Det du ikke ved


Sille skal tjekkes for muligvis at have kræft... Hun vil ikke fortælle kæresten Christian om det, da hun er bange for hans reaktion. Skal hun fortælle sandheden? eller skal hun holde det for sig selv?

1Likes
2Kommentarer
315Visninger
AA

3. 3. Kræft eller ej

En uge efter...

Jeg bliver hjemme fra skole, begrund af træthed, feber og ondt i hele kroppen. Mor kommer hjem ved en 15-tiden. Hun har et brev i hånden, som hun smider hen foran mig.

Sille Nielsen

Vestergade 35

Århus

Århus Universet Hospital

Jeg åbner det.

"Kære Sille Nielsen

Jeg vil gerne indkalde dig til en samtale D. 20/9 2017, ang. Prøverne. Ved ændring af deres tid, skriv venligst.

Mvh. Charlotte Olsen Århus Universet Hospital"

Det kan betyde begge ting, enten har jeg kræft, ellers har jeg ikke. Jeg fælder en tårer eller to. Mor kommer hen til mig, og ager mig på ryggen.

"Sille det betyder ikke at du skal dø, det kan betyde at du måske har...Kræft. eller er du bare lidt dårlig fortiden. Vi tager til den samtale og hører hvad hun har og sige." Siger hun.

Jeg nikker, men det betyder ikke at jeg forstår det eller har det okay med det. Jeg er måske syg.

Mine tanker bliver afbrudt, da min lillebror smækker med døren ude i gangen. Jeg tørrer tårerene væk, min lillebror ved ikke noget, han ved ikke noget med prøverne, med kræften.

 

Min mobil vibrer. Det er Christian.

"Hej skat, vil du mødes med mig ved busstoppestedet? Jeg har en overraskelse til dig" Skriver han. Jeg bliver nødt til det. Han må ikke få mistanke om noget.

"Ja, jeg er der ved 18-tiden" Skriver jeg.

 

På vej hen til busstoppestedet møder jeg Caroline, hun spørger hvor jeg har været, jeg svarer at jeg bare har pjækket. Da jeg kommer nærmere busstoppestedet kan jeg se Christian. Han har jakkesæt på og roser i hånden.
"Hej søde" siger han i mens han giver mig det der blik, det de søde blik.

Du skal lige læse noget. Han trækker et brev op ad lommen. Jeg folder det ud.

"Kære søde, dejlige, smukke, fantastiske, ubeskrivelige Sille.

Jeg er evigt taknemlig for at du vil være min kæreste, men også min bedste ven. Jeg vil også gerne takke dig for at altid at være der for mig både i gode og dårlige tider. Du er den bedste kæreste nogensinde. Jeg håber på at vi skal blive sammen til at, vi dør hånd i hånd.  Jeg vil gerne takke dig for alt. Derfor vil jeg inviterer dig på aftensmad i dag lige nu.

Kys og kram Christian"

 

Jeg græder, det rører mig meget. Han er bare sådan en god kæreste for mig, men omvendt er jeg en lorte en af slagsen, jeg lyver for min kæreste.

"Selvfølgelig vil jeg med!" Siger jeg og giver ham et stort kram og et kys.

Resultanten ligger ikke særlig langt væk, og han har allerede bestilt bord. Da vi kommer er der roser på bordet. Og tjeneren står klar til at tage imod jakker og bestillingerne. Jeg bestiller salat med kylling, Christian bestiller stjerneskud.

“Smuk som et stjerneskud” synger Christian efter han har bestilt. Vi griner begge to. Der går en halv time før maden kommer. Jeg mener at det er forholdsvis hurtigt. Salaten smager dejligt! Godt med kylling og salat, der er ikke sparet på noget.

“Har du lyst til at overnatte og ved mig?” Spørger Christian.

Jeg tørrer mig om munden inden jeg svarer.

“Øhm...altså jeg kan desværre ikke, min mor vil gerne have mig hjem, en anden dag?” Sandheden er at jeg skal til samtale i morgen på hospitalet.

“Helt okay min skat” Han fylder munden med rejer.

Charmerende!

Desserten springer vi over, da vi ikke har plads til mere efter den store hovedret. Christian har bedt sin mor om at komme og hente os, da han mener at det er koldt, og at det ikke er godt og gå hjem når man har fået lidt og drikke.

Der er virkelig varmt inde i bilen. Og rimelig stille.

“Tak for turen” siger jeg og smiler stort til Christians mor og stiger ud af bilen. Jeg sender et luft kys til Christian og vinker.

Jeg kan ikke falde i søvn, når jeg ligger i sengen, så jeg går over til computeren, går ind på Google, søger “kræft former og symptomer”. Der kommer en masse sider op.

“Søg lægehjælp hvis du oplever disse 7 ting”

“Lungekræft, hvad kan jeg selv gøre?”

“Kræftramte børn”

“Støt kræftramte Karla på 10 år, som lever med Leukæmi”

“Næseblod, feber og træthed nogle af tegnene på Leukæmi”

Jeg stopper... Læser det igen.

“Næseblod, feber og træthed nogle af tegnene på Leukæmi”

Næseblod, ja det havde jeg, feber ja, og træthed...ja...

Jeg er i chok. Jeg plejer aldrig og tro på sådan noget der står på internettet men det her, det her det passer. Jeg lukker for computeren, og løber ned til mor, som ligger og sover.

“Mor...jeg har kræft” Siger jeg og rykker i hende. Tårerne begynder ligeså stille og trille ned af mine kinder, en efter en. Mor vågner.

“Hvad skat?” Spørger hun og gnider øjenene.

“Tegnene passer...Grunden til at jeg skal til samtale i morgen på hospitalet er, at de vil sige til mig at jeg har fået leukæmi.”

Jeg lægger mit hovede ind til hendes bryst.

“Skat du har da ikke kræft, internettet skriver så meget. Du skam ikke tro på det”

Hun nusser mig i håret.

“Du har ikk kræft” siger hun igen.

Da jeg vågner ligger jeg i ske med mor. Idag for jeg afvide om jeg har kræft.

På vej derhen, spiller de ‘Flyv fugl’ Med Rasmus Seebach.

Det minder mig om ‘Knæk Cancer’, da Rasmus synger den der. Den dag de sender det program er der altid en lidt trygget stemning i hele DK. Jeg plejer selv at være rimelig sådan trist. Alle de historier de har med i det program, alle de kræftramte børn, unge, voksne og gamle mennesker. Det er en forfærdelig sygdom, som ingen mennesker burde leve med.

Inden jeg ved af det er vi derhenne. Vi skal kun vente i 10 min før vi skal ind. Det er et nyt rum vi er blevet kaldt ind i. En af væggene er malet grøn, de andre hvide. Denne gang har Charlotte ikke kittel på, men ‘almindelig’ tøj. Hun giver mig en krammer denne gang, ikke hånden. Stolen er varm, som om der er en der har siddet der i ret lang tid. Det føles ulækkert, så jeg sætter hænderne under røven. Mor hælder noget vand op i et krus til mig. Hun spilder lidt på bordet. Det ligger på overfladen, vandet siver ikke ned i bordpladen, men forbliver oppe på overfladen.

“Nå Sille. Vi har jo taget de der prøver, og nu har vi så fået svarerene”

Hun kigger ned på parpirene og op på computeren.

“I prøverne har vi fundet noget kræft i dit blod. Det der kaldes leukæmi... Jeg ved godt at det kan være meget skræmmende for dig, men vi er dygtige her. Vi ved hvad vi gør og om noget tid er du rask igen. “

Ja det er skræmmende tænker jeg. Det er som om jeg ikke rigtig forstår det. Det virker for uvirkeligt at jeg har..,kræft...

Ikke uvirkeligt på den gode måde sjovt nok, men hvad fanden. Farvel ungdom tænker jeg bare. Nu skal alt min tid gå med kemo og alt det der. Eller måske farvel liv. Hvad er chancen for at jeg overlever dette?

Jeg giver mig selv lov til at græde. Rigtig meget. Jeg rejser mig fra stolen og går ud. Løber ned ad gangen og videre udenfor.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...