Say Nothing

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 sep. 2017
  • Opdateret: 5 okt. 2017
  • Status: Igang
Efter ethvert seksuelt misbrug, er der en følger. Det kan være depression, angst, cutting, spiseforstyrelser eller noget helt femte. For 20-årige Ella er tilfældet lidt anderledes. Hun er blevet seksuelt misbrugt af hendes far siden hun var 12, og som for alle andre, har det taget hårdt på hende. Dog har Ella fundet sin egen måde at klare sig igennem livet - hun snakker ikke. I 5 år har Ella helt undladt at snakke med andre, selv efter hun er flyttet i sin egen lejlighed har ingen hørt hendes stemme. Lejligheden overfor Ellas bliver optaget af en ung mand, og han bliver lidt nysgerrig på den intetsigende pige, på den anden side af opgangen.

0Likes
0Kommentarer
513Visninger
AA

3. Keeping Your Head Up

Ella’s P.O.V

 

Jeg havde svært ved at komme op ad sengen. Dynen var tung, tryg og varm, og jeg havde faktisk ikke lyst til at stå op. Sådan var det faktisk hverdag lige i tiden.

Mine mareridt var vendt tilbage, og jeg vidst ikke hvad jeg skulle gøre for, at få dem til at gå væk. Jeg vågnede hver nat med et sæt, og det var den samme drøm hver gang.

Jeg stod op trods jeg havde lyst til at blive liggende. Klokken var halv elleve, så jeg kunne ikke blive ved med at trække den.

Jeg gik ud på badeværelset, og tændte bruseren. Den skulle lige have lidt tid, inden vandet blev varmt. Jeg tog mit nattøj af i mellemtiden, og trådte ind under det, nu varme vand. Varmen og vandet fik mine muskler til at slappe lidt af igen, efter en anstrengt nat. Jeg blev tit anspændt om natten, når jeg havde mine mareridt.

Jeg barberede hurtigt mine ben, og smurte mig selv, og mit hår, godt ind i sæbe og shampoo.

Jeg kom ud fra badet, med håndklæde om kroppen og håret, og mit nattøj og beskidte undertøj i hænderne. Jeg smed undertøjet i vasketøjskurven, og nattøjet under dynen, hvorefter jeg redte sengen.

Jeg satte mig på den ny redte seng, og sukkede. Jeg havde ikke lyst til at tage til housewarming i dag. Hvad ville de ikke også tænke om mig? Den tavse, rødhårede pige. Og så efter jeg lukkede døren i hovedet på ham i går. Han måtte havde tænkt, at jeg var en ubehøvlet særling. Men jeg var ikke god til nye mennesker.

Jeg rejste mig, og gik ud på badeværelset igen, for at smøre mig ind i bodylotion. Det fik mig til at føle mig bare lidt frisk, og ren. Derefter gik jeg ind for at finde tøj. Jeg havde altid besvær med at finde noget jeg gad at have på. Jeg var en af de piger, der ikke shoppede med mindre at det var absolut nødvendigt. Også selvom jeg arbejde i Londons største TopShop forretning, så jeg havde ikke alverdens tøj.

Jeg arbejde med at ligge tøj på plads i TopShop, da jeg jo ikke rigtigt kunne kommunikere med kunderne. Så jeg lagde tøj sammen og lagde det på plads igen, når folk bare havde smidt det på gulvet, i prøverummene. Den eneste grund til at jeg rendt faktisk havde det job, var fordi min tante var medejer af kæden. Det var også min onkel og tante, der havde bosat mig i denne lejligheden og betalte huslejen. Ellers havde jeg slet ikke råd til at bo i sådan en stor lejlighed og så centralt som det var.

Min onkel var bankdirektør og tjente kassen, samtidig hev min tante også en del penge ind. Så de manglede ingenting, og havde valgt at give mig en lejlighed og et job, så jeg selv kunne tjene til føden og hvad jeg ellers manglede, hvis jeg bare mødte op til møderne med psykiatrien. Det var også dem der tog mig ind, da jeg blev fjernet fra hjemmet for snart 4 år siden. Jeg var dem evigt taknemmelig, og geg holdte virkelig af dem. De var søde og rare og jordnære, trods deres mange penge.

Jeg endte med at tage nogle net-strømpebukser på, en cowboy nederdel og en stribet, langærmet trøje på. Det var lige det jeg havde lyst til.

Jeg smed håndklæderne til vask, og fandt en børste til mit hår, samt deo og lidt parfume. Så var jeg vidst ved at være der.

Da jeg kom ind i stuen, lå invitationen på stuebordet. Jeg kiggede på den igen, og åbnede for lige at læse den en gang til.

Kære nabo.

Vi vil gerne invitere jer til Housewarming, lørdag d. 21. oktober klokken 15:30

På Maidenstreet blok 1, 3. sal til venstre.

Vi håber på at se jer, vi vil jo gerne lære jer lidt at kende!

Venlig hilsen

Elliot og Rosie

Jeg kastede den fra mig igen. Jeg kunne ikke lige overskue det i dag. Jeg havde sovet dårligt, og jeg hadede at skulle møde nye mennesker. Det var jo lidt svært at kommunikere med mennesker, når man ikke kunne snakke.
Da klokken var 15:20 bankede det på døren. Jeg var ellers lige gået i gang med at læse en god bog, og drikke en kop kaffe.

Jeg gik ud for at åbne, og der stod Joe. Han havde en buket blomster og en lille kaktus med.

”Hello, beautiful. Hvordan går det? Er du klar til at tage til housewarming? Jeg går ud fra at du også er blevet inviteret?” spurgte han og gik indenfor

Joe og jeg havde været venner i mange år efterhånden, og han var nok også den eneste jeg havde.
Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle svare på alle de spørgsmål på engang. Så jeg gik ind i stuen, og satte mig med min bog igen, og tog en tår kaffe.

”Ah ah, søde ven, du skal med til housewarming! Tænk på alle de venner du kan få! De virker rigtig søde, så jo! Du skal med, sammen med mig!” sagde han og tog bogen ud af hånden på mig.
Jeg rystede på hovedet.

”Hvorfor ikke?” spurgte han og kiggede på mig med gennemtrængende øjne.

Jeg fandt en blok og en kuglepen, og skriblede ned hvad jeg gerne ville sige til ham.

Jeg har ikke sovet så godt, og du ved hvordan jeg har det med nye mennesker… De synes jeg er sær…

Han rystede på hovedet og sagde: ”Det er kun en time. Og fuck hvad de tænker! Hold hovedet højt og lad dem tænke hvad de vil. Du er dejlig. Og jeg har købt en kaktus, som du kan give dem!” Han holdte stolt den fine lille kaktus frem, og trak mig op ad sofaen.

Jeg sukkede højt. Jeg vidste at når Joe havde besluttet sig for at jeg skulle med, var det det jeg skulle. For han var stædig som et æsel, og jeg orkede ikke at tage en diskussion op med ham. Og så var det jo kun en time, ikke sandt?

Jeg gik ud og tog mine brune lædersko på, og en lille brun taske om skulderen, hvori jeg havde blok og kuglepen, hvis jeg nu skulle få brug for at kommunikere med andre end Joe. Jeg tog imod kaktussen som Joe rakte mig, og vi gik ud på gangen og de to skridt der var, over til vores nye naboer.

Joe bankede på. Jeg stod lidt bag ham, og ventede på de lukkede op. Det varede ikke længe, før en mørkhåret pige, med pagehår og flotte, snorlige øjenbryn stod i døren. Hun var virkelig smuk. Bag hende kom fyren, som havde givet mig invitationen i går, frem.

”Hej! Rosie. Det er Elliot. Dejligt at i kunne komme!” sagde hun glad og smilende, og gav Joe hånden. Bagefter rakte hun hånden mod mig. Jeg kiggede på Joe og så på hendes hånd igen, og tog den tøvende.

”Halløj, Jeg er Joe, og det her er Ella.” præsenterede Joe, og fulgte efter dem indenfor. Jeg fulgte hurtigt trop.
”Her er lige en lille indflytter blomst til jer.” Joe, gav Rosie buketten og gik ind i stuen, hvilket efterlod mig alene med to fremmede.

”Hej med dig. Ella, var det ikke?” spurgte Elliot smilende. Jeg nikkede og rakte ham hurtigt kaktussen. Rosie smilede sødt. Hun havde en fin orange kjole på, som så ret dyr ud, og nogle flade ballerina-agtige sko på. Elliot var høj. Han havde en t-shirt på og en rød skovmandsskjorte på udenover, som stod åben. Han havde små skægstubbe på hagen og hans blå øjne skinnede i lyset fra lampen.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv. Han var flot. Hun var flot. De var flotte. Og så var der mig. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle beskrive mig selv, med andre ord en rødhåret, fregnet og forholdsvis slank.

”Vil du ikke med indenfor? Måske have lidt at spise?” bød Rosie, og viste vej ind i stuen.

Deres lejlighed var flot og stilren, lidt for minimalistisk til min smag, men ellers meget moderne.  I forhold til min. Det var genbrugsmøbler og rodet, men det var hyggeligt.

I hjørnet af stuen stod et bord med en overflod af mad. Alt fra pindemadder til frugtfad til salater med oliven og alt muligt godt. Ellers var der champagne, vand og sodavand.

Jeg tog et glas champagne og placerede mig i et hjørne. Der var mange i lejligheden. Måske lidt for mange til min smag. Familien Harrington var der med deres 3 børn, familien Jackson med 2 børn, Pheobe Miller var der, og så en masse som jeg ikke kendte.

Børnene sad og tegnede ved stuebordet og drak sodavand, Mr. Jackson stod og proppede sig med pindemadder og champagne og resten stod og snakkede og hilste på det nye par i opgangen.

Jeg stod stille i hjørnet og betragtede de mange mennesker, og krydsede fingre for at ingen kom og snakkede med mig.

 

Elliot’s P.O.V

 

Der var kommet mange. Alle fra opgangen havde valgt at dukke op og ønske os velkommen. Min familie og Jason var her, og Rosie’s familie og to veninder var her. Så vi var mange. Måske lidt for mange, i forhold til hvor stor lejligheden var.

Jeg stod og snakkede med Mr. og Mrs. Harrington, om alt og ingenting, da jeg fik øje på hende. Ella, husker jeg nok hun hed. Det var lidt svært at holde styr på alle de nye navne. Hun stod i hjørnet af stuen med et glas champagne og kiggede rundt.

”Jeg tror jeg vil byde børnene på en sodavand mere og måske et stykke frugt.” sagde jeg til Mr. og Mrs. Harrington.

”Ja, mon ikke de kunne bruge det.” svarede Mrs. Harrington, og smilede. Jeg gik op og lagde lidt frugt på en tallerken og tog et par sodavand under armen og gik hen til børnene, som tegnede ved stuebordet.

”Kunne i ikke tænke jer lidt frugt og en sodavand, unger?” spurgte jeg med et smil, og stillede tallerkenen midt på bordet. De nikkede genert, og tog imod sodavandene. Så tog de for sig af frugten.

Mit blik fangede igen Ella. Hun var smuk, ingen tvivl om det. Det røde hår skinnede i lyset fra vinduet og de blå øjne flakkede fra det ene sted til det andet. Hun så utilpas og genert ud, som om hun ikke kunne magte så mange mennesker.

Jeg gik hen til hende og spurgte nysgerrigt: ”Hej Ella, er du okay?” Hun tøvede lidt, men nikkede så.

”Okay… Hvor lang tid har du så boet her i opgangen?” fortsatte jeg og prøvede at fange hendes blik, men det var som om hun prøvede at undgå øjenkontakt. Hun svarede ikke, men stod bare ligeså stille og kiggede ned i jorden.

Det begyndte at blive lidt en ubehagelig samtale det her. Især fordi der ikke rigtig var nogen samtale, bare mig der spurgte løs uden at få noget svar.

Joe kom springene bagfra, som om han skyndte sig.

”Hvad snakker vi om?” spurgte han muntert, og kiggede fra Ella til mig. Han lagde en arm om skulderen på hende og lænede sig en smule om ad hende. Hun kiggede kort på ham og smilte, som om hun sagde tak fordi han afbrød den akavede stilhed.

”Jeg spurgte bare om, hvor længe Ella havde boet her i opgangen.” forklarede jeg og blev faktisk også lidt lettet over at han var kommet.

”Jamen øhm…” sagde han, og tænkte sig lidt om. ”Det må være omkring de to år, ikke? Du var lige fyldt 18, da du flyttede herud.” fortsatte han spørgende, og kiggede på hende. Hun nikkede.

”Okay, hvor længe har du så boet her Joe?”

”Jeg har snart 4 års jubilæum.” svarede han og smilede over hele ansigtet. Han fjernede armen om Ellas skulder, og stod nu med hænderne i bukselommerne.

Ella trak en lille blok op ad den lille lædertaske hun havde om skulderen, og skriblede noget ned på blokken. Hun vendte den mod Joe, som hurtigt læste det, og så nikkede han stille, lagde hænderne på hendes kinder og kiggede hende i øjnene, som om han spurgte om hun var okay.

”Det er okay. Skriv hvis der er noget, ikke også.” sagde han til hende. Hun nikkede og gik forbi os med blikket i jorden. Hun stillede glasset fra sig på bordet, og forsvandt ud af lejligheden.

Jeg kiggede spørgende på Joe. For hvorfor skulle hun skrive det ned hun gerne ville sige? Og var hun okay? Jeg var forvirret.

”Det er lidt indviklet…” startede han, som om han kunne læse mine tanker, og vidste hvad jeg ville spørge om. ”Men hun gik hjem… hun har det ikke så godt lige i tiden.” forklarede han, og så undskyldende på mig. Jeg nikkede forstående.

”Okay, det er også helt i orden! Men Joe…” jeg prøvede at finde ud af hvordan jeg skulle formulere mit spørgsmål. ”Er hun meget genert, eller hvad? Hun siger ikke så meget.” spurgte jeg og kiggede undrende på ham. Han rømmede sig.

”Ja, altså… det er lidt kompliceret… faktisk meget.” startede han. ”Hun har haft, lad os sige… en hård opvækst… så hun har kvittet alt med ord og lyde.” forklarede han.

”Så hun snakker slet ikke?!” spurgte jeg mistroisk og kiggede forvirret på ham. Han rystede på hovedet.

”Slet ikke. Hun har ikke sagt et ord i 5 år.” sagde han. Jeg måbede. Det var alligevel lidt vildt. Tænk at man bare sådan kunne vælge at stoppe med at snakke, bare sådan lige fra den ene dag til den anden. Og så i 5 år. Jeg kunne mærke på mig selv at jeg blev lidt nysgerrig.

”Hvordan kan det være?” Okay jeg var meget nysgerrig faktisk. Joe kiggede alvorligt og lidt bedrøvet på mig.

”Hun blev misbrugt, gennem 5 år, af hendes far.”

Årh…

 

Keeping Your Head Up - Birdy

_______________________________
 


Halløj!
Så kom andet kapitel. Håber i synes om det? Hvis i gør, så husk at like :)
Som i kan se, har jeg valgt at ligge et billed op ad Ellas outfit, for at give jer et indtryk af hende og hendes stil. 
Ellers god dag til jer alle! 

xoxo Schyum.
 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...