tid betød farlig meget for hende. Harry Styles faldt i med begge fødder - og forelskede sig slemt i Melody. Det samme gjorde hun. Ingen af dem havde dog forudset, at de få dage senere ville havne i en livstruende situation. Inden de fik set sig om, havde begge deres liv taget en 180 graders drejning.

(Trailer ude i højre side)

37Likes
20Kommentarer
28333Visninger
AA

16. 15. Free

And I can lend your broken parts

That might fit like this

And I will give you all my heart

So we can start it all over again

Over again, One direction

Harry’s synsvinkel:

Det var i dag. I dag, hvor vi komme ud fra det her tomme, lukkede fængsel. Også kaldet hospital, altså. Jeg gik rundt i rummet, med mine krykker, imens jeg pakkede de få ting jeg havde, ned i en sportstaske. Jeg glædede mig helt ubeskriveligt meget til at komme ud, ud i den friske luft. Men samtidig vidste jeg, at det ikke ville være let. Jeg var helt sikker på, at drengene ville have en snak med mig, eller flere. Og jeg turde slet ikke tænke på alle de interviews, der skulle laves. Jeg vidste, at de ville spørge ind til Melody, og det var nok ikke til, Melody helst ville have - langt fra. Jeg kastede min oplader ned i tasken, lynede og greb min mobil. Det var lidt besværligt, for jeg gik rundt på krykker, siden at mit ene ben var brækket. Og min anden arm havde stadig noget forbinding på, godt nok hang den ikke i en slynge længere, men den var stadig følsom. Jeg løftede tasken op med den hånd, der ikke havde forbinding på,og fik bakset min sportstaske op over min ene skulder og scannede kort rummet, for at se, om jeg havde glemt noget.

Jeg prøvede virkelig at se positivt på at vi kunne komme ud i dag, men tanken om alle de tusind spørgsmål, plagede mig virkelig. Og jeg var et eller andet sted også lidt bange for vores fans. Jeg elskede dem, hver og en, for de støttede os altid. Men jeg havde set dem gøre utrolige ting, og det skræmte mig. Der var engang en, der havde slået hårdt til Louis’s kæreste, så hun faldt. Jeg skubbede tanken væk. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, hvis noget lignende skete for Melody.

Jeg tillod mig selv at hurtigt tjekke mig ud i spejlet, hvilket jeg aldrig skulle have gjort. Jeg lignede langt fra mig selv. Jeg havde store poser under mine øjne, og det var som om, at mit kropsprog var helt anderledes, end det plejede - Jeg lignede ærlig talt bare en, der var blevet skræmt fra vid og sans, og derefter blevet sindssyg oppe i hovedet. Jeg kørte en hånd gennem mine krøller og prøvede at sende mig selv et smil, men lige nu var mit humør helt i bund. Alle mine bekymringer og forestillinger overtog og hev mit ellers gode humør helt i bund. Jeg tog en dyb indånding. Jeg er Harry Styles - Jeg kunne gøre det her. Jeg lukkede kort øjnene, inden jeg åbnede dem igen og tog beslutsomt i dørhåndtaget, hvorefter jeg langsommere åbnede døren ud til den hvide gang. Der var flere stemmer og mere larm end der plejede, højst sandsynlig nok fordi, at der var presse og fans et eller sted, tæt herpå. Men jeg kunne ikke se dem lige nu. Hvis jeg gættede rigtigt, var de nok ved indgangen til hospitalet. Jeg gik lidt ned af gangen, før jeg stoppede op foran døren ind til Melody. Udenpå på døren hang et lille papirstykke, der var lamineret, hvorpå der stod ‘Melody Clark’. Et kort smil gled over mine læber. Bare hendes navn fik alle følelserne indeni til er boble. Jeg forsigtigt fat i dørhåndtaget, og åbnede stille døren. Jeg kunne se en skikkelse, Melody. Hun stod med ryggen til, bøjet over hendes taske, der var på sengen. Lydløst satte jeg min taske på gulvet, hvorefter jeg listede hen bag hende, hvor jeg greb hende bagfra og krammede hende. Hun udløste et højt hvin, og jeg kunne ikke lade hver med at grine let. Hun vendte sig forskrækket om mod mig.

“Harry! Du skræmte mig! “ Sagde hun forskrækket, men hvorefter at jeg trak hende ind i min favn, og hun gengældte krammet. Hun virkede så lille, som hun stod der, i mine arme. Jeg var mindst et hoved højere end hende. Hun knurrede sig helt ind til mit bryst, og jeg lagde langsomt mit hoved ovenpå hendes. Jeg havde virkelig savnet hende. Hendes grin, hendes kærlighed, hendes energi, bare hende. Efter at have stået i krammet i sådan femten sekunder, kunne jeg pludselig mærke noget vådt på min hals, lige ud fra Melody’s øje. Tårer. Jeg slap hurtigt Melody, men kun så hun stod tyve centimeter fra mig, og så hendes blanke øjne. Hun så ind i mine, og sendte mig et glad blik, men jeg kunne også se, at der gemte sig noget frygt derinde.

“Græder du? “ Hviskede jeg lavt, hvorefter jeg så, hvordan Melody’s mund helt skælvede, hvorefter hun brød ud hulk. Tårene strømmede ned af kinderne på hende, og jeg trak hende langsomt ind til mig. Jeg tyssede stille på hende. “Så.. Det skal nok gå. “ Hviskede jeg, mens Melody hulkede ud ved min skulder. Jeg vidste udmærket godt, hvorfor hun græd. Det har havde langt fra været nemt eller fejlfrit. Et stik af skyldfølelse ramte mig. Jeg vidste jo udmærket godt, at jeg var skyld i få hende rodet i det her. Men jeg elskede hende.. Og inderst inde vidste jeg, at hun også elskede mig. Jeg strøg hende over håret og kyssede hende blidt på panden. Hendes gråd blev mindre, og jeg kunne mærke hvordan tårene havde gjort min skjorte helt fugtig og våd, men jeg var ligeglad.

“Det har bare været så… Svært. “ Hikstede Melody, og jeg nikkede mig enig. “Det ved jeg, Melody. Men jeg elsker dig. Og jeg vil aldrig lade noget ødelægge det. “ Hviskede jeg, og hun kiggede op på mig med tårer i øjnene. Hendes blik fortalte mig, at hun var bange. Men jeg kunne se, at hun også var stærk. jeg vidste, at hun var det. Havde hun ikke været stærk, var vi aldrig kommet så langt. Vi havde klaret første del af det - Nu manglede vi så bare.. Ja, alt det, der ventede os.

“Jeg elsker også dig, Styles. “ Svarede hun stille, og et lille grin undslap begge vores læber. Ingen af os var de mest romantiske mennesker, hvilket fik os til at passe utrolig godt sammen. “Skal vi gå? “ Spurgte jeg, og Melody nikkede stille.

Melody’s synsvinkel:

Skrigende blev højere og højere, jo tættere vi kom på døren. jeg vidste, at når vi lige om lidt drejede til højre, ville glasdøren være lige foran os, og pressen og fansene ville være lige bag den. En mand bag os havde taget begge vores tasker så vi ikke skulle bakse med dem, for vi gik jo begge med krykker. Jeg gik tæt på Harry, lige ved hans side. han var iført nogle sorte jeans og en blomstret skjorte, jeg var iført noget mere afslappende, en stor, grå hoodie (Faktisk en af Harry’s) Og et par Nike tights. Mit hår var sat i en løs knold, og jeg havde kun mascara på. Harry’s hår hang løst. Jeg så op på Harry, og han sendte mig et betryggende smil. Jeg glædede mig så meget til at komme ud, men jeg var også lidt spændt på folks reaktion - Og jeg er ikke sikker på, om det var den gode form for spændt.

Mig og Harry’s krykker gik næsten helt i takt da vi drejede rundt om hjørnet, og skrigende blev med ét tusinde gange højere. Mit blik fangede den store mængde mennesker udenfor døren. Blitz fra pressen og så millioner af fans. Mit hjerte pumpede nu endnu hurtigere end før, og jeg var nu lidt nervøs. Ikke fordi jeg ikke havde set paparazzier før, for det havde jeg jo oplevet, men det var som om at det var anderledes lige nu. Fordi jeg ikke vidste, hvad jeg gik i møde. Og så var der jo fansene, der stod med tårer strømmende ned af kinderne.

Okaaay.

Nervøs, det var jeg sgu lidt.

Vi stod nu lige ved døren, og skrigende larmede i mine øre. jeg så på Harry, og han så på mig. Jeg så ind i hans grønne, betryggende øjne. Jeg kunne nu også godt se, at han var lidt nervøs, men ikke på samme niveau som mig. Han var jo også vant til det. Han løftede sin ene hånd der holdt på en krykke, og puffede mig kærligt på ryggen. Han smilede til mig, og jeg smilede til ham. Jeg vidste han var her for mig. Harry gjorde tegn til en mand med øjnene om, at nu måtte han godt åbne døren, og han lod dørene åbne sig, ud til den store mængde mennesker. Skrigene blev hurtigt sindssygt høje, og spørgsmål og stemmer fyldte mine ører. Mig og Harry trådte ud, udenfor, hvor vi ikke havde været i nu fire uger, og interviewere stak deres store mikrofoner op i hovedet på mig. Lige pludselig kunne jeg ikke se Harry længere. Jeg så mig desperat rundt og fandt ham heldigvis over ved noget presse. Jeg begyndte at bevæge mig derover af. Heldigvis stod både presse og fans bag nogle hegn, så vi ikke kunne blive overfaldet. harry så at jeg kom, og fangede hurtigt mit blik. Han smilte. Jeg gengældte det.

“Er dig og Harry sammen?! “ Hørte jeg en presse råbe, og jeg kiggede hen i dens retning. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Var mig og Harry sammen? Det havde jeg ikke lige sådan ‘aftalt’ med ham. Nope, og jeg gad ikke svare noget dumt, så jeg ignorede det, og gik hen til Harry, der stod ved nogle fans. Han tog nogle billeder med nogle skrigende piger, og nogle rækkede ud efter mig. Jeg så forksrækket på dem.

“Melody Clark?! Er det dig? “ Råbte en pige, med brunt hår. jeg vil skyde på 16 år. Jeg gik hurtigt hen til hende og smilte venligt.

“Ja? “ Svarede jeg med opmuntrende stemme for at virke venlig.

“Hold dig væk fra Harry! Sindssyge luder, hvis du ikke var kommet ind i hans liv var det her aldrig sket, din so! “ Råbte hun, og hendes øjne så rasende på mig. Okay, det ramte mig. Var jeg virkelig klar til at det hate? jeg fik det på sociale medier, men der var også mange flere støttende. Jeg kunne mærke vreden stig op i mig, og jeg skulle lige til at svare pigen igen, da jeg mærkede en hånd på min skulder. Harry.

“Hey, tal ordenligt. Melody er rigtig flink, og hun fortjener ikke noget af det der. “ Sagde han pludselig til pigen, som nu var blevet helt stille. Hun så måbende på Harry, som lige havde svaret hende igen, og hun så på mig igen.

“Undskyld.. “ Mumlede hun. Jeg sendte hende kort et smil, før Harry trak mig med. Men da Harry kiggede væk, sendte pigen mig det ondeste dræberblik. Jeg ignorede det og fulgte med Harry videre. fansene ville også have taget billeder med mig.

“Er i kærester? “ Råbte en fan, og mig og Harry så på hinanden. Harry smilede til pigen og svarede:

“Nej, vi er bare gode venner. “ Og de tog et billede. Jeg kunne mærke et stik af skuffelse, men jeg vidste jo også godt, at han ikke kunne sige ja. Og var vi kærester? Vi var vel bare venner der flirtede.. Men det behøvede medierne jo heller ikke vide. Jeg vidste ikke om jeg var klar til at være ‘Popstjernen fra One direction harry Styles flirt’

men orkede jeg at tænke på det lige nu?

Omringet af fans og presse.

Nope, jeg ville faktisk bare gerne hjem.

Mig og Harry var også begyndt at bevæge os mod den bil der stod og ventede, som det var meningen, at Harry og jeg skulle køres hjem i. Lige pludselig greb en mig bagfra og løftede mig op. Jeg hvinede højt og tabte mine krykker. Det kunne ikke være en fan, for de var holdt tilbage bag hegnene. Jeg kunne høre nogle dybe drengegrin, og jeg kunne med det samme genkende dem. Louis, Niall og Liam. Harry stoppede også op, og ham, der havde løftede mig om, satte mig ned, og jeg drejede mig rundt, og mødte Niall’s blå øjne.

“Niall!! “ Råbte jeg glad og gav ham den største krammer, som han gengældte. Jeg krammede også Louis og Liam, og det samme gjorde Harry. Jeg samlede mine krykker op.

“Har i det godt? “ Lød det fra Liam. Selvfølgelig fra ham, han var altid så omsorgsfuld.

“Hvor har vi dog savnet jer! “ Sagde Niall, og jeg krammede ham igen og rodede i hans lyse hår. “Det har vi også! “ Sagde Harry, og jeg kunne tydeligt mærke på ham, at han virkelig mente det. Blinkene fra kameraene fortsatte, og jeg snakkede lidt med drengene, som selvfølgelig ville snakke om ulykken, og Louis, som mente, at det var hans skyld.

“Come on Louis, intet er din skyld - Det var glat, og der var nogle paparazzier. “ Det sidste sagde Harry så lavt, at det kun var mig og drengene der kunne høre det, og Louis så sørgmodigt på os begge, inden han krammede os rystende igen. “Jeg er bare så glad for, at i overlevede. “ Mumlede Louis ned i Harry’s og min skulder.

Mine tanker blev afbrudt, da jeg så et velkendt ansigt blandt de forreste mennesker, bag hegnene. Hendes øjne lå på drengene, men de skiftede over til mig, og et kæmpe smil bredte sig på begge vores læber.

Rose.

Jeg løb hen mod hegnet og sprang nærmest hen over det, inden jeg landede i Roses arme, og menneskene rundt om os så forvirrende på os. Jeg knurrede hende ind til mit bryst. Jeg havde savnet hende ubeskriveligt meget. I baggrunden kunne jeg hører drengene grine. Efter jeg havde krammet hende, slap vi hinanden, og hun så på mig med et kæmpe smil om læberne og et blik, der fortalte, at hun havde savnet mig, og som bare gjorde mig mere afklaret i, at jeg havde savnet hende endnu mere, og at hun virkelig betød alt for mig som min bedste ven. Jeg smilte til hende, før hun krammede mig kort igen.

“Wow, jeg har savnet dig! “ Hvinede hun, og vi grinte begge to, lykkelige over endelig at se hinanden igen. Vi hvinede begge to, sådan helt teenage-agtigt, og jeg kunne høre drengenes høje latter bagved. Mig og Rose vekslede blikke, flækkede af grin og vendte os mod drengene. Harry, Louis, Liam og Niall stod på den anden side af hegnet, med et smørret smil om læberne. Jeg vendte for sjov øjne af dem og Rose kom op på min side.

“Hvad griner i af? “ Spurgte hun fornærmet, og drengene vendte blikkende mod den ellers fremmede pige, der stod ved min side. De så underligt på hende og så derefter frem og tilbage på hinanden. Da var nok ikke vant til, at en fremmed pige snakkede sådan til dem. De fleste havde nok ret meget respekt for dem, fordi de var kendte. Rose holdt det fornærmede blik rettet mod dem, og jeg må sige, at i forhold til at hun gjorde det for sjov, var hun en ret god skuespiller. Jeg kravlede over hegnet og gjorde tegn til, at Rose skulle følge med.

“I virker bare som to teenager piger der er sådan helt hysteriske fordi i ikke har set hinanden i mega lang tid! “ Udbrød Niall, og vi kiggede alle kort hen på ham, hvorefter vi alle sammen flækkede af grin.

Wow Niall, det var ligesom præcis dét, vi var.

“Hvilket præcis er det, vi er. “ Påpegede jeg, og så på Rose og alle drengene, lykkelige over, at jeg nu endelig kunne være sammen med dem alle sammen igen. Vi snakkede lidt, men ikke om noget særligt, da der trods alt stod presse og fans rundt om, så vi grinte egentlig bare lidt af Niall. Jeg så på Harry flere gange, og på et tidspunkt mødte mine øjne hans. Jeg havde lyst til at bare springe på ham og kysse ham, men det gik selvfølgelig ikke, ikke her. Så han smilte bare, fordi jeg vidste, at han tænkte på det præcis samme som mig.

“Hey, hvorfor tager vi ikke hjem til dig Melody, og fejre at i endelig er kommet ud? “ Spurgte Louis, og jeg overvejede det kort. Vi kunne nok godt tage hjem til Daisy, det plejede hun ikke at have noget imod. Jeg skulle helt klart også invitere Wayne og Summer over, og måske også nogle andre. Det kunne faktisk være meget hyggeligt.

“Jo, lad os gøre det. I kan komme over klokken halv otte i aften, så skal jeg nok bestille noget pizza og sådan? “ Svarede jeg, og de andre nikkede smilende. Og efter det, krammede vi hurtigt hinanden, og skiltes så ad. De fire drenge blev ledt ind i en stor, sort bil, der var omringet af paparazzier og en efterfølgende sikkerhedsbil, mens mig og Rose selv fandt en vej ud fra menneskemængden og kom derefter endelig ud på gaden, hvor der næsten ikke var nogle mennesker. jeg kiggede tilbage og så, at drengenes bil var kørt, og flokken af mennesker lige så stille blev tyndet ud. Rose gik ved min side.

“Wow, tænk at der er sådan der hver dag! Nogle gange må de vel bare ønske, at de havde et normalt liv. “ Udbrød Rose, der gik på den venstre side af mig, på fortorvet. Jeg nikkede bekræftende. Det måtte være sindssygt hårdt at hele tiden skulle tænke på, hvad man gjorde, fordi der altid var nogle omkring en, der holdt øje.

“Jaer, det tror jeg også. Jeg har også snakket med drengene om det, en dag de besøgte os på hospitalet, og jeg tror, at de er virkelig glade for deres fans, men de vil også nogle gange bare ønske, at de ikke var kendte. “ Svarede jeg, mens vi bevægede os hen mod centrum af London. Vi fik øje på en lille café - Den café, vi altid går på sammen, når vi skal snakke om noget. Vi stoppede begge to op og så på den.

“Skal vi? “ Spurgte Rose, med et smil om læberne og hentydede til, om vi skulle gå ind på caféen.

“Jeps. “

 

Heyy, tusind tusind tak for 7000 visninger! Havde aldrig troet at der var så mange, der ville læse den! Undskylder lige på forhånd, men der kommer ikke et kapitel ud indtil på næste lørdag, fordi jeg ikke er hjemme. Seees <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...