Det de ikke forstår.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2017
  • Opdateret: 28 sep. 2017
  • Status: Igang
Mai flygter fra sin fortid og ender i London, hvor hun vil starte en ny tilværelse. Men hvordan skal hun gå den nye verden i møde, hvis hun aldrig kan lægge den gamle bag sig, og hvad gør man, når kærligheden pludselig banker på helvedes dør?

'Det de ikke forstår.' er en historie på godt og ondt om den traumatiserede Mai, der tilfældigt møder Harry i byen og derfra udvikler et forhold til den charmerende britiske fyr, mens hun i blinde forsøger at lægge den fortid bag sig, som hele tiden puster hende i nakken.

1Likes
7Kommentarer
303Visninger
AA

2. På bagsædet i sort boblelignende taxa.

Det virkede så underligt. Så uvirkeligt. Det var Harry. Harry Styles. Jeg gentog det inde i mit hoved. Op til flere gange. Måske var det øllen, der gjorde det. Jeg var allerede halvt igennem det store krus, og alligevel sad han stadig der med sit brede smil, safirøjnene, den hæse stemme, mens han kiggede betragtende på mig. Jeg tog en slurk mere. Tørrede øl-perlerne af min mundvig med mit ærme, hvortil jeg langsomt mærkede min puls stige.

”Hvem er din ven?” spurgte han og nikkede mod Dave, der under sin Burberry-paraply i regnen fægtede med armene og råbte uforståelige ting ind i mobilen.

”Det er Dave,” svarede jeg uimponeret og trak på skuldrene. ”Jeg er lige flyttet hertil. Han er min underbo og dermed også den eneste, jeg kender her i byen.” Jeg krummede mine tær. Fortrød allerede, at jeg fremstod som en ensom pige uden venner.

”Hvor kommer du da fra?” Han hvilede sit hoved i hånden og lænede sig ind over bardisken. Hans øjne var som forplantede på mig, mens han drak af sin øl.

”Danmark,” svarede jeg og kneb mine læber sammen, da et stik af fortiden kradsede i mit hjerte. ”Min mor er fra Danmark, og min far er fra Paris.” Jeg sukkede. Det var ikke bevidst.

”Hygge,” sagde han kejtet med sin britiske accent, hvilket straks fik mig til at grine.

”Ja, hygge.” Jeg nikkede gentagende gange og knugede øllen mellem mine hænder, mens jeg betragtede, hvordan kondensen på glasset langsomt gled mod den mørke bardisk.

 

 

”Hvor bor du?” Han råbte det gennem støjen af mennesker, der alle forsøgte at overdøve musikken.

”Nord for Camden Town,” svarede jeg og tømte mit femte krus øl.

”Lad mig give dig et lift.” Han lagde sin hånd på min lænd, idet jeg skulle til at rejse mig. Trods alkoholen i mit blod, kunne jeg stadig mærke den brændende fornemmelse i min krop. Følelsen af, at al væske i mig enten stod stille eller løb med hundrede kilometer i timen.

”Det behøver du altså ikke,” klukkede jeg og mærkede en trang til at bøvse bruset fra øllen op. Jeg så på mit ur. Klokken var to. ’Hvordan var tiden gået så hurtigt?’

Jeg forsøgte at bevæge mig forbi barstolen, som jeg havde siddet på, men faldt over dens ben og snublede forover. Alkoholen tog pludselig til, når man rejse sig op. Jeg var overrasket, men samtidig lettet på en fremmed og næsten magisk måde. Mine bekymringer var hvisket bort, og det eneste jeg kunne tænke på var, om jeg nogensinde ville se ham igen, hvis jeg tog hjem.

”Er du sikker?” spurgte han og greb mig i faldet. Jeg smilede til ham. Nok mere, end hvad der var naturligt. Så nikkede jeg. Ikke fordi jeg var sikker, men fordi jeg behøvede ham. Jeg nikkede til, at han måtte være der for mig. Han skulle være der for mig. Det kunne jeg mærke.

”Jeg ringer efter en taxa.” Han grinte og tog telefonen op til øret.

”Ikk grine,” hørte jeg mig selv mumle, idet jeg placerede to fingre over hans læber, og hans latter ophørte. I stedet smilte han på den fuldstændig fortryllende måde, som jeg allerede havde lært at elske.

 

Jeg lå henslængt i taxaen med hovedet lænet mod hans skulder. Trods det faktum, at han var en fremmed, følte jeg mig mere hjemme og sikker end nogensinde. Min vejrtrækning var tung. Når taxaen tog sine sving, kunne jeg mærke det i kroppen, som var det mig der styrede hjulene i den sorte boblelignende bil. Taxaerne var underlige i London. Måden de formede sig på. Hele konceptet med, at man ikke kunne snakke rigtigt med taxachaufføren, men at passagererne sad over for hinanden, som var det en bænk i S-toget – bare mere privat.

Jeg så op på Harry. Han sad koncentreret og så ned på sin mobil. Hans kæber var spændte, og hans pande var rynket. Han havde nok ikke bemærket, at jeg betragtede ham. Måske var mine øjne også sammenklemte. Jeg vidste det ikke. Jeg kiggede ned igen. Hans fingre tastede hurtigt hen over telefonen, mens han åndede langsomt og tungt. Det var hans mor. Hendes kontaktbillede var gammelt. Det gik jeg i hvert fald ud fra. Hun så ung ud. Ungdommelig med mørkt hår sat op i en hestehale. Hendes smil var hvidt, og der var kun små tegn på rynker.

Han slukkede telefonen og lagde den ned i lommen. Jeg klemte hurtigt øjnene sammen og lod som om, at jeg sov. Jeg havde ikke læst deres beskeder, selvom det var fristende. Sådan noget gjorde jeg bare ikke. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at åbne mine øjne igen. Mit hjerte føltes for stort til mit bryst, og jeg kunne mærke sveden i mine håndflader. Selvom aftenen havde været sløret, kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile. Her sad jeg. Alene på bagsædet i en taxa med mit hoved mod hans skulder, mens jeg i fortvivlelse overvejede, om dette var forkert eller blot et lykkeligt sammentræf.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...