Say Nothing

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 sep. 2017
  • Opdateret: 5 okt. 2017
  • Status: Igang
Efter ethvert seksuelt misbrug, er der en følger. Det kan være depression, angst, cutting, spiseforstyrelser eller noget helt femte. For 20-årige Ella er tilfældet lidt anderledes. Hun er blevet seksuelt misbrugt af hendes far siden hun var 12, og som for alle andre, har det taget hårdt på hende. Dog har Ella fundet sin egen måde at klare sig igennem livet - hun snakker ikke. I 5 år har Ella helt undladt at snakke med andre, selv efter hun er flyttet i sin egen lejlighed har ingen hørt hendes stemme. Lejligheden overfor Ellas bliver optaget af en ung mand, og han bliver lidt nysgerrig på den intetsigende pige, på den anden side af opgangen.

0Likes
0Kommentarer
510Visninger
AA

4. Over Again

Ella’s P.O.V

Det var fredag, og jeg havde lige fået fri fra skole. Jeg gik hjem, med musik i ørerne og lukkede af for omverdenen. Over Again med One Direction kørte på repeat. Det var ligesom den sang jeg fandt trøst i da mor døde. I dag var det 2 år siden at hun døde.

Det var som om min sorg var blusset op igen. Som om at jeg lige havde fået at vide, at min mor var død, endnu engang. Jeg havde formået at holde det inde i skolen, men indeni var alt ved at ramle sammen.

Da jeg nåede hjem, holdte bilen stadig i indkørslen. Så måtte far være hjemme. Han havde sikkert taget fri i dag, fordi han, ligesom jeg, sørgede. Bare han ikke havde drukket… hans temperament kom tydeligt frem, når han havde det, og så skulle man helst holde sig væk.

Han begyndte at drikke, da mor døde, men kun i perioder. Jeg bad til at i dag, ikke havde vækket en dårlig periode.

Jeg gik ind. Døren var ulåst. Så jeg skyndte mig op på mit værelse, og stillede skoletasken ved skrivebordet. Jeg havde ikke lige mod på, at møde min far endnu. Tænk hvis han havde drukket…

Jeg hev høretelefonerne ud af mobilen, og lod musikken trænge ud i rummet. Jeg fandt mine lektier frem. Jeg kunne ligeså godt få det overstået.

Der gik ikke længe før jeg kunne høre skridt på trappen. Jeg vendte mig rundt, idet min far åbnede døren til mit værelse.

Han havde et mærkeligt udtryk i ansigtet, og man kunne lugte alkoholen på flere meters afstand. Så havde han altså drukket.

Jeg sank en klump, da han bevægede sig over mod mig. Uden at sige noget. Ville han hjælpe mig med mine lektier, eller ville han bare bede mig om at være stille?

Han tog fat i armen på mig, og hev mig op at stå. Jeg kiggede undrende på ham. Hvad ville han? Han skubbede mig mod sengen. Jeg snublede og landede, på ryggen, på sengen.

Jeg reagerede først, da han begyndte at knappe mine bukser op, og hive dem af. Jeg blev bange, og kæmpede imod. Han holdte mine hænder, over midt hoved, mens han begyndte at rive mine underbukser af, inden han lynede sine egne bukser ned.

Han lænede sig ind over mig og sagde til mig at jeg skulle ligge stille, inden han trængte op i mig.

Og så skreg jeg...

 

Jeg vågnede med et sæt. Jeg svedte som en gris, jeg rystede, mine muskler var anspændte og min vejrtrækning var øget. Tårerne kom frem i mine øjne, og slev om jeg prøvede at holde dem tilbage og være stærk nok til lægge det bag mig, så strømmede tårerne alligevel ned af mine kinder.

Jeg kiggede på vækkeuret. Klokken var kun 02:37, så jeg prøvede at ligge mig ned, for at sove igen, men hver gang jeg lukkede øjnene, så jeg det hele forestillingen igen for mit indre.

Jeg gav hurtigt op på at sove mere, så jeg stod op og gik i bad. Jeg var fugtig og klam af sved, og så lugtede jeg nok ikke besynderligt godt.

Da jeg kom ud af badet, smurte jeg mig ind i bodylotion, og trak i noget rent tøj. Det blev til en blå og hvid stribet t-shirt og et par blå overalls. Og hyggesokker.

Jeg gik ud i køkkenet og lavede en kande kaffe. Hvis jeg skulle komme igennem dagen skulle jeg vidst have en del kaffe indenbords. Jeg tog en banan fra frugtskålen og min kaffe, og satte mig ind i sofaen med et tæppe over.
Jeg tændte fjernsynet og zappede lidt rundt, men der var ikke rigtig noget interessant på denne tid af døgnet. Jeg endte med at finde min bog frem, og sad ellers og læste og drak en hel kande kaffe til klokken blev 08:30.

Da klokken blev 10 tog jeg mine hyggesokker af, og gik jeg ud for at tage sko, jakke og halstørklæde på. Jeg havde fundet vinterjakken frem for der var ved at være køligt ude.

Jeg havde en kaffe aftale med Joe klokken 10:30.

Jeg fandt min taske og gik ud på gangen, og låste døren. Lige som jeg vendte mig rundt for at gå ned af trapperne, og ned til Joe, gik døren overfor op.

”Hej Ella.” smilede Elliot da han fik øje på mig. Jeg sendte et halvhjertet smil, der aldrig nåede mine øjne, og vinkede kort.

Jeg skyndte mig ned af trappen, og ned til Joes dør. Af en eller anden grund gjorde Elliot mig lidt nervøs.
Jeg bankede på Joes dør. Der gik ikke lang tid før døren gik op, og der stod en fuldt påklædt Joe, klar til at gå.

”Du ser forfærdelig ud.” konstaterede han som det første, og kiggede på mig. Han hentydede sikkert til de enorme rander jeg havde under øjnene.

”Har du ikke sovet i nat?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet. Jeg var så træt. ”Mareridt?” fortsatte han og kiggede gennemtrængende på mig. Jeg nikkede og kiggede i jorden. Jeg havde ikke lyst til at snakke om det. Det havde vi gjort så tit.

Joe var det bedste menneske jeg kendte. Altid hjælpsom og kærlig. Altid glad. Hans gode humør havde det med at smitte af på mig, også når jeg havde en dårlig dag. Han kunne godt være lidt skør engang imellem. Han havde det med at være der når jeg havde det skidt, men også når jeg havde det godt. Ja, han var bare helt igennem fantastisk.

”Hej med jer!” sagde en lys stemme bag mig. Jeg vendte mig rundt og der stod sørme Rosie og Elliot.

Joe vinkede og smilede: ”Hej med jer, hvad skal i ud på?”

”Vi havde tænkt os at gå ud og finde et godt kaffe sted.” Sagde Elliot ”Kan i anbefale nogle? Vi er jo ikke så kendt i den her del af byen.” spurgte han og tog om Rosie, som smilede.

”Vi var faktisk lige på vej ned for at drikke kaffe på Masie’s Corner.” sagde Joe ”Vil I med?” fortsatte han spørgende.

Jeg blev utilpas. Nu skulle jeg sidde og være både social og nervøs… Jeg hadede at skulle lære nye mennesker at kende. Især når de fandt ud af at jeg ikke var den snaksalige type, og når de fandt ud af hvorfor. De endte altid med at have ondt af mig, og det gad jeg ikke.

”Ja, det vil vi da gerne.” sagde Rosie og kiggede op på Elliot, som om hun spurgte om han ikke ville det. Han nikkede.

”Jo, det kunne da være hyggeligt!” sagde han og smilede.

”Super! Skal vi så ikke bare smutte afsted?” spurgte Joe, og gjorde tegn til at vi skulle bevæge os ned af trapperne.

”Jo, lad os det!” kom det fra Rosie. Og så gik vi. Der var cirka 15 minutters gang fra opgangen og til Masie’s Corner, så det var ikke slemt. Dog lidt koldt.

De andre gik og snakkede om alt og ingenting på vejen, og jeg nikkede eller rystede på hovedet, når jeg blev spurgt om noget.

Der var dejlig varmt da vi kom ind i den lille café. Det var så hyggeligt, med det afdæmpede lys og blomster og stearinlys på bordene.

Vi fandt hurtigt et sted at sidde. Der var ikke så mange, så det var nemt at komme til. Vi tog jakker, halstørklæde og tasker, og hvad vi nu ellers havde på af overtøj, af. Jeg satte mig inderst på den ene bænk, og blev rød i hovedet, da Elliot satte sig ved siden af mig. Joe og Rosie sad på den anden side. Joe overfor mig, og Rosie overfor Elliot. Hvorfor skulle han også lige sidde der? Jeg blev om muligt endnu mere nervøs.

Jeg varmede fingrene ved at gnide hænderne mod hinanden. De var blevet kolde af gåturen.

Der kom hurtigt en servitrice med menu kort, og jeg fandt hurtigt siden med varme drikke. Jeg skulle have noget kaffe til at varme mig på. Og holde mig kørende på for den sags skyld. Jeg var dødtræt.

”Hvad skal du have Ella?” spurgte Joe efter at have skimtet kortet. Jeg pegede på en linje i menu kortet, for at vise ham hvad jeg skulle have. Han nikkede.

”Har i fundet ud af hvad i skal have?” spurgte han de andre.

”Ja, en varm chokolade og en kaffe latte.” svarede Elliot. Joe nikkede og viftede med hånden, for at få servitricens opmærksom hed. Hun kom hurtigt ned med blok og kuglepen, og var klar til at tage en bestilling.

”Hej, hvad kan jeg finde til jer?” spurgte hun smilende.

”To kopper kaffe latte, en kop varm chokolade og en sort kaffe.” svarede Joe, og gav hende vores menu kort.
”Ja, det finder jeg til jer!” sagde hun og forsvandt med menu kortene. Jeg kiggede på Joe, som for at sige at jeg ikke var helt tryg ved situationen, men han fattede ikke en skid.

Jeg synes man sad forfærdeligt tæt på sæderne lige pludselig. Jeg kunne nærmest mærke hans kropsvarme. Jeg kunne mærke varmen i kinderne, og jeg havde nok samme farve i hovedet som mit hår.

”Nå! Er i faldet godt til?” startede Joe og kiggede på Rosie og så til Elliot.

”Ja, det er vi! Det er dejligt med så mange søde naboer.” svarede Rosie smilende.

”Hvad så? Hvad laver i til dagligt?” spurgte Elliot og kiggede på mig. Jeg fandt min taske blandt mit overtøj. Jeg fandt den lille blok og kuglepen, jeg altid havde med, frem. Jeg så ud af øjenkrogen at Joe mimede ’Vent lidt’ til dem, da de sikkert ikke forventede at få et svar fra mig. Jeg skriblede ned hvad jeg gerne ville sige, og vendte blokken mod dem, da jeg var færdig.

’Jeg arbejder i TopShop med at ligge tøj på plads og sådan noget’

”Hvor længe har du arbejdet der Ella?” spurgte Rosie ind. Jeg skrev igen.

’I 2 år’
De nikkede. Jeg kunne fornemme at de synes, at det var lidt mærkeligt ikke at få et rigtigt svar, og stilheden mens jeg skrev var lidt akavet. Joe sad med et lille smil om læberne, som om han var stolt af mig, at jeg åbnede lidt op.

”Er du glad for det så?” spurgte Rosie videre og jeg nikkede. Jeg var glad for det. Jeg kunne gå og hygge mig lidt med det, der var ingen der hundsede med mig, eller sådan rigtigt snakkede med mig. Jeg gik bare rundt og passede mit arbejde. Og så var jeg i det hele taget bare glad for at have et arbejde. Det var ikke let at få arbejde når man var som mig.

”Hvad med dig Joe? Hvad laver du til daglig?” Spurgte Rosie videre.

”Jamen jeg er i lære som bager, så jeg er stadig under uddannelse.” svarede han. Jeg tog Elliot i at kigge på mig. Han smilede til mig da jeg opdagede ham. Jeg blev varm i kinderne igen.

Jeg blev reddet da servitricen kom med vores kopper.

”To kaffe latter?” spurgte hun, og Joe og Elliot holdte en hånd oppe for at fortælle hvor de hørte til.

”En sort kaffe?” jeg rakte en hånd i vejret. Jeg varmede mine frosne fingre på den varme kop.

”Og så må chokoladen jo næsten være til dig.” smilede hun og satte koppen foran Rosie. Jeg tog en tår af det, der måtte ha været min 7 kop kaffe i dag.  Den smagte vidunderligt.

”Hvad laver i til dagligt?” spurgte Joe nysgerrigt.

”Jeg er model for UNIQUE MODELS. Så jeg laver billeder og reklamer for alle mulige brands.” forklarede Rosie. Hun lignede også en model. Det spinkle, kønne ansigt med store brune øjne og kraftige øjenbryn, det brune pagehår, den slanke, men stadig formede, figur og det altid moderigtige og dyre tøj. Og så sad jeg her med mine overalls og slidte lædersko.

”Hvor spændende, så vi kan altså finde dig i tøj magasiner og på busserne eller hvad?” spurgte Joe. De grinte lidt.
”Ja det kan man.” sagde hun lidt genert.

”Hvad med dig Elliot?” Joe spurgte og spurgte. Men hvis man ikke spørger får man jo heller ikke noget at vide, vel?

”Jeg er musicalskuespiller. Jeg render rundt på teateret i store kostumer og spiller, synger og danser i The Lion King Musicalen.” Jeg måbede, jeg var imponeret. Det var sådan et stjerne par, med super fede jobs og altmuligt.

”Hold da op! Det må vi ind og se en dag! Ikke Ella?” Joe var vidst ligeså imponeret som jeg var. Jeg nikkede til hans spørgsmål.

”I siger bare til. Så kan jeg skaffe fribilletter til jer.” sagde Elliot men et lille grin. Så sad vi bare her med vores ordinære jobs, og så er de bare skuespillere og modeller.

”Det lyder mega fedt!” udbrød Joe og jeg gjorde mig enig.

Sådan sad vi i næsten to timer og snakkede om alt og ingenting, og lærte hinanden lidt at kende. De var nu ikke så slemme, når man lige lærte dem lidt at kende. Men jeg var virkelig træt og kunne snart ikke rumme mere, så jeg skrev ned at jeg gik hjem for at sove.

”Skal jeg gå med?” spurgte Joe og kiggede bekymret på mig. Jeg rystede på hovedet og sendte ham et lille smil, som sagde at han ikke skulle være bekymret. Han nikkede kort.

”Tak for i dag Ella! Det har været super hyggeligt!” Sagde de i munden på hinanden, og jeg gav et nik med hovedet for at sige ’i lige måde’.

Elliot flyttede sig, så jeg kunne komme ud, og jeg tog mine ting, gik op for at betale og forsvandt ud af døren til caféen. Jeg havde glemt hvor koldt det var ude, men pyt, der var ikke så langt hjem. Jeg skulle bare gå mig varm.

Da jeg nåede nåde hjem, smed jeg alle mine ting i gangen, og gik direkte ind på sofaen. Jeg var så smadret at indtryk og for lidt søvn, og jeg frøs helt vildt.

Klokken var kun 12:30, så jeg kunne godt nå en lille middags lur.

Jeg lagde mig på sofaen, og lukkede øjnene…

 

Jeg vendte mig rundt, idet min far åbnede døren til mit værelse.

Han havde et mærkeligt udtryk i ansigtet, og man kunne lugte alkoholen på flere meters afstand. Så havde han altså drukket.

Jeg sank en klump, da han bevægede sig over mod mig. Uden at sige noget. Ville han hjælpe mig med mine lektier, eller ville han bare bede mig om at være stille?

Han tog fat i armen på mig, og hev mig op at stå. Jeg kiggede undrende på ham. Hvad ville han? Han skubbede mig mod sengen. Jeg snublede og landede, på ryggen, på sengen.

Jeg reagerede først, da han begyndte at knappe mine bukser op, og hive dem af. Jeg blev bange, og kæmpede imod…

 

Jeg vågnede med et sæt, ved at der stod en og ruskede i mig. Det var Joe. Han så bekymret ud.

”Ella, er du okay?”

Og så kom tårerne i stride strømme

 

Over Again - One Direction

__________________________________


Halløj
Sååå... hvad synes i? 
Kommenter hvis i har noget konstruktivt.
Ellers like og favoritser hvis i synes om den :)

Schyum. xoxo 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...