Buschauffør

Om Ahmed, der drømmer om at redde verden og om Jens, der drømmer om at blive buschauffør og om Ahmed og Jens, der drømmer om at kysse hinanden. Bidrag til Kunsten at være normalkonkurrencen og Skriv om drømmekonkurrencen, valgmulighed 3.

2Likes
1Kommentarer
445Visninger

3. 3

Jens blev ved med at tale med Ahmed resten af dagen. Mens han krammede hele sin klasse farvel en efter en, krammede dem hårdt og længe, selvom de skulle se hinanden, når de senere den aften mødtes til en fest i botanisk have, uden kostume, selvom de skulle se hinanden, når de skulle ind til mundtlig eksamen og vride tungen af led i samfundsfag, fordi de havde fået at vide, at de ikke skulle udtrykke deres egen mening for meget ellers fik de ikke tolv. Og når de skulle op til mundtlig tysk, et sprog som ingen af dem ville bruge, andet end når de stod i Fleggaard og skulle købe karameller, for de var jo billigere i Tyskland og talte tysk, selvom de ansatte kunne dansk for de ansatte have jo også været til eksamen og solgte jo også kæmpeviskelædere og 1 m lange sugerør og vidste, at man nogle gange blev nødt til at bruge det ubrugelige.

Mens han gik hjem, forbi alle de lige klippede hække og de mennesker der havde lært at klippe dem  lige og lært at tegne en lige linje i et koordinatsytem og kalde det en ret linje og  og dem der havde lært ikke at spørge hvorfor, men bare at gøre det, selv hvis de kom til at klippe i deres fingre eller i deres egen evne til at stille et eneste spørgsmål, når butiksmedarbejeden altid prøvede at sælge dem den dyreste saks.

Mens han sad inde på sit værelse og tænkte de tanker, der ellers kun kunne tænkes, når han stirrede så intenst op i loftet, at hans øjne begyndte at løbe i vand.

Men det var til sidst, Ahmed der tøvende stillede det ene spørgsmål. Det ene spørgsmål, som havde ligget dybt begravet i Jens’ hjernemasse hele dagen. ”Har du lyst til at mødes?”

”Hvad mener du? Sådan i virkeligheden?”

”Ja, jeg mener. Vi går begge to i skole i Aarhus, gør vi ikke?”

”Jo,” svarede Jens tøvende.  Jo. Det kunne de vel godt. Det kunne de vel godt. Der var ikke nogen grund til, hvorfor de ikke skulle.  Slet ikke nogen grund. Andet end at Jens var bange, så utrolig bange for, at Ahmed ikke ville gide tale med ham, det øjeblik han så ham, andet end at Ahmed måske ville løbe væk og forbindelsen mellem dem – den telepatiske forbindelse, som Jens havde kaldt det af mangel på bedre - ville forsvinde med den lyd der havde været tilfredsstillende, dengang man var seks, lyden af en saks, der klippede gennem noget papir,  dengang man var en seks årig- der klippede sine egne fingre af, fordi ens nor havde sagt, at de manglede noget kød til aftensmaden, fordi ens mor havde sagt, at hun var stresset, og måske ikke lige kunne formå at  finde helt ned til fakta.

”Vi kunne mødes i Botanisk Have, måske.  Vi  er jo begge to til fester, dernedde. Så vi kunne måske bare mødes ved statuen af Blicher.”

”Jo,” gentog Jens. Denne gang med lidt mere overbevisning, trods han ikke anede,  hvor statuen af Blicher var. Det var det, man havde google maps til.  

Der var stille lidt. Den førte gang, siden Ahmeds stemme først var dukket op i Jens’ hoved.

Jens vidste ikke, hvad det var, der fik ham til at tænke på det. Om det var manglen på den lyserøde karamel i hans lomme, manglen på virkelighed tilbage i resten af hans verden eller mangel på det at være alene i sit hove. Det betød måske heller ikke noget. Det vigtigste var, at den tanke for første gang nogensinde strøg gennem hans hoved – i hvert fald de første gang, han nogensinde havde kunne huske.

”Måske burde jeg komme ud til mine forældre i dag.”

”Jeg har ikke tænkt mig at komme ud.” Ahmed var meget hurtigt til at erklære det. Meget hurtigere end Jens måske ville have ønsket.  ”Det burde ikke betyde noget – jeg ved ikke  - det at komme ud er jo bare at bekræfte, at man ikke er heteroseksuel – og eftersom jeg aldrig nogensinde har sagt, at jeg er hetero er det ikke min fejl, hvis de tor, jeg er det. ”

”Nej – men hetero er defaulten, normen, ik? Det er forståeligt, at de tænker sådan på grund af samfundet – det gør  det selvfølgelig ikke i orden. Og jeg er træt af, at de tror, jeg er hetero, at de snakker om min fremtidige kone, at de snakker om mine børn og min hund og min villa i Tranbjerg.  Jeg er træt af, at de tager patent på kærlighed . Bare fordi deres kærlighed holder nok til, at de nægter at købe to senge, én hver, for det er jo kærlighed, selvom min mor så ender med at sove på sofaen hver nat og går til lægen med rygproblemer. Men jeg ved ikke helt, om det er nødvendigt at komme ud, hvis jeg aldrig får en kæreste.”

Fluen hang stadig i hans loft, lagde han mærke til. Gad vide om den  havde nået at være forelsket i løbet af dens meget kort levetid.

”Jamen hvorfor lige i dag.”

”Det ved jeg ikke. Bare fordi. Det føltes rigtig. Eller nej det føltes ikke rigtigt, det føltes forkert, det har det altid gjort, og bare det at kigge på en anden dreng følte, som at jeg lige så godt kunne se det mest underlige bøsseporno.  Det føltes bare… Som om hvis jeg ikke kan  i dag , så kan jeg aldrig. At nu er der så mange ting der ænder sig, men jeg har ikke lyst til selv at ændre mig selv i dag, og jeg ændrer mig jo heller ikke ved at springe ud. Jeg bliver bare mere mig selv – i hvert fald i andres øjne. Jeg har aldrig rigtig kunne undgå det i mine egne øjne. ”

”Okay.”

”Okay?”

”Det er bare… Jens, jeg er misundelig.”

”Misundelig? På mig?” Jens udstødte et enkelt grin, der var så højt, at det skræmte både ham selv og den døde flue.

”Misundelig på, at du hedder Jens og misundelig på, at du godt kan komme ud, bare sådan. Og folk vil nikke og måske ikke helt møde deres blik, men i det mindste lade som om, at de gør. Mens hvis jeg heder Ahmed og kommer ud til folk, bliver jeg nødt til at forklare, at ja det er rent faktisk muligt at trække vejret og gå på samme tid, muligt at elske mennesker og være muslim på samme id, og de ville ikke engang prøve, at kigge mig i øjnene, men bare kigge ned i jorden. Og jeg ved godt, at du ikke er heteroseksuel og kender til det med ikke at passe ind i normer, men hvid er sgu da endnu en norm – samme farve som Martin Henriksens røv, som du sagde. Og det er kun de mennesker, der ikke passer ind i de normer, der skal tænke over deres identitet. Og jo flere normer man ikke passer ind i, jo større omveje Martin Henriksen går om mig, jo sværere bliver det. Homoseksuel. Indvandrer. Muslim. Uddannelsesparat eller ikkeuddannelsesparat. Nogle gange er jeg bare træt af ord. ”

”Jeg kan godt lide de ord. Indvandrer. Dansker. Jeg kan godt lide dig. Og jeg kan godt lide det ord.  Homoseksuel. Det bliver jeg nødt til. For jeg skal bruge det resten af mit liv, hver eneste fucking dag som en forsvarsmekanisme, jeg skal kæmpe for det resten af mit liv og passe på, at jeg aldrig går udenfor en dør med stramme shorts og løse håndled, fordi jeg bekræfter stereotypen, og det må jeg ikke, selv ikke hvis jeg har lyst til det. Og det at være homoseksuel – det ene karaktertræk kunne få mig promoveret fra en statist i mit eget liv, til hovedpersonen,  og hvis jeg en eller anden dag forelske mig ville min kærlighedshistorie blive flyttet fra kærlighedssektionen af boghandleren til LGBT+delen af boghandleren, fordi det er bare noget andet, og når man identificerer sig selv som homoseksuel eller bi eller auto eller demi eller noget, så er der ikke så meget andet man  må identificere sig som. Men det vil jeg gerne ændre.”

”Hvordan dog det?” Ahmed lød ikke hånlig. Han lød bare trist.

”Ved at komme ud til mine forældre.”

De ventede begge på ham, da han kom ned i stuen. Kom ned i stuen med en jakke foldet under den ene arm, sin telefon i sin ene bukselomme, en pakke tyggegummi i den anden og sine nøgler om halsen. De kiggede begge op og smilede anstreng, men smilede stadig. Jens var nær løbet tilbage på sit værelse for at grave sig ned i sin dyne, for aldrig at komme tilbage, indtil de måtte trække hans rynkede lig ud.  I stedet gengældte han bare deres smil.

”Er der noget tidspunkt, jeg senest skal være hjemme,” spurgte han dem med hævede øjenbryn. For at bryde tavsheden.

”Nej, vi syntes bare, at du skal gå ud og have det sjovt,” svarede hans mor i samme tonefald, som andre forældre erklærede deres dybe kærlighed til deres børn.

”Tak.” Han åbnede døren. ”Vi ses i morgen” Han trådte ud af den.

Og da Jens skulle til at lukke døren efter sig halvt råbte han bagud, ind i stuen med Ikeaforældre og Ikeamøblerne, ud i villakvarteret med Ikeamennesker, der lod som om, at de kom fra et meget dyrere møbelmærke, men for længst var stoppet med at lade som om, at de var gode mennesker.

”Forresten mor, far, jeg er Bøsse. Homoseksuel. ” Så lukkede han døren efter sig og sprintede ned af trinene så hurtigt han nær var faldet over sine egne ben. Hen ad vejen. På det tidspunkt hvor hans forældre selv var nået hen til døren og havde flået den op, var han for langt henne af gaden til at høre, hvad de råbte af ham.

De skulle mødes klokken 12, havde de aftalt. I et ynkeligt forsøg på at lade som om, at de rent faktisk ville bruge tiden inden på at feste med deres klasse og ikke bare sidde i hver deres hjørne og stirre og stirre og grine af alle dem, der havde højdeskræk over deres egen promille, og stirre lidt mere, mens de talte sammen igen og igen.  Ahmed havde brugt så lang tid på at fortælle Jens, hvor sejt det var, det han havde sagt, at han næsten havde fået Jens til at glemme, at der ville være én i morgen, et efter, hvor Jens ville komme hjem og hvor Jens vikle kunne høre hvad de havde råbt og alt det som de  havde undgået at råbe. Men måske var det fint nok. Nu fik hans far tid til at foreslå til hans mor, at de skulle åbne en vinflaske hvorefter han selv fik det hele. Og hans mor fik tid til at bladre febrilsk gennem sine magasiner, indtil hun fik et papirsnit, indtil siderne klistrede til hendes svedige fingre i et forsøg på at finde en guide i fem steps til, hvordan man klarede at have et homoseksuelt barn. Hun stoppede ikke op ved alle de guides, hun havde brugt før, om hvordan man fik sit barn til at spise mere, hvordan man forberedte sit barn på at gå ud af niende, hvordan man sørgede for, at ens barn vidste, at det var elsket. De kunne jo umuligt gælde mere.

Måske var det derfor hun var fejlet som mor, tænkte hun sikkert. Fordi hun havde brugt de guides, beregnet til de normale børn, de heteroseksuelle børn, og det måtte jo værre nogen, helt, helt, helt andre der gjaldt for homoseksuelle.  

Noget helt helt anderledes. Og ikke bare en kombination af en dårlig mor og en dårlig søn, tænkte Jebs, som han sad der.

. De holdt det i et telt. En af de store hvide telte, dr altid skinnede blegere end Martin Henriksens røv mod månen og stjernerne udenfor. En af de telt, der lige så godt ikke kunne være der, fordi alt kulden slap alligevel ind og alt deres kropsvarme slap alligevel ud. Det forhindrede nu ikke Jens i at sidde lænet op af teltdugen – uden sin jakke på, med benene spredt ud foran sig i håbet, om at der ville være nogen, der faldt over dem. Samt med sin telefon i sin ene hånd, hvor han blev ved med at dreje den rundt i sine fingre, igen, igen, igen, og for hver rundtur tændte han skærmen, og kiggede på klokkeslættet og forbandede sig selv hver gang, der kun var gået nogle sekunder. For første gang nogensinde eller i det mindste for første gang i meget lang tid, ville han ønske, at tiden gik hurtigere. Han var ligeglad med de ti år, der var passeret lige forbi hans næse, hvor han ikke følte at han selv gjorde andet end bare en gang i mellem blive forkølet, fordi han glemte sin  jakke, eller fordi hans mor glemte at sige, han skulle have den på, det havde ikke stået i Ekstrabladet, at man skulle sig det. Og så var der dryppet snot ud af hans næse, ned på tiden, og tiden blev lidt forkølet og stoppede op i et milisekund for at nyse, men ingen sagde prosit til tiden, hvilket bare fik den til at bevæge sig endnu hurtigere væk

Tiden. De havde skålet til den tidligere på aftenen. I vodka blandet op med faxe kondi, der skvulpede mod siderne i deres plastikkrus. Skålet til de børnefødselsdage, hvor der udelukkende havde haft faxe condi,  og der havde været Peter Plys på plastikkrussene, skålet til de kommende gymnasiefester, hvor der udelukkende ville være vodka i. De havde skålet for, de kærestebreve, som man sendte i børnehaveklassen, hvor man kunne krydse af, ja, nej eller måske.  Skålet for de halvhjertede beskeder man sendte hinanden på messenger nu, skålet for de halvhjertede blikke man sendte hinanden, før man kyssede og skålet for i gymnasiet, når man ikke længere orkede at spørge.

Skålet for dem, der ikke skulle være i gymnasiet. Dem der skulle være buschauffør. Og så var Jens ellers gledet ned afd teltdugen med sit stadig næsten fulde plastikkrus i hånden og telefonen i den anden.

Den var allerede halvt tolv. Det ville kun tage ham fem minutter at gå derop, men han havde allerede lyst til at gå nu. Ahmed havde det på samme måde. Men han prøvede at være med til sin fest, efter han for en halv time siden havde haft et mindre sammenbrud over, hvor hurtigt ungdommen gik. Som man jo fik en gang i mellem.

 Over hvor få år, der i virkeligheden var til, at han var rigtig voksen, over hvor få år, der var til, at dette ville være et fjernt minde, til at dette ville være en moraliserende historie, som han ville fortælle sine børn. Hvor hurtigt han ville blive 90 år og sidde i en gyngestol og stirre ud af vinduet og tænke, over hvornår riden mon var blevet så fedtet, at han ikke længere kunne se sit eget liv.

Hor hurtigt han ville blive fucking voksen og være den der købte faxe condien til børnefødselsdage, når der var rabat. Ahmed havde været glad for, at de ikke skålede for tiden til  hans fest, havde han sagt, fordi han ville skåle for Donald Trump, før han skålede for tiden.

Men selvom Jens godt kunne følge gam i alle de tanker, kunne han ikke helt se, hvordan det skulle være at argument for, at han skulle forsøge at være mere med..

Et fuldt par dansede forbi ham.  Eller dansede og dansede – spiste hinanden, ikke med øjnene, som velmenende tredveårige, der skrev ungdomskærlighedsbøget troede, men med munden, slugte hinanden, alt i mens de gik lidt rundt til musikken. Mathilda og Matias. De havde brugt det sidste halvdel af niende på at sende så lange blikke efter hinanden, at det på ingen måde overraskede nogen, da de brugte festen som undskyldning.  Mathildas ølkrus blev vippet netop, som hun gik forbi, og det sprøjtede ned over Jens. Ingen af dem så ham.

”Kan vi ikke bare mødes nu?” spurgte han Ahmed, alt i mens han prøvede at lade vær med at tænke på, hvor koldt det ville blive. Med tøj, der var gennemblødt af øl og ingen jakke.

”Jo. ”   sagde Ahmed  med en lettelse, som Jens ikke helt kunne forstå. Hans klasse grinede i det mindste af hans jokes og sagde undskyld, når de spildte øl over ham, og sagde undskyld, når de  spildte heteronormativitet over ham, så Jens havde på fornemmelsen at hans lettelse mest var et forsøg på at være solidarisk.

Og så gik de ellers fra hver deres fester, i hver deres liv. Jens bekymrede sig ikke engang om at sige farvel til nogen. Han tvivlede på, at nogle ville opdage, at han ikke var der. Sådan havde det altid været. De bad ham ikke om at komme til deres fester, men de bad ham heller ikke om ikke at komme, behandlede ham som det meste luft, som noget de havde brug for, men som noget de aldrig tænkte over var der, som bare var en del af deres liv. En del af deres liv uden at de havde sagt nej til det – men også uden at have sagt ja til det.

Som Jens gik der, i lyset fra gaderlygterne, der stod alt for langt fra hinanden, kunne han ikke lade vær  med at være bange.

Bange, bange, bange – bange for en hel masse ting. Bange for at Ahmed ville være der og stå og vente utålmodigt, rent faktisk være en virkelig person, at virkeligheden skulle vise sig at være så langt ude, som han i virkeligheden havde forventet. Men mere bange for at han ikke ville været der – bare en stemme i hans hoved, som bare skulle håne ham for hvor ensom, han i virkeligheden var, hvor alt muligt andet han i virkeligheden var, håne ham for at have tænkt så meget, bare fordi han havde en at tænke det til. Han var bange for, at der ikke ville være nogen, der i mørket, og at han blev tvunget til at gå tilbage til festen og denne gang selv tage øl og hælde det udover sig selv hælde det i sig selv, mens han håbede på, at Mathilda og Matias ville blive gift, og at han ville blive inviteret til deres bryllup. Bange til trods for at han hele tiden kunne høre Ahmed i  sit hoved, kunne høre at Ahmed også var bange, kunne høre Ahmed sige, at delige om lidt kunne være bange ved siden af hinanden.  Men på den anden side var Jens mest bange for at Ahmed netop var der.

For hvad fanden skulle han sige til en dreng, han kun havde kendt en dag, en dreng som han måske, bare måske følte, at han kendte bedre end alle andre mennesker i sit liv, inklusiv sig selv?   Måske kunne han spørge ham, hvordan det gik.  Det var et spørgsmål, man stillede til fremmede og der var måske var et eller andet smukt ved at vidt fremmede mennesker stillede et så personligt spørgsmål, et så dybdegående spørgsmål, som var det det mest normale, man kunne gøre. Men der var også noget utroligt grimt ved at de fleste fremmede sagde, at det gik godt eller måske fint.  Ligegyldigt om det var den slags fremmede i jakkesæt, der altid var ved at blive kvalt i sit et slips og sin egen menneskelighed, når de skulle klæde sig på om morgenen, eller om de  var den slags fremmede der arbejdede 13 timer om dagen for at producere det slips og måske lave det 1 millimeter kortere, end det burde være, som et lille oprør, der gav dem modet til at møde op dagen efter og arbejde 13 timer og fortælle alle, at det gik fint.

Det var jo problemet. Jan tænkte, ikke som han talte. På nogen måde. Ikke de lange tankerækker om Martin Henriksens røv og hans mors lyserøde skraber. Ikke forestillinger om andre mænd. I hans tanker gik det aldrig fint. Og det var befriende

Det betød næsten ikke noget. Det var ligemeget nu.  Jens var nået til stien. Der var ikke andre. Men, men, men Ahmeds fest lå også længere væk, fortalte han sig selv igen og igen, igen og igen, og Ahmeds stemme lød straks i hans hoved. Han var på vej.  Han løb. Han ville være der, før Jens vidste af det, sagde han, og Jens troede på ham. Det ville han altid gøre.

Jens troede på ham. Han slog armene om sig selv. Han troede på ham, han troede på ham, selvom han for et døgn siden, ville have leet af billedet nu – en lille dreng under lygtepælen med et halvt glas vodka og faxe Kondi i maven med en hel anden lille dreng i hovedet, og en eller anden følelse, som der ikke helt var et   navn for i sit hjerte – en smerte, en lettelse ved tanken om at være kommet væk fra sin klasse og Matias og Matilda og festen med lidt for meget alkohol og lidt for lidt alt andet, For et døgn siden havde han ligget i sin seng med øjnene lukkede så hårdt i som hans øjenlåg tillod ham og stirret på bagsiden af sine øjenlåg og tænkt over hvor kort tid, de 24 timer egentlig   var, og tænkt på hvor mærkeligt det egentlig var at vide, at rent faktisk at vide,  at han ville overleve, at han ville komme ud på den anden side på den ene måde eller den anden. Med mindre han blev ramt af en lastbil selvfølgelig. Eller Ahmed var en seriemorder.

 En skikkelse kom til syne på den  anden side af græsplænen. Løbende. Det var næsten, som om skikkelsen var kommet ud af det blå, men den havde sikkert bare rundet et hjørne, sikkert bare rundet et hjørne, men det forhindrede ikke Jens i at syntes, at der var noget dybt magisk over dens måde at dukke op på. Løbende. Som om den ikke kunne nå am hurtigt nok.  Stemme i hans hoved bekræftede, at det var Ahmed, det blev det nødt til at være, men for at være ærlig, vidste han ikke længere, om det var ham selv eller Ahmed den stemme tilhørte.  Måske var der ikke nogen forskel længere.

Skikkelsen satte i spurt, dens fodtrin gyngende i det dugvåde græs. Stoppede ikke før, den var foran Jens. En meter og før den viste sig at være en dreng, en dreng på Ahmeds alder , med krøller og brune æjne de mest intenste æjne Ahmed nogensinde havde set, med en læbebue, der var så stor man måske kunne fald ned i den og brække rygge og skulle sidde i kørestol restenf sit liv, men det ville i virkeligheden ikke gøre så meget. 

Jens åbnede munden for at sige noget, bare et eller andet, men ordene satte sig fast i hans strube, fik den tilstoppet, han var mere forpustet end Ahmed, selvom han ikke havde løbet herhen. Anede ikke hvad han skulle sige

”Hej,” sagde Ahmed. Eller nej. Han tænkte det.

”Hej,” sagde Jens og smilede. Hej. Man behøvede ikke bruge sin mund, gudskelov for det. Så stod de lidt og kiggede på hinanden. Skulle Jens give ham hånden? Skulle Jens gå ned på knæ og fri til ham og bede ham om at bruge resten af sit liv sammen med ham på samme måde, som man brugte engangsskrabere, lidt for meget, indtil det blev slidt ned til håntaget, indtil de gik helt i stykker, og man blev tvunget til at erkende at man ikke længere kunne bruge dem.

Ahmed tog beslutningen for dem og ødelagde afstanden mellem dem ved at kramme Jens. Han var høj, lagde Jens svagt mærke til, mens han gengældte krammet. Et hoved højere end Jens stor set – han kunne ligge sit hoved oven på Jens, hvis blot han strakte nakken lidt ud. Det havde Jens i virkeligheden ikke noget i mod. Det var dejligt. at det ikke kun var ham, der have brug for Ahmed, ikke kun ham, der havde brug for nogen til fortælle om sine barberede ben, der skulle sidde på pedalerne i en bus, ikke kun ham, der havde brug for at få en ny trøje, der ikke lugtede af øl, fordi hans mor af en eller anden grund stadig troede, at han aldrig nogensinde drak. Det var også nu mennesker, der havde bug for ham, til - bare et eller andet om det så bare var -  for at hvile sine nakkemusler i et øjeblik, at bruge ens hovedbund som hovedstøtte.

Nogle gange passede tingene bare lidt perfekt sammen. Som nu. Som nu hvor to drenge skulle vågne op med telepatisk forbindelse, to drenge der havde så meget il fælles , så utrolig meget til fælles, og det de ikke havde til fælles – det de ikke havde til fælles betød ikke en skid, som så meget andet ikke betød en skid. Ens lort havde jo nogenlunde samme farve ligegyldigt hvilken hudfarve, man havde, og de tårer msn græd over ikke at kunne følge sine drømme, ikke at kunne blive buschauffør, ikke at kunne redde verden havde nogenlunde samme farve, ligegyldigt ens hudfarve.  

”Jeg har en ide,” tænkte Ahmed. Men ligegyldigt hvor meget Jens ransagede sin hjerne, kunne han ikke aflæse ideen – måske kunne Ahmed rent faktisk finde ud af at lukke Jens ude, måske havde han rent faktisk bae en snert tilbage af det der med fornelse af andre mennesker som  Jebs havde brugt hel sit liv på at misunde am dybt.

Men til trods for at han ikke vidste det kunne Jens ike gøre andt end at svare okay.

Og de gik sammen hånd i hånd afsted sæt det der afsnit ind.

Luften var allerede kold. Asfalten, de to drenge og resten af verden havde ikke kunne formå at holde særlig meget på solens varme, så snart solen var væk. Og Jens gjorde sit bedste for ikke at tænke for meget , på hvilken perfekt metafor, det kunne være for 9. klasse, og de minder der blev næsten umulige at holde fast i, det øjeblik 9. klasse forsvandt.

En af dem vidste, hvor de var på vej hen, den anden vidste det ikke. Men de vidste begge to, at hvad det så end var, var det uden tvivl en dårlig ide.

Det var en mærkelig fornemmelse. Gennem dagen var det filter, som han ellers i starten skulle koncentrere sig utroligt om at bryde igen, det var forsvundet, stort set helt, og Jens var ved at have  glemt, hvordan man tænkte bare for sig selv. Han havde glemt, hvordan det varat leve i en verden, hvor man brugte flere timer på at google om, hvordan man skulle fortælle sit crush, at man kunne lide vedkommende, brugte flere dage på at stirre på vedkommende og håbe på, at ens øjne kunne gennembore hud, håbe på, at ens øjne kunne gennembore den anden, brugte mange sider på at skrive det ned i sin dagbog, fordi man ikke havde andre steder at skrive det ned.

De holdt i hånden. Det var endnu en af de ting, de bare lige var blevet enige om, som de ikke var i tvivl om, men som bare var en af de ting, de gjorde, fordi det ikke skulle sætte spørgsmåltegn ved det. Og de holdt ikke i hånden, for aktivisme for at vise, at to drenge sagtens kunne holde i hånden, de holdt ikke i hånden for ikke at falde, fordi de hade brug for. Bare fordi de havde lyst. Og fordi de i løbet af en dag havde udviklt en forbindelse, der var så utrolig intim, at de kunne se hinanden nøgne ogikke hæve et øjebryn ved det

De gik lidt længere i tavshed, lidt hurtigere. Lyden af festen var nu  druknet helt bag dem, kun dem på en villavej midt om natten, den ene dreng med rester af noget udtværet maling tilbage på kinderne og rodet hår efter at have haft en paryk på hele dagen, den anden dreng  uden noget på, men samtidig mærket af det kostume, han havde haft på hele sit liv, udklædt i den lut, der plejede at være mellem ham og de første dreng hånd. Den luft, der ikke længere var der

Det var en skam, at han ikke havde haft muligheden for at bruge nogle flere af de metaforer til afgangsprøven, tænkte han, mens de gik ud af Botanisk Have

De var nu på vej op af den vej, hvor Jens boede. Ahmed syntes at vide, hvor de var på vej hen. Jens havde ingen anelse, selvom han stadig gjorde alt, hvad han kunne for at forsøge at komme ind til  Ahmeds tanker. Det eneste han fangede  var at Ahmed syntes, det varen dårligere og dårligere ide for hvert sekund, der gik. Og at han syntes, de alligevel burde gøre det

Det var først ,da de nåede toppen af bakken, at det gik op for Jens, hvad de skulle. Toppen af bakken med et lille skur, hvor der var tændt lys til trods for, at den nu var over midnat, hvor  han kunne se en skikkelse af en mand aftegnet mod ruden. Få meter fra skuret, holdt en bus. En gul bybus. Og er var ingen chauffør på førersædet.

”Buschaufførerne holder lange pauser, når de kører med natbusser. Han eller hun ville sikkert ikke opdage noget, hvis vi er tilbage hurtigt med den. Du sagde, at du gerne ville være buschauffør. Og du sagde, at du var bange for fremtiden, fordi du ikke længere anede, hvad der ville ske, ikke anede, hvordan det ville være at køre en bus eller ikke at køre n bus. Og du sagde, at du var træt af ikke at vide, hvornår du ville være voksen nok. Stor nok. Til at blive forelset og til at køre busser, i stedet for bare  at sidde som passager og trykke deserat på stopknappen, igen og igen, i håbet om at det ikke var bussen men tiden der ville stoppe.

Jens umiddelbare reaktion var at trække sin hånd væk fra Ahmeds, at trække sig selv væk. Men i stedet holdt han bare bedre fast ”Ahmed – det her er jo  - det er jo skørt. Og ulovligt Og jeg har ikke engang noget kørekort hverken til almindelige biler eller til fucking busser. Min eneste erfaring kommer fra de der mareridt, man nogle gange har om natten med at køre bil, selvom man ikke kan finde ud af  det og som Vi Uges drømmetydningsdel siger er fordi man ikke føler, at man er i kontrol i sin egen hverdag. ”.

”Netop. Har du ikke bare brug for, at gøre noget fuldkomment skørt, noget fuldkommen ulovligt,  sådan lige nu. Hvis du tænker på, at du har oplevet 2000 fucking skoledage og hvor få af dem du i virkeligheden vil huske, og hvordan du så bare vil huske de fleste af dem, fordi  du har skrevet en note den og den dato om dativ på tysk. Har du så ikke bare bug for at gøre noget, du er sikker på, at du vil huske?”

”Jeg har snakket med dig. Det skal jeg nok huske. ”

”Det har du jo ikke behov for at huske, Jeg vil jo stadig være her, ikke sandt? Det første jeg gør, når jeg kommer hjem er at sende dig en venneanmodning på facebook. Men bare det her – det ved jeg ikke, når så meget forandrer sig kan du have behov for at synliggøre forandring for at markere, at du er en anden dreng end da du startede i skole for ti år siden,  bare gøre et eller andet. Og det her er et eller andet.”

Og det var i virkeligheden, utrolig mærkeligt, utrolig surrealistisk at tænke på,  at de måd atid hade været en del af hinandens verdener. De havde taget bussen ned i byen sammen. De havde

”Jeg kan sikkert komme i fængsel, jeg kan ramme nogen eller vælte bussen. ”

”Der er ikke noget. Kom nu Jens, jeg har tænkt over det hele dagen – hvordan jeg kan gøre dig i bedre humør, hvordan jeg kan få dig til at få dig til at føle dig anderledes og skør. Men på e god måde.  Ikke som nu”

”På en god måde.” Jens gav et hop ved lyden af sin egen stemme. Han var kommet til at åbne munden. Det var første gang, Ahmed havde hørt ham tale, og han kunne ikke lade vær med at rænke over, om hans stemme var for dyb, stirre på bussen, nidstirre den. Det var 13’eren, men den var ikke i rute, nidstirre den.  

”På en god måde. ” Jens flyttede sit blik fra bussen til himlen bag ved. Den var spækket med stjerne efter stjerne, huller af lys i det sort -  små kighuller. Han kunne se Karlsvognen, Cassiopeia, tvillingerne og alle de andre stjernebilleder, som han ikke rigtig vidste, hvorfor han kendte til. Han havde bare lært sig selv dem, for de havde aldrig haft astronomi der, og det var dejligt at vide, at man kunne lære uden samtidig at skulle sætte kryds og bolle, i alt hvad man lærte.

For nogle timer siden, da solen var ved at gå ned havde den været nærmest lilla, lyset fra solen havde farvet skyerne, havde farvet resten af himmelrummet i en sart lyserød nuance, og himlen havde været den farve uden at bekymre sig om, at det var en pigefarve, ligeglad, og man var ikke særlig stærk, hvis man var  pige, uden at tænke på alle de mennesker, der sagde, at den burde være blå og grå og hvid, fordi de mennesker, der engang havde beskrevet himlen, havde været for doven til at tage andre nuancer med i deres beskrivelser.

Og himlen var smuk. Det havde den været for nogle timer siden, og det var den også nu. Det turde han godt sige, at den var smuk uden at få stemplet sin seksualitet og sin præference inden for himmelegeme. Og det sjove var, at Jens vidste, at den også ville være smuk om nogle dage, når han igen tog sig sammen til at kigge på den, smuk om nogle år. Smuk. Bare på en anden måde. Hver eneste minut man kiggede på den sådan anderledes ud. Stjernerne havde flyttet sig lidt, eller også havde Jens bare flyttet sig lidt. Og hans liv virkede nogle gange, som et eller andet skørt spil af russisk roulette – ville himlen være smukkere, når han kiggede på den næste gang, eller ville den være blevet grimmere? Ville hans liv være bedre om et år, når han var kommet på gymnasium et eller ville det være værre? Når han åbnede øjnene i morgen? Problemet var bare, at han ikke selv havde valgt at være med,  valgt at fortætte med det - han var blevet kastet ud i det. Kunne ikke stoppe.

Så måske burde han fokusere på det konstante. Himlen var smuk, og den døde flue ville blive ved med at hænge på hans væg, og der ville blive ved med at være mennesker der ude et eller andet sted, lige så fantastiske som Ahmed, som han manglede at møde. Han vidste bare selv ikke, om det var konstant, for på et eller andet tidspunkt ville fluen falde ned, og himlen ville blive grimmere, og han ville have mødt for mange dårlige mennesker til at turde gå ud og møde flere.

Han kunne bare heller ikke holde fast i det, som det var nu. For alle vidste, at hvis man tog et billede af himlen, ville det på ingen måde være lige så smukt som i virkeligheden og på samme måde, som hvis man tog et billede af Ahmed eller af deres sammenflettede hænder i månelyset. Man blev nødt til at kigge på den nu. Man blev nødt til at køre bussen. Ikke bare tænke på det. Punktum.

Ahmed, der selvfølgelig havde fulgt med i hans tankerække, var hurtig til at grine, trække ham med hen til bussen, mens han så hurtigt, at Jens ikke engang kunne nå at opfange det, tænkte på,  at han til hver en tid heller  ville kigge på Jens end på himlen. Jens kunne ikke nå at ombestemme sig, før de var inde. Dørene var åbne. De kunne bare gå ind. Uden videre. Uden at tænke over universet og dets indflydelse. Bare gå ind.

Den lille låge til førersædet var også åben, og da Jens rørte den med tøvende fingerspidser, var der også en lillebitte smule tilbage af den tidligere buschaufførs varme på den. Sædet var til gengældt helt koldt, da Jens dumpede ned på det. Han nåede lige at tænke over, hvor behageligt det i virkeligheden var at sidde der, meget mere behageligt end de gange, han havde prøvet at sidde i lærernes kontorstole, før Ahmed satte sig ned ved siden af ham. Sædet var i virkeliden lidt for småt til to personer, men det gjorde ikke noget. Slet ikke noget

”Nøglen sidder i,” tænkte Ahmed, smilende til deres spejlbillede i den sorte forrude. Nøglen sad ganske vist i tændingen med en nøglering af gule terninger. Jens havde aldrig vist, at buschauffører fik lov til at have personlige nøgleringe i, og hans tanker vandrede straks af sted til, hvilken nøglering, han mon burde vælge, alt i mens han uden tøven, med Ahmeds opbakning træk håndbremsen op, for det havde han set sine forældre gøre, når de kørte bil, træk håndbremsen i en bybus, for det havde han aldrig set sine forældre gøre. Hans forældre. Han kom uvilkårligt til at trække lidt hårdere i den, end han havde tænkt sig, ved tanken om dem, der sad derhjemme og stadig lyttede til ekkoet af døren, der smækkede ekkoet af hans stemme, der råbte de ord, de havde frygtet så længe. Måske kunne han køre bussen ind i deres hus, mens de sov.

Han lagde sin ene hånd på rattet, den han havde holdt i Ahmeds med. Var bange for, at han ville komme til at efterlade brændemærke i rattet så varm, hans hånd var, var bange for at rattet nu for evigt ville virke koldt for den rigtige buschauffør,  fordi han ikke havde, nogen så varm at holde i hånden. Var bange.

Den anden hånd skulle han til at dreje nøglen med. Han havde sine fingre i et fast greb om nøglen, så fast at hans fingre blev hvide, de gule terningener svingende mod han håndryg. Han tog en dyb indånding, rettede sig op i sædet, vidste,  at han snart skulle dreje nu, hvis han skulle have noget håb om at komme i gang, før forestillinger om ham, der bankede ind i huse, der ikke tilhørte hans forældre, om buschaufføren der kom løbende ud af skruret og ringede efter politiet tog overhånd. Det her var det tætteste han havde på en drøm. Det var ikke meget – at ville være buschauffør udelukkede for at bevise en pointe, fordi sæderne var behagelige og fordi man fik lov til at have en nøglering. Men han blev vel nødt til at have en eller anden form for drøm. Det var da det eneste, ham og uu-vejlederen kunne blive enige om – de havde vist bare forskellige definitioner på det ord.

Han blev nødt til at føle, at han havde opnået noget, bare noget, med sit liv.  Bare noget der ikke bestod af at have uddannelsespligt og blive tvunget til at bruge 10 år af sit liv sammen med samme mennesker. Noget, der ikke bare var universet, der trak i trådende, som det havde været med Ahmed. De havde jo altid eksisteret i kanten af hinandens univers, altid. De havde sikkert mindst en fælles ven på facebook, de havde begge to et vindue, der pegede ud mod en eller anden form for stjerner, som de begge to kunne på, de havde begge to undladt at tage med til Pride, de havde begge to lyst til at køre deres UU-vejleder over med en bus. De havde bare brug for et lille skub. At vågne op i hinandens hovder. Jens havde opgivet, at tænke på hvor mærkeligt det var for længst.

Men måske var det ikke så meget universet. Måske var det ikke så meget tilfældet, der havde gjort at det var netop var de to og netip de to sterner der til sammen lavede en vogn. Eller jo. Men for fanden det var dem – det var Jens, der havde valgt at bruge det til noget, dem der havde valgt at begynde at tale sammen, dem der havde valgt at mødes. Ikke et eller andet dumt univers, der egentlig bare bestod af atomer og medmenneskelighed og lidt af Donald Trumps klistrede armhulesved for at holde sammen på det hele. Dem.

Så begik Jens den fejl at kigge op fra nøglerne, kigge op og møde Ahmeds blik. Møde hans brune øjne, hans pupiller med det gule glimt fra bussen, med det lystige glimt fra at sidde i bussen. Uden han tænkte over det, gled hans hænder væk fra rattet,   i stedet hen på Ahmeds. Ahmed efterlignede bevægelsen. Endnu en fordel ved at dele tanker. Man behøvede aldrig at frygte at læne sig frem, for man kunne altid, altid vide, om det var i orden .

Altid. Fjedrende i sædet knirkede, da de to drenge bevægede sig mod hinanden, centimeter for centimeter, sekund for sekund. Indtil deres læber strejfede hinanden, indtil de gjorde sp mere end at strejfe end hinanden.

Og i det øjeblik stoppede Jens med at bekymre sig. Han havde altid troet, at hans første ordentlige kys ville være fuld af bekymringer. Fordi det var med en anden dreng. Fordi det foregik i en forladt bus, midt om natten. Fordi han ikke ville ane, hvornår han skulle åbne munden, hvor meget tunge han skulle bruge, om han ville smage dårligt, om deres læber ville komme til at støde sammen. Fordi han ikke ville ane om de også ville kysse dagen efter, året efter, resten af deres liv. Fordi han ikke ville ane, hvornår det ville stoppe.

Sådan var det overhovedet ikke. Nej, det var så meget andet, så meget mere, og Jens var ikke i tvivl, om  hvornår hans mund skulle åbne sig for selvfølgelig skulle han det og ikke i tvivl, om at kysset ville blive ved, så længe de begge havde luft i deres lunger,  og at deres næste kys først ville stippe i allersidste sekund, når det var absoulut nødvendigt.  Og  han kunne ikke være mere ligeglad med, at de sad i en bus.

For i virkeligheden anede han ikke, om det var hans drøm at blive buschauffør, ikke hvor han ville være, når de næste ti år af hans liv var gået. Han anede ikke, hvad han drømte om. Eller nej – det passede ikke. Han havde fundet en god ting, en ting han aldrig havde turdet at drømme om, at så meget som at tænke på. En ting, der sad foran ham og kyssede ham.  Han havde fundet ud af, at hans liv kunne blive så meget bedre på en dag uden at han først behøvede at komme i erhhverspratik og lære bogstavsforkortelse for tusindvid af uddannelser uden ad. Nogle gange skete ting bare.

Og det var i virkeligheden nok for ham. UU-vejlederne kunne skride langt, langt væk, hvis de sagde, at Jens skulle drømme om mere end bare at blive ved, blive  ved med at sidde og kysse Ahmed i netop det øjeblik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...