Taxatrip - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Færdig
Det var langt fra en fornøjelse, da 17 årige Melody Clark bustede sin kæreste i at være hende utro. Hun havde dog heller ikke regnet med, at hun fem minutter senere ville sidde i en taxa med en fremmed, der på ingen tid betød farlig meget for hende. Harry Styles faldt i med begge fødder - og forelskede sig slemt i Melody. Det samme gjorde hun. Ingen af dem havde dog forudset, at de få dage senere ville havne i en livstruende situation. Inden de fik set sig om, havde begge deres liv taget en 180 graders drejning.

(Trailer ude i højre side)

37Likes
20Kommentarer
28297Visninger
AA

12. 11. Waking up

Somehow

it feels like nothing has changed

Right now

my heart is beating the same

out loud

someone's calling my name

It sounds like you

Once in a lifetime, One Direction.

Melody’s synsvinkel:

Jeg kunne fornemme, at jeg lå ned, mens jeg langsomt vågnede op fra noget, der mindede om søvn. Eller også, havde jeg været bevidstløs, for jeg anede ikke, hvad jeg lavede på det her hospital, og om der var noget galt med mig. Det eneste billede, som hele tiden poppede op i mit hoved, var mig og Harry, der kørte galt ude på en eller anden vej.

“Melody, please… “ Jeg kunne da hører en stemme, lige ud fra mit højre øre, der kun kunne tilhører Niall. Hans stemme lød helt skrøbelig og fortabt. Jeg drejede langsomt hovedet, for det gjorde virkelig ondt, og kunne så se ham, sidde der, og kiggede direkte på mig. Hans øjne fandt mine smalle, og hans lyste helt op. Han sprang forskrækket op af stolen, og før jeg vidste af det, var hans arme lænket omkring mig. Han snøftede igen og igen.

“Gudskelov, Melody.. “ Kunne jeg høre hans stemme hviske, og jeg kiggede træt på ham. Hvorfor var han så bekymret for mig? Men det var virkelig sødt. “Melody. “ Sagde han igen, og dumpede ned på gulvet ved siden af mig, ud for mine øjne. Han strøg mig langsomt over håret, og jeg kunne se, at hans øjne var helt røde og våde, så man kunne tydeligt se, at han havde græt.

“Hvad er der galt, Niall? Hvad laver jeg her? “ Mumlede jeg lavt, og så ind i hans bedrøvede øjne. Jeg kiggede kort ned af mig selv, og så, at jeg stadig lå i den samme hospitalsseng, med en hvid kitel på, og slanger siddende fast over det hele. Jeg kiggede til venstre, og så en seng magen til mig, hvorpå der lå en skikkelse, under en dyne, en masse læger gik rundt omkring. Harry. Hans brune krøller kunne jeg med det samme genkende oppe på hovedet, og hans øjenlåg, der fredfyldt lå lukket ovenpå hans krystal grønne øjne, jeg vidste gemte sig inde bag.

“Jeg.. Jeg kan forklare sene-” Niall’s forklaring blev afbrudt af en læge der kom løbene, som udbrød:

“Hun er vågen! Kalder asssistance! Vi skal bruge.. “ Hun var med det samme henne ved siden af mig, begyndte at tale til mig, og før jeg vidste af det, var tusind andre læger samlet omkring mig. Niall blev nærmest revet væk fra sin stol ved siden af mig.

“Hva fanden laver du her?! Du har ikke adgang til at være her! “ En sur mand tog hårdt fat om Nialls ene skulder og rev ham op fra stolen. Niall så forskrækket fra manden til mig.

“Jamen, jeg ville jo bare se hende.. “ Sagde Niall stille. Han skulle blive her! Jeg ville have ham til at blive her. Han var den eneste, jeg kunne genkende her omkring mig, udover Harry. Jeg havde brug for Niall, han måtte ikke gå.

“Niall, bliv! “ Prøvede jeg, men min stemme var for svag, så den lød nærmest kun som en hvisken, så ingen kunne høre mig.

“Det er strengt forbudt at være her. Ud! “ brølede den lede mand, der nu havde forladt lokalet med den triste Niall på slæb. Jeg kiggede forvirret efter dem.

Hvad fanden foregik der her?!

Smerten fra ulykken gik ned gennem hele min krop, og jeg prøvede ihærdigt at lukke den ude, men det var meningsløst. Mit ene ben var blevet lagt i gips, og hang sådan femten centimeter over sengen i en slynge, og jeg havde også en slags forbinding rundt om mit andet ben og min venstre arm. Og så havde jeg en slags turban rundt om hovedet, men hvilken nytte den gjorde, havde jeg ingen anelse om. Et ur hang på en væg tæt på, så jeg kunne nemt holde øje med klokken. De havde brugt flere timer på at snakke til mig, og ligge halvdelen af min krop i gips.

Jeg kiggede over mod Harry hele tiden, i håbet om, at han ville kigge tilbage, men hver gang jeg så på ham, lå han i den samme stilling, med de samme slanger koblet fast til ham. Der sad kun en læge ved ham. Hvad var der sket med ham?

***

Jeg gned mig irriteret i øjnene, på grund af den irriterende sol, der skinnede ind gennem vinduet og som nu havde holdt mig vågen i tre timer, uden at give mig mulighed for at lægge mig til at sove igen. Jeg fjernede noget søvn, der sad i øjenkrogen, og kiggede rundt i rummet. Hvide vægge. Hvide fliser som gulv. Hvide senge. Hvide sengeborde. Faktisk bare hvid over det hele. Undtagen det ene sted:

Brune krøller, og en fredfyldt skikkelse.

Styles.

Jeg havde ligget her i noget tid, da en læge pludselig kom hen til mig. Han var iført en hvid kitel, der mindede om den jeg havde på. hans lyse lokker strittede ud til alle sider, og han havde et par briller siddende midt på næsen.

“Godmorgen, frue. Hvordan går det? “ Spurgte han venligt.

Tjaa, udover jeg lige har været ude for et biluheld og ligget i koma et par dage, ja så har jeg det da egentlig meget fint?

Nej, men tak fordi du spørger.

“Fint. “ Svarede jeg bare, men jeg havde virkelig en ekstrem hovedpine, og smerten rundt omkring i min krop gjorde det bestemt heller ikke bedre. Min hjerne var sat på stand-by.

“Morgenmad? “ Lægen skiftede emne, og uden jeg nåede at svare, var han forsvundet ud af lokalet og kommet tilbage med en tallerken med frugt og yoghurt. Jeg hadede yoghurt. Specielt jordbær yoghurt, som var den der blev serveret. Men udover jeg ikke kunne lide den yoghurt, var der én tanke, som drejede i rotationer i mit hoved.

“Harry? Jeg har brug for Harry. “ Kunne jeg pludselig høre min egen stemme sige, og jeg stenede over på den anden seng, hvorpå den skønneste dreng lå.

“Harry? Jamen han, øhh.. “ Lægen satte bakken med morgenmad på mit sengebord og stod trippende på gulvet ud for min seng. Hvad snakkede han om? Han hvad?! Jeg havde brug for Harry. Jeg savnede ham. Jeg måtte have ham ved min side, mærke hans kropsvarme. Mærke ham. Høre hans dejlige, hæse stemme… Tanken om ham overtog fuldstændig smerten i min krop.

“Han hvad? “ Spurgte jeg stille. Var han død?!

“Han ligger lige derovre. “ Svarede lægen bare nervøst og så fra Harry til mig.

“Jeg vil have Harry, herhen! Harry! “ Jeg tog forsigtigt fat i dynen for at trække den af. jeg måtte hen til ham. Ligge ved siden af ham. Snakke med ham. Jeg trak stille i dynen og bevægede det venstre ben, men så kom jeg i tanke om, at det var bundet op. Pis også.

“Melody, det er ikke nu. Du skal nok komme til at snakke med Harry på et tidspunkt. Bare ikke lige nu. Spis din morgenmad. “ Lægen forsvandt hurtigt ud af døren. Jeg måtte have Harry lige nu. Nu! Jeg kiggede hen mod ham. Han lå bare der, midt på båren, i den samme stilling, som han havde ligget i de sidste mange timer. Jeg håbede, at han ville vende hovedet og kigge på mig, men han gjorde det ikke. Han blev bare liggende.

Jo mere jeg lod mærke til, jo flere flashbacks kom der frem i mit hoved, og jeg kunne huske mere og mere fra da vi kørte galt. Jeg havde været ude og spise med Harry.. Vi var blevet skilt ad af paparazzier ude på gågaden for bare et par dage siden. Og så var vi kørt galt, fordi der var glat på vejen og igen paparazzier. Jeg kiggede igen over mod Harry, rent per automatik.

 

Jaaaiii, Melody vågnede endelig. Men hvad med Harry?

TUSIND MANGE TAK 2400 visninger?! Er virkelig taknemmelig! (Ikke så langt kapitel men whateverrr)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...