Taxatrip - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Færdig
Det var langt fra en fornøjelse, da 17 årige Melody Clark bustede sin kæreste i at være hende utro. Hun havde dog heller ikke regnet med, at hun fem minutter senere ville sidde i en taxa med en fremmed, der på ingen tid betød farlig meget for hende. Harry Styles faldt i med begge fødder - og forelskede sig slemt i Melody. Det samme gjorde hun. Ingen af dem havde dog forudset, at de få dage senere ville havne i en livstruende situation. Inden de fik set sig om, havde begge deres liv taget en 180 graders drejning.

(Trailer ude i højre side)

37Likes
20Kommentarer
28294Visninger
AA

14. 13. Alive

I'll take over the wheel

And give you the touch you're missing

Get low, Liam Payne

Melody’s synsvinkel:

Jeg lå i min seng, under den samme hvide dyne, jeg havde gjort alle de andre dage. Jeg var ved at blive sindssyg af at være på det her hospital. Jeg havde ikke været udenfor i lang tid, og endnu værre: Jeg havde ikke set min søster eller Rose, eller for den sags skyld min far, man ham har jeg alligevel ikke snakket med i lang tid. Efter min mors død faldt alt for ham sammen, også for mig. Han blev fyrret fra sit arbejde, og fik heldigvis et nyt. Sidst jeg så ham var før jeg flyttede ind hos Alex, hvilket lige mindede mig om, at han var en fucking klam so. Jeg væmmede mig ved tanken om ham. Men for at vende tilbage til min far - Da jeg forlod ham og flyttede ind hos Alex (Igen ad) Havde han det faktisk okay. Det havde så også taget ham to et halvt år, og får mig rundt regnet et år. Jeg havde bare prøvet at komme over det, for jeg ville helst ikke tænke for meget på det.

Der lød en hård banken på døren, og to sekunder efter gik den op. Hvad var meningen med at banke på døren, hvis man alligevel bare brasede ind af den to sekunder efter? En kvindelig læge kom smilende ind af døren. Hvad var hun så glad for?

“Godmorgen, Melody. “ hun smilede over hele hovedet. Jeg så spørgende på hende. Hvad var der at smile af? Harry var sådan halvt død. Jeg havde ikke set dem jeg holdt mest af i et stykke tid, og halvdelen af min krop var ødelagt og brækket. Wuhuu, lige til at smile af, alt sammen.

Livet har aldrig været bedre, ikke sandt?

“Og du smiler fordi? “ Spurgte jeg sarkastisk og rystede opgivende på hovedet. Lægen så forvirret på mig.

“Har du ikke hørt det endnu? “ Spurgte hun undrende. Nej, jeg forstår ikke hvad du smiler af, så derfor ved jeg nok højst sandsynligt ikke, hvad du snakker om. Og det kom nok bag på dig.

Congratulations.

“Nej, jeg har ikke hørt det endnu. “ Svarede jeg fraværende tilbage.

“Der er en, der gerne vil besøge dig. “ Lægen smilte over hele hovedet og hoppede op og ned. Hvad var det, hun lige havde sagt?! Der var en, der ville komme herind?! Mit dårlige humør forvandlede sig straks til et kæmpe smil.

“Hvem? “ Spurgte jeg og så forventningsfuldt på lægen.

“Hun hedder… Rosa tror jeg. “ Svarede lægen, og jeg begyndte straks at grine. Hun havde lige sagt ‘Rosa’ Hvilket betød, at det helt klart var Ros, der kom herind.

“Hvad griner du sådan af? “ Spurgte lægen forvirret og så straks ud som om, at hun havde gjort noget forkert.

“Hun hedder Rose. Hvornår kommer hun? “ Spurgte jeg smilende og gengældte nu det smil, lægen ikke længere havde. Hun fik det dog hurtigt igen, da hun så mit.

“Om et kvarter, cirka. Er der noget, du har brug for? “ Svarede lægen. Jeg tænkte mig om. Hvis du kan redde Harry, så ja, men ellers har du lige opfyldt et af mine ønsker. Jeg skulle se Rose igen, og jeg savnede hende inderligt meget!

“Næh.. “ Svarede jeg.

***

Der bankede stille på døren, og jeg kiggede op fra min mobil. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre hurtigere end nogensinde før. Jeg vidste, at det var Rose. Jeg lagde min mobil fra mig, og så hvordan døren langsomt gik op. Jeg kiggede hurtigt over mod Harry. jeg vidste at der var læger ved ham lige nu, og der stod en masse skærme rundt om, så de havde dannet hans eget lille rum, eller de brugte ihvertfald skærmene når de skulle noget med ham, for det måtte jeg åbenbart ikke se. Det var sikkert sådan sprøjter og sådan noget, og derfor rullede de skærme hen for. Jeg kiggede over mod døren igen og så Rose komme ind. Hun havde en grå sweater på, vores venindehalskæde vi købte da vi var sådan ti år gamle og et par sorte culotte bukser. Hun stoppede op da hun så mig, og jeg kunne se tårene, der dannede sig i hendes øjne, og jeg mærkede mine egne. Hun bevægede sig langsomt hen mod mig, og jeg satte mig lidt op i sengen.

“Oh Melody! “ Sagde hun og omfavnede mig i et stort kram. Hun hulkede lavt, også jeg. Jeg havde virkelig savnet hende. Hendes krop rystede helt vildt, og jeg nød hendes varme kram, jeg havde savnet sådan. Efter et stykke tid slap hun mig med en hånd foran munden.

“Jeg har sådan savnet dig! “ Hulkede hun og krammede mig igen.

“jeg har også savnet dig. “ Svarede jeg, og så begyndte vi ellers at snakke.

Først snakkede vi om hvordan jeg havde mødt Harry, for det ville hun gerne vide. Jeg fortalte hende det hele, jeg fortalte om ulykken og paparazzierne. Hun spurgte flere gange ind til, hvordan jeg havde det med at være i medierne. Det vidste jeg ikke. Det var måske lidt ubehageligt, for man vidste ikke hvilke rygter, de kunne sprede, men hvis det var det der skulle til for Harry, så var det sådan det var. Der var ét spørgsmål, jeg var nødt til at spørge Rose om: Hvordan hans fans, og bare i det hele talt verden reagerede. Hun begyndte langsomt at forklare.

“Det kom ud den samme aften, som ulykken skete. Alle medier blev blæst op, fan profiler fuckede helt op, og alle spurgte samtidig til, hvem du var. “ Fortalte Rose. Jeg så stille ned i dynen. Jeg var bange for, at når jeg engang kom ud fra det her hospital, ville mit liv ændres. Vi skiftede hurtigt emne, og pludselig så Rose helt mærkelig ud i hovedet.

“Hvad nu? “ Spurgte jeg nervøst, bange for at jeg havde gjort eller sagt noget forkert. Jeg hadede, når andre var så hemmelighedsfulde. Enten, kunne de lade hver med at sige et ord, eller også skulle de fortælle hele historien. Ellers var det jo ikke noget værd. Rose så genert på mig med et smigret blik. “Hvad?!” Sagde jeg igen og grinte.

“I går. Jeg kyssede med Wayne. “ Rose smilede i hele ansigtet. Mit ansigt.. Blev ændret til ét kæmpe spørgsmålstegn. To af mine bedste venner havde kysset. Kysset.

Wayne og Rose?

På den ene side kunne jeg godt se det for mig, på den anden side overhovedet ikke.

“Hvad er der? “ Spurgte Rose nervøst og fangede mit blik.

“Når, ingenting. Kommer i sammen? “ Spurgte jeg stille. Jeg vidste, at når to ud af tre blev kærester, så.. Blev den sidste lukket ude. Rose smilede lidt.

“Måske… Det, ved jeg ikke. Vi skal ud i aften. “

“Hvad?! “ Prøvede jeg at lyde opmuntrende, men i virkeligheden var jeg fuldstændig forvirret. Mine to bedste venner havde kysset hinanden. Ville det ændre det forhold, mig, Summer, Wayne, Rose og.. Alex havde haft? Minus Alex. Han skulle aldrig være en del af mit liv igen.

“Jep. En date. “ Svarede Rose og klappede forventningsfuldt i hænderne.

***

“Hva fanden snakker i om?! I kan ikke lade Harry dø, er i sindssyge?! “ Min stemme blev kvalt i en hulken og mine tårer strømmede som vandfald ned af mine røde kinder. De ville tage det kunstige dims af. De mente ikke, de kunne gøre noget. Hvad fuck? De kunne ikke bare lade ham dø! De var sgu da læger, de var uddannede til at redde sådan nogle som ham! Jeg sad op i min hospitalsseng, stadig med det ene ben i den mest belastende stilling, fordi den var bundet op, med ar i hele hovedet der var syet, tusindvis af sår ned langs min ellers ødelagte krop, og der var også andre ting der var forstuvet eller brækket. Men jeg var i live, og lige nu betød det ingenting i forhold til Harry’s tilstand. Det var gået op for mig, hvor meget jeg holdt af ham. Jeg fortrød sådan, hvordan jeg havde set på siturationen tideligere - han betød ALT for mig. Jeg havde ikke kendt ham længe, men længe nok til at vide, at jeg ikke kunne undvære ham. Han havde givet mig noget, jeg aldrig havde fået før - ikke engang fra Alex - Ægte kærlighed. At føle, nogen holdt af en. For det følte jeg, at Harry gjorde.

“Melody, det er ikke din beslutning. Tror du, det er fedt for Harry’s krop, at blive holdt i live? Han kan ikke tænke lige nu. Se eller høre. Han er død. Men vi bliver ved med at få hjertet til at slå, og det slider på hans krop. Den vil have fred. Der er ikke mere at gøre. Vi er kede af det, ligesom dig, Melody. “ Den fucking belastende læge spyttede igen sit lort ud, som han havde gjort de sidste timer. Mine øjne var blevet forvandlet til et vandfald - simpelthen. Jeg hulkede endnu mere.

“Er du virkelig ked af det? Var? Eller siger du måske det til alle dine patienter? Du er ikke en skid ked af det. Hvis du var det, ville du vide, at Harry er her. Han fucking kæmper, og du gør ikke en skid for at redde ham! “ Hvæsede jeg direkte ind i lægens hoved. Mine ord rasede af sorg og vrede. Jeg kunne ikke klare noget lige nu. Jeg havde det som om, at jeg ikke havde sovet i flere døgn. Det gjorde ondt i hele min krop, jeg led af slem hovedpine og havde ikke så meget appetit. Jeg lignede mildest talt lort. Mit hår var ikke blevet redt i flere dage, og jeg var iført den samme kitel jeg også havde været de andre dage, siden jeg ikke kunne komme i bad. Min krop var simpelthen for slap, mente lægerne ihvertfald. endnu en grund til at jeg hadede det her skide hospital. Ingen ville lytte til mig.

Når jeg sagde, at jeg kunne gå i bad, og egentlig var klar til at forlade hospitalet, mente de altid, at jeg ikke kunne. For næh nej, så havde jeg lige brækket endnu et ribben, og skulle lige igennem endnu en prøve eller test. Så til min skuffelse, kunne jeg nok ikke komme ud fra det her, der mindede om et fængsel, lige her og nu.

“Melody, lyt nu.. “ Lægen, der stod sammen med to andre læger, prøvede at at lyde rolig, men jeg kunne stadig høre det irriterede i hans stemme. Jeg sendte ham det ondeste blik jeg kunne. Hvis han ville lade Harry dø, var han det ondeste menneske på hele jorden.

“Tror du jeg gider at lytte? Du har allerede sagt nok. “ Mumlede jeg vredt ned i den dyne, jeg sad under. Den var helt fugtig af tårer, som stadig faldt ned fra mine kinder. Jeg kiggede over på Harry. Han lignede var ikke en - Han kunne ikke være død. “Melody, det bedste for Harry er at slukke for apperatet. Det er hårdt for ham at blive holdt i live, når vi ved, at der ikke er mere at gøre. “ Brød en kvindelig læge forsigtigt ind, med et roligt tonefald. Jeg kiggede på hende med et stift blik. Inderst inde… Vidste jeg, at de havde ret. Men jeg nægtede at tro det.

Men når jeg så på ham. Når han lå der, så fredfyldt med hans brune krøller tæt om hans ansigt. Så kunne jeg ikke miste ham. Endnu et hulk undslap min tørre læber, mens jeg sad og så på Harry. For jeg vidste godt, at der ikke var noget andet at gøre. Men jeg kunne ikke tro dem - De var læger. De MÅTTE kunne redde ham.

“Jeg kan ikke miste ham. Det kan jeg ikke. “ Mumlede jeg stille, men alle i lokalet kunne alligevel høre det. En mand, siddede med blok og kulepen, siddende på en stol lidt længere væk, brød pludselig ind:

“Vent, hvor lang tid har du kendt Harry? “ En eller anden dum journalist. Jeg kiggede fornærmet på ham.

“Er det virkelig dét, du bekymre dig om lige nu?! Hvor lang tid, jeg har kendt ham? Tror du ikke, at enhver person, der bare har været lidt i hans liv, bekymre sig om ham? Jeg kan da se, at du ikke gør. Og jeg har ikke tænkt mig at sige det, for halvdelen der står i det der, er alligevel falsk. “ Spyttede jeg tilbage til den ellers forskrækkede mand, der lod til at blive påvirket af, hvad jeg lige havde sagt.

Ha, 1 - 0 til Melody.

“Melody, du har vist brug for at falde lidt ned. Vi.. Forlader lokalet. “ Mumlede den kvindelige læge og vekslede blikke med journalisten og de andre læger. De forlod lokalet, så nu var jeg helt alene i lokalet. Jeg snøftede stille. Jeg rystede over hele kroppen. Jeg tog langsomt det vandglas, der stod ved siden af min seng. Jeg drak lidt af vandet, stillede glasset tilbage og kiggede over mod Harry. Jeg kunne ikke miste ham. Jeg havde brug for ham. Brug for hans nærver. Jeg vidste, at han ikke ville forlade mig.

Jeg tog forsigtigt dynen af mit ene ben, for det andet hang i en slynge. Jeg kiggede modvilligt ned af det. Og synet var ikke rart. Det var nærmest blåt over det hele, og jeg havde ét kæmpe stort sår med størknet blod.

Umm, lækkert.

Jeg hev dynen helt af, og bøjede mig op for at forsigtigt få mit ben ud af den slynge, det hang i. Jeg kunne mærke, hvordan det spændte hele vejen ned i mit haleben. Jeg lukkede øjnene og bed smerten i mig. Jeg kiggede undrende på slyngen. Hvordan fik man den op? Jeg fandt et sted, hvor det ligesom var klipset op, og fik den så op. jeg kunne pludselig mærke, hvor tungt mit ben føltes. Jeg satte mig helt op i sengen og kæmpede mig hen på siden f sengen. Jeg tog en dyb indånding da jeg sad der. Tænk, at bare rejse sig fra en seng, kunne tage så meget på en, når man var skadet. Jeg lod mine fødder dingle lidt og kiggede over på Harry igen. Jeg tænkte på de videoer, vi havde set sammen på et tidspunkt. Sådan nogle ‘funny moments’ videoer, nogle fans havde lavet.

Jeg kom til at smile. Der var så mange sjove og skøre ting, han havde gjort. Det var virkelig cute. Hans smil var så flot. Og den varme udstråling, hans øjne sendte, kunne man bare ikke stå for. Det var som om, at når han snakkede ind i kameraet, følte man, at han snakkede til en. Jeg ville over til Harry, men jeg vidste ikke hvordan. Jeg kunne ikke gå på det brækkede ben, og nok heller ikke det andet. Mine øjne søgte febrilsk noget, jeg kunne bruge som støtte, men jeg fandt ikke noget. Til sidst valgte jeg den sidste valgmulighed - simpelthen bare at snegle sig derhen.

Okay, det lød overdrevet sært og klamt.

Jeg lod mig dumpe ned på gulvet og mærkede, hvor koldt gulvet var. Jeg kravlede langsomt hen af gulvet, og kom tættere og tættere på Harry. Til sidst var jeg helt henne ved hans seng. Jeg trak mig selv op og satte mig forsigtit på kantens af hans seng. jeg ville nødigt sårer ham. Jeg pustede dybt ud og kiggede ned på Harry, som nu lå lige ved mig. Kun mig og ham, alene i det tomme, hvide rum. Alt var stille. Det eneste, jeg kunne høre, var en lav bib lyd. Harry’s krøller lå og bølgede sig langsomt hans hoved, øjnene var lukkede. Jeg kunne mærke mine øjne blive blanke. Én enkelt tårer faldt ned og landede på den hvide dyne, Harry’s krop lå under.

Jeg tog rystende min kolde hånd frem og lagde den langsomt på hans ene kind. Den var kold som is. Et lydløst hulk undslap mine læber. jeg havde mistet ham. Det måtte ikke være sandt. Jeg aede i rolige bevægelser hans kind og mærkede hans skægstubbe, imens små hulk forlod mine læber. Jeg følte mig helt alene. Siddende der, på Harry’s seng, alene i rummet. Jeg bøjede mig længere ind over Harry, så jeg lå halvt på hans bryst, imens mine tårer ramte hans kind og gjorde den våd ligesom min. Jeg lukkede øjnene et kort sekund og mærkede dråberne på mine øjenvipper forenes. Jeg kiggede igen på harry’s fredfyldte ansigt, lænede mig få centimeter frem og kyssede blidt hans kolde læber. Jeg nød det øjeblik, jeg kunne mærke hans hud mod min. Hans læber mod mine. Jeg slap hans læber igen, men holdt mit hoved helt tæt ved hans.

“Harry.. “ Hviskede jeg stille ind mod hans læber. Jeg trak mig lidt længere væk fra hans hoved. Og så lå jeg bare der. Jeg lå der nok i fem minutter, men så lige pludselig kunne jeg høre det - Hans uregelmæssige vejrtrækning.

 

Som lovet, her for i endnu et kapitel, nu hvor vi har ramt over 3650 visninger! Der er kommet over fucking 4000 visninger?! Er såååå taknemlig, virkelig! Smid gerne en kommentar hvis i har lyst, og husk at se traileren hvis i ikke allerede har set den ;) 

Er igang med at skrive endnu en historie, der vil komme ud i december, som en julehistorie. Jeg vil lige høre, hvad i syntes om den før jeg arbejder videre med den, så i får lige et resumé:

 

 Den 18 årige Emmy Davis lever hendes normale hverdags liv med hendes bedste ven, Harry Styles. De er som bror og søster, uadskillige. Et problem opstår dog, da Emmy finder ud af, at hun er gravid - og pludselig står hun og Harry med et barn i deres lejlighed. Hvad Emmy ikke ved er, at Harry er faren. Harry er nemlig den eneste af de to der kan huske, hvad der skete til Emmy's 18 års fødselsdags fest. Han begynder langsomt at fatte mistanke - og da brikkerne i spillet falder på plads, går det op for ham - han har et barn med sin bedste ven.

Harry står på en balancegang mellem om han skal fortælle Emmy det eller ej - ville det ødelægge deres venskab? Hvad med hans band? Hvordan vil drengene reagere, hvis de pludselig fandt ud af, at han har et barn? Og vil der begynde at komme andre end 'venne' følelser mellem Emmy og ham?

(Historien foregår i år 2015)

 

Skriv gerne i kommentaren hvad i syntes om den og om i kunne være interesserede i at læse den <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...