Taxatrip - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Færdig
Det var langt fra en fornøjelse, da 17 årige Melody Clark bustede sin kæreste i at være hende utro. Hun havde dog heller ikke regnet med, at hun fem minutter senere ville sidde i en taxa med en fremmed, der på ingen tid betød farlig meget for hende. Harry Styles faldt i med begge fødder - og forelskede sig slemt i Melody. Det samme gjorde hun. Ingen af dem havde dog forudset, at de få dage senere ville havne i en livstruende situation. Inden de fik set sig om, havde begge deres liv taget en 180 graders drejning.

(Trailer ude i højre side)

37Likes
20Kommentarer
28294Visninger
AA

11. 10. Feels so wrong without you here

Wake up, we both need to wake up

Maybe if we face up to this

We can make it through this

Closer, maybe we'll be closer

Stronger than we were before, yeah

Make this something more, yeah

Same Mistakes, One Direction.

 

Rose’s synsvinkel:

“Rose, vi kører nu. “ Min mor råbte ude fra gangen for fjerde gang på mig, og jeg tørre de sidste tårer væk, der hænger som flaser ned af mine røde kinder. Jeg kiggede på mig selv en sidste gang i sejlet, og så hvor forfærdelig jeg så ud.  Jeg gik ud fra mit værelse, slukkede lyset og gik ud i gangen, hvor min mors frustrerede og trætte ansigt ændrede sig, da det mødte mit. Det blev forvandlet til et hensynsfuldt og sørgmodigt et. Hun slog armene ud, og mødte mine øjne, der løb i vand. Jeg følte ikke, jeg kunne mere. At tage i skole uden Melody.. Ikke at vide, hvordan hun havde det. Hvis jeg mistede hende, for alt tid. Tanken om det fik mig til at bryde sammen. Jeg faldt ind i min mors arme og hulkede højlydt.

“Jamen, Rose dog. “ Mumlede min mor forvirret, men hun vidste selvfølgelig godt, hvad grunden var til jeg var ked af det. Hun havde været den, der havde modtaget opkaldet. opkaldet, der havde ændret på alt. Jeg håbede bare inderst inde, at det ikke ville have en selvfølge. Jeg nød, hvordan man mor strøg mig kærligt på håret, imens mine tårer løb ustoppeligt ud fra mine røde øjne. Flere gange gav jeg et hulk fra mig, og lod bare det hele komme ud. Jeg havde brug for det. Og det havde jeg også haft alle de andre dage siden.

Harry mother fucking one direction Styles.

Hvordan i alverden havde hun mødt ham? Og hvorfor havde hun ingenting sagt? På en anden side vidste jeg godt, at jeg aldrig ville tro på det. Hvilket ærgrede mig grænseløst.  “Rose, jeg ved hvor svært det her er for dig, men vi er nødt til at køre. Vil du ikke nok bare prøve? “ Sukkede min mor og hviskede det helt roligt til mig. Jeg snøftede og nikkede ind på hendes bryst. Hun trak mig væk fra hende, men holdt mig stadig i et greb ud foran hende. “Hey, du. “ Hun tørrede en tårer væk fra min kind og fangede mine øjne. Hendes grønne, mine blå. Men jeg kunne kun se sløret på hende. Hun sendte mig et omsorgsfuldt blik, så jeg vidste, at hun var her for mig. Jeg rev mig stille fri fra hendes greb og trak min læderjakke på, samt mine new balance sko.

***

Jeg fik næsten en helt kvalm fornemmelse, da vi trillede ind på den velkendte parkeringsplads foran skolen. Jeg kiggede ud af bilruden og kunne se Summer og Wayne, nogle af mine bedste venner, stå og snakke. De genkendte min mors bil, og vinkede i min retning. Jeg glemte at vinke tilbage. Mine mor drejede ind på en fri plads og slukkede motoren. Jeg ville bare have dagen overstået. Jeg greb i remmen på min taske og spændte min sele op, hvorefter jeg hurtigt og beslutsomt tog i håndtaget og trak i det, så bildøren åbnede. Jeg nåede dog kun lige at sætte én fod udenfor bilen, da min mor langt om længe tog sig sammen og sagde:

“Rose, vent. “ Jeg stoppede op og vendte mig modvilligt mod hendes ansigt, der bare smilede af venlighed til mig.

“Hvad? “ Jeg kunne med det samme høre at det lød egoistisk og surt. “Vil du ikke nok prøve, at blive i bedre humør? “ Sagde hun bedende og lagde en hånd på mit lår.Jeg skulle bare i skole og hjem igen. Jeg skubbede opgivende hånden væk og fortsatte min vej ud af bilen og svarede bare kort, inden jeg smækkede bildøren i:

“Mor, jeg kan godt selv styre mig selv, okay? Please, lad mig være. “ Jeg smilede sarkastisk og vendte om, inden hun nåede at svare. Jeg gad ikke hendes pis længere. Lad mig bare gå i skole, og have det virkelig dejligt og bruge hele min dag på at sidde og spekulere over mit liv. Mit fucking, dejlige liv.

Øh, not.

“Rosieee! “ Selvfølgelig var det Summer, der med sin samme, typiske opmuntrende stemme kom mig i møde med spredte arme. Problemet var bare, at hendes glade humør ikke lod til at påvirke mig lige nu. Såå. Jeg smilte trist tilbage og lod hende omfavne mig, hvorefter Wayne også kom hen og gav mig et kram.

“Det er godt at se dig i skole igen, Rose. “ Wayne smilede nervøst.

“Mmm. Lad os gå ind. “ Svarede jeg kort. Wayne og Summer vekslede blikke, men jeg lod mig selv undgå at forsvare mig, og tog bare dem begge under armen og førte dem og mig ind gennem indgangen til skolen. Det var rart, at vi i det mindste kunne forsøge at opføre os nogenlunde normalt. Men tanken om, at Melody ikke var her ved min side lige nu, fik mig til at føle, at jeg skulle kaste op. Hele tiden satte en kvalme sig fast i min mave, og jeg fik det værre og værre. Vi gik gennem skolen og ind i den bygning, vores overgang hørte til. Jeg kunne pludselig mærke, at en kast op fornemmelse kom op gennem mig. Jeg kiggede desperat efter et toilet.

“Undskyld. “ Mumlede jeg hurtigt og tog hurtigt en hånd op foran munden, før jeg med Wayne’s og Summers undrende blikke spænede ind på det første pigetoilet, mine øjne havde søgt sig frem til. Den klamme lugt fik dog bare mig til at føle mig endnu mindre tilpas, så jeg nåede kun lige at låse døren ind til den bås, jeg havde lukket mig selv ind i, før det kom op. Den klamme kast op smag bredte sig i min mund, da jeg fortsatte med at kaste op, og jeg kunne ikke tænke på andet end Melody. Langsomt begyndte tårerne at strømme ned af mine kinder, ligesom de havde gjort tidligere i dag. Jeg kunne ikke undgå det. Jeg holdt lavmælt hulkende inde, og da jeg efterhånden var færdig med at kaste op, lod jeg mig selv sætte mig ned på gulvet, op af væggen, mens mine tårer flød ned af kinderne på mig. Med den klamme smag i munden og tårer spor ned af kinderne, blev jeg siddende op af væggen, med hovedet i hænderne. Jeg kunne lidt efter hører klokken ringe ind, men blev siddende. Jeg følter ikke jeg kunne uden hende. Alt det, som jeg plejede at gøre med hende. Jeg kunne ikke uden hende. Jeg kunne ikke leve uden hende.

***

“Vil i være så venlige at sætte jer ned! “ Lærerens samme, sædvanlige, trætte og irriterende stemme råbte af klassen endnu en gang, der for første gang i nu ti minutter lettede deres røv og fandt deres borde. Jeg stirrede ned i opgaven, der lå foran mig. Årskaraktere. Gennemsnit, 10. Glad, men igen, det tomme papir, der lå ved siden af mig, med hendes navn på. Melody Clark. 7 i geografi. 12 i matematik….. Gennemsnit: 10. Jeg blev ved med at scanne hendes papir, op og ned, ikke fordi jeg var interesseret i hendes karaktere, men fordi det havde noget med hende at gøre. Jeg havde fået til opgave at tage papiret med hjem. Og give det til hende. Hvordan? For fuck sake. Hvis hun.. Død? Nej. Believe me. Det kunne ikke ske.

Jeg proppede papirene ned i min taske, bevidst om, at jeg måtte prøve at lægge det fra mig. Støjen i klassen blev hurtigt lavere, og til sidst blev der helt stille, som læreren havde bedt om.

“Okay, som i nok alle har hørt, er Melody Clark kommet ud for en alvorlig ulykke. “ Lød det fra hendes mund.

Et par stykker i klassen så undrende ud i ansigtet, mens andre opførte sig ligesom mig. Sagde ingenting. Men hvad skulle de også sige? Næh, nemlig.

“Hun kørte galt sammen med-” Vores lærer blev afbrudt af Wayne, der mærkeligt nok hævede sin stemme hurtigt, og skyndte sig at sige:“Harry Styles. Vi ved det alle sammen, vi har ikke brug for at få det at vide flere gange. “ Hans stemme var skrøbelig, og pludselig rejste han sig brat op fra sin stol og forsvandt ud af klassen, mens alle gloede undrende på ham.

ALTING blev anderledes uden Melody.

Se selv. Det gik jo ikke.

Kom tilbage, Melody.

  Endnu et kort kapitel, sorry!! Der kommer snart et nyt kapitel... Hvad tror i? Vil Harry og Melody overleve? FUUUCKING MANGE TAK FOR 1475 LÆSERE?! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...